Vil sige at vrede kommer af
Vil sige at vrede kommer af afmagt, nedgørelse, og uden at- kunne rette op på det.- Samt uretfærdighed og evnen til at rette op på det , måske men det vil være uden stor besvær
.

Hej Jacob , så må jeg jo prøve med Einsteins almene relativitets teori som udsiger at hvis en observatør bevæger sig langs en lysstråle , uanset observatørens hastighed vil lysstrålen altid bevæge sig med lysets hastighed i forhold observatøren , jeg ved ikke om det giver mening i henhold til din udtalelse :"om noget er hurtigt eller langsomt o.s.v." . Al fysisk materie er i den grad opdelt i universer, galaxer, stjernehobe, stjerner, kloder,celler, molekyler,atomer , protoner , elektroner kvarker og tro mig også endnu mindre dele , lys er også en fysisk forteelse og derfor opdelt , men på det bevidsthedsmæssige område er det i den dybeste forstand et ,nemlig X , som du jo også selv er inde på.Og så lever vi iøvrigt sjældent i nuet , vores bevidsthed beskæftiger sig mest med fortiden og hvis vi så slipper den er det som regel med tanker og ønsker for fremtiden , og selv om Martinus har sagt at det ikke bliver videnskaben der kommer til at løse de største mysterier i universet ( men det enkelte individ ) har jeg stadig stor tiltro til den. Jeg har i øvrigt spist kartofler i mange , altid delt dem , af og til most dem ,uha mast dem til mos , men du har måske kun mødt heldige kartofler,undskyld jeg kunne lade være , Kærligst Denhou.

Hej Wandy , det er nok ikke helt ved siden af, Kærlig hilsen Denhou

Hej Denhou,

- Jeg kan også godt lide kartofler! I alle former og variationer.

Denhou, jeg sætter pris på vores dialog. Men det er vigtigt for mig ikke at komme for meget ud i at skulle overbevise hinanden om diverse synspunkter, selvom at det er det "forum" jo handler om, men kun til en vis grænse for mit vedkommende. Så jeg vil gøre det "kort", kun for at forklare mit urokkelige, dogmatiske og diktatoriske standpunkt, med henblik på en åben og fredelig afrunding!

Min personlige oplevelse af lys, er at lys ikke rejser. Lys er i bevægelse, men det rejser ikke, og deraf kan det ikke ha nogen fart.
Jeg oplever livet som en uendelig serie af frekvenser og bølgelængder og jeg oplever det levende væsen som identisk med lys, og jeg oplever ikke at der er mere end ét væsen, men at "væsenerne" er bølgelængder og mønstre i det samme lys, liv og ensomme væsen.

At lyset " rejser"er en optisk illusion, også set med fysikkens øjne, for fysik er dybest set åndsvidenskab. Og den fysiske verden er jo ikke andet end den åndelige verden og omvendt. Det er de samme principper der udspiller sig og går igen, for det er og bliver én verden.

Jeg vil forsøge at forklare det med lyset på en hurtig og enkel måde.

Hvis du kan huske måden hvormed at man kunne lave sin egen tegnefilm som barn, ved at tegne et givent antal tegninger af eksempelvis en masse identiske tændstiksmænd i forskellige rækkefølge i et logisk forløb og så flappede man disse tegninger hurtigt igennem og illusionen opstod. Men hver tegning stod jo i sig selv stille. Manden på papiret foretager ikke en rejse og bevæger sig ikke med en given fart som kan måles. At "han/det" ser ud til at fortage en rejse fra A til B er udelukkende baseret på stationære sammenhænge der er i relation til hinanden. Det er blot stationære enheder der i deres forhold til hinanden kombineret i et samlet udtryk frembringer en illusion om at "noget" rejser.

Universet er stationær og det vibrerer på forskellige frekvenser, men hverken det i sig selv eller noget i det rejser eller har en fart eller vægt, i fysisk og psykisk forstand. Vi kan også se det på denne måde, som en stor væg med en milliard slukkede lys foran os, der enkeltvis og skiftevis i et sammenhængende forløb blinker så at det ligner at en lyskugle rejser rundt på væggen. Men effekten er skabt af at lysende tænder og slukker i en given rækkefølge. At måle hvor hurtigt denne lyskugle bevæger sig fra den ene side til den anden, er at måle noget der ikke forekommer. Den lys kugle der lyser i øster ikke den samme som lyser i vest, på vores store væg. Der er ikke nogen rejse, der er ikke nogen hastighed, der er kun vibration og bølgelængder.

Det lys og varme vi får i ansigtet fra solen, er intet andet end dette princip i sin mest avancerede form. Antagelsen af at lys rejser sig er et falsum, for mit vedkommende, uanset hvem der har udtalt det.

Al fysisk materie er i den grad opdelt i universer, galaxer, stjernehobe, stjerner, kloder,celler

Og dog, inde i dig, er hele det fysiske univers med alle dets galakser og kloder. Så du repræsentere helheden, du er hele universet. Enhver del, ethvert væsen har alle de andre væsener i sig, både mikro og makrokosmiske. Hver del er identisk med helheden, åndelig ligesåvel som fysisk. Selv den mindste elektron eller kvarker i mikrokosmos, har bogstaveligt talt hele makrokosmos i sig. Så der er kun én, der er kun dig. Der er ikke nogen opdeling... Og vi er interesseret i hvordan tingende er, og ikke hvordan de ser ud til at være! Altså hvis jeg tømte mit hoved og gik ud af døren, så ville jeg antage at jorden var flad, men det gør det jo ikke til videnskab, det er en illusion, selvom det er den mest åbenlyse konklusion. Men videnskab skal pege på virkeligheden og ikke på illusionerne, jo det må godt pege på illusionerne men kun for at gennemskue dem.

Alt peger umiddelbart på at vi er adskildt.

Væsnerne står ved siden af hinanden, men forsøgte man at afgrænse et levende væsen, ville man aldrig kunne finde hvor at et væsen begynder og hvor et andet slutter. Man ville aldrig kunne finde det sted hvor at ens yderste lag slipper omgivelserne, fordi det sted findes ikke. Omgivelserne er noget der sker i baghovedet på én og ikke i omgivelserne.

Og så lever vi iøvrigt sjældent i nuet , vores bevidsthed beskæftiger sig mest med fortiden og hvis vi så slipper den er det som regel med tanker og ønsker for fremtiden

Jeg ved hvad du mener. Men bare for at være at være helt hysterisk med detaljerne, så lever vi altid i nuet, det der det eneste sted vi kan befinde os. Vores opmærksomhed er bare ikke altid rettet imod den del af nuet som ankommer og er mest aktuel.

Nå, men det var nogenlunde det!

Kærlig hilsen
Jacob

Hej, Svend.

Jeg har lige haft gang i illusionerne omkring lys i samme tråd og blev derfor forhindret i at skrive til dig her til aften, selvom at det var planen.
Det sidste du skrev her var fremragende, og jeg vil gerne bruge noget af det til at nå frem til en første konklusion i denne tråd, selvom at den selvfølgelig fortsat vil være åben..

Jeg vender tilbage med lidt mere når solen er stået op.

Kærlig hilsen
Jacob

kære Jacob , det har på intet tidspunkt været min hensigt at rokke ved din overbevisning , vi har vel i kraft af vores Martinus nok overordnet den samme forestilling om hvad livet er. Når jeg bringer videnskaben ind i dette er det for refere aktuelle fakta i håb at vi kan drage paraleller til Martinus´ åndsvidenskab,for som du jo selv er inde på så har vi hver især vores tilgang til / eller perception af livet . Jeg er naturlig vis ked af at du opfatter det som et problem . Kærligst denhou.

Kære Dehou,

Nej, nej, jeg ser det ikke som et problem! Hverken du eller nogen anden kan rokke ved min overbevisning..! Og hvis du gjorde måtte du sgu da godt det! Hahaha..!.

Jeg skrev bare at jeg ikke ønsker at en dialog skal udfolde sig på en bestemt måde, hihihi, men det er måske også lidt kontrolfreak agtigt, det beklager jeg min ven, jeg ved ikke hvordan du har fået tolket det jeg skrev til dig.Det var ikke meningen at det skulle gøre dig ked af det

Du ved jeg har tænkt over livet som en besat siden jeg kunne gå, min hjerne køre som en gal mands værk. Jeg har aldrig mødt et tænkesystem uden fejl, på nær Martinus. Jo jeg har faktisk fundet fejl hos Martinus, men det ville være som at klandre kloakmesteren for at ha lort på tøjet.

Som du kan høre har jeg et opblæst ego, den videnskab der derfor interessere mig mest er systemer der kan holde mit ego og selviske og selvophøjende forestillinger i skak. Jeg holder eksempelvis meget af Zen Buddhisme, det er en fremragende videnskab, den er mit ego ikke særligt meget glad for:(, nej, men jeg holder rigtig meget af den.

Det er mega interessant at udveksle synspunkter og jeg holder meget af at finde ud af hvorfor at mennesker tror på de ting som de som de gør. Jeg elsker at udforske videnskab og menneskers forhold til livet. Hvorfor dælen vi fjoller rundt på den måde som vi gør!

Du kan snakke om det du har lyst til med mig, de ting jeg tror på er noget jeg har fundet ud af mig selv, ved at efterforske mig selv. Martinus er min støtte pædagog og grunden til at han er det, er fordi at han er den eneste videnskab jeg ikke har kunnet pille fra hinanden. Det er min funktion i livet, at pille det hele fra hinanden.

Ellers holder jeg mig absolut ikke til noget bestemt. Kun det jeg kan se og opleve af mig selv.

Fyr løs! Du må fyre løs med alt det du vil! Hellere end gerne! For helvede da! Fyr løs!

I dagens anledning:
Knus og kram
Jacob

Hej Jacob , tak for det min ven , mit ærinde er nemlig ikke at være "smart" , men at prøve at bestyrke Martinus´údsagn efter bedste evne ( det er så måske ikke altid godt nok ) men ønsket om det eller viljen til det er vel også det vigtigste . Sjovt de nævner zen buddhisme , ikke at jeg har beskæftiget mig med Zen specielt , men jeg har studeret buddhistisk filosofi og praktiseret buddhiske meditations teknikker i mange år , måske er filosifien ikke så vigtig ( vi har jo Martinus ) men interessant da visse ting klinger godt med Martinus men også meget esoterisk vrøvl (undskyld udtrykket ) men den meditationsmæssige del af det kan virkelig gøre en forskel , der er f.eks teknikker til at arbejde med eks. sin vrede ( meget apropos ) og jeg kan jo ikke snakke for andre men for mig gjorde det en enorm forskel. men nu hvor du har givet mig grønt lys kunne jeg godt tænke at kommentere dit udsagn om " at alting sker bagest i hjernen " jeg mener at området hedder Cortex men er ikke 100 på det. Jeg mener at det var den franske filosof Rene Descartes ( du ved ham med " jeg tænker derfor er jeg " ) der indførte et nyt begreb til filosofien ,nemlig Dualiteten , altså at der er en distingtion eller forskel om du vil mellem den fysiske krop og bevidstheden, ikke at det ene virker uden det andet ( jeg mener hvad er et legeme uden bevidsthed eller bevidsthed uden legeme ( det sidste kan i så fald kun være ånd )men at netop at det ene er fysisk og det andet ånd .Forskning i Neurologi har ved nogle ( mange ) forsøg vist at modsat hvad vi tidligere har troet f.eks at der faktisk opstod et fysisk billede i bageste cortex altså nærmest som en tv skærm , ..... sådan forholder det sig bare ikke , det (eneste ) der sker er kemiske processer samt samt specifikke elektriske udladninger , man ved også at det samme gælder for lyd ,der opstår absolut ingen " lyd " i øret eller hovedet men kun bevægelse (vibration ) . men hvad er det så der "ser " eller "hører" , .. det bedste bud er selvfølgelig , bevidstheden . Disse informationer kan naturligvis verificeres der ligger masser af det på nettet . Tak for nu , så får du også lige et knuuuus af mig ,kærligst Denhou.

Hej Svend.

Nå, jeg vil forsøge at runde lidt af og se lidt på hvad vi er kommet frem til. Det som jeg bed allermest mærke i var det med at man kunne arbejde med vreden på to forskellige niveauer. Det, og så at det er en arbejdsproces, som at man tålmodigt må arbejde sig igennem. Forventningerne, facaderne og maskerne må ned for at det virkeligt kan begynde at tage fat, hvis at man stadigvæk forsøger at gå rundt at være god, så kommer man snart i problemer. Det er et helt nyt trin. Jeg kommer til at tænke på at der er en kæmpe forskel på at være en god og venlig person og så på at handle tolerant og medfølende. Det at forsøge at være god og venlig, er en æld gammel religion, men det at begynde at handle tolerant og medfølende, er at begynde at være realistisk overfor sig selv og sine medmennesker. Det er ikke en projektion, men den simple kendsgerning at man er begyndt at erkende sagens natur. "Natur" på kinesisk betyder: det som er til uden nogen grund. Jeg ved ikke hvorfor at den lige skulle med

Tolerancen bliver først svær i det øjeblik vi ikke selv er i balance. Øvelsen kan måske siges at have to niveauer. Det første niveau er, at jeg træner mig selv i at være tolerant, selv når jeg er i ubalance. Denne øvelse er meget svær, men den kan bruges til en vis grænse. Denne træning kan så føre videre til niveau 2, og dette niveau leder til at blive et rigtigt menneske. Den andet niveau er at sørge for, at jeg ikke kommer i ubalance - så er jeg i balance, og når jeg er det, så har jeg ingen fjender

Ja, hvis man kan være tolerant når man er ude af balance så er det en relativ stor ting og det er dælme en stor praksis. Men som du så vigtigt anføre, kan dette kun praktiseres til en vis grænse, da selve det at være tolerant faktisk kræver mental balance, hvert fald en stor del henad vejen. Måske at disse to niveauer går ud i et tredje, for det at være i balance kræver en vis villighed og sårbarhed overfor det som er, at man tør at lade livet komme til en, og udfolde sig ligepræcis som at det gerne vil, må og skal. At man på visse områder tør at lade sig ramme af livet, både udenpå og inden i. Plus at man skal ha kendskab til årsag og virknings loven og i stor grad ha omfavnet denne "ide".

Men alt i alt må jeg altså begynde at våge og bede for ikke at komme i fristelse. Bede for at må ha den rette indstilling og våge for at se på mine indre reaktioner på omverdenen, så at de ikke løber af med mig. Det jeg så konkludere er at der er tre fundamentale arbejdsområder, med hensyn til at komme vreden til livs.

1. Omtanke, viden og dialog. At i tale sætte min vrede og dens mekanismer og komme den til livs med mig selv og ligesindede. At udtrykke mig selv for at opnå dybere indsigt i min vrede og fortsat filosofere over hvordan jeg kan forbedre mit forhold til den.

2. Indstilling, hvad er min indstilling til vrede, hvordan er min indstilling til verden.

3. Min væren i forhold til vrede. Skal den undertrykkes, skal den mærkes, skal den ignoreres, skal den ha plads og rum. Hvordan er jeg inde i mig selv når vrede kommer, hvordan arbejder jeg med vreden i min krop, hvad gør jeg intellektuelt og hvad gør jeg følelsesmæssigt og hvad gør jeg kropsligt.

Vi må træne og træne for at blive kunstnere på disse områder.

Martinus siger mange gange, at enhver kan elske sine venner. Men at elske sine fjender, det er det vi skal komme frem til. Det er lidt af et paradoks. I det øjeblik vi 100% kan elske vores fjender, så har vi i det øjeblik ingen fjender. Det at kunne tilgive er ikke længere nødvendigt for den der ingen fjender har. Så øvelsen med at tilgive sine fjender går egentlig ud på, at få tingene til at gå i nul. Det kan man så tænke lidt over.

Ja. Det er det vi skal, og det må være indstillingen og forholdet og det vi må meditere over og arbejde med.
At vi skal ha tingende i nul, syntes jeg lyder ret fornuftigt, vi skal ha bestalt gælden og afbalanceret synspunkterne til Guds synspunkt.

:0)

jc

Hej igen Denhou,

Jeg ser dig slet ikke som en der forsøger at være smart. Det virker til at du ærligt og oprigtigt ønkser at dele din viden og standpunkter i en venlig dialog.

Og jeg tager det som en hyggelig sport og leg i videnskab og filosofi. Det er sådan jeg gerne vil ha mit liv. Interessant, udfordrende, ærligt sjovt og underholdende!

Forskning i Neurologi har ved nogle ( mange ) forsøg vist at modsat hvad vi tidligere har troet f.eks at der faktisk opstod et fysisk billede i bageste cortex altså nærmest som en tv skærm , ..... sådan forholder det sig bare ikke ,

Helt klart. Når jeg siger bagerst i hovedet, forsøger jeg egentligt at illustrere at virkeligheden ikke er placeret der hvor at vi tror den er. Den fysiske krop med dets mentale og følelsemæssige organer er dybest set intet andet end en radiomodtager. Vi styre mere eller mindre kroppen "udefra" end "indefra".
Når at jeg siger at alt er inde i os, så mener jeg i vores højeste natur. Alt det der sker omkring os er noget der sker inde i os, med det mener jeg ikke decideret i den fysiske krop, men i vores komplette og totale væsen.

Alle levende væsener er identiske med Guddommen selv, så de har altså to sider i sig. En side hvor at de fungere som en celle i universet, og en side hvor de har hele universet i sig og helt i sig selv udgør hele universet og summen af alle ting, ja hvor de er intet andet end identisk med den levende fader, og hvor der her er ingen forskel på hans tanker og ens egne tanker. Det er Guds bevidsthed og Søn bevidsthed, hvilket er to funktioner i det samme væsen. Den ene del står overfor alle de andre væsener, som jo er kopier og personificiringer af dets eget jeg og den anden del står overfor den Guddommenlig ensomhed i at erkende sig selv som værende det eneste eksistrende i tilværelsen.

Det levende væsen kan opleve to former for lykke, den ene er sønnens lykke, hvilket er at være stillet overfor en verden af forskelligeartede væsener som man kan forholde sig til og interagere med. Og den anden er Guds lykke som er at erkende at man det absolut eneste væsen der eksistere og at "jeget" i én selv er det samme "jeg" som er i alle andre og at man er absolut lykkelig og glad over at konstatere: der er kun mig, fra mig opstår alt, fra mig strækker alt sig og til mig vender alt hjem, løft en sten og der er jeg, split et stykke træ og der vil jeg være, alt lever i mig og jeg er det levende i alt. Man hviler, tungt, dybt, lykkeligt og sagligt i sin evige og guddommelige ensomhed.

Jeg mener at det var den franske filosof Rene Descartes ( du ved ham med " jeg tænker derfor er jeg " ) der indførte et nyt begreb til filosofien ,nemlig Dualiteten , altså at der er en distingtion eller forskel om du vil mellem den fysiske krop og bevidstheden, ikke at det ene virker uden det andet ( jeg mener hvad er et legeme uden bevidsthed eller bevidsthed uden legeme

Jeg forstår at der forekommer en hvis form for dualisme, men dualisme er dybest set en manifesteret tankekombination. Den fysiske krop består af tanker akkurat som alle andre legemer af mere åndelig natur. Alle vores fysiske legemer og verdener, er åndelige og metafysiske tanke materier i gigantiske makrovæsener. Hele vores liv væren og udvikling og udfoldelse de sidste millioner og milliarder af år, er tanker som et gigantisk makrovæsen har haft på "split sekunder".. Alt er bevidsthed, min fysiske krop er også bevidsthed. Men den er selvfølgelig direkte bevidsthed. Men alt er forbigående alt er noget vi skiller os af med. Alt er tanker og sensationer!

Alt det "synlige" der eksistere, eksistere ikke i sig selv, og alt det usynlige der eksistere, eksistere heller ikke i sig selv. Men de eksistere i deres fælles kontekst. Kroppen er til på grund af sin modsætning og omvendt. Vi har bevidsthed fordi vi selv ikke er bevidsthed.

Virkeligheden ligger udenfor dualismen. Martinus beskriver det kosmiske verdensbillede dualistisk for at forklare den grundlæggende mening med livet. Men når dualismen falder bort i ens bevidsthed, er der efter min mening ingen forskel på kroppen, sjælen og ånden, ikke at man ikke skelner imellem tre tendenser i den samme ting, men man føler sig ikke adskildt fra noget. Man føler sig ikke adskildt fra sine tanker og følelser, man føler sig ikke adskildt fra sine medvæsener, man føler sig identisk med hvert eneste billede, ting, væsen, følelse, tanke og sensation der opstår eller forekommer.

Dualisme er til for at vi kan skelne, det vil sige Intelligens, dualisme er intelligens. Væsenet er intelligent det differencerne og definere principperne og forskellighederne i den samme ting og enhed.Før kan det ikke blive bevidst et med virkeligheden, for dualismen er ligeledes identisk med oplevelsen af rigtigt og forkert og hele kontrast princippet. Men det modsatte af dualisme er den rå og ubefængte viden er selve virkeligheden, at alt er ét.

Men det jo klart, der er et alt, så der er dualisme, men dette alt er ét, så der ikke nogen dualisme. Man kan aldrig forklare virkeligheden igennem dualisme, der kan man kun beskrive grund principperne. Uden dualisme kan man pege på virkeligheden ved at beskrive dualismens modsætninger... det sorte er hvidt og det hvide er sort, eksempelvis. Virkeligheden er en sensation, der ligger udenfor dualisme.

Efter min mening og oplevelse! Jeg skriver meget, syntes jeg

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Jacob , om du skriver meget ? , tja det kan da godt være , jeg mener hvis man har noget på hjertet fylder det jo , også på papir , så det er da helt ok . Iøvrigt er det også fint at vi har hver vores udtryksform ellers ville det godt nok kedeligt . Hvis jeg skulle udtrykke noget af det du giver udtryk for ville jeg måske sige : Jeg er centrum i altet , alt sker kun fordi jeg oplever det , når jeg dør ophører alt med at eksistere fordi jeg er observatøren. Det er den ultra korte udgave , men er så heller ikke så personligt som din udgave, jeg kan næsten mærke din dedikation til stoffet og en umiddelbar glæde , og som du selv siger så er det det handler om . Så du skal bare fortsætte med at lade det flyde fra hjertet . Må jeg stille et personligt spørgsmål ? Hvad har du læst af mesteren , jeg kan jo se at du er meget godt inde i stoffet , selv har jeg læst Livets Bog 1-7 , det tog ca 18 måneder , man kan jo ikke bare fræse gennem stoffet det er jo ikke en roman men noget man hele tiden er nødt til at reflektere over , Logik , og ca halvdelen af småbøgerne , men jeg jeg tog mig også tid til at læse Per Bruus Jensens X de er da også et par tusinde sider og gjorde ihvertfald ikke forståelsen dårligere , ydermere har jeg tre af symbol bøgerne ( jeg har en del 9 stk tror jeg af symbolerne hængende ) på væggene rund omkring .Så nu ved du da lidt om mig .
Kærligst Denhou.

Hej igen igen Denhou,

Jeg er centrum i altet , alt sker kun fordi jeg oplever det , når jeg dør ophører alt med at eksistere fordi jeg er observatøren

Spændende tolkning, jeg syntes det er interessant at du nåede frem til det, læseren bestemmer altid!

Hvad har du læst af mesteren

Jeg læste fra 1 -7 da jeg var 24.
Og siden da har jeg bladret i de forskellige bøger ved lejlighed.
Jeg har småbøgerne bønnens mysterium og meditation stående herhjemme. Ellers går jeg på instituttets hjemmeside når at jeg skal slå op i værket.

Det lyder ellers til at du har været grundig
Jeg har ikke læst Per Bruus, men min fornemmelse er at han er ret dygtig.

Du har ret i at det kræver lidt arbejde at komme ned i stoffet, og værket bliver aldrig rigtig gammelt.

Der er noget nyt at tage til sig hver gang. Selvom at man måske at fattet noget på et plan, så kan det blive ved med at modnes og vokse i ens bevidsthed. Lidt ligesom en by man ser i horisonten, man forstår at byen er der og hvad "by" går ud på, men man kommer tættere og tættere på, for at til sidst at stå midt i den omgivet af al dens liv og bevægelse.

jeg kan næsten mærke din dedikation til stoffet og en umiddelbar glæde

Livets bog er også det vigtigste der er sket i mit liv. Udover mine lidelses erfaringer, er det den største velsignelse for min tilværelse.

:0)

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Jacob.

Ja, hvis man kan være tolerant når man er ude af balance så er det en relativ stor ting og det er dælme en stor praksis.

Ja. Jeg er selv meget i tvivl om, hvor meget det kan lade sig gøre. Hvis man sammenligner det med at spille fodbold, så kan man måske sige, at det at meditere og søge balancen i enrum er det der foregår på træningsbanen, mens øvelsen i tolerance når det brænder på, er det der foregår nar man spiller kamp med en "modstander" involeret. Jeg ved det ikke, måske også et dårligt eksempel.

Men I hvert fald vil jeg konkludere, at det at diskutere sin vrede, at gerne ville af med den og se den som uhensigtsmæssig er en erkendelse af, at min egen vrede ikke længere er hellig; den kan ikke retfærdiggøres længere.

Hej igen Jacob , jeg er uendelig enig med dig, i din sidste bemærkning ,jeg må jo nok indrømme at det også er min erfaring. Jeg har jo ikke kunne undgå at bemærke din dialog men med Svend (hej Svend) og jeg har bemærket at der af og til ryger et bibelcitat på bordet , så jeg syntes lige at jeg ville bringe mit bidrag som jeg mener er relevant i forhold til temaet og i princippet kunne være en optakt til en sideløbende tråd , nemlig Pauluses ;" Det gode jeg, vil gør jeg ikke , det onde jeg ikke vil gør jeg" . Nu da jeg har nævnt biblen er jeg nødt til at indrømme at jeg som Martinus har et ret anstrengt forhold til religion uanset hvilken retning vi så taler om , men der er da nogle enkelte brugbare ting men godt nok også et væld af uhyrligheder . Ovenstående citat syntes jeg er rigtig godt fordi det faktisk ( mener jeg ) viser meget om den menneskelige psykologi , altså hvis man for at tage et eksempel er på kant med et andet menneske , måske endda en man holder af , i stedet for måske at gribe chancen hvis den byder sig til at sige noget positivt hælder en spand lort i hovedet på vedkommende fordi man føler sig såret eller er fornærmet . Man blir så hamrende sur på sig selv og sit pregnante ego . Du er ikke den eneste med et ego på størrelse med Mars´omløbsbane . Nå ,men det var bare en tanke født af min nysgerrighed . Kærligst Denhou.

Hej Svend.

Jeg syntes det er en udmærket sammenligning. Og i sidste ende går træningspladsen og kamparenaen måske ud i et.
Måske man skal møde disse situationer med et lad os se hvad der sker? Hvad er problemet? Og hvad så? Og hvor galt kan det gå? At man måske prøver ikke at tage den drama følelse som vi jordmennekser slæber rundt på så dælens seriøst. Det jeg har lagt mest mærke til i mig selv er hvor alvorligt alt ting kan blive, når der i virkeligheden ikke sker noget særligt. Alle situationer er jo dybest set så enkle, ligesom en fodboldkamp, man står arrigt og råber og bander af en gruppe mænd der løber rundt efter en bold, men så snart man ser hvad der foregår kan man begynde at smile, man tænker hvad har vi gang i. Når man trækker sig selv ud af præmissen kommer der fred, men man misser dramaet. Hvorfor sidder man og puster sig op over en fodboldkamp eller hvorfor klapre man tænder når at man ser en gyser, man er ganske enkelt involveret. Og man vil ikke ud af illusionen, for når nogen kommer og siger, "det jo bare en fodboldkamp", eller "det jo bare en film", så syntes man de er hysteriske kællinger!

Måske man skal prøve at være lidt mere og hvad så agtig!

Men I hvert fald vil jeg konkludere, at det at diskutere sin vrede, at gerne ville af med den og se den som uhensigtsmæssig er en erkendelse af, at min egen vrede ikke længere er hellig; den kan ikke retfærdiggøres længere.</blockquot

Jeg syntes det er en god konklusion. Jeg lader sagen hvile på det.

Jacob

 

Og god konklusion Svend

Jacob

Hej Denhou.

Tak for din tilbage melding.

Du rammer plet med citatet fra Paulus. Det er jo kernen af dette tema.

altså hvis man for at tage et eksempel er på kant med et andet menneske , måske endda en man holder af , i stedet for måske at gribe chancen hvis den byder sig til at sige noget positivt hælder en spand lort i hovedet på vedkommende fordi man føler sig såret eller er fornærmet . Man blir så hamrende sur på sig selv og sit pregnante ego

Ja. Og man kan faktisk hverken gøre eller sige noget godt, hvis at man ikke "er" eller ikke kan "nå" at komme i balance igen.

Du er ikke den eneste med et ego på størrelse med Mars´omløbsbane

Hehehe. Godt formuleret

Dehou, min ven, jeg beklager men jeg er ved at være godt udkørt efter at ha skrevet nonstop siden Jul. Du skriver nogle virkeligt relevante ting, og jeg håber at tråden lever videre eller får sig en tvilling, men jeg er ved at være klar til pause :0)

Så jeg slipper tråden og trækker mig tilbage... For nu ... Det har været spændende!

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Jacob , det har været hyggeligt, hvem ved , måske tales vi igen , take care , kærlige hilsner ,Denhou , Denis .

Tak og i lige måde Denis,

Der var hyggeligt og interessant, vi tales ved

Kærlig hilsen
Jacob