ARS LONGA - VITA BREVIS

KUNSTEN ER LANG - LIVET ER KORT

På en måde har Amnestyreklamen lidt ret - vi dør jo, kroppen dør, og det fysiske
udseende og gener vi fik af arvemassen, generne (iberegnet de sygdomme og
skabvanker der måtte være i slægten) men vore menneskelige erfaringer
lever videre. På den måde er livet kort - men kunsten/erfaringsdannelsen
lang.

Hvordan hænger det sammen at vi har en tydelig Jeg-manifestation der er
evig (ifølge M.)  når Jeg´et er en illusion (hvis vi forstår det som egoet).
De fleste af os definere jo vort jeg som ego-personligheden og ikke
'det guddommelige jeg (som de føreste af os måske når helt uselvisk ind til)
I østens filosofi er det egoet der spærrer og hæmmer det sande liv og
glæ´de i at trænge frem - hvordan definerer man da et evigt jeg, når det
måske mere eller mindre (udfra dets vilkårlige tanker, fordomme, krydderi-
sammensætning af bevidsthedskomponenter er en foranderlig og
fra omgivelser/oplevelser påvirkelig masse) ?  Og det i sit udseende også
må være flydende i identitet fra inkarnation til inkarnation (betragt
fx. forskellen fra SAi Babas jimmiHendrix-figur til hans sidste inkarnations
Shirdi SAi, en hvidhåret mand, der var muslim og helt anderledes) (Eller
forskellen på tidligere tibetanske tulkuer i deres nye bevisdste inkarnationer)

Spørgsmålet er altså; Hvordan og som hvad Definerer vi dette evige Jeg ?

Med venlig hilsen

: en undrende og spørgende

Henrik

Spørgsmålet er altså; Hvordan og som hvad Definerer vi dette evige Jeg ?

Hej Henrik

Martinus definerer dette Jeg (X1) som" noget som er",tættere på at definere dette kan man ikke,idet det ikke har en størrelse,farve, form,lugt ,smag,o.s.v.Dette Jeg er af evig natur,altså ikke underkastet en fødsel og en død,som alle skabte ting er.

Kærlig hilsen Cai

men så er det jo ikke vores personlige jeg som overlever

men kun essensen i jeget som er guds stråle  (så dør vi jo i realiteten)

Hilsen til, Cai.

fra Henrik S. 😮

Kære Henrik,

Det vilje-dirigerende Jeg, der hele tiden er bag alt hvad Vi gør, er 'her og nu', det har det altid været, og det vil det altid være, 'her og nu', det samme Jeg, i al evighed, der er 'kun' det samme Jeg,
det er meget enkelt, og meget konkret,
et særligt kendetegn er, at der er aldrig nogen(Jeg) der har set 'det', (sig selv) og at det altid er udenfor (men bag) sansning,
der er aldrig nogen der set det, men ikke desto mindre er det, det mest selvfølgelige og konkrete vi kender, nemlig Os selv, Dig og Mig,

det er det samme evige Jeg 'nu og her', 'det evige faste punkt', 'usynlige centrum', 'tomrum/stilhed',
opleveren bag alle oplevelser,

og kroppen, ja, den har i princippet altid været død, men det er jo en overflade-illusion, trylleklæder,
der får den 'døde' stofverden, til at se enddog overvældende levende ud, så meget at det ser ud til at dette er 'det levende',

det er ikke helt forkert, det der med, at det kan være en fordel at anskue livet på vrangen,
evt. bare som et eksperiment,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Henrik

Vores Jeg  , som er en delmængde af Guds Jeg, vil være af evig natur, fordi disse Jeger er udenfor tid og rum og dermed ikke er underlagt fødsel og død.Det er kun vores kroppe (der jo er skabte) der dør.

Men vore tanker og bevidsthed dør ikke.
Vores Jeg er hele essensen ,vores kroppe er redskaber , hvor vi lærer at tænke rigtigt igennem.

Kærlig hilsen Cai

Kroppen dør jo egentlig ikke, da den består af uendelige mikroindivider med samme evige jeg, som os selv. Og selve den fysiske krop/materie forgår såvidt heller ikke, da det er forskellige stoffers svingningsniveauer der udgør det faste stof.

Hvis man skal betragte døden som noget skidt, er det vel at vores hukommelse ikke følger med (i dagsbevidst form) til det næste Jordliv. SÅ man føler sig jo som et nyt menneske, og mine tidligere liv føler jeg er "døde" da jeg intet husker fra dem. 

LEV I NUET!!!

KH. Johnny

Ja alt hvad vi kan sanse er dødt, men er udtryk for noget levende(jeget)

    Kære alle!

    Tak for alld de interesante betragtninger under dette emne.

    Jeg føler trang til at bidrage med følgende.

    X1    Det evige uforanderlige oplevende/handlende "noget som er"  -  nemilig den "Gudekvant", som
udgør vort jeg.  ( Når vi er i en "inkarnationsperiode", er den udspaltet fra Guddommen  -  ellers èt med Guddommen.
(Udspaltningen er en illusion, da vi altid er èt)).

    X2    Er skabeevnen, men også personligheden, dannet af det samlede erfaringsgrundlag fra forudgående
inkarnationer  -  Det er lige så evigt som X1 , men hele tiden under udvikling/forandring mod det "rigtige
menneske"  -  mod Guddommen.
      Hvis vi forewstiller os X2 som en "rygsæk" af erfaringer  -  talenter  -  erindringer, som vi asltid har med os.
      Mellem livene, "roder vi i rygsækken, for at se på samlingen",  -  uddrage "livets lære".
      Dette bliver så vor personlighed  =  vor sjæl !  under inkarnation.

      X3  Det skabte ( vort  "redskab"/ legeme) til at skabe/opleve med i en fysisk verden, hvor energierne
yder modstand/volder smerte, hvis man handler forkert  =  ny erfaringsdannelse  =  personlighedssudvikling.

      Lignelsen fra Kristus om "Den fortabte søn", tror jeg handler om reinkarnation bl.a.

      Sønnen keder sig hos (faderen = Gud) - alt er lys, kærlighed og forudsigelig glæde.

      Sønnen be`r nu  om at få "arven" udbetalt  =  "rygsækken med de personlige erfaringer",
for at drage ud i verden og prøve lykken  ( inkarnere).

        Sønnen møder nu "svirebrødrene", (de ufærdige medmennesker), - de" udnytter"  ham, fremkalder
efterhånden de ufærdige sider af ham.  -  Han bliver ateist møder det "ubehagelige gode", som til sidst fører til
at han ender i svinestien, hvor han "æder med svinene"  =  fornedre sig - lider  -  erfarer  -  udvikler sig.
        Til sidst er "redskabet" (kroppen) ødelagt af skørlevned.

        Han kommer nu i tanke om "Faderen", hvor godt der er i "Himmelen", og han drager hjemad (dør)
til Gud.  Men nu rig på nye erfaringer,  "stuet ned til de andre i "rygsækken"".

                    En udødelig og kærlig hilsen  Karsten    :