Hej alle,
I det moderne samfund findes et væld af forskellige muligheder, mht. hvordan man kan vælge at forstå verden.
Man kan forestille sig, at der kan være tre hovedgrunde til at vælge at basere sin forståelse på Martinus' kosmologi:
1. Martinus skriver med stor selvfølgelighed og autoritet, idet han jo selv har oplevet den rette sammenhæng.
Dvs. at man kan vælge at anerkender denne autoritet og dens årsager.
2. Der er en bemærkelsesværdig indre logik i hele kosmologien/systemet. Desuden kan den forklare en lang række forhold i den observerbare verden. På nogle punkter åbner videnskaben muligheder for, at Martinus' kosmologi kan passe ind, selvom dette ikke er anerkendt generelt. Der er dog ikke nogle videnskabelige beviser som sådan for at tingene skulle hænge sådan sammen.
3. Man har selv gjort sig ekstraordinære erfaringer på det indre plan, hvorfor man simpelthen ved at det er sandt.
Disse tre kategorier stemmer rimeligt godt overens med den udvikling, som Martinus beskriver: først religiøs, dernæst videnskabelig indstillet, og endelig får man et åndeligt gennembrud og dermed vished.
Er ens verdenssyn baseret på pkt. 3 er man nået "i mål".
Mht. de to andre kunne man problematisere lidt:
Pkt 1: hvis argumentet er Martinus' autoritet pga. at han selv sidder inde med en 100% sikkerhed for at det han siger er sandt, hvorfor så lige netop vælge hans kosmologi som ens egen forståelse af verden - de fleste (eller måske alle) religioner er jo netop baseret på samme basis, altså på en eller flere personer som har formidlet hvad de mener er den endelige sandhed (ifølge genløsningstanken kan de jo godt rent faktisk alle have ret, men det har blot i praksis udmøntet sig i forskellige retninger). Dvs. at det bliver "tro" i en nærmest religiøs forstand.
Pkt. 2: Med en videnskabelig/analytisk tilgang til tingene ønsker man beviser (eller i hvert fald at tingene skal være overvejende sandsynlige). Videnskaben kan pr. definition ikke bevise forhold som ikke kan måles eller på anden måde iagttages, hvilket vanskeliggør en sandsynliggørelse af kosmologien (og helt generelt at der findes andet en den fysiske verden).
Der viser sig dog af og til (og i et voksende tempo, ser det ud til) små åbninger, som ikke umiddelbart kan forklares af den eksisterende videnskab, og som derfor kan vælges at tolkes som skridt i retning af en meta-fysisk virkelighed (omvendt kan man også argumentere imod dette, idet man kan mene at videnskaben blot ikke er nået langt nok endnu, og at forklaringerne vil blive at finde i den fysiske verden).
Personligt ligger min egen motivation for at (så vidt muligt) acceptere Martinus' tanker som den endelige forklaring (eller sandhed, som han udtrykker det) primært i pkt. 2 (dvs. grundet i kosmologiens logik og forklaringsevne) (jeg kan dog nok ikke undsige mig at en snert af pkt. 1 også spiller ind - det faktum at "alt er godt" er jo i sig selv dragende, og mennesket har givet et iboende psykologisk dybtliggende ønske om retfærdighed og lykke - og så er det jo meget, meget sympatisk, og på en eller anden måde dragende, at det altafgørende er alkærligheden).
Idet jeg således ikke ved, men ønsker at vide, og ikke har anden udvej end at basere dette ønske på at noget kan forekomme mere sandsynligt end andet, må jeg lede efter forhold, der kan underbygge Martinus' kosmologi (jf. tidligere tråde om f.eks. videnskabelige forhold).
Hvad der kunne være interessant (og grunden til at alt det ovenstående overhovedet kunne have nogen interesse at læse for andre end mig selv 
) er at høre andres bevæggrunde for at have Martinus kosmologi som verdensforklaring og livssyn.
Mvh
Nikolaj
Hej Nikolaj
Jeg tror du har ret at de 3 kategorier findes. Jeg synes selv jeg har mødt folk fra de tre kategorier
Martinus har i øvrigt skrevet en længere artikel om forskellige kategorier af folk og deres forhold til kosmologien. Den hedder "Omkring skabelsen af Livets Bog" og er udgivet i artikelsamling 1. Den giver flere nuancer og kan varmt anbefales, hvis du interesseret dig for folks forhold til kosmologien
kh
Lasse
Tak for henvisningen. En meget interessant artikel.
Hvis andre skulle være interesserede, så kan artiklen findes her:
http://kosmos.martinus.dk/da/kosmos/1941/kos1941-01-195.html
Mvh
Nikolaj
Hej Nikolaj!
Jeg vil gerne skrive lidt om, hvad jeg tror, det handler om:
Du har allerede viden, men du vil gerne have sikker viden. Det er altså ikke viden, du i virkeligheden er på jagt efter, men derimod sikkerhed. Du vil gerne være sikker.
I dit forsøg på at opnå sikkerhed, går du efter sandsynlighed. Mere viden giver øget sandsynlighed. Så er man lidt mere sikker. Sagen er, at man aldrig bliver helt sikker på denne måde, for der er jo hele tiden nye ting, man ikke har undersøgt. Man kommer aldrig til bunds i sine forsøg, sådan at man har lavet dem alle sammen, og på den måde ud fra dem kan sige, at nu er man helt sikker.
Sikkerhed er et indre anliggende og kan derfor kun løses i ens indre. Hvad handler ønsket om sikkerhed om? Det handler om tryghed. Man ønsker sikkerhed, fordi man vil være tryg. Man vil væk fra utrygheden. Utrygheden handler om pinefulde erfaringer. Hvad er det væste, man kan forestille sig, der kan ske? Det værste må være, hvis man kan ende i en evig pine, et evigt helvede.
Heldigvis beroliger Martinus og forklarer, at ingen pines evigt. Der er ikke noget evigt helvede. Der er derimod et midlertidigt helvede, og det er kun muligt at blive fast beboer i paradis ved først at have gennemlevet oplevelsen af helvede. Helvede er altså kosmisk set et ubehageligt gode. Det er noget, man skal igennem, men denne helvedesproces kan altså aldrig være evig. Der er ingen evig fortabelse.
"Det var vel nok godt", siger man måske så. Så er man rolig igen. Lige indtil usikkerheden igen melder sig.
Usikkerheden er et indre anliggende, så det er ikke tilstrækkeligt, at nok så mange kommer og beroliger. Det kan ganske vidste dulme usikkerheden. Men det kan ikke helbrede eller fjerne den. Tvivlen er der stadig, den kan finde på at sige: hvad nu hvis der alligevel er et evigt helvede, og jeg kan ende der? Tvivlen er forbundet med frygten for at ende i dette evige helvede, selvom man med sin fornuft måske godt kan se, at det evige helvede ikke eksisterer.
Hvor kommer forestillingen om det evige helvede fra? Martinus forklarer, at det kommer fra det fysiske plan. Når man pines kraftigt på det fysiske plan, så føles det som om, man er i helvede, og at det vil vare evigt. Det er følelsen.
At denne følelse ikke stemmer overens med virkeligheden forandrer ikke på, at man oplever situationen, som et helvede, der aldrig tager ende.
Selv om der ikke eksisterer et sted, hvor man pines evigt, så eksisterer muligheden for at have en sådan helvedesoplevelse, ja den er ligefrem på et tidspunkt uundgåelig i ens udviklingsforløb.
Frygten for evigt helvede eller total udslettelse er al frygt inderste rod. Kan man overvinde denne inderste frygt, kan man overvinde al frygt.
Hvordan bærer man sig ad med det? Ja, som altid er svaret, at man skal elske sin næste som sig selv. Det eneste, der nemlig kan frembringe oplevelsen af evigt helvede eller udslettelse, er ukærlighed. Og det eneste, der endegyldigt kan garantere, at man er beskyttet mod at få sådanne helvedesoplevelser, er kærlighed.
Så vil man opnå sikkerhed, må ens forskning være rettet mod, hvordan man overvinder sin frygt, hvordan man opøver sin kærlighedsevne. Ad den vej opnår man nemlig den virkelige sikkerhed. Medens man med andre måder kun kan opnå en midlertidig dulmen af symptomerne, som naturligvis kan være meget behageligt, men som ikke endeligt løser problemet.
De kosmiske analyser kan altså ikke give absolut sikkerhed, men alene anvise vejen til absolut sikkerhed.
Håber du kan bruge det til noget!
Mange hilsner
Jan.
Hej nocolai.
Har ledt langt og længe efter nogle holdbare analyser af vore allesammens tilværelse...
Intet - absolut intet har kunnet måle sig med Martinus verdensforklaring. Har læst mig til og udspurgt folk fra andre verdensforklaringer, og har fundet "huller" i dem alle.
Men Martinus' analyser udfordrer virkelig een!
Der er ikke et spørgsmål i den "virkelige verden", som ikke kan analyseres og forklares logisk ud fra Martinus' analyser.
Du forklarer at det ikke kan bevises "videnskabeligt" eftersom ikke alt kan måles og vejes, men Martinus har nu fortalt en del ting forudsigelser i hans analyser, som har vist sig at holde stik, også efter hans bortgang.
F.eks. at ondskaben er gået under jorden = viser sig i terrorkampe. De sidste krampetrækninger af den mørke verdensimpuls finder sted nede ved "arabien", som vi jo tydeligt kan se i dag. Den største uro finder sted i mellemøsten idag.
En anden er forholdet med A- og B- livsenhederne som han omtaler i "den ideelle føde". Forskerne har kommet frem til de samme resultater som Martinus fortalt i sin bog. De nævner at en masse ang. proteinernes optagelsesevne opdelt i to kategorier, og at der fra frugt5, grøntsager optages flere end fra kød.
Blot nogle få af mange forudsigelser.
NB: Oversætningerne og fortolkningerne er ikke direkte fra Martinus selv 
Hej Nikolaj
Tak for et godt indlæg
Jeg hører nok som udgangspunkt til den første kategori, da jeg som regel nærmer mig analyserne indefra og ud, forstået på den måde, at jeg først læser et stykke - som jeg føler jeg har brug for - uden egentlig at have hele det analystiske forsvarsværk sat i værk. For mig er det vigtigste, at jeg som start har en stærk indre følelse af, at det er vigtigt for mig at gå videre med. Herefter forsøger jeg at leve det ud i min hverdag og ad den vej prøve at forstå om det holder eller ej.
Jeg er ikke i stand til ad analytisk vej - uden at have afprøvet det på egen "krop" - om det er en korrekt beskrivelse af livet eller ej og det er heller ikke så vigtigt for mig om det kan bevises ved hjælp af andre videnskaber, såsom den naturvidenskabelige.
Ovenstående skyldes nok det, at jeg af de forskellige væsenskategorier som Martinus opstiller i sit værk nok som udgangspunkt kan henføres til en af de kategorier, hvor følelsen er mest dominerende (har sikkert været stærkt troende i tidligere liv). I dette liv er jeg dog blevet placeret i forskellige sammenhænge, hvor det har været nødvendigt for mig også at træne min analytiske evne. Jeg kan mærke at livet hele tiden læser korrektur på mine følelse-intelligens-balance og viser mig hvilken vej jeg skal gå.
Kærlig hilsen
Kenneth
Skriv et svar