Det du kalder personligheden er ikke det samme som det Martinus kalder X1. De personlige egenskaber er noget skabt, det er X1 eller jeget ikke.
Jeg taler om personlighed/jeg'et, det som du kalder x1. Hjernen kan frembringe en personlighed (ja, en 1x, hvide det er det den skal kaldes) af sig selv, kun ved hjælp af de fysiske rammer, så hvorfor skulle der være en indrekerne et sted, som adskiller sig fra den fysiske personlighed?Hvis vi bruger Occams Razor, så vil det ikke give mening, at tro på en personlighed skabt af noget udenforstående, når nu hjernen selv kan skabe en bevidsthed.

Det kan det sagtens betyde. Da vi alle er herre over vores egen skæbne kan vi kun give os selv æren for vores nuværende tilstand. På samme måde er det ikke uden betydning for vores fremtidige liv, hvordan vi lever vores nuværende liv. Medfødte evner og anlæg er ikke tilfældige, det er nogen vi selv har opøvet i tidligere liv - hvor skulle de ellers komme fra?
Så mongoler er også selv skyld i deres kromozonfejl f.eks.? Selvom det var deres mor der drak da hun var gravid? Lige præcis med mongoler er det jo lidt interessant, for det er netop deres fysik, som har gjort deres personlighed, måden de er født på, det er ikke noget selvforskyldt.

Martinus beskriver noget om blandt andet åndsvage her:

401. Grundet på væsenernes store mættelse af lysregionen drages de med uimodståelig magt mod kontrasterne til nævnte regions oplevelser. For "salighedsvæsenerne" findes denne kontrast absolut kun i deres egne erindringer fra deres oplevelse af deres spirals mørkezone. Denne mørkezone er således på en måde, for disse væsener, blevet en behageligere sfære at tænke tilbage på end den høje verden, de lige har forladt. Mørket er begyndt at blive lys for de nævnte væsener. Hele deres interessesfære bliver derfor nu i stigende grad rettet imod deres egne fortidige oplevelser i mørket. Og hvor er genoplevelsen af disse fortidige oplevelser dog pragtfuld og ejendommelig. "Salighedsvæsenet" ser nu sin fortidige skæbne i hele dens fortsættende detaljeopbygning igennem - ikke et enkelt lokalt fysisk liv - men igennem mangfoldige liv. Det ser således dens sande årsag og virkning, bliver påny vidne til den altbeherskende kærlighedsteknik, hvormed altets og de levende væseners fremtræden åbenbares. I realistiske, strålende "guldkopier" eksisterer hver en detalje fra væsenets fortidige tilværelse i spiralen. Og på væsenets mindste ønske eller bud kommer panorama efter panorama fra dets fortidige tilværelser til syne i levende plastiske former med lyd- og farvevirkninger indenfor den beundrende gudesøns evige "nu". Tænk, hvad det betyder. "Salighedsvæsenet" kan altså i dag, nu i dette øjeblik, hvor læseren læser disse linjer, "vandre" tilbage til fortidige årtier, århundreder, årtusinder, ja, årmillioner og i strålende levende "guldkopier" se sin egen fortidige fortsatte færden igennem disse umådelige "tidsegne" eller "tidskontinenter". Fra sit ophøjede, urørlige, kosmiske stade oplever det, i "salighedsrigets" gyldne materier, levende "kopier" af sine egne fortidige "jungletilværelser", "rovdyrtilstande" såvel som sine mere spagfærdige tilværelser som "planteædende væsen". Det ser sine egne dræbende forfølgelser af andre væsener såvel som sin egen fremtræden som offer for andre væseners tilsvarende morderiske efterstræbelser. Det oplever "kopierne" af dets manifestation af det samme dyriske princips kulmination i dets senere tilværelser som "jordmenneske", hvilket i dette tilfælde vil sige "fostermenneske". Det er jo ikke alle "salighedsvæsener", der har været "jordmenneske", men de har alle måttet gennemgå de primitive stadier, der i øjeblikket betinger, at det jordiske menneske kun er et "foster" til "det rigtige menneske".
     Som før nævnt ser "salighedsvæsenet" i sit fortidige panorama sine tilsvarende fortidige tilværelser kulminere i de dræbende dyriske og krigeriske tendenser. Det ser, hvorledes det har mistet organisme efter organisme som offer for medvæsenernes forfølgelse og had, og hvorledes dette had kom som årsagsbundet svar på dets egen altfor store lyst og villighed til at være med til at befordre død, krig og lemlæstelse over medvæsenerne. Endvidere genoplever det hele sit seksuelle liv i alle dets faser igennem alle tider i indeværende spiral. Det ser sine egne udskejelser og deres virkninger i efterfølgende liv. Det ser, hvorledes det med sine laster har nedbrudt det ene fysiske legeme efter det andet og dermed gjort sine talentkerner i overbevidstheden defekte, og hvorved det igennem hele perioder har mistet evnen til at bygge nye fysiske legemer op i normal form. Det ser derfor videre her, ligeledes i "guldkopierne", hvorledes det har måttet leve hele perioder i defekte og unormale legemer og for sine medvæsener fremtrådt i de tilsvarende unormale eller defekte tilstande, vi kalder "sindssyge", "åndssvaghed" og andre former for sjælelige og fysiske defekter. Det ser også, hvorledes disse defekter igen skabte i dets overbevidsthed en vis immunitet overfor de laster og udskejelser, som var defekternes sande årsager, så det efter endt helbredelse eller opnåelse af normale evner igen kun kunne fremtræde i en forædlet skikkelse, ja, stundom som forbilledlig model eller idealvæsen for medvæsenerne.

(Min kolorering).
Så en mental underudviklet person, er selvforskyldt i sin situation, og kan se igennem tid og rum? Det tror jeg simpelthen ikke på, for man kan forklare deres ustabile personlighed, ved at se på fejlene i deres hjerne. Og pudsigt nok, så ændre de sig, hvis man "reparere" deres hjerne. Det er tydeligt, at det er den fysiske verden det kommer an på. Man er et produkt af ens hjernes sammensætning.

Hvis du ikke er den samme, hvorfor skriver du så "jeg" begge steder? Dine evner er ikke de samme, men din inderste kerne er den samme. Der er et "noget" inde i dig, som altid er det samme. Dine erfaringer er anderledes, din krop er anderledes, din tanke er anderledes, det du husker er anderledes, men det er stadig "dig" der gør det.
Er det ikke lidt ordkløverrig det her? Du ved jo godt hvad jeg mener, når jeg skriver, at jeg ikke er den personlighed, som eksisterede i min krop førhen. Og nej, der er ikke altid noget inden i mig, som altid vil være det samme, hvorfor skulle der være det? Det virker da lidt mærkeligt at antage, at man har noget, som ikke kan sanses, ikke kan måles, ikke kan ændres, men som der heller ikke er brug for, for at have en personlighed. Hvorfor skulle den så være der?
Hvis jeg siger, at det er engle som bærer mine ben når jeg går, men disse engle kan ikke sanses eller måles, og de er slet ikke nødvendige for at jeg skal bevæge mine ben, da jeg sagtens kan gå af mig selv, er det så ikke mere sandsynligt, at jeg ikke har disse engle?

Jeg vil lige tilføje, at Per Bruus Jensen i et af sine værker bruger et, synes jeg, meget godt billede på det levende væsen. Han sammenligner det med en lysbilled-fremviser. X1, jeget, eller den evige kerne er det hvide lys apparatet udsender. Dette hvide lys indeholder alle farver til alle tider. Det lysbillede (dia-positiv) vi sætter ind foran det hvide lys, er X2, eller vores skabeevne. Det vi kan se er det skabte, X3, eller det lysbillede der fremkommer på væggen. Vores skabeevne er konstant, dvs. der er altid et dia-positiv i apparatet, men dette dia-positiv forandrer sig hele tiden. Vi kan, via vores livsførelse, ændre på udseendet af dette dia-positiv, vi kan vise morderiske billeder, kærlige billeder osv. Men vi kan aldrig ændre på selve det hvide lys, der er vores inderste kerne, og som skinner igennem ethvert billede på væggen.

Det virker ikke helt overbevisende, at han blot antager, at vi har porte ind til åndeverden. Hjerneforskere har studeret hjernen så længe, at de kan forklare mange af centrene i hjernen, og hvorfor de er årsagen til vores personlighed. At sammenligne hjernen med en radiosender, det giver ikke mening, når man ved, at den fysiske hjerne kan skabe en personlighed af sig selv.

Så vidt jeg har forstået, så kan de ikke forklare vores personlighed (ikke strengt taget i hvert fald), men de kan påvise at der er en relation mellem centre i hjernen og personligheden. Det betyder imidlertid ikke at de har vist at personligheden stammer fra disse centre i hjernen, dvs. at centrene i hjernen er udløserne for vores personlighed. At man "jammer" en radio og viser at den ikke længere kan spille en udsendelse er ikke et argument for at radioen er ophav for udsendelsen.
Ganske korrekt, men er det ikke mere sandsynligt, at vores 'jeg' er skabt af fysikken, når det nu rent faktisk kan lade sig gøre, frem for at være skabt af noget som vi slet ikke ved om eksistere?

Interessant diskussion om hvor vidt hjernen kan opleve sig selv. Det er et helt centralt argument for Martinus at den ikke kan. Jeg har selv funderet meget over om det er rigtigt eller forkert - og ikke mindst argumenter for og imod - at hjernen eller generelt noget skabt ikke kan opleve sig selv.
Det er faktisk noget af det, som adskiller mennesker fra dyr. Vi ved vi er til. Mennesket kan være bevidst om sin egen eksistens, men det kan dyr ikke. Det har de ikke hjernen til.
Dyr tænker heller ikke over, at de skal dø, for de har slet ikke overvejet, hvad det vil sige at eksistere.
Man kan sige, at hjernen ikke oplever sig selv. Men vores 'jeg', som er et produkt af hjernen, det kan opleve sig selv.

Jeg taler om personlighed/jeg'et, det som du kalder x1. Hjernen kan frembringe en personlighed (ja, en 1x, hvide det er det den skal kaldes) af sig selv, kun ved hjælp af de fysiske rammer, så hvorfor skulle der være en indrekerne et sted, som adskiller sig fra den fysiske personlighed?Hvis vi bruger Occams Razor, så vil det ikke give mening, at tro på en personlighed skabt af noget udenforstående, når nu hjernen selv kan skabe en bevidsthed

Kære V

Hjernen kan ikke skabe noget som helst ( her mener jeg ny personlighed)- hjernen kan kun genskabe det allerede skabte som findes i det kollektive ubevidste/underbevidste -store eller lille hjerne -ingen forskel. Hjernen er en fysisk og målbart størrelse- det er X1 ikke. Har du fantasi nok( evner nok) kan du opleve det som skete for miliarder år siden, eller vil ske men det er igen noget som allerede eksisterer og ikke nyskabelse.

kh Alexandra

Skal jeg forstå det sådan, at du mener, at hjernen er den egentlige årsag til alt? Den er såger årsag til det allermest fundamentale vi har, nemlig vores jeg-fornemmelse, den er årsag til vores realistiske oplevelser, den er årsag til vores "forvrængede" oplevelser, hallucinationer osv. Når vi for eksempel oplever os selv som værende ude af vores krop (som jeg selv har oplevet, og masser af mennesker har haft denne oplevelse), så er det hjernen som skaber denne oplevelse?
Ja, det mener jeg.

Det er også hjernen der tror, at den kan se med øjne, som slet ikke sidder i hovedet?
Jeg er ikke helt sikker på hvad du mener her. Hvis du mener, at have en ud af kroppen oplevelse, så mener også hjernen kan give en illusion af dette. Det er nemt at forstille sig, og ens hjerne kan nemt forstærke illusionen ved at pumpe adrenalin rundt, og ved at sende fordrejede signaler.

Det må vel give et problem når man så skal forklare, hvordan den første hjerne så blev til. Hvis bevidstheden er noget skabt, og hjernen er en forudsætning for bevidstheden, hvad ligger så bag, at naturen, så at sige af sig selv, har kunnet skabe det geniale redskab som hjernen er, for der kan jo ikke være en hjerne bag den første hjerne?
Jeg tror på evolutions teorien, som forklaring på, hvordan vi har udviklet vores hjerner. Den er meget stærkt underbyget af videnskaben, så der er god grund til at tro det.

Den første hjerne må jo være opstået tilfældigt, skabt af fuldstændig bevidstløse processer. Hvornår vil du mene, at det vi kalder "liv" opstår i denne proces?
Der er en teori, kaldet Abiogenesis. Det er en videnskabelig teori, som kan forklare, hvordan livet er opstået ud af kemi og fysik. Selvom den stadig er underudvikling, så kan den give et fingerpeg om, hvordan liv kunne have opstået.

Er liv det samme som bevidsthed?
Ikke nødvendigvis. Der er forskellige grader af bevidsthed så at sige. Mennesker er mere bevidste end dyr, dyr er mere bevidste end planter, og sådan der ned af.

Hvis liv er det samme som bevidsthed, og bevidstheden er opstået af bevidstløse processer, så siger du dermed, at livet er skabt af døde ting. Men liv kan ikke opstå af døde ting, for i så fald var det døde jo netop ikke dødt, for så ville det ikke kunne skabe liv.
Jep, jeg kan godt se problemstillingen. Men 'døde' ting, er stadig udsat for fysik og kemi, og det er netop det, som har skabt liv. Det er vigtigt at huske, at det har været en lang process, og livet faktisk er opstået gradvist. Det er svært at sige, hvornår noget er levende og hvornår det blot er en organisk ('død') maskine, så at sige.

På et eller andet tidspunkt kan vi vel ikke komme udenom altings første årsag - den årsagsløse årsag? Den årsagsløse årsag er det Martinus kalder X1. Det er ikke det samme som det du kalder personligheden. Du kan godt benægte X1's eksistens, men du kan ikke sætte lighedestegn mellem det Martinus kalder X1 og det du kalder personligheden.
Ok, så sætter jeg ikke lighedstegn, men jeg fornægter stadig at det eksistere.

Du er bare en lille egoist  hvad med Gud skal han ikke kunne have en del i din oplevelse? Hvor er Gud i din oplevelses verden?
kh A

Jeg tror ikke på Gud.

Kære V

Jeg tillader mig lige i al beskedenhed at linke til en tidligere tråd, jeg startede i sin tid.

https://www.martinusforum.dk/forum/kosmologien-generelt/udfordring-til-naturvidenskaben/

kh.
Kenneth

'Jeg' er ikke noget man har, Jeg'et er noget der ER, man ER, og det er vor evigt uforanderlige faste punkt, eller kerne, der ikke er noget sted i fysisk forstand, derfor siger de fleste mennesker på kloden, 'min hjerne', 'min bevidsthed'.
Ja, man er et 'jeg'. Men dette jeg er et produkt af ens kemi i hjernen. Grunden til man siger "min dit, min dat", det er blot for at gøre det nemmere for modtagerne at forstå meningen. Hvordan skulle man ellers kende forskellen på din og min hjerne, hvis man kun sagde "hjerne gør ondt."? Det er ordvalget, ikke så meget andet der er årsagen.

Jeg tænker, Jeg føler, Jeg ser,,, hjerner ser ingenting, øjne ser ligeså lidt som en kikkert.
Ok, hvis ikke øjnene ser, og hjernen ikke modtager fra øjnene, så må du lige bevise hvad der så sker. Hvis du kan komme med noget nyt på dette emne, så vil det være revolutionerende i biologi.

En mand fra Texas, var i koma i 17 år, manglede det halve af hjernen, gradvis vågnede han over ½ års tid, og vendte tilbage til en normal tilværelse, han nægtede pure, at have været væk i 17 år, indenfor et års tid efter, var de meste hjernevæv gendannet.
En mand med en halv hjerne virker ikke til at være den mest troværdige person omkring det at være i koma. Men hvad så med de folk, som vågner af koma, og godt ved de har været væk?

det ved jeg godt du ikke gør  😮 du tror jo på på kvark  og det gør jeg også !
Men min kvark er skabt ved X2 hvordan blev din til?
kh A