Jeg vil godt komme med et lille indlæg, hvor jeg ud fra et simpelt eksempel vil prøve at belyse, at det vi oplever, er et spejlbillede af os selv. Jeg vil belyse det ud fra begrebet ”vægt”. Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke er klar over, om eksemplet er korrekt, men jeg modtager gerne kommentarer!
De fleste mennesker ved vist, hvor meget de vejer. Vi kan for eksempel sige, at vi har en mand, der vejer 90 kilo. Men hvad vil det egentlig sige at ”veje” noget?
Mange mennesker ved også, at hvis vi flytter denne mand op på månen, så vil han opleve at han er meget lettere. Videnskaben fortæller os, at månens tiltrækningskraft er ca 1/6 del af jordens. Det vil sige, at hvis vi flytter denne mand til månen, og sætter ham på den samme vægt, så vil vægten vise, at denne mand vejer 15 kilo.
Hvad vejer manden så ”i virkeligheden”? Vejer han 90 kilo, vejer han 15 kilo, eller vejer han noget helt tredje.
Ja, men hvad er ”i virkeligheden” for noget? Vi kan hurtigt slutte os til, at vi ikke kan veje noget ”i virkeligheden”. Vi kan heller ikke veje noget i ”noget ingenting”. Vi må veje tingene i ”noget”.
Vi kan kun veje noget, hvis vi på forhånd er enige om, på hvilken planet vi vejer noget. Eller mere korrekt, så kan vi kun veje noget, hvis vi på forhånd har bestemt, hvor stærkt et tyngdefelt vi befinder os i, for selvfølgelig kan vi veje noget ude i verdensrummet også. Jordens tyngdefelt er 6 gange så stort som månens, derfor vejer manden 6 gange så meget på jorden, som han gør på månen.
Når vi siger, at manden vejer 90 kilo, så spejler vi ham i virkeligheden i noget andet. Når vi taler om vægt her på jorden, så er vi på forhånd enige om, at vi vejer tingene i jordens tyngdefelt. Denne mands egenskab – at han vejer 90 kilo – er altså et relativt facit. Det vejer han her på jorden, men ikke på månen.
Går vi på internettet, så kan vi læse, at: Jorden selv vejer 5.973.700.000.000.000.000.000.000 kg.
Nådada, der er mange nuller at holde styr på. Igen så er denne vægt baseret på, at vi i forvejen er enige om, hvilket tyngdefelt vi vejer jordkloden i. Dette er jordens vægt, målt i jordklodens eget tyngdefelt.
Men lad os lave et eksperiment. Vi ønsker at veje jordkloden, men denne gang vil vi veje jordkloden i den tidligere omtalte mand på 90 kg's tyngdefelt. Vi vender derfor vægten om, så det ikke længere er manden der står oven på vægten, der igen står oven på jordkloden, men denne gang er det jordkloden, der står oven på vægten, der står oven på manden. Og hvad vejer jordkloden så? Jeg vil gætte på, at jordkloden også vejer også 90 kilo. Min logik siger mig, at jordkloden må veje 90 kilo, hvis vi vejer den i mandens tyngdefelt. Vægten må vise det samme, selv om vi vender den om.
Et absurd eksempel vil nogen måske sige. Men når vi vejer en genstand på en vægt her på jorden, hvordan afgør vi så, om det er genstandens vægt i jordklodens tyngdefelt vi vejer, eller det er jordklodens vægt i genstandens tyngdefelt vi vejer? Hvad er ”op” og hvad er ”ned”? Vi vil sige, at det der er ”oppe” er det vi vejer, men kunne det ikke lige så godt være jordkloden vi vejer, når vi vejer noget på en vægt? Vi har blot valgt at definere jordklodens centrum som værende retningen ”nedad” fordi jordkloden har et større tyngdefelt end de væsener, der befinder sig på jordkloden, men "i virkeligheden" så findes op og ned jo ikke!
Hvis vi så bagefter vejer jordkloden i et tyngdefelt bestående af en spinkel pige på 45 kilo, så vejer jordkloden pludselig kun det halve. Hvad vejer jordkloden så – i ”virkeligheden”?
Eksemplet viser, at begrebet ”vægt” kun har mening, når to væsener gensidigt vejer hinanden på samme tid, og samtiden har en vægt, eller "et spejl", at veje/se hinanden i. Vi kan altså sige, at vi både skal have noget der vil vejes (X1), en vægt (X2) og et tyngdefelt, som vi kan veje – eller spejle - os selv i (X3). Hvis ikke vi har alle disse tre faktorer så kan vi ikke finde nogen vægt overhovedet. Her gør præcist det samme sig gældende, som det gør med selve livets oplevelse. Vi kan ikke opleve os selv, hvis vi ikke har et spejl at opleve os selv i. ”I virkeligheden” så er vi ikke noget, hvis ikke vi spejler os.
Vi kan også sige, at vægt kun er noget der opstår når to væsener spejler sig i hinanden. Men hvad vejer disse to væsener så, der vejer sig i hinandens tyngdefelt. Ja, svaret må være, at de vejer præcist det samme. Når jeg spejler min vægt i jordkloden, så sender den præcis den samme energi tilbage til mig. Jeg trykker på jordkloden med helt den samme vægt som jordkloden trykker på mig. Og det er meget logisk, for hvis jordkloden trykkede på mig med 5.973.700.000.000.000.000.000.000 kg., og ikke min egen vægt, så ville jeg blive knust.
Men samtidig kan jordkloden spejle en helt andet i vægt i en spinkel pige. Jordkloden vejer nemlig ikke noget i sig selv, men kun i den der oplever jordklodens vægt.
Jeg kan altså kun modtage det tryk fra jordkloden, som jeg selv udsender til jordkloden. Den mand, der vejer 90 udsender og modtager mere energi, end den pige, der vejer 45 kilo. Disse to væsener oplever altså jorden forskelligt, selv om de er på den samme planet. Vi kan sige, at de hver især oplever jordkloden, rent vægtmæssigt, i deres eget billede, eller i deres eget tyngdefelt.
Dette var et meget simpelt billede på, at vi i vort møde med jordkloden ser et spejlbillede af os selv, og intet andet – i hvert fald hvad angår begrebet ”vægt”.
Jeg mener, at dette eksempel gælder i alle livets forhold. Vi kan ikke møde andet end vort eget spejlbillede – vi ser verden i vort eget billede og intet som helst andet. Dette gælder ikke kun for begrebet vægt, men i alle livets forhold.
Et meget sjovt eksempel Svend, hvad
Hvis manden står ovenpå pigen, ville
Hun ikke føle mere end 45 kg' s vægt ?
Mvh
Lars
Hej Lars.
Øv, du er alt for skarp - du har ødelagt mit eksempel 
Nej, i virkelighedens verden, så er vi jo hele tiden udsat for uendeligt mange ting. Vi spejler os ikke kun, i dette tilfælde, i jordklodens tyngdefelt, men også i mange andre tyngdefelter. Når manden står oven på pigen, så er hun udsat for flere tyngdefelter på een gang.
Men lad os gå tilbage til udgangspunktet - jeg vil stadig mene, at vi kun kan udsættes for tyngdefelter, vi selv udsender. Så selv om manden står oven på pigen, så er det stadig pigens egen energi hun udsættes for.
Pigen vejer jo ikke noget i sig selv - hun skal spejle sig i noget, for at veje noget. Og hvad sker der egentlig, når manden står oven på pigen, der ligger på jorden? Der må ske det samme, som hvis pigen blev flyttet til en planet med et større tyngdefelt.
Hun bliver nu udsat for et kolossalt tryk, men hun må jo sende dette tryk retur igen, dels til manden, men også til jordkloden, ellers ville pigen "gå i stykker". Ethvert fysisk legeme kan tåle et vist tryk, inden det "brister". Når vi modtager et tryk fra omverdenen, må vi selv udsende præcist det samme tryk, ellers ville vi "gå i stykker". Derfor kan pigen aldrig blive udsat for et større tryk end hun selv indeholder, for i det øjeblik hun bliver det, så er hun ikke "pigen" mere.
Hvis vi udskifter pigen med en oppustet ballon, så kan vi lægge denne ballon på en badevægt, og så lade manden fra før stå med en fod på ballonen. Nu lader vi gradvist manden lægge en større og større vægt over på den fod han har på ballonen. Vægten vil gradvist vise flere og flere kilo - indtil ballonen sprænger. Ballonen vil sprænge, inden manden har lagt hele sin vægt over på ballonen, og derfor kan manden aldrig påføre ballonen et større tryk, end den er i stand til at modtage. Når manden og ballonen mødes, kan manden aldrig sende en større kraft til ballonen, end ballonen selv kan klare at modtage.
(Oplevelse, reaktion, vægt)
Hej Svend,
Jeg syntes det er et godt eksempel. And with out blowing smoke up your ass, er det ret intelligent.
- Nice.
Og jeg kan godt lide vægt temaet, fordi det handler om den relative "værdi"
Min kommentar vil være at reaktionerne på vores handlinger altid kun viser os selv.
Hvis jeg ekesmpelvis skal ned i en en sø for at bade, så viser vandet hvem jeg er. Jeg kan komme løbende og lave en bombe, og der kommer et kæmpe plask, og jeg kan liste stille i og der kommer kun sagte ringe på overfladen. Naturen åbenbare mig konstant.
Hvis jeg hamre min næve i et bord kommer der et brag, og hvis jeg blot lægger den blødt, er det næsten lydløst. Og uanset om det er i en fysisk eller pyskisk kontakt fortæller omgivelserne hele tiden hvem jeg er. Jeg kan se på verden i et foraget eller mildt lys, og verden fortæller sandheden om mig selv, alle mine kommentarer til eksempelvis nyhederne i fjernsynet er kommentarer om mit eget liv, min egen vej, og min egen sandhed. Ikke som en dom, men som et spejl af mit selv og min perceptions evne.
- Og jeg mener ikke kun et overfladisk spejl af min livs opfattelse, men hele den fysiske verden er bogstavligtalt mig og jeg er den og vi er opvejninger og relative vægtforhold af den samme ting.
Jeg kan enten observere harmoni eller disharmoni overalt.
Uanset om jeg kigger på en kop, et dyr, en plante eller et medmenneske, vil de for altid kun vise mig virkeligheden om hvem jeg er, hvad jeg er, hvor jeg er og hvorfor jeg er.
Så hvis jeg modtager vægten fra verden og lader den veje på mig, bliver det min vægt og jeg bliver modtaget af verden og jeg bliver dens vægt og vi er kommet i ligevægt og vi er blevet den samme.
Jacob
lidt som Svend tidligere var inde på 3000 år for kloden,men
det behøver man jo ikke vente på - netop dette kan gøre at
man ikke behøver at vente, men vende den anden kind til tyngden
ikke at det ikke gør ondt, men at det er vejen og sandheden -
eller karma eller en selv før - fri vilje
mvh
Lars
Hej Svend , apropos dine tanker om begrebet "vægt" , så tænker jeg at det vel kan sammenlignes med at tale om alder , hvis vi ( eller når vi nu er ) evige væsner må vi jo nødvendigvis alle have den samme "alder". Så den forskel vi bemærker i almindelighed er kun et udtryk for "tidens" mellemkomst , eller sagt på en anden måde , det er fordi vi inkarnerer som fysiske entiteter at vi oplever "alder" i den "virkelige" verden er alt vel på det dybeste plan det samme og dermed også lige "gammelt" .Tiden er vel "opfundet" for at ikke alt skal ske på samme tid , altså i nuet.
Så min konklusion må være at "vægt" og "alder" er illusoriske størrelser , noget som hører den fysiske verden til men som ikke har betydning i den åndelige, eller ihvertfald ikke har nogen indflydelse.
Bare en tanke.
VH Denhou.
Hej denhou.
Enig i dine betragtninger. Som du er inde på i et andet indlæg, så er også den fysiske verdens forskere kommet frem til, at når man betragter fysiske partikler fra en anden synsvinkel, så er der ikke nogen partikel. Den fysiske verden er, set fra denne synsvinkel, kun energifelter. Denne energi kan ikke direkte observeres, men den kan observeres via dens fremtoning som materie.
Når vi imidlertid overhovedet oplever noget som meget håndgribelige fysiske genstande, så tror jeg det skyldes, at tyngde- og følelsesenergien begge er på meget højt niveau i dette område i spiralen. Det Martinus kalder "Den åndelige verden" består også af materie, men her er tyngde- og følelsesenergien meget svagere, og derfor er materiesiden her langt svagere. De intellektuelle energier, altså instinktet, intelligensen, intuitionen og hukommelsen, er tilsvarende stærkere, og kan her virke langt hurtigere gennem materien, idet materien her er florlet.
Tyngde- og følelsesenergien er de ansvarlige energier for al materie. Men hvordan denne materie opfører sig, afgøres af de resterende fire grundenergier. Vore dages materielle videnskab kan kun afsløre tyngde- og følelsesenergien, men de bagvedliggende energier, der styrer tyngde- og følelsesenergien, er et mysterium. Og dette selvom hele den fysiske verdens videnskab er afhængig af intelligensenergien og til dels intuition og hukommelse.
Tyngde- og følelsesenergien vil aldrig forsvinde helt, derfor vil vi altid opleve materie - materien er det eneste vi kan opleve. Men vores forståelse for den anden side af medaljen, nemlig de energier der styrer materien, vil blive større, og vi vil på længere sigt kunne opfatte mere af ideernes verden.
Tiden er også en funktion af materien, og derfor vil tidsbegrebet blive svagere længere fremme i spiralen. At vi oplever at noget tager tid skyldes, at de intellektuelle energier ikke kan opleves direkte, men skal overføres til tyngde og følelsesenergien, inden de kan opfattes. Man kan sige, at tyngde- og følelsesenergien først skal "befrugtes" af de øvrige energier, inden de reagerer. Dette tager "tid". I de kommende områder af spiralen vil tyngde- og følelsesenergien blive så lidt fremtrædende, at de intellektuelle energien kan overføre (befrugte de materiebærende energier) det levende væsens vilje langt hurtigere til disse energier, og derfor vil materien synes at reagere umiddelbart - tidsbegrebet vil blive uden betydning. Dermed vil vi også opleve, at vi kan opleve andre væseners intellektualitet umiddelbart og uden forsinkelse, og det vil synes som om vi befinder os direkte i hinandens tankeverden uden omveje.
Hej Svend , helt fint at her få inddraget Martinus` energier i sammenhængen , eller ( meget relevant ) fordi her kan man virkelig se logikken i analyserne.
Tyngdeenergien bliver i høj grad (virkelig) , jeg kommer lige til at tænke på om tyngdeenergien på det fysiske plan er identisk med Higgs feltet , måske langt ude men der er da en vis ækvivalens.
Da du nu nok er den fremmeste af os til at henvise specifikt til analyserne har jeg lige et spørgsmål desangående ;
Du nævner at vi aldrig slipper af med de to energier (tyngden og følelsen ) , det gælder selvfølgelig når vi taler om fysisk tilværelse , men det gælder vel ikke senere i udviklingen , jeg tænker at i og med at de aftager i virkningsgrad hen imod de højere tilstande for til sidst først den ene , så den anden energi overgår til latent tilstand , og i den latante tilstand påvirker de vel ikke entiteten , eller hvad ?
KH Denhou.
Hej denhou.
Om tyngdeenergien svarer til Higgsfeltet, det er jeg ikke kvalificeret til at svare på.
Jeg fornemmer, at al skabelse må ske ud fra to modsatrettede energier, som holder hinanden i skak. Al bevægelse skyldes, at ligevægtsforholdet mellem de to energier ændres. En analogi er menneskelegemet. Hvis jeg skal bøje armen, så skal jeg spænde mere i min bøjemuskel, samtidig med, at jeg slapper mere af i min strækkemuskel. Skal jeg strække min arm, så er det lige omvendt. Hvis der kun fandtes en muskel, for eksempel bøjemusklen, så kunne min arm kun være enten helt strakt eller helt bøjet. Men takket være, at disse to typer af muskler kan arbejde harmonisk sammen, så kan vi skabe en harmonisk bevægelse af armen. Det er på denne måde, at tyngde- og følelsesenergien spiller sammen i hele skabelsen af materien.
Når Martinus beskriver, at en energi er "latent", så betyder det ikke, at den ikke er til stede. Det betyder blot, at det er den grundenergi, som er mindst til stede i skabelsen. En hvilken som helst manifestation vi kan skabe eller opleve kræver, at alle grundenergier er til stede. Det er blandingsforholdet mellem grundenergierne der gør, at vi kan skabe på utallige måder.
Hvis vi skal sammenligne lidt med årskredsløbet, så er det latente stadium at sammenligne med perioden fra 21. november til 21. januar. Her siger vi, at grundenergiens niveau er lig med antallet af lyse timer. Grundenergien er kun latent lige netop i det øjeblik, hvor vi rammer vintersolhverv, altså et bestemt "nu" eller øjeblik den 21. december. Resten af perioden er grundenergien til stede, men altså i mindre omfang end de øvrige grundenergier. Men selv i det latente stadium er der altså en variation i grundenergiens niveau, ligesom der er mere lys den 21. november, end der er den 21. decmeber, selv om vi er i den absolut mørkeste del af året.
Det der sker lige i det øjeblik, hvor energien er latent er, at den skifter polarisering. Enten går den fra maskulin til feminim polarisering, eller omvendt.
Omvendt, så kan vi sammenligne det tidspunkt, hvor en grundenergi kulminerer, til perioden fra 21. maj til 21. juli.
På sine symboler tegner Martinus ganske vist kun det kulminerende stadium som værende en grundenergi i bevægelse, mens han tegner det latente stadium som en lige streg. Ikke desto mindre må det gøre sig gældende, at grundenergierne også er varierende i det latente stadium - som jeg ser det.
Jeg har søgt lidt i værket, for at finde noget om, at grundenergierne altid er til stede:
Naturligvis er alle grundenergierne også til stede i planteriget ligesom i ethvert af de øvrige tilværelsesplaner, men fremtræder mere eller mindre latente i forhold til instinktenergien, der her er i overvægt eller kulminerende.
Livets Bog, Bind 1, stk. 182.I ethvert af disse riger er alle seks grundenergier til stede, men altså kun i det førnævnte forhold, hvilket vil sige, med én som kulminerende eller førende, én i latent tilstand, to under udvikling og to under indvikling.
Livets Bog, Bind 2, stk. 332.Grundenergierne er alle syv til stede alle vegne
Livets Bog, Bind 2, stk. 358, stykoverskrift.I henhold til de kombinationsforhold, grundenergierne repræsenterer i "den guddommelige verden", er der i samme verden ikke nogen som helst mulighed for de kosmisk-kemiske sammensætninger, på hvilke de nævnte primitive detaljer udelukkende er baseret, idet de alle uden undtagelse mere eller mindre er ubunden "tyngdeenergi", og denne energi altså kun er til stede her i så ringe mængde i forhold til de andre grundenergier, at udfoldelse af dens eksplosive natur er en umulighed.
Livets Bog, Bind 2, stk. 369.
Apropos mit første indlæg, så fandt jeg lige følgende sjove gruk af Piet Hein. Jeg kan desværre ikke gengive tegningen, den er ellers meget sjov. Her er teksten:
LIDT ASTROGYMNASTIK
Det renser tankerne og styrker modet
om natten at gå ud og stå på hodet
med benene i rummets evighed
og tænke på, at også det er ned.
Bliv stående til ét minut er omme
og føl, hvordan De svæver i det tomme
og bærer denne mærkelige klode
på Deres mærkeligt solide hode!
Ja, Tankebilleder er jo også stof-lige, omend over-fysiske, el. fin-fysiske,
dvs at *Følelse og Tyngde* (også her) tjener som iklædning af 'de bevidsthedsbærende energier'.
Ok , har forstået , jeg har husket forkert , den energi som er latent vekselvirker med de andre energier på sit laveste blus .
Med hensyn til Higgs bosonen , partiklen eller feltet ,(kært barn) så er det efter sigende årsagen til at partikler nedsætter deres hastighed så meget at de kan få masse (tyngde) , i modsat fald ville alle partikler fortsætte med lysets hastighed i al evighed og det ville være umuligt for stof at "klumpe" sammen og danne størrer sammenhænge som stjerner og kloder ,mennesker o.s.v .
Og nu mener de jo i Cern med deres LHD`er at have fundet banditten .
Så jeg syntes bare at der var en slags sammenligningsgrundlag (ad omveje) til tyngdeenergien .
KH Denhou
Kære Dennis,
Walter Russell, har en del om den side af livet,
'en partikel er ikke en ting, men en tilstand',
Følelse fortætter materien, tyngde opløser den,
(periodiske system)fortættelses- opløsnings-skala.
bare lidt stikord,
Ja der var forventeligt at 'Higgs' blev bekræftet, men det er jo bare et skridt 'ned ad mikro-stigen', og hvad bliver så det næste,
og næste, og næste.
Venligst Holger,
Hej Holger , du har så evigt ret , men de bliver jo nok ved med at søge , men der må jo være grænser for hvor stor en LHD`er man kan bygge , men det gør heller ikke så meget , for åndsforskere er sagen klar , der findes ikke en "mindste" del eller ting , det må jo nødvendigvis fortsætte evigt ned i uendeligheden.
KH Denis .
Hej denhou.
Med de forklaring Holger og du er kommet med, så vil jeg da tro, at Higgsfeltet kan være en fin lokal repræsentant for følelsesenergien, i det univers vi kender.
Hej Svend , jeg kan jo ikke vide hvad Higgs bosonen betyder i henhold til Martinus` analyser , men jeg syntes som tidligere sagt at det er spændende at kigge på de videnskablige landvindinger og så sætte dem i relation til analyserne .
Men to energier som tyngde og følelsesenergierne hører jo til det fysiske plan så måske kunne der være ækvivalenser , I don`t know , men det er ihvertfald spændende .
KH Denhou.
Der er en vifte af anskuelsesmuligheder, fra stof-side-perspektiv til livs-side-perspektiv,
Tænker Jeg
Skriv et svar