Debat, samtale og demokrati: Dette er redskaber, vi kan forsøge at bruge for at arbejde mod skabelsen af et fredeligt og næstekærligt samfund.
Det er ting, vi stort set alle sammen ønsker. Alligevel gør vi ofte det modsatte. Men samtidig er vi ofte så geniale til camouflagens kunst -takket være vores tusindårige gamle vanefunktioner nedarvet fra dyreriget - at vi ofte kan snyde både andre og os selv: Vi gør noget, der er ukærligt, fordi vi tror det er kærligt. Vi undlader at gøre noget der er kærligt, fordi vi tror, det er ukærligt.
Det er ikke så svært, at blive enige om, at man skal være kærlig. Det svære bliver, at finde ud af, hvad der er kærligt, og hvad der er ukærligt.
Hvis A er ukærlig mod B, og C kan forhindre det, men C undlader at gøre det, så er C ukærlig mod B.
Men vurderingen af, hvad der er kærligt, bygger på synspunkter. Hvis synspunkt er det mest kærlige? Det er ofte i praksis meget svært at afgøre. Og endnu mere vanskeligt at blive enige om.
Hvis nu C tager fejl: hvis det A gør mod B ikke er ukærligt, så kan det være, at det i virkeligheden er Cs indgriben, der er ukærlig, selv om C mener/tror, at det er kærligt.
Og omvendt selvom C har ret: A er ukærlig mod B, og Cs indgriben er kærlig, så kan det godt være at A, mener at C er ukærlig. Og hvis der er flest, der mener som A, så bliver den kærlige handling af flertallet opfattet som ukærlig. C bliver pga. sin kærlige væremåde udnævnt som banditten af dem, som ikke havde samme kærlige væremåde.
Vi lever i en verden, hvor det er de vilkår, vi lever under.
Når man handler på baggrund af et synspunkt, så kan man ikke vide om det, man gør, reelt er kærligt, hvis ikke man ved om synspunktet er rigtigt eller forkert.
Vi handler på en mase synspunkter, som vi anser for sande, men i samme udstrækning de er usande, bliver vores handlinger også usande/ukærlige selvom vi er overbevist om det modsatte.
Som sandhedssøger er man altså nødt til at undersøge, hvordan man kan vide om et eller andet synspunkt er sandt.
At undersøge dette er ikke nødvendigvis nemt. Men hvis man mener det seriøst, er det en god idé at konfrontere synspunktet med afvigende synspunkter og undersøge argumenterne. Gør man det, kan det være, man finder ud af, at man stadig ikke kan afgøre med sikkerhed, hvad der er mest rigtigt. Men så er man kommet hinsides den skråsikkerhed: at man tror man ved, hvad der er rigtigt, selv om det muligvis er forkert.
Det er en mere usikker holdning, men det er en sund usikkerhed. Det er et skridt i retning af ydmyghed ikke at påberåbe sig at man ved noget, som man ikke ved. Det er den usikkkerhed, der kan opstå i en demokratisk proces, hvor der er nogen, der mener og argumenterer for noget andet end en selv.
Sådanne synspunkter kan mødes sagligt og sandhedskærligt med en undersøgelse af, hvad der ligger til grund for synspunktet. Men det er nemmere at møde det med censur. Det er nemmere og hurtigere straks at vedtage, at den andens synspunkt må være forkert. Herefter er der ikke længere behov for at undersøge det nærmere. Og så har man samtidig på en nem og bekvem måde fået kortlagt "de gode": nemlig os selv - og de knap så gode: nemlig de andre. Og den kortlægning kan ofte føles rigtig godt. Og hvis det føles godt, så må det vel også være rigtigt og kærligt, ikke?
For mig at se er spiritualitet at undersøge og forsøge at finde ud af, hvad man kan være sikker på, og hvad man ikke kan være sikker på. Det kan man bedst gøre i demokratiske rammer, fordi ægte demokratiske rammer sikrer, at alle synspunkter har ret til at blive hørt og undersøgt. Men det kan også være ubehageligt, for dels kan man komme til at høre noget, der ikke er behageligt at høre på, og dels kan man risikere at finde ud af, at man ved mindre, end man ellers troede man vidste.
Og tør man vove det? Tør man fx. arbejde for mere demokrati alle steder, hvor det er muligt?
Nej, hvorfor skulle man dog det! Det fungerer jo godt, som det er, ikke? Og man slipper for at høre på alle de besværlige banditter, som nok alligevel ikke har ret.
Nej, lad os bevare tingene, som de er. Lad os lade være med at stille spørgsmål, der kan opfattes som besværlige, udfordrende og farlige, fordi de kan true vores selvbillede. Når de kan det, så må de vel pr. definition være ukærlige, ikke? Lad os gøre alt, hvad vi kan, for at bevare trygheden i det kendte. Lad os hylde status quo. Lad os gøre hvad vi kan for at tilpasse os, bevare det, der er, og skabe den fine fernis, som vi kalder kultur eller dannelse og som vi er så gode til og stolte af, at vi alligevel næsten ikke kan lade være. Og lad os bekræfte hinanden i, at det da er her næstekærligheden og freden bor. Og lad os i fællesskab sikre, at ingen banditter laver ridser i lakken. Det der med demokratiet er en meget god idé i teorien, men i praksis må det vente i næstekærlighedens navn til bedre tider. Lad os vente med det. Det er det nemmeste. Og mon så ikke også, det er det mest kærlige? Jo, lad os skynde os at blive enige om det, så slipper vi også for at undersøge det nærmere. Lad os vedtage, at folk, der mener noget andet er uopdragne, som derfor bør tie. Når man ved, man har ret, behøver man ingen debat. Og når man ikke bliver modsagt, så har man jo også fået fred. Og så kan det vel ikke blive bedre, nej vel? Og mon ikke også det var dét, Storm P. tænkte på, da han sagde efter afslutningen på 2. verdenskrig: "Så fik vi fred - nu mangler vi bare ro"
kærlig hilsen
Jan
Hej Jan
Er det demokrati, hvis man udstyrer hvert eneste individ på kloden med én stemme, hver gang der skal tages en beslutning? Er det næstekærlighed?
Martinus taler også for en ligelig fordeling af ressourcerne mellem alle levende væsner, og alligevel er han også den første til at advare mod at fordele alverdens midler i lige store portioner til alle mennesker på jorden. Hvorfor? Fordi jordmennesket i dag ikke er et demokratisk menneske, fordi jordmennesket i dag ikke er næstekærligt, og fordi jordmennesket i dag stadig vil forsøge at tilrane sig andres goder, selvom det har mere, end det har behov for. Det er virkeligheden, som er et resultat af den kærlighedslogik, som livet skabes af. Uanset om det er en nok så smuk eller romantisk tanke, at demokratiet kan indføres og fungere her og nu.
Men vi kan erkende udviklingen og arbejde for den. Det kan vi gøre ved at lære livets processer og os selv at kende. Det kan vi gøre ved at øve os i at være venlige mod hinanden. At øve sig i venlighed kræver intet demokrati. Det kræver heller ikke, at man er venlig, for den kommer jo først med øvelsen. Venlighed i sin oprigtigste form er heller ikke afhængig af, om man overhovedet har en stemme eller ej. Stemmen og demokratiet vokser nemlig frem i takt med at næstekærlighedsevnen og venligheden bliver en organisk del af vores væremåde.
Hvis Martinus' livsværk havde været resultat af en demokratisk proces havde det været en blanding af Jyllands-Posten og Matador. Det er "Det tredje testamente" heldigvis ikke. Hvis isbjørne skulle have haft lige stor repræsentation på samtlige verdensdele, var der nogle af dem, der havde fået det ret så hedt. Det er de heldigvis ikke. Hvis Brøndbytilhængere skulle have ret til at komme til orde i det lokale ældrecenters strikkeklub, ville det være trist at være pensionist (og måske endda også at være Brøndbytilhænger). Det har de heldigvis ikke.
Men verden er så forunderligt indrettet, at der er plads til os allesammen, og de fleste har mulighed for at komme til orde i et eller andet omfang. Dog ikke nødvendigvis på samme sted eller samme tidspunkt. Men det ændrer ikke ved, at der på kloden og i universet er rigelig plads til alle og ikke et eneste individ kan undværes uden at man derved forbryder sig mod verdenslogikken. Det er virkeligheden - og den er såre god, skulle jeg hilse at sige fra Martinus... 
Venlig hilsen
Petersh
Hej Peter,
Er det demokrati, hvis man udstyrer hvert eneste individ på kloden med én stemme, hver gang der skal tages en beslutning? Er det næstekærlighed?
Næ, det er det jo ikke. Hvis demokrati alene var et spørsmål om, at give alle mennesker stemmeret, så var det meget nemt at skabe demokrati. Demokrati er ifølge Martinus identisk med næstekærlighed.
Jeg er helt enig med dig i, at intet fødes voksent. Men omvendt er der heller ikke noget der fødes, så længe der ikke er nogen, der sår nogen frø. Men det må de naturligvis gøre, som har behovet. Man kan jo ikke forlange det af dem, der ikke har behovet. Dem der stortrives med diktaturet, må nødvendigvis være de sidste til at afskaffe det, også selv om de evt. påstår at deres diktatur er et demokrati.
Jeg er enig med dig i at venlighed er en rigtig god ting. Men vi er vidst uenig om definitionen af demokrati. Ifølge Martinus er demokrati = næstekærlighed. Og derfor er venlighed for mig at se også demokrati.
Ja, øvelse gør mester. Men selv øvelsen i venlighed, kræver jo som minimum en lyst til at være venlig. En person uden dette venligheds behov, vil nok nøjes med at henvise til at "alt jo er såre godt" og venligheden jo ikke sådan er noget, man bare kan indføre, for så ville isbjørnene bare få det alt for varmt.
Der har vi så definitions-uenigheden igen. Da det tredie testamente er resultat af en fuldkommen næstekærlighed, er det også et resultat af et fuldkomment demokrati, men altså vel at mærke ikke i betydningen: at folk har stemt om dette eller hint.
Det har du ret i. Jeg har ikke lige fanget din pointe med det udsagn?
Det har de muligvis, hvis de er interesserede. Igen er det vidst vores opfattelse af begrebet "demokrati", som her er temmeligt forskellige.
Ja, "Alt er såre godt". Så vi behøver ikke at forsøge at blive klogere, venligere eller mere hensigtsmæssige i vores måde at tænke og være på, det kommer alt sammen af sig selv, hvis vi bare sidder med hænderne i skødet længe nok - omend måske så på en smertefuld måde, fordi vi måske har misforstået et og andet. Men der er jo også nogen, der af egen fri vilje har lyst til at blive klogere. Og det er dem, som jeg ser som den svage part, fordi de ofte bliver opfattet af pacifisterne som banditter, og det er deres forsvar jeg gerne vil tale, alle dem dér, der ikke rigtig kan finde ud af at opføre sig ordentligt, men gerne vil bryde med vaner og traditioner. Og det er jo heldigvis også såre godt, at der trods alt er nogen - omend nok få - som vil hjælpe dem, synes du ikke?
med venlig - ikke væmlig - hilsen
Jan
J
Hej Jacob
Jeg er ikke klar over, hvad er det du er enig med Peter (og uenig med mig) i?
Jeg tror ikke der er der er så mange pacifister, der opfatter nogle som helst som banditter.
Det afhænger i hvert fald med hvilket syn man læser indlæggende.
Jeg henviser til pacifisme på baggrund af hvad jeg oplever i mig selv.
Ligesom at ikke pacifisten henviser på baggrund af deres livs oplevelse.
Hvorfor henviser pacifisten til upartiskhed? Og ikke til â€demokrati†og lighed. Fordi at demokrati som vi ser det er i dag, som allerede er nævnt ikke er demokrati.
Fordi ægte demokrati er hundrede procents upartiskhed. Upartiskhed er næste kærlighed.
Hvis det var min brug af ordet 'pacifister', du henviser til, var det nærmest ment som en morsomhed. Jeg mener, at man nemt kan bruge en etiket og sige: jeg er pacifist eller upartisk eller socialdemokrat eller hvad det nu lige er, man synes, man er. Det er en etikette, der kan dække over rigtig mange ting. Men hvis den etiket man hæfter på noget er misvisende, så havde det været mere i overensstemmelse med sandheden at undlade etiketten. Man bliver ikke upartisk eller næstekærlig af, at undlade at tage stilling.
Hvis du vil være kærlig, må du først finde ud af, hvad der så er kærligt i den her situation. Og hvis du ikke har denne evne, handler du ikke kærligt, uanset hvor meget du tror eller ønsker det.
Upartiskhed er at gøre det mest kærlige, det mest sande. Problemet er bare: hvad er kærlighed? hvad er sandhed? Det er der så nogen, der mener, at de godt ved. Og så behøver de jo ikke tage stilling til det spørgsmål. Så bliver det også nemmere at afgøre om ens handling er kærlig og retfærdig. Men mit spørgsmål bliver: har de ret? Bygger man på åndsvidenskabelige argumenter, på kosmiske analyser? Eller nøjes man med at sige, at jeg kan mærke, at det her er kærligt, og derfor vil jeg ikke debattere det.
Et føleargument kan man ikke diskutere. Det kan være både rigtigt og forkert, men nogen kosmisk analyse eller åndsvidenskab er det ikke. Det kan kun overbevise dem, der tror på det.
I et demokrati er det partier, som jo er modsætningen til upartiskhed.
Folketinget består af partier. Disse partier forsøger at indgå kompromis men i dybeste analyse nære de jo antiparti for hinanden. Det drejer sig om at bliver det parti der bestemmer mest.
Ligesom at partierne skændes eller er i såkaldt dialog som vi ser det rundt omkring udenfor.
Ligeledes er hver enkelt menneskesind et ufuldkommet demokrati med masser af partier. Og hvor der diskuteres kraftigt om rigtigt og forkert, godt og skidt, fortid og fremtid.
At komme ind på at give slip på â€demokratiet†både inde for dig selv og uden for dig selv.
Er for mig det bedste jeg overhovedet kan fortælle et menneske.
Nu skriver du "demokratiet" - altså i citationstegn. Så jeg går ud fra, at det du mener, man skal give slip på er diktaturet (som nogen kalder demokrati, og visse spøgefugle kalder demokratur). Hvis du mener man skal slippe diktaturet, så er vi enige. Såfremt det altså er det man vil. Men tilhængerne af diktatur, vil jo ikke synes at demokratiet er upartisk.
Det, der for mig at se er så vanskeligt, er at finde ud af, hvornår man kan hjælpe nogen vha. samtale. Hvis A synes, at det B gør er uheldigt, men B mener at det er helt fint, så siger A til B: hør her, som jeg ser det, vil det være bedre, hvis du gør sådan her.
Så kan det være A siger:
1. Du har ret, tak for hjælpen.
2. Du har ikke ret.
3. Du har ikke ret. Men det var rart at høre dit synspunkt.
4. Du har ikke ret. Og du burde slet ikke sige den slags, fordi det er løgn - og du bør ikke lyve!
5. Jeg ved ikke om du eller jeg har ret, lad os undersøge det nærmere!
Og der kan selvfølgelig være mange andre muligheder. Vi har alle sammen ønsker om at påvirke andre i det, vi opfatter som en gavnlig retning.
Hvis du siger til en person: Giv slip!
Er det så det mest kærlige? Hvad er det, han skal give slip på? Og hvorfor? Hvordan ved du, at du har ret? Er det altid kærligt at give slip? Kan det ikke være kærligt at holde fast?
For mig at se er den store udfordring ikke at gøre svarene til "sovepuder", til facitlister - for så dør de. Der er ingen facitlister, og det er også derfor, det er vanskeligt. Livet og kærligheden er et kunstnerisk projekt. Man kan sige noget om nogle kosmiske principper, og det er meget gavnligt, men det er ikke nok. Vi befinder os hele tiden i en eller anden fortolkningssituation, og der står vorherre og fanden på hver sin side og håber på, at vi vælger deres side, og lykønsker os, når vi gør det. Og da fanden er god til at forklæde sig, er det ikke altid vi kan skelne, hvem der er hvem.
Skelneevnen, det er det sværeste, den kan man ikke stille op i regler og algoritmer. Den er hele tiden på spil, og vi er hele tiden nødt til at prøve os frem så godt vi kan med konstant risiko for at tage fejl efter princippet "trial-and-error" indtil den dag vi har kosmisk bevidsthed.
Det er vilkårene, når man er uden kosmisk bevidsthed.
Når nogen siger: Jeg har sandheden, så bliver jeg skeptisk. Så vil jeg høre meget gode argumenter. Ellers tror jeg ikke på vedkommende.
Har jeg ret, har du ret? Jeg aner det ikke. Ja, altså vi har jo hver især ret ud fra hver vores synspunkt, men hvilket synspunkt er det kærligste? Jeg ved det ikke. Hvis jeg vidste det, havde jeg kosmisk bevidsthed. Det har jeg ikke. Jeg er altså nødt til at undersøge tingene og holde mig årvågen, så jeg ikke falder i søvn og indbilder mig selv og andre en kærlighed og en sandhed, som jeg ikke repræsenterer.
Og jeg kan også kun forsøge at inspirere andre til at gøre det samme, men jeg kan ikke kræve det.
mange hilsener
Jan
J
Set i relation til kosmologien er det måske vigtigt at holde sig for øje at det ægte demokrati repræsenteres af næstekærligheden og magt repræsenteres af det dyriske princip.
Næstekærlighed og magt er således modsætninger. I dyreriget hersker magten og vi mennesker er nu langsomt på vej ud af dette rige og på vej mod det rigtige menneskerige. Vi er ved at blive mætte af magt, men vores C-viden har endnu ikke udviklet sig til at bestå af næstekærlighed (nogle har naturligvis udviklet dette mere end andre).
Det er således magten vi er på vej væk fra, men vi tror fortsat på magten.
For tusinder af år siden troede vi på stærke guder, der kunne vinde, plyndre og slå ihjel. Så troede vi på konger og fyrster, dernæst på stater og regeringsledere (som vi så kaldte demokrati), på lærere, videnskabsmænd, læger, TV, aviser og mange mange andre ting. Disse er alle eksempler på magt i større eller mindre grad. Og vi tror fortsat i overvejende grad på dem.
Men magt er ikke vejen til kærligheden, magt er fortiden, det vi kommer fra, vores C-viden, det dyriske princip.
Demokrati er at holde op med at tro på disse udefra kommende ting. At undersøge nogle ting selv hvis man har lyst og ikke at have nogen som helst holdning til det man ikke selv har undersøgt. Og når man selv undersøger ting finder man ud af hvor lidt man egentlig kan vide med sikkerhed. Som Einstein sagde "jo mere jeg ved jo mere finder jeg ud af hvor lidt jeg ved".
Hvordan udvikler vi os så tættere til næstekærligheden? Er der anden vej end debat, samtale og demokrati? Men hvordan opstår lysten til dette? Først må vi jo blive mætte af magten før sulten til frihed og næstekærlighed kan opstå.
Og hvordan bliver vi mætte af magt? Det kan vel kun ske ved at magten øges og det bliver tydeligere og tydeligere at magten ikke bringer os frem til næstekærlighed. For flere og flere mennesker er dette nu tydeligt i vores samfund i dag. De fattige i verden sulter som aldrig før, økonomiske hjælpepakker hjælper de grådige, 911, medierne holder sandheden væk fra os, magtfulde verdensorganisationer sikres mere og mere magt, magten giver os lægemidler der gør os syge, krige der dræber de svage, banker og virksomheder der rager til sig osv, osv.
Men debatten om disse ting er stigende - ja nærmest eksplosivt. Magten på den ene side forsøger at styre mere og mere, men netop dette gør det jo tydeligere for flere og flere. Magten kunne dræbe JFK og MLK fordi de var de få, men i dag er der millioner og atter millioner af små JFK'ere og MLK'ere. Jo flere der dræbes jo tydeligere bliver det. Nye energiformer og nye helbredelsesformer og nye politiske principper baseret på øget demokrati kan ikke holdes nede forevigt. Selve forsøget på at holde det nede sikrer at forsøget vil fejle.
Debat, samtale og demokrati er vejen frem, hvad enten vi vil det eller ej. Det er en uundgåelig proces. Ikke noget vi skal kæmpe for og ikke noget vi skal kæmpe imod. Blot noget vi alle uundgåeligt deltager i (mere eller mindre). Vi bliver langsomt uddannet i livets skole, således at vi alle når frem til at have indsigt og kærlighedsevne - eller som udtrykt i kosmologien intelligens, følelse og intuition - til selv at blive mennesket i guds billede.
Med kærlighed
Lars
J
Hej Jacob.
Jeg er meget enig - man ser verden som man selv er - vi er altid iført "briller" som vi ser alting igennem - at man ved man kigger gennem disse briller gør ikke, at man kan tage brillerne af, men indsigten gør måske, at man kan tage nogle andre og sjovere briller på.
Hej Jacob,
Jeg gentager lige mit spørgsmål, som var: hvad det er du er enig med Peter i (og uenig med mig i).
At du gentager, at du er enig, giver ikke rigtig nogen mening, så længe du ikke nævner i hvad.
Jeg er et utroligt tålmodigt menneske, når jeg selv skal sige det. 
Det, der for mig at se er så vanskeligt, er at finde ud af, hvornår man kan hjælpe nogen vha. samtale. Hvis A synes, at det B gør er uheldigt, men B mener at det er helt fint, så siger A til B: hør her, som jeg ser det, vil det være bedre, hvis du gør sådan her.
Så kan det være A siger:
1. Du har ret, tak for hjælpen.
2. Du har ikke ret.
3. Du har ikke ret. Men det var rart at høre dit synspunkt.
4. Du har ikke ret. Og du burde slet ikke sige den slags, fordi det er løgn - og du bør ikke lyve!
5. Jeg ved ikke om du eller jeg har ret, lad os undersøge det nærmere!
Her vil jeg mene du tager noget meget småt, lidt for stort.
Jeg syntes ikke det betyder så meget om: ja eller nej.
Det lyder som et matematikstykke Jan.
Det jeg mente med mit eksempel var åbenbart lidt uklart. Jeg ville bare illustrere, at man ikke altid på forhånd ved, hvad det fører til, hvis man meddeler et eller andet - uanset om det er i den bedste mening. Man har ikke nogen garanti for, hvordan det bliver modtaget. Det var det, jeg mente med, at man bare må prøve sig frem. Det var ikke, at jeg går og er bange for at fejle. Men hvis jeg siger et eller andet, og det bliver modtaget anderledes end det var ment, så kan jeg da godt overveje om det havde været klogere, at lade være med at sige det eller at det kunne være sagt anderledes.
Det vigtigste mener jeg er at være sammen med mennesket og give det plads.
Vær stille og lyt og stil spørgsmål til vedkommende og lad vedkommende selv svare på problematikken. Det er ganske lidt man behøver at sige. Så kan man evt. støtte med et synspunkt.
Og det man siger af gode ting til mennesker går først op for dem lang tid efter.
Sig noget og se hvad der sker, eller lyt. Jeg mener at lige så snart man begynder at lytte opmærksomt på vedkommende så kommer der den ro der skal til for at føre en samtale.
Men som sagt samtalen og ordne er sjældent særlig vigtige. Hvis man har den rigtige intention, så kommer de rigtige ord, men det kræver altså at man først er stille og lytter. Oftest er spørgsmål nok.
Der er ikke grund til at gøre det så kompliceret at være der for et menneske eller råde nogen.
Så ender det op med at blive for egoistisk.
Hvad skal jeg sige.
Hvordan skal jeg bære mig ad.
Hvordan lyder jeg.
Bare det passer det jeg siger.
Jeg, jeg, jeg, jeg, jeg, jeg.
Ud med det.
Og dette er nemmere hvis man ikke føler at man skal gå at råde andre mennesker, men lader dem komme til dig.
Tiden man er med dem er vigtig og husker personen måske en følelse eller ord til senere.
Det er jeg meget enig med dig i. Nu brugte jeg nok ordet "samtale" lidt for bredt, fordi jeg i virkeligheden primært tænkte på det at "samtale" på et forum som fx. dette. Og det foregår jo på vilkår der er helt anderledes vanskelige end hvor man er i rigtig samtale "face to face". Grundtvig foretrak jo, at man talte sammen og ikke skrev, og det kan jeg på mange måder godt se en fidus i. I visse situationer kan det skriftlige indlæg dog give noget, som det mundtlige ikke kan. Der er fordele og ulemper ved begge.
Ja, det er nemlig noget helt andet her. Og jeg synes på mange måder, det er rigtigt svært. Der skal ikke meget til, at tingene går i en forkludret retning, selv om ingen har ønsket det.
Jeg hørte for nylig ham lægen fra Tv2, Qourtrup, eller hvad han hedder, sige: "Der findes ikke ret mange onde mennesker, men der findes mange onde vilkår." Hvordan skaber man så nogle bedre vilkår? Ja, mit eneste bud er, at man jo må snakke sammen om vanskelighederne.
Sig forhelvede hvad du har lyst til og se hvad der sker.
Det som der er mest af i dit hjerte vil skinne igennem alt det andet lort. Som du har selv en god hilsen i bunden af dine tekster
Humor er, at kunne se det sjove i det, der ikke er særlig sjovt.
Ja, jeg mener også, man skal sige, hvad man har lyst til. Men der kan jo være så meget i en selv, der forhindrer en i at gøre det. Men jeg synes også, at det er værd at overveje måden man siger tingene på ikke mindst når det sker skriftligt, hvor ordene bliver stående (indtil de bliver cencureret væk, hæhæhæ).
Her tror jeg nok du mistede mig, jeg er hvert fald ikke sikker på om jeg er med på, hvad du snakker om. Kan du præcisere det lidt mere?
Selvom det er sundt at være skeptisk. Så ved man jo at det er ligegyldigt om nogen render rundt med sandheden eller ej. Det betyder jo ingen ting.
Det er jo fint nok. Nogen mener at Jesus vandrer lyslevende rundt i Londons gader. Nogen mener at månen er fuldt beboet, bl.a. af folk her fra jorden, og andre mener vi aldrig har været på månen. Det er fint nok. Det er jo rigtigt for dem, der mener det. Og så kan vi lade det være ved det. Men det har bare ikke ret meget med sandhedssøgning at gøre eller det at reflektere sammen over, hvordan vi skaber de bedst mulige vilkår at kommunikere sammen på.
Jeg syntes det er mere spændende at se hvordan de udtrykker sig. Kan man ikke bare sidde og lytte til folk i mens de snakker?
Det kan man jo godt. Man kan gøre som man har lyst til. Tit hænger tingene sammen, det mennesker siger, fortæller noget om hvem de er.
Hvilket er fint og opmærksomt.
Men personligt prøver jeg ikke at repræsentere noget. Det er hvad jeg mener med at give slip. At lade tingende være som de er. Vorherre og satan der plads til dem begge i hjertet på mig. Jeg reprænsterer ingen ting. Jeg skal kun tænke på min mad, søvn, motion og lidt fibre til krop og hjerne. Jeg skal ikke nå noget, jeg skal ikke forbedre mig, jeg skal bare være her. Jeg må tænke hvad jeg har lyst til. Det er ikke noget jeg personligt mestre, men det er der, jeg gå hen ad.
Men alligevel beskriver du dig selv som pacifist. Hvordan kan du gøre det, hvis du ikke repræsenterer den?
Det er rigtig fint, hvis man ikke forventer sig, at nogen skal være anderledes end de er. Det er jo det, det handler om. Men hvis man synes det, så er det for mig at se også det man repræsenterer, eller det, man prøver at repræsentere.
Har man overhovedet vendt sit verdensbillede på hovedet. Hvordan er man skeptisk, hvor opmærksom er man?
Nu kan ordet "skeptisk" forstås på mange måder. Det jeg mener er, at man slipper ikke for at bruge sin skelneevne. Det er den man bruger hele tiden. Hvis du virkelig er upartisk, så er du kærlig, så har du brugt din skelneevne til fordel for det, der var mest kærligt.
Hvis man føler sig elsket, er det vel bevis nok. Kan kærligheden ikke bevises? Hvad mener du om Martinus' analyser, er det ikke eet stort kærlighedsbevis?
Jeg mener, vi må jo også forsøge at bruge analyserne i det vi laver, hvis analyserne skal blive til andet end pjank og tidsfordriv. Der er nogen argumenter, der er mere saglige end andre.
Tvært imod de bliver oftest meget mindre.
Det er rigtigt at der ikke er noget, der er bevis for alle. Men noget hænger logisk sammen og noget gør det ikke. Martinus' analyser hænger logisk sammen. Alternativt er at "noget kan komme ud af ingenting". Men den påstand er hverken logisk eller nogen forklaring. Det er jo en påstand om, at en virkning kan komme uden en forudgående årsag. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Ja, det kræver at man kan tro blindt på påstanden, hvis den skal godtages.
hilsener fra
Jan
J
Skriv et svar