Hej jc.

Jeg er meget enig i dine betragtninger.

Sandheden kan derfor aldrig være noget at man holder, eller noget man kan sætte et punktum foran, sandheden kan kun ses fra moment til moment.

Hvis en intuitionsbegavet person kan erkende og fortælle om sandheden, så er det fordi at han ser den i øjeblikket han befinder sig i og ikke fordi at han "forstår" eller "ved" den.

Jeg ser det på samme måde. På en eller anden måde må sandheden, fra øjeblik til øjeblik, være noget, vi hver især er i besiddelse af. Denne sandhed oplever og skaber vi verden ud fra. Vi kan ikke komme til et øjeblik, hvor vi ingenting ved, for uden viden kan vi ikke sanse og skabe.

Udtrykket: "Jo mere jeg ved, jo mere finder jeg ud af, at jeg ikke ved", har en vis form for gyldighed. Jo mere viden man opnår, jo mere må man erkende, at det man vidste i går ikke var så fuldkomment som det jeg ved i dag. Mængden af ufuldkommen viden hober sig derfor op. Men på et tidspunkt må man også indse, at den viden jeg havde i går, ikke var forkert, den var rigtig nok, set ud fra det syn af verden, jeg havde i går. Der er derfor ikke noget at ærgre sig over, eller skamme sig over. Tvært imod så vil man, gennem udviklingen indse, at man selv bliver i stand til at se sandheden fra flere og flere vinkler, simpelt hen fordi man selv har været i en situation, hvor man selv har set sandheden fra den bestemte vinkel. Man ser ganske vise ikke længere selv sandheden netop sådan, men man forstår den næste, der ser sandheden netop sådan.

En læreproces må være en proces, hvor man lærer at se sandheden fra nye vinkler.

Jeg tror egentlig, at mørkeregionerne i spiralen er det område, hvor man selv føler, at man er tættest på sandheden. For et mørkevæsen findes der kun én sandhed, og andre må da kunne indse, at det forholder sig sådan, ellers må jeg jo belære dem. Jeg må gokke dem i nødden, hvis de ikke makker ret - det er dem eller mig.

Lysvæsenet derimod, vil erkende sandheden fra at højere udsigtspunkt, men det vil samtidigt være klar over, at andre væseners viden om sandheden er ligeså rigtige, for de ser sandheden fra et andet udsigtspunkt. Et lysvæsen vil aldrig pådutte andre væsener sin udgave af sandheden, det vil kun vise sin viden for væsener, der er modtagelige i forvejen. Mørkevæsenet derimod, vil banke den eneste ene udgave af sandheden ind i knolden på sine modstandere.

Mørkevæsenet vil også "vide", at mørket er det eneste der eksisterer, mens lysvæsenet vil "vide", at det selv vil blive et mørkevæsen igen. Lysvæsenet vil nok vide, at det har fat i en højere form for sandhed, men det vil også vide, at denne "viden" kun er midlertidig. Det vil vide, at mørket atter vil vende tilbage engang i fremtiden.

Derfor kan hverken mørkevæsenet eller lysvæsenet sige at have den eviggyldige sandhed.

Nogle vil hævde, at udsagnet "2+2=4" er en eviggyldig sandhed. Jeg vil mene, at det ikke forholder sig sådan. Det er sandt, for den der kan indse at det er sandt. I modsat fald er det det rene volapyk. Men sådan er det med alle "sandheder". Hvis jeg går hen til en krokodille for at belære den om, at 2+2=4 er sandt til alle tider, så vil den, hvis den er sulten, flå mig i stumper og stykker, og så hjælper min sandhed ikke noget. Så er det udsagnet "jungleloven" der gælder som sandheden.

Og dog erkendes det at sandheden skal penetreres igennem omfavnelsen af absolut uvished.

Ja. Sandheden må skulle erfares gennem oplagring af mere og mere ufuldkommen viden, som erstattes af hvert nyt øjebliks erkendelse af en mere fuldkommen viden. Men det er lageret af ufuldkommen viden, der til sidst bliver til "absolut uvidenhed", der giver "viden" om, at sandheden er uden ansigt set i evighedens perspektiv. Sandheden skal søges i det enkelte øjeblik - i "nuet", hos det enkelte levende væsens egen livsoplevelse.

Kort sagt kan man sige, at sandhenden det er det jeg oplever her og nu, og intet andet. En erindring om fortiden og en forventning om sandheden er jo også noget jeg oplever nu og her.

Hej igen jc.

Jeg vil også godt knytte lidt kommentarer til noget andet du skriver:

Da jeg personligt ikke oplever sandheden ved selvsyn, er der stadigvæk tvivl i mit hjerte.
Men ikke i forhold til min logik, intelligens og evne til at begribe forhold, der må det evige verdensbillede være sandt. Men der er stadigvæk et: " det må være sandt" og ikke - det er sandt.

I mit hjerte er der dog en voksende tillid, til hvad jeg fornemmer at være sandheden.
Men i min nøgenhed og åbenhed er der tvivl. For jeg har ikke evnerne til at se virkeligheden af mig selv. Men min forestillingensevne har ideer, formodninger og billeder. Hvilke er baseret på fornemmelser, fantasi, intelligens, og oplevelser. Og i små tilfælde - glimt og brudstykker af virkeligheden.


Jeg kender godt denne oplevelse. Problemet er, at vi sagtens kan dele denne oplevelse med hinanden, men for så vidt angår tvivlen, så er der ingen i verden vi kan spørge for at søge at få den udryddet. Det er som du siger her:

Jeg har det personligt med sandheden, som en blind mand der sidder i verden, han kan lytte til verden, han kan fornemme og mærke den, han røres af den og han røre den, men han kan ikke se den. Der er en tvivl tilbage i hjertet, til at han får sit syn igen.

Uanset hvor meget en seende mand kan forklare den blinde mand om den verden han ser, så kan den blinde mand kun efterprøve sandhedsværdien ved hjælp af de andre sanser han har. Den seende siger måske til ham, at også han engang vil få sin fulde synssans, men denne udtalelse fra den seende kan den blinde heller ikke være sikker på holder vand.

Men jeg mener dog, at der er visse ting vi kan hænge vores hat på. Udviklingen går ikke i store ryk, men den kommer i små trin. Det må være sådan, det fortæller min egen erfaring mig, at sådan er verden skruet sammen. Hvis den seende har ret, og den blinde vil få sit syn igen, så kommer dette syn ikke fra det ene øjeblik til det næste. Dette syn vil udvikle sig gradvist. I starten vil der måske kun være en svag evne til en gang imellem at skelne en meget stærk kontrast som et skifte fra direkte solskin i øjet til fuldstændigt mørke. Senere vil synet måske kunne skimte skygger, senere igen bevægelse og til sidst også farvenuancer.

Måske kan vi bruge denne gradvise udvikling af vores egne evner til at forudse, hvad der vil ske fremover. Hele livets udviklingsepoke på jordkloden, fra encellede væsener til mennesket er jo også et billede på denne gradvise udvikling - og hvorfor skulle den stoppe her hvor vi er i dag?

Tilføjelse: Krishnamurti er inde på, at sandheden er et land uden veje, og han opfordrede alle til at se sig selv i øjnene, hvis man ville møde sandheden. Det synes jeg egentlig siger det meget godt.

Hej der JC , kender godt det der med tvivlen , jeg ved så ikke hvad du gør når du bliver ramt men personligt har jeg fundet en rigtig god strategi ( syntes jeg selv ) nemlig , hvad andre muligheder ( som jeg måtte have kendskab til ) er der egentlig .
De to eneste eller ihvertfald de fremmeste er religionen og materialismen , og skal jeg starte med religionen er der sikkert en hel del for hvem dette tankeklima er det gældende og det eneste saliggørende da de befinder sig på et bevidsthedplan som i sagens natur svarer til den forståelse af hvordan universet virker , og for at gøre en lang historie kort er det en teori jeg for længst har forkastet som værende for mig fuldstændig uholdbar , så væk med den !!!
Så er der ideen om materialismen som jo bygger på iagttagelse af fænomener i universet og som retfærdighedsvis viser os hvordan universet fungerer , ihvertfald på det fysiske plan , her er det så vigtigt at tænke på hvor lidt det fysiske stof fylder i kosmos ( eksisterer der overhovedet fysisk stof ? )
Noget af det seneste jeg har fået kendskab til er at når man kigger på kernen (the neuclear ) i et atom er det ikke som man skulle tro faste punkter som protoner og neutroner men en "sky" af energi , altså ikke fast stof som vi forstår det.
Ydermere er der problematikken med evigheden , en fast kilde til hovedpine , men uanset hvordan jeg vender og drejer det spørgsmål vender jeg hele tiden tilbage til samme konklusion ; der kan ikke have været en begyndelse for hvad skulle i himlens navn ( undskyld udtrykket ) have startet det ud af ingenting o.s.v. du kender sikkert rumlen , men det der er essensen af dette er at når alternative modeller falder til jorden vokser tilliden til analyser propertionelt for hver gang jeg tager problematikken op med mig selv .
Så som du kan se bruger jeg nærmest udelukkelsesmetoden til at bekræfte analyserne
og for mig virker det rigtig godt .
KH,Denhou

God pointe der fra Denhou. Tvivlen leder mod at søge i mange retninger, men disse alternative forklaringer falder fra hinanden - i hvert fald for mig.

(Vejen, sandheden og livet)

Kære Svend og Denhou,

Tak for jeres kommentarer. Jeg syntes altid at vi er meget enige..
- Det jo dejligt!

Jeg kan kun uddybe og supplere yderligere.

Ja. Sandheden må skulle erfares gennem oplagring af mere og mere ufuldkommen viden, som erstattes af hvert nyt øjebliks erkendelse af en mere fuldkommen viden. Men det er lageret af ufuldkommen viden, der til sidst bliver til "absolut uvidenhed", der giver "viden" om, at sandheden er uden ansigt set i evighedens perspektiv. Sandheden skal søges i det enkelte øjeblik - i "nuet", hos det enkelte levende væsens egen livsoplevelse.

Det er en god pointe Svend!

Det som det færdige menneske i Guds billede ser, eller et lysets væsen observere, efter min betragtning, er hvor manifestationerne kommer fra og hvor manifestationerne går hen, hvor de tager ophold og hvor de atter vender tilbage til. Og manifestationerne sidestiller jeg med tanker og sansemæssige sensationer. De ser altså ikke kun indholdet af tankerne eller manifestationerne som værende facittet, men manifestationernes ophav, opståen og forsvinden. De oplever det relative og absolutte facit på samme tid. Parallelt med selve manifestationerne og de relative forholds sammenspil, skabelse og leg, ser de teknikken og funktionen og dynamikken bag legen. De forveksler så at sige ikke det relative med det absolutte, ej heller fornægter de dem begge som værende dele af virkeligheden. De har det ene ben i den "absolutte virkelighed" og det andet i den "relative virkelighed" og hovedet og hjertet og legemet i den virkelige virkelighed. Lysets væsen er dybest set den bevidste opstandelse og totale forbindelse af det relative og det absolutte.

Som Jesus Kristus siger, jeg er vejen, sandheden og livet. Det er hverken almindeligt eller normalt at vi taler om at udgøre selve vejen, sandheden og livet, disse elementer og navneord forbindes jo ofte med noget vi kender til, har, eller kan erhverve os. Men vi skal opstå i virkeligheden som virkeligheden.

Citat Svend:

Men jeg mener dog, at der er visse ting vi kan hænge vores hat på. Udviklingen går ikke i store ryk, men den kommer i små trin. Det må være sådan, det fortæller min egen erfaring mig, at sådan er verden skruet sammen. Hvis den seende har ret, og den blinde vil få sit syn igen, så kommer dette syn ikke fra det ene øjeblik til det næste. Dette syn vil udvikle sig gradvist. I starten vil der måske kun være en svag evne til en gang imellem at skelne en meget stærk kontrast som et skifte fra direkte solskin i øjet til fuldstændigt mørke. Senere vil synet måske kunne skimte skygger, senere igen bevægelse og til sidst også farvenuancer.

Citat Denhou:

Så som du kan se bruger jeg nærmest udelukkelsesmetoden til at bekræfte analyserne
og for mig virker det rigtig godt.

Jeg er enig i betragtningen og fremgangsmåden og jeg er meget enig i at verden må være skruet sammen matematisk, intelligent og logisk, det ser hvertfald sådan ud efter hård, fri og ærlig efterforskning. Jeg fuldstændigt enig med at vi sagtens kan udelukke visse forslag og at vi kan hænge hatten på visse relative tankemæssige foreteelser, og jeg tror at det er en meget vigtigt del af vores udvikling i at begribe, modtage og konsumere virkeligheden, så at vi kan bevæge os fremad i udvidelsen og befrielsen af vores bevidsthed.

- Jeg er personligt 99,999999999 procent sikker på at det evige verdensbillede er sandt at det virkeligt er sådan at tingende forholder sig! Når jeg bruger min fornuft og min intelligens, når jeg abstrahere, når jeg fantasere og danner forestillinger, når jeg fornemmer, begriber og meditere, og når jeg kombinere disse evner og indstillinger på kryds og tværs af hinanden og jeg samtidigt med benhård og nøgterne holdning går mig selv efter, får jeg at se at hele universet peger på det evige verdensbillede, og der er ikke et grand tvivl i mig (relativt set) ..

Jeg kan sidde her på sekundet og samle alle mine personlige erfaringer, oplevelser og fornemmelser på godt og ondt, og kombinere det med alt hvad jeg ved om videnskab, filosofi, psykologi, meditation og religioner, traditioner og alle de gamle og nye spirituelle former og retninger og atter underkaste disse foreteelser min egen selvstændige evne til at tænke, analysere, dissekere og drage sunde og "sygeligt" gennemarbejdede konklusioner, og resultatet af denne funderen og efterforsking er og bliver det evige verdensbillede. Jeg er så sikker, at jeg næsten kan få meget høje tanker omkring mig selv, og føle en næsten grum arrogance over at jeg kan se sandheden og evigheden. Men sagen er den at det kan jeg ikke, når at jeg klæder mig selv af, jeg kan ikke løbe fra promillen der siger at jeg faktisk ikke ved det, og at det som jeg fornemmer i mørket kan jeg ikke se i lyset.
- Selvom mit sind, mit hjerte og min krop siger at sådan er det, så lyder det fra dybet af min sjæl og ånd, "kære Jacob, du ved det ikke".
Denne mikroskopiske promille er identisk, om man vil det eller ej, med absolut uvidenhed. Jeg vil så gerne ha vished, jeg vil så gerne kunne sige jeg kan se det, men det kan jeg ikke.

Og jeg tror at jeg forstår det nu, at denne tvivl er dødensgab i faldet ind i sandheden. Tvivlen er selve døren eller porten til indvielse. Jeg tror at enhver disciple og søger af sandheden på et givent tidspunkt vil finde sig selv langt oppe i luften ombord på et fly, klar til at springe ud.
Man står uden tøj på, uden faldskærm, uden seler, uden net, uden nogen, uden noget, og uden Gud til at gribe og favne en. Der er absolut intet der kan bekræfte en i at dette udspring føre til livet, tværtimod alt tyder på at det føre til døden.
Og man står her fordi at alle andre døre er lukkede, af en selv, fordi de er erkendt som illusioner, og det eneste der er tilbage er porten hvorpå at intet kan medbringes, ikke en eneste ide, ikke en eneste tanke, ikke en eneste overbevisning. Det eneste der banker er et hjerte for sandheden, i både teoretisk, praktisk og absolut forstand, alt andet er sorteret fra og faldet bort, og nu står man alene og glor sig selv ind i ansigtet og døden glor tilbage.
- Og så kommer hoppet..

jc

Der er mange "veje"!

Jeg er ikke den store analytiker eller matematiker - Snarer autodidakt ekspert i at nå frem til netop de forhindringer, som tvinger mig til at ændre retning.

- " Og der kommer en tid hvor man må klæde sig af for nøgent at lade sig falde i dødens ocean".

Da min søn "faldt", skete der betydningsfulde ting i og omkring mit liv, som forstærkede og afkræftede tidligere forestillinger.
Jeg har ikke alle ordene til at beskrive det skete med.
Det jeg deler, er naturligvis et udpluk af en helhed.

Min søn "døde" i respirator.
Da jeg sad hos ham, var det som om, at mit sanseapperat åbnede sig op for en hidtil ukendt dimension, som jeg ikke tidligere har følt, fornemmet eller kendt til.
Jeg kan nærmest sammenligne det med en omvendt fødsel.
Samme intensitet, koncentration og nærvær i afskeden (vores på gensyn), som i modtagelsen (fødslen).
Rundt om mig og rundt om sengen som min søn lå i, fornemmede jeg en tyngde.
En tyngde, som jeg bedst kan beskrive ligesom den der opstår i lufte, ligefør et tordenvejr skal til at bryde ud.
Luften var mættet og tung.
Jeg havde fornemmelsen af, at der måtte være 1000 (usynlige)fyrfadslys omkring og over min søn, som jeg ikke kunne se.
Bag mig, altså ved fodenden, fornemmede jeg den samme tyngde.
Jeg havde hånden på hans hjerte og fornemmede hvor svagt det slog.
Efter at hans hjerte stoppede med at slå, var "tyngden" stadig i rummet - I det jeg vil vurderer til at være ca. 2-3 minutter.
"Tyngden" løftede sig fra rummet.
Jeg kunne i bogstaveligste forstand fornemme bevægelsen i opgående retning, som en tyngde der lettede fra mig, samtidig med at "luften" i lokalet lettede og blev forandret.
Forandringen kan beskrives, som forskellen på at stå i et landskab, lige før et tordenvejr - Sammenlignet med at stå i det samme landskab, på en frostklar solskinsdag, hvor luften kan føles helt renset og let.
Så tydelige var kontrasterne for mig.
Personalet på sygehuset "tjekkede" alle de måleapparater, som min søn var tilsluttet.
Man kan vel godt sige, at jeg brugte et andet "måleapparat".
Et "måleapparat", som jeg ikke viste eksisterede, før denne betydningsfulde dag.

Derefter flyttede sygehuspersonalet min søns krop ind i et andet rum.
Da jeg trådte ind i det rum, fornemmede jeg nærmest "intet".
Med alt respekt for indholdet af alle tidligere debatter, så skal denne følelse af "intet", naturligvis relateres til det, som jeg forudgående havde oplevet på den anden stue, hvor min søn "døde".
"Luften" var altså hverken "renset" eller "tyngende".

Oplevelsen står naturligvis ikke alene - Der er mange flere elementer, som spiller ind i begivenhederne og helheden på sådan en dag.
Efterfølgende har jeg haft andre oplevelser.
Men det må blive en anden dag, at jeg deler dem.

Venligst Søgeren

Hej JC og Søgeren ,
Der er jo et gammelt ordsprog der siger at " tvivlen kommer en til gode " .
Det syntes jeg i vores tilfælde er mere end rigtigt , tvivlen er vigtig , jeg mener det er jo den der har ført os til det sted hvorfra vi nu betragter universet .Tvivl er jo også en form for begavelse i og med at den for os til ikke at godtage hvad som helst som sandheder eller virkelighed men tvinger os til at tage stilling til livet hele tiden .
Og jo ,sometimes life is a bitch , vi kommer allesammen ud for ubehagelige eller voldsomme begivenheder , ........ men at miste sit barn , det er nærmest ikke til at bære , kære Søgeren , hvor gør det mig ondt at erfare at dette skulle høre til dine livserfaringer .
Jeg kan naturligvis ikke vide præcis hvordan har og har haft det med en så ulykkelig hændelse men jeg har en god ide om hvordan qua egne oplevelser ( har mistet en bror og hvad endnu værre er , vores første barnebarn ) og det at stå med en to og en halv måned "gammel" dreng ( læs: forestillinger om fremtiden ) hvor bevidstheden bare har valgt at forlade kroppen er en fuldstændig urimelig ting at udsætte en nærmest lykkelig morfar for. Så jeg tror jeg forstår lidt om hvordan du måtte have det. Det mest mærkelige for mit vedkommende var at da jeg havde fået det lidt på afstand oplevede jeg det som " smukt " på en underlig måde og hvis jeg påstår at det ikke var med til at udvikle mig som menneske så lyver jeg, der gik ganske vist seks måneder før det ikke var det første jeg tænkte på om morgenen når jeg stod op , men derfra blev det en slags katalysator på mange måder.
Før var det f.eks svært at trøste andre der led tab , man blev måske lidt ( eller meget ) forlegen , hvad kunne man dog sige til mennesker der lige havde mistet en de elskede , men med den egenerfaring i bagagen som jeg havde fået blev det meget lettere at håndtere for nu havde du en ide om hvad det ville sige at miste .
Ihvertfald ved man fra sin egen oplevelse at der er ikke noget som helst der virker som trøst i det første stykke tid efter tabet , men efterhånden som man får reflekteret over begivenheden hjælper det , det tager den tid det tager og er ikke nødvendigvis det samme for alle . Det er nu (hold fast) snart tyve år siden Sebastian døde og på årsdagen for hans exit eller diskarnation får jeg stadig et hug i hjertet og en stor klump i halsen når jeg tænker på begivenheden , det går sgu aldrig over ( heldigvis ). Så Søgeren du har min fulde sympati , så hvis du mener at det kan hjælpe på din situation at tale om det forfærdlige der er sket så er der nok nogle empatiske og forstående mennesker der vil tage alvorligt her på forummet , jeg kan da komme i tanke om et par stykker .
Og så lige til sidst , sorg er en tilstand eller sagt på en anden måde , man er sorg(en), og det skal man have lov til at være til tingene er sat på plads i hjertet .
Af hele mit hjerte KH Denhou.

Tak Denhou

For din livserfaring og medfølelse, der lægger flere konturer, farver, skygger og penselstrøg på det store lærrede, som jeg naturligvis kun har kunne dele en mikroskopisk brøkdel af.

Det "evige liv" kommer til os alle, uanset - Men som det før har været beskrevet, så er der altid forskellige veje.
Og bedst som vi forestiller os "et", så kommer vi til at blive klogere på noget andet.

Heldigvis, så er der overraskelser, læring, forandring og udvikling nok til os alle.

Man kan se "døden" udfra et medmenneskelig eller et pårørende perspektiv.
Lige så vel, som man kan være optaget af, hvad der sker inde i "sjælen", når mennesket forlader sin krop.
Lige så vel, som man kan være optaget af fremtidige efterliv.
Osv osv osv.

I det store hele tror jeg, at der altid vil findes forskellige dimensioner og vinkler hvorfra tingene kan beskues.
Og heldigvis, så fornemmer jeg, at det ligesom ligger i tiden, at vi kan tænke og rumme langt større helheder.

Du bevæger dig så omsorgsfuldt ind i det medmenneskelige nærvær - Største delen af mit fokus ligger også der`.
Hvor jeg vægter at praktiserer et nærværende næstekærligt liv.
Det er i dette "rum", at flest brikker falder på plads for mig.
Det er der jeg har mit "hjem".
Og som du selv udtrykker det, så styrkes medfølelsen, rumligheden og forståelsen, når vores egen erfaringsverden udvides og udfordres til at rumme flere perspektiver.

Det menneske som mærker længslen og sorgen efter tabet af kærlighedens mere håndgribelige eksistens - Det menneske oplever også kærligheden fra et: perspektiv.
Selv oplever jeg, at kærligheden ikke er bundet af tid eller andre fysiske rammer.
Kærligheden har ligesom alt andet omkring mig, sit eget "evige liv".

Hvor er det fantastisk, tænkt at jeg kan elske, adskilt af alt det, som mit "verdensbillede" består af.
Selv om kærligheden er forandret, så er den det på en måde, alligevel ikke.
Jeg elsker min søn, lige så højt, som jeg altid har gjordt, hver eneste dag.
Blot fra et andet perspektiv.
Som du beskriver det, så er der en dyb taknemlighed forbundet med det, at "tage afsked" med sine elskede.
I erkendelsen af, hvilke store gaver det er, vi mennesker faktisk har til låns.

Og midt i den til tider barske processes, som du selv så indlevende beskriver, så fik jeg flere puslebrikker, som jeg ikke have forestillingsevne til at begribe, kunne høre til det store billede.

Tak for dit nærvær og din træden ind i "billedet", sammen med mig og min kære.
Og tak til Sebastian, som også er en del af det nærvær, du giver videre.

De kærligste hilsner

Søgeren

Jamen tak selv Søgeren , det er da godt at blive bekræftet i at ens erfaringer kan bruges til noget,så har man da et bevis på at ens egen lidelse ikke har været forgæves. Som jeg skrev har du min sympati , men også min respekt , for det er også sin sag at eksponere sit følelsesliv for vildt fremmede , et spørgsmål om tillid. Min erfaring med forummet er at folk her er rummelige samt har en vis erfaring der gør at det er forsvarligt at blotte sig uden fare for at blive gjort ked af det .
En lille historie der knytter sig til Sebastians skæbne :
Kort tid efter hans bortgang møder min datter en ældre dame som erfarer hvad der er hændt , hun prøver så åbenbart at trøste min datter med følgende replik,da hun erfarer at min datter og Sebastians far ikke længere er sammen ( det tog simpelthen så hårdt på dem at filmen knækkede ) , hun sagde: Jamen så var det da godt at han døde når i nu ikke er sammen mere ;!
Min første indskydelse var , sikken en idiot , hvad helvede tænkte hun på .
Men efter at have reflekteret lidt over det kom jeg til at tænke på at hun jo nok tilhørte en æra hvor det at have barn udenfor ægteskab var ildeset og ofte også problematisk, så for hende var det så en formildende omstændighed at forældrene var gået hver til sit , men også at det bare viser hvor svært det kan være at rumme andres sorg , man vil det så godt men nogle gange går det helt i skvuddermudder.
Idag har jeg da heldigvis Nanna og Patrick henholdsvis 17 og 14 år at glæde mig over , men hvad med dig , var han den eneste du havde eller........?
Jeg ved godt at det at man eventuelt har flere børn ikke gør det nemmere umiddelbart men på sigt kan det være en fordel , man har nogen at tale med om det og nogle at kaste sin kærlighed på og dele minder med .
Der hvor det kan blive svært er når man erkender at der er en mening med alting selv noget så uhyrligt som det du har oplevet og at ophavet til samme i bund og grund er universets grundtone nemlig kærlighed , men når man først forstået det bliver det lettere at være til , det er ihvertfald min erfaring .
Så når jeg i dag tænker på Sebastians korte liv er det for at bruge et Martinus begreb at opleve det som en Guldkopi , hvilket gør det til en smuk men også vigtig begivenhed i mit ( og mine kæres ) liv.Jeg blev aldrig den samme igen , og tak for det!
KH Denhou

Hej Søger,

Tak fordi at du så sårbart vil dele din personlige og meget intime oplevelse omkring din søns død. Det er rørende at læse, men også en virkelig smuk historie med en dyb ærlighed over sig. Beretninger om døden kan tit være de mest levende og vitale, og det mener jeg af hjertet. Du beskriver en smuk renhed, et farvel og en overgivelse og mine tanker falder på kærlighed. Tak skal du ha..

Jeg er ked af dit tab. Men jeg glad for hvad det virker til at ha givet dig.

Med kærlig hilsen
Jacob

.

Hej Denhou,

Der er jo et gammelt ordsprog der siger at " tvivlen kommer en til gode " .
Det syntes jeg i vores tilfælde er mere end rigtigt , tvivlen er vigtig , jeg mener det er jo den der har ført os til det sted hvorfra vi nu betragter universet .Tvivl er jo også en form for begavelse i og med at den for os til ikke at godtage hvad som helst som sandheder eller virkelighed men tvinger os til at tage stilling til livet hele tiden .

Jeg er meget enig, og det er rigtig godt formuleret.

Kærlig hilsen
JC

Hej JC,

Denhou... Jeg sidder her og smiler af dit eksempel.

Et vennepar i min omgangskreds, oplevede noget lignende, da de mistede deres første fødte datter - Hun var et par måneder gammel.
De blev mødt med følgende kommentar: -" Det var da godt, at hun døde nu".
Adspurgt: ( Det var godt at barnet døde nu, og ikke senere, fordi så havde de ikke lært barnet så godt at kende). Konklusion: ( Man elsker et menneske mere, jo længere tid det lever - Og omvendt).

Sikke noget vrøvl - En livshistorie er en livshistorie!
Uanset hvor kort eller lang den bliver.
Det svarer til at sige, at alle de bøger, som har højeste side antal, har mest indehold.

Alt i alt, så var der ikke noget galt med hensigten.
Den venlige dame forsøgte jo at trøste ved at sige, at det altid kan blive meget værre end det er.

Der er mange måder at "trøste" på:o)

Du spørger om min søn var mit eneste barn? I mange år var han... Men heldigvis fik han lov til at opleve det, at være storebror, de sidste fem år af sit liv.
Han var en bror "løvehjerte", for sin lillesøster.
På alle tænkelige og utænkelige måder, har han efterladt sit kærlige aftryk i os.
Derfor er længslen naturligvis kæmpe stor - Men taknemligheden tilsvarende.

Venligst Søgeren

Jacob - Velbekom!

Men vil du være så venlige at "smide" et par Martinus citater i retningen af min oplevelse?

Bibelen er utilstrækkelig.
Psykologien siger i bedste fald, at det er forventeligt spind.
Hjerneforskningen: at det er indorfiner.
Naturvidenskaben: at det ikke kan måles og vejes.
Meteologerne: vil nok overveje at henvise mig til psykiatrien.
Psykiatrien: vil tage stilling til hvilken medicin jeg skal have.
Psykoteraputen: vil anbefale at jeg prøver at tegne symboliken, som et træ.
Okkultisten: vil nok mene, at jeg kan tjene lidt ekstra penge på at udvikle evnerne.
Gnostikeren: Vil sige, at der er en større erkendelse.
Buddisten: vil nok mene, at jeg skal tage ansvaret for mine egne handlinger.

osv osv...
Men jeg er åben for at prøve at få mere indsigt i Martinus kosmologien!
Så du må gerne dele links og henvisninger, hvis du gider.

Hej søger og denhou.

Jeg har ingen børn, og har heller ikke prøvet at miste helt unge familiemedlemmer i. Jeg kan derfor kun i fantasien forestille mig, hvordan det er at miste børn eller børnebørn. Jeg føler med jer. Jeg har prøvet at miste bedsteforældre, forældre og svigerforældre, men det er selvfølgelig noget helt andet.

Jeg tror, at de mennesker I har mødt, som kom med nogle, skal vi sige, lidt upassende bemærkninger, virkelig har villet jer det bedste.

Jeg har det i hvert fald selv sådan, at når jeg er i en akavet situation, hvor man ganske vist vil gøre det bedste, så bliver de ord der kommer ud også tit akavede. Man gør med tankerne om, at "nu skal du også passe på, hvad du siger, og tænk hvis nu du gør noget dumt, og det bliver pinligt osv. osv...", og så kommer dumhederne som regel flyvende af sig selv.

Det er når vi gør os umage for at være stille, at vi falder over alt muligt, som vi i vores akavethed gør alt for at undgå at støde ind i på vores vej. Jeg har ofte befunder mig i lokaler, hvor der skulle være helt stille, og når folk så er nødt til at bevæge sig, for eksempel for at komme på toilettet, så ramler de, i ren og skær nervøsistet for ikke at komme til at lave larm, ind i alt muligt på vejen ud - uden nogen ond vilje overhovedet.

Døden er et fremmedelement i vores kultur, og derfor spiller vi skuespil når vi møder den. Vi har svært ved at være naturlige over for døden.

Jeg har et meget afslappet forhold til døden, for mig er døden ikke nogen afslutning. Men det er klart, at jeg er nødt til at sørge med de pårørende, når jeg selv er til begravelse, jeg skal ikke nyde noget af at fremture med, at døden kun er en illusion.

Jeg har også oplevet, at når det første chok over et dødsfald har lagt sig, så lever de afdøde videre i min bevidsthed. De får liv på en helt anden måde, end da de var i live. Ja, jeg vil endda sige, at de afdøde i visse tilfælde måske spiller en større rolle i min bevidsthed, end de ville have gjort, hvis de fortsat var i live. Jeg husker de positive ting de afdøde stod for, at søger selv, i mit eget liv, at give rum for, at de positive ting jeg har oplevet hos de afdøde, kan leve videre.

Hej Svend

Forhold til "døden" har ændret sig meget.
Tænk bare på de tidligere post-mortem fotografier.
Det vil nærmest være utænkeligt i dag, at man fremviste fotos af afdøde børn.

I mit barndomhjem, som var en slægtsgård, der lå i udkanten af den by, hvor Martinus voksede op - Der brugte man det, at lægge den afdøde i "fin stue".
Afdødes krop lå så til "udstilling" i et antal dage, hvor venner, familie og bekendte kunne komme til kaffe og tage "afsked".

På tørreloftet over stuehuset, kunne jeg som barn finde mange spændende ting i de gamle dragkister.
Blandt andet afdødes afklippede fletninger.
Håret blev tidligere brugt til at lave smukke broderier med.

Måske har det været med til at ruste mig til opgaven, at jeg har haft en opvækst, hvor liv og død blev betragtet som en evig cirkel.
Selv om jeg ikke har været med til forhistoriens begivenheder og ritualer - Har det at kende til dem, alligevel givet en form for ballast.

Tidligere var barndommen den skrøbeligste tid.
Man regnede ligefrem med, at der kunne ske tab i børneflokken.
Eller udstødelse, som den Martinus oplevede, ved at være født udenfor ægteskabet.
Engang var det sådan, at den eneste vej til egen overlevelse var, at man bragte spædbarnet af vejen - På den ene eller anden måde.
Det er næsten ikke til at begribe.
Det er frygteligt at tænke på, at det kongelige opfostringshus blev stiftet, netop med formålet, at minimere de mange spædbørns drab.

Jeg kender godt til det, at man lede efter de rette ord.
Fornemmelsen kan faktisk gå begge veje.
Det lyder måske lidt underligt, det jeg fortæller nu.
Men sorgen er jo en proces.
Og de som henvender sig til en sørgende, er måske optaget af deres egen proces.
Hvis den proces er, at få fundet og sagt de rette ord, til den som lige har mistet sit barn.
Så kan man nogle gange(som den efterladte) selv mærke, at man er mere "fødsels hjælper", end modtager.
På den måde, kan det at miste et barn, kræve mere end tabet.
Jeg kom i hvert fald til at skulle hjælpe mange medmennesker på vejen imod mig og min datter, fordi de var så fyldt op af deres egen frygt for at miste eller fejle.
Da jeg så selv var kommet dertil i processen, at jeg kunne begynde og føle, at jeg havde bestået mit livs "mandomsprøve" - Så mærkede jeg en inderlig længsel efter anerkendelse, for alt det jeg havde "overlevet" og gennemgået.
Men det er meget meget svært at få den anerkendelse fra udenforstående.
Hvis jeg følte mig stolt og taknemlig - Så kunne det tolkes som sorgfortrængning.
Hvis jeg undlod at hjælp mine medmennesker, med at udtrykke det, som de følte mest, så ville det også kunne virke følelsesfjernt.
Derfor var det nogle gange tungt, at møde mennesker, som havde gråd i halsen og medlidenhed i øjnene.
Jeg forstår godt mine medmennesker... Det håber jeg du kan fornemme?

Men jeg vil bare gerne fortælle, at på et tidspunkt i processen, som er usynligt for udenforstående, der når man dertil, hvor sårskorperne falder af.
Tilbage er der så kæmpe store ar, som altid vil minde en om, at man har "overlevet" en (lose/lose situation).
For mit vedkommende, så vælger jeg at bære aret, med værdighed, stolthed og taknemlighed.

Er det ikke sådan, at hvis ikke man har elsket, så har man ikke haft noget at kæmpe for?

Kan du se det for dig?;o)
Dagen hvor solen går ned i denne virkelighed, men står op i en anden - Og man træder frem foran den største høvding.
Der siger: - "Vis mig dine ar, så jeg kan se, om du har elsket".
Og imens man står og fumler med lynlåsen i sine nye åndlige bukser, og febrisk peger på den første og bedste plet man finder... Så venter han tålmodigt.
Hvor efter han svarer: - "Nixen biksen, den lillebitte hudafskrabning du har lige der, den gælder altså ikke".
- "Det skal være en rigtig avèr, sådan en der får snottet til at springe ud af øjnene".
Og så kan jeg heldigvis sige: - " Nåååh, sådan en avèr, den har jeg liiiige der".

Jeg vil kunne pege, lige nøjagtigt der, hvor den største avèr har efterladt et ar.
På en måde, så giver det også en form for tryghed;o)

Kærlige hilsner

Søgeren

Hej søger.

Ok, så er du født i Vendsyssel, ligesom jeg.

Hej Svend

Jeg er ikke født - Men opvokset Vendsyssel.