Hej Jacob

Universet, mennesket og alt er fuldkomment. Forandring er liv og liv er forandring. Alt er således i uendelig udvikling og ændrer sig fra ét fuldkomment stadie til et andet fuldkomment stadie. Alt er såre godt.

Når vi taler om at mennesket udvikler sig til at blive mere fuldkomment, så er det en anden betydning af ordet fuldkommen - en relativ betydning i forhold til det "fuldkomne menneske". Det fuldkomne menneske er et slags "færdigt" udviklingstrin, som vi benytter for at kunne forstå og kommunikere dette, men som jo blot er et af uendelig mange fuldkomne mellemstadier i livets uendelige udvikling.

Med kærlighed

Lars

Hvad menes egentlig med fuldkommenhed? Findes det i relativ og absolut form? Er betydningen "logisk og vel fungerende på alle måder"? Betyder det alkærlighedsfuld, kulminerende vished, alsmæktig? Det der er typisk for Gud/ Skaberen... Hvordan afgør man hvis noget/nogen er det? Skulle ikke kosmos findes til i evighed hvis det ikke var fuldkomment?

Udvies eller fordybes også Guds helhedsbevidshed? Ellers kan det vel ikke findes en evig og uendelig  fuldkommenhedsudvikling? Eller findes der også en kosmisk og guddommelig glemsel?

J

Hej Jacob,

Jeg er ret sikker på, at Martinus et sted i hovedværket netop svarer på det spørgsmål du stiller. Men jeg kan ikke huske, hvor det er, så nu prøver jeg i stedet selv at formulere et svar.

Martinus beskriver livets evige kredsløb som et spiralkredsløb. Det er altså ikke bare en gentagelse af det samme kredsløb igen og igen, men hele tiden i en højere og højere og mere fuldkommen oktav.

Men, hvordan kan noget som allerede er fuldkommen blive mere fuldkomment?
Ja, det kan det heller ikke i absolut forstand. Men derimod i relativ forstand. Og livet er jo en relativ proces, hvor det vi oplever, opleves i forhold til noget andet. Livets oplevelse står altså i gæld til bl.a. perspektivprincippet og sult- og -mættelsesprincippet. Perspektivprincippet gør sammen med sult- og -mættelses-princippet, at man kan få en oplevelse af at tingene bliver bedre og mere fuldkomne.

At jonglere med både evigheden og timeligheden, kan godt nogen gange forvirre lidt. Eks.: Vi er evige væsener. Dvs. vi har allerede levet uendeligt lang tid. Og samtidig har vi en uendelig lang fremtid foran os. Man kan altså sige, at vi altid er lige "midt" i livet. Men kan man så sige, at vi er nået halvvejs? Øh, bøh, både ja og nej. Man kan godt sige: "ja", men det giver ikke rigtig nogen mening. For vi er jo i så fald altid "halvvejs".

På samme måde med vores erfaringer. Vi får hele tiden flere og flere erfaringer. Men vi har allerede uendeligt mange erfaringer fra vores evige fortid. Men vi har samtidig altid haft uendeligt mange erfaringer fra vores evige fortid. Men det ændrer jo ikke på, at vi hele tiden får nye.

Og med disse nye erfaringer kan vi forbedre på de livsvilkår, vi har nu, sådan at de opleves som bedre og bedre.

Så svaret er, at takket være perspektivprincippet så er vi i stand til at få oplevelsen af, at alting i al evighed bliver mere og mere fuldkomment.

Er det så bare en illusion? Det kan man ikke rigtigt sige. Martinus er inde på det med illusioner i starten af bind 4, hvor han siger: at set "udenfor livet" er alt det skabte at betragte som illusioner. Men fra et perspektiv "indenfor livet" er der ikke tale om illusioner, men om reelle kendsgerninger. Man kan fx. ikke bare lade være med at spise med den begrundelse at "sult" er en illusion. Dvs. de skabte tings analyse som "illusion" kan ikke danne baggrund for nogen logisk viljeføring.

(Til gengæld er der et andet sted hvor han begrunder, dette med at tilgive sin næste, med, at de primitive ting næsten udfolder, jo bare er illusioner.  Men her taler han vel så om illusioner i en anden forstand, nemlig de ting, der udgør illusioner "indenfor livet". Fx. hvis man tror, at folk kan være anderledes, end de er. Hvis man tror, at man kan være et uskyldigt offer for uretfærdig. Så har vi her at gøre med illusioner "indenfor livet" - altså hvor man har en sløret opfattelse af, hvad det er, man oplever.)

Håber det er tilstrækkeligt svar. Ellers kan du eller andre måske finde stedet i Livets Bog, hvor Martinus selv er inde på problematikken.

kærlig hilsen
Jan

J

Kære Jacob,

'Hvordan kan noget fuldkomment blive mere fuldkomment?', det kan det, fordi det er i bevægelse,
det korte svar,

Kærlig hilsen
Holger

Alt, dvs. verdensaltet, kosmos, og dets indhold, er i grunden, absolut sedt, fuldkomment, idet at "alt er såre godt". Det drejer sig her om det evige livs evige fuldkommenhed, betinget af at vi gudasønner  altid er deler av det evige levende kosmos, Guds organisme og bevisdthed; men sommetider ved vi det ikke, i ukunnighedens zone, den sekundære, og sommetider ved vi det, i kunskabens zone, den primære.

Denne absolute fuldkommenhed manifesteres såleds rytmisk i form af perioder af relativ fuldkommenhed i den primære zone og relativ ufuldkommenhed i den sekundære. Dessimellem sker en indvikling i relativ ufuldkommenhed fra den primære til og in i den sekundære zone og en udvikling til relativ fuldkommenhed til den primære zone. Ufuldkommenhed er detsamme som at leve ubevisdt om at man er et med Guddommen, fuldkommenhed er at være dagsbevisdt om dette faktum. Ufuldkommenhedsfornimmelsen og fuldkommenhedsfornimmelsen kan varieres i det uendelige, men ufuldkommenhed er altid i princip ufuldkommehed och fuldkommenhed altid i princip fuldkommenehd, men de to kan manifesteres  på uendeligt mange måder.

Det som muliggør den evige udviklingsspirale er dels at grundeenergierne kan varieres i det uendelige på etvhert udviklingstrin trin,og dels at orgasimeprincippet muliggør at der ikke findes nogen mindeste størrelse eller nogen største. Sult- og mættelseprincippet sørger for at vi aldrig kan opleve eksakt detsamme konkret og praktisk i ”køt og blod” på det næste trin i størrelse, uden vi oplever altid en ny variation, betinget af at vi hele tiden sultner efter variation. ”Omvæxling førnøjer”, siger man på svensk.

Således kommer det aldrig til at ske en oprebning i sak, praktisk og konkret og i ”køt og blod”, om også principerne evigt er desamme.

Udviklingsspiralen ger såleds mulighed til en relativ udvikling i størrelse og en evig variation, en rytmisk variation på temaet relativ indvikling og udvikling, og relativ fuldkommenhed og ufuldkommenhed.

Då man altid får tilgang til alt større organismer når man vandrer udviklingspiralen frem, og aldrig går tilbage når det gælder størrelse, er udviklingen imod alt, relativt sedt, større organismer en universel og absolut retning . Det er en irreversibel process – den kan ikke gå tilbage. Og det man opnået mættelse af vil man aldrig mere opleve konkret og praktisk i ”køt og blod”. Og alt man sultner efter vil man en gang opleve, hvis de evige principper, dvs. hvis al-logikken kan gøre det muligt. Og det er såre godt og det er ganske vist fuldkomment!