Kære Forum-deltagere

Umberto Eco's lader i "Rosens navn", en ung novice Adso blive forelsket. Adso fantaserer omkring denne følelse og de samvittighedskvaler det medfører, for en ung munk in spe således at være i den sanselige kærligheds vold. Jeg finder passagen så smuk og livsklog, at jeg har lyst til at dele den her, som en lille julehilsen. Visse af Adso's overvejelser omkring Livets Bog (!) synes jeg er fantastisk smukke og poetiske beskrivelser af det samme, som Martinus beskriver, når han henviser til "livets direkte tale". Ydermere synes jeg det er fascinerende, at forelskelsen giver Adso anledning til sådanne guddommelige reflektioner, set i lyset af, at Martinus netop peger på, at forelskelsen er et, omend kunstigt, iscenesat møde med det guddommelige. Munkene vidste godt, at forelskelsen, hvor guddommelig den end måtte forekomme, ikke var det endelige møde med Gud, men led desværre under den mistforståelse, at forelskelses-kærligheden burde fortrænges, til fordel for sjælens kærlighed til Gud (noget som Adso imidlertid i et øjebliks klarsyn gør op med, i efterfølgende citat). Idag ved vi da heldigvis også, at det ikke forholder sig således, og at vi "må" udleve og nyde den sanselige kærlighed i samme omfang, som den findes i vores indre, og i øvrigt ikke gør skade på andre. Med nedenstående citat vil jeg gerne ønske en smuk, guddommelig og sanselig jul til alle :-*

"For sandheden er, at jeg "så" pigen, jeg så hende i de nøgne træers grene, når de bevægede sig, fordi en forfrossen lille spurv søgte tilflugt dér, jeg så hende i kviernes øjne, når de kom ud fra stalden, og jeg hørte hende i lammenes brægen, når de krydsede mine uransagelige veje. Det var som om hele skabelsen talte til mig om hende, og jeg ønskede brændende at se hende igen, men var også beredt på at forsone mig med tanken om aldrig mere at se hende, aldrig at ligge med hende igen, bare jeg fik lov til at nyde den glæde, som gennemstrømmede mig den morgen, og altid have hende nær, hvor fjernt hun end for evigt måtte være fra mig. Det var, nu hvor jeg prøver at forstå det, på samme måde, som hele universet er som en bog, skrevet af Gud, i hvilken alt taler til os om dets Skabers uendelige godhed, hvor enhver skabning næsten er som skrift og spejlbillede på liv og død, hvor den mest ydmyge rose bliver et tegn på vor jordevandring - alt talte med andre ord kun til mig om det ansigt, jeg blot havde skimtet i køkkenets duftende halvmørke. Jeg gav mig hen i disse drømmerier, for jeg sagde til mig selv (...) at hvis alverdens bestemmelse er at tale til mig om Skaberens magt, godhed og visdom, og hvis alverden den morgen talte til mig om pigen (hvor syndig hun end var) så var selv hun alligevel et kapitel i skabelsens store bog, et vers i den store salme, sunget af kosmos - jeg sagde til mig selv (...) at når den slags skete, da måtte det være en del af den store teofani, som styrer universet, bygget som en lyre, et underværk af samklang og harmoni. Næsten som i en rus nød jeg således hendes tilstedeværelse i de ting, jeg så, og jeg begærede hende gennem dem, og synet af dem tilfredsstillede min lyst."
(Mine markeringer) Fra Umberto Eco: "Rosens navn", s.268f, hermed anbefalet