Har tænkt over dette. Min mor døde da hun var 24 år. Dette giver hende jo en ret kort periode på den anden side før hun bliver reinkarneret igen. Hvis hendes sjæl er reinkarneret er det vel ikke muligt at mødes på den anden side, når jeg engang dør ?. Eller hvad.
Vh Thomas
Det afhænger af hvornår du går over på den anden side,ligesom hende igen...Hvis I skal mødes på den anden side kræver det at i begge er diskarneret..
Men der er altid mulighed for et møde via ,den lille" død"..søvnen. 
Se iøvrigt følgende artikel af Martinus:
http://www.martinus.dk/da/litteraturen/martinus-artikler/gennem-ddens-port/
Ok. Det var også sådan jeg regnede med at det hang sammen. Så vidt jeg husker at have læst er diskarneringstiden omkring 40år, hvis man har levet et fuldt liv, men at man også har noget medbestemmelse. Tak for link vil læse det.
Vh Thomas
Hej Tomasino
En tommelfingerregel er at man er diskarneret næsten lige så længe som man har levet i fysisk materie.(kilde Ole Therkelsen).Men der er mulighed for at være kortere eller længere diskarneret,alt efter eget ønske.
Dejlig frihed.. 
Nogle har været meget hårdt igennem i inkarnationen og ønsker en lidt længere "søvn",og andre brænder for at komme hurtigt tilbage for at lære lektien og komme videre.
Livet i den hårde materie er en skole, hvor vi skal lære at blive næstekærlige.
God læsning og sommer 
Det er også sådan, at jo yngre, des hurtigere er man tilbage, aborter indenfor mdr, børn indenfor 5-10 år, og yngre (fx soldater) indenfor 10-20 år. mit bedste bud er, max 20 år for din mor.
Og det kan tilføjes at, 'der har ikke været så meget at sove på', hun var jo stadig i repetitionen som 24-årig.
Vi tænker Os nu, at din nabos to-årige datter er din mor, bare for at tænke lidt videre.
Tænker Holger
Hej Alle.
Og så er der nogen der har opstillet den teori, at vi lever alle vores inkarnationer "samtidig" i et slags multiversum (parallel universer), fordi "tiden" reelt set er ikke eksisterende. Dermed opholder vi os også altid i den åndelige verden sammen med alle den vi holder af. Dvs at selv om jeg "døde i morgen", så ville jeg møde min søn og datter og alle andre jeg holder af på den åndelige side, selv om "de stadig lever på det fysiske plan." - fordi tiden ikke er en reel faktor men en illusion og den åndelige verden er udenfor tid og rum.
(læs: Et med Gud af Neale Donald Walsch. jvf "æblesinen")
Jeg synes det er en spændende teori, hvad mener i om den?
Kh. Ejby
Kære Ejby,
Nej, det dur ikke, det er mere udtryk for en livlig fantasi, end logik og realitetssans,
det finder ikke genklang i analyserne,
og tiden, er helt misforstået,
er Vi 'desværre' nødt til at konkludere,
hilser Holger
Nej, det dur ikke, det er mere udtryk for en livlig fantasi, end logik og realitetssans,
det finder ikke genklang i analyserne,
og tiden, er helt misfostået,
er Vi 'desværre' nødt til at konkludere,
hilser Holger
jeg er enig med dig holger men jeg har ikke noget at ha det i
holger du skriver (er vi )hvem er vi , ik at det raver mig men jeg er lidt nysgerrig
Vi, Brugerne, kære Lucifer,
Har allerede konkluderet det, her i MF, et utal af gange,
der er noget at ha' det i, garanterer Holger.
Hej Holger.
Lucifer har en pointe der.
Det er en åbenlys sandhed - at vi, brugere på MF også ser og oplever tingene meget forskelligt. 
Du har konkluderet.
Jeg ved det ikke.
Kh. Ejby
Ja, Ejby,
Det er der taget højde for i mit indlæg,
Jeg har nu svært ved at se pointen i, 'ikke at ha' noget, at ha' det i',
hæ, hæ, det er da lidt af et udsagn,
kærlig hilsen
Hej Ejby.
Ja, spændende tanker. Jeg ser lidt sådan på det, at når vi allerede har eksisteret evigt, så har vi også alt i os, der kan ikke komme nyt til. Enhver følelse af at opleve noget nyt er derfor en illusion, for vi må allerede have oplevet det i vores evige fortid. Gud er alt, men det er hver enkelt gudesøn i princippet også. Reelt ved vi derfor hele tiden alt om alting, men der er sat filtre op som gør, at vi kun kan opleve lidt ad gangen, dette giver os fornemmelsen af tiden der går, fortid og fremtid, og det giver os en fornemmelse af at opleve nyt. Det er lidt af en "omvendt Martinus" som JR vist beskrev det som i en gammel tråd. Vi kan ikke leve uden at kunne huske, nej, men vi kan heller ikke leve uden evnen til at kunne glemme. "Glemmeevnen" er lige så vigtig som "Hukommelsesevnen". Kun via glemmeevnen kan vi miste vores evige viden om alting, og derfor kan vi føle, at noget er nyt. Men i virkeligheden ved vi alt hele tiden.
du har ret holger jeg har noget at ha det i
det er bare den der hukommelse
ps har du ikke nogle smylies på dit skrivebord
Ja, spændende tanker. Jeg ser lidt sådan på det, at når vi allerede har eksisteret evigt, så har vi også alt i os, der kan ikke komme nyt til. Enhver følelse af at opleve noget nyt er derfor en illusion, for vi må allerede have oplevet det i vores evige fortid. Gud er alt, men det er hver enkelt gudesøn i princippet også. Reelt ved vi derfor hele tiden alt om alting, men der er sat filtre op som gør, at vi kun kan opleve lidt ad gangen, dette giver os fornemmelsen af tiden der går, fortid og fremtid, og det giver os en fornemmelse af at opleve nyt. Det er lidt af en "omvendt Martinus" som JR vist beskrev det som i en gammel tråd. Vi kan ikke leve uden at kunne huske, nej, men vi kan heller ikke leve uden evnen til at kunne glemme. "Glemmeevnen" er lige så vigtig som "Hukommelsesevnen". Kun via glemmeevnen kan vi miste vores evige viden om alting, og derfor kan vi føle, at noget er nyt. Men i virkeligheden ved vi alt hele tiden.
ja vi ved det hele , men vi kan ikke vide det hele på en gang
Joe, Lucifer,
De udfylder rummet mellem linierne, det er udelukkende for at undgå latterkrampe, at de ikke er synlige,
man forsøger vel at være nænsom.
Jo, Jeg ved godt at min særlige form for humor, kan være svær at få øje på,
hilser Holger
Skriv et svar