Urbegæret og "den højeste ild" er evige realiteter. De er eet med "det guddommelige noget", altså det "noget", som bare er,  og som derfor er den årsagsløse årsag. Derfor har det ikke nogen yderligere begrundelse. Det har altid eksisteret. Hvis omvendt det ikke altid havde eksisteret, så ville livet ikke kunne eksistere. Men da livet eksisterer og er evigt, ja så må urbegæret og "den højeste ild" også eksistere og være evigt.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan,-

- Mange tak for svaret som jeg kan genkende fra tidligere læsestof. Jeg mener dog også at have læst at Guden på et tidspunkt ønskede at opleve sit eget potentiale, da (håber jeg citerer korrekt) "Guden var som et øje der jo ikke kunne se sig selv" Så der må vel således på et tidspunkt have optrådt en længsel efter oplevelsen der derefter kulminerer i; Den højeste ild, eller hva'? Tager jeg fejl?

De kærligeste hilsener

Ja, nu ved jeg jo ikke helt præcist, hvad du refererer til. Men jeg tror, du nok tænker på det her med at "det guddommelige noget" eller evigheden i sin egennatur ikke kan opleves. Men "det guddommelige noget" er også et evigt levende væsen og udgør derfor et evigt 3-enigt princip. Den evige skaber/oplever, X 1 kan med sin evige skabe- og oplevelses-evne, X 2, skabe sig et indhold i tilværelsen, X 3 det skabte, oplevelsen.

"Det guddommelige noget" udgør i sig selv en immateriel tomhed. For at være levende må der være en modsætning til denne immaterielle tomhed. Men denne modsætning har evigt eksisteret i kraf af, at "det guddommelige noget" er evigt levende, og derfor også evigt udgør et 3-enigt princip, hvorved det evigt kan skabe en modsætning til sin immaterielle tomhed, eller sagt mere jævnt: det kan evigt skabe og opleve livet. Sagt på en anden måde: ved hjælp af X2 (skabe-evnen) skaber X1 (skaberen) en modsætning til sin egen immaterielle tomhed. Denne modsætning er X3 (det skabte). Det er nogenlunde sådan Per Bruus-Jensen ofte formulerer det. Men det er vigtigt at være klar over, at denne skabelse aldrig har begyndt, men derimod i al evighed har eksisteret og heller ikke kan holde op med at eksistere. Det levende væsen har i al evighed været et tre-enigt princip eller et levende væsen. Det har ikke på noget tidspunkt kun været et "noget som er". Hvis det havde det, havde det heller ikke været levende. Og det kunne derfor heller ikke have fået et behov for en modsætning til denne tilstand, da et sådant behov kun kan opstå hos noget, der er levende.

Håber dette var svar nok på dit spørgsmål

kærlig hilsen
Jan

Energi og bevægelse er vel to ord for detsamme, noget der også kan kaldes "kamoufleret tomhed".

Guddommen har ellers densamme analyse som vi, gudasønnerne, d.v.s. X1 (jeget), X2 (skabelseevnene eller energierne) og X3 (organismerne, livsoplevelsen; skabelsen og oplevelsen deraf). Dette ligger til grund for analysen af det levende væsen som en treenighed.

Jeget har to analyser: "det guddommelige noget" og urlængslen (længsel efter att skæbe og opleve, dvs. vare sammenkopplet med materien). Dette kan ligge til grund for en analyse af det levende væsen som en toenighet: jeget/urlængslen i evighed kopplet sammen med materien (d.v.s. evige muligheder at skæbe og opleve). Den højeste ild er den måde urlængslen manifesterer sig i materien.

Det er i hvert fald min fortolkning...

Tidspunkter da Gud ikke oplevede sit eget potentiale, er ikke muligt på de guddommelige niveau, ikke tidspunkt i vores betydning. Men man kan sige at på et niveau i sin bevisdthed (i mødet mellem X1 og X2) kender Guddommen en længsel  til at opleve sit billede, lære sig selv at kende, og denne urlængsel muliggør og vedmagtholder X3, ikke mindest for det at urlængslen bli'r til den højeste ild ved mødet med materien. På et niveua er vel jeget den totale potentiale stilhed, i dets inderste ikke-rummelige faste kernepunkt, og der begynder urlængslen, der udgør broen mellen X1 og X2.  Men dette er svært svære spørsmål...