Hej
Skål og godt nyt år. Dette indlæg kommer til at indeholde en del "fuck ord" og den røde tråd var svær at sammenholde.
Jeg vil snakke om mig selv, likes og den nærmeste fremtid.
Jeg har tabt 1 kg. Så det køre!
Jeg sad i går aftes og vrælede som et lille barn, jeg fandt ud af hvor bange jeg var for at blive afvist og hvor alene og ignoreret jeg ofte havde følt mig i barndommen.
Jeg fandt ud af hvor bange jeg var for at blive helt alene, en ting jeg aldrig havde troet om mig selv, men altså en usynlig overbevisning som jeg har levet og handlet efter hele mit liv. Man holder mennesker til ilden, men ikke nok til at de holder varmen.
De tre sidste år har været en gigantisk peronlighedsåbenbaring for mig og den fortsætter stadigt og voldsomt i 2013. Jeg ved ikke om jeg ligger død på kanten af 2014. Meget vel.
Kort, med hensyn til fremtiden, så tror jeg vi kommer ind i en stabil periode imellem 7,5 og 15år.. Hvor nuværende individuelle kollektive humane tendenser finpudses og hærdes i forhold til deres relative niveau.
Der vil stadigvæk være ragnarok i baggrunden, diverse udbrud af større eller mindre proportioner, men det vil i sin ustabilitet slumre stabilt.
Der vil være mange gode ting at se, men en del fænomener vil også ha et slags falsk lyserødt eller skingert skær over sig. Men vi vil se mere "tolerance" "retfærdighed" "transperence" og "ærlighed" i forhold til de pågældende staters nutidige standarder.
Økonomien vil gå fremad, så den kan crashe senere hen. Efter denne periode, kommer det største ragnarok i klodens historie.
- Men nok om det, det er kun en spekulation, Måske det hele falder sammen i morgen, måske er det værste allerede overstået. Så er jeg da dækket ind.
Jeg foreslår naturligvis at man lever fra time til time, fra dag til dag og at man lader være med at leve i fremtiden, fortiden eller nuet;) bare lev i timen. Hihihi.
Nåh! men tilbage til min fremragenede meget "vigtige" oplevelse! Jeg har fået lov til at se hvor barnlig, pinlig, arrig, angst jeg kan blive, hvor meget jeg pleaser mine omgivelser... Og hvis jeg ikke pleaser mine omgivelser så træder jeg dem over tæerne med kynisk og sårende sarkasme.
Dr. Jekyll and Mister Jackass.
Jeg kærtegner, hugger og stikker. Men det er vel bastardens kendetegn. Jeg er vel en god gammel dags bastard!!!
- High five!
I samme åndedrag så jeg hvordan meget af min opførsel og væremåde er baseret på en morale, en idealisme og en afsporet omtanke for andre mennesker, der forsøger at gøre alt for at holde husfreden og diplomatiet, alt for at fremstå som en der kan få et "like" i den virkelige verden ligesåvel internettets ligeså virkelige verden verden.
Fuck likes, jeg hungre efter likes! Vi tror det er en individuel ting men det er flokkens tænder og klør
...Hungre efter " likes"... Ja kort om "likes" for "Likes" er jo det der polarisere og ensretter og til en vis grad adskiller verden fra verden og gør den så absolut mindre modtagelig for variation og anderledes tænkning, retninger og ideer. Overalt hvor denne like funktion lever, sover alt andet, alle forummer og institutioner sover. Godnat! Fuck hvor er det røv sygt!
Noget kommer simpelthen ikke frem og andet bliver retnings bestemt. "Alt" hvad der dukker frem og overlever på nettet, baseres på likes, alt det der dukker frem i vores "næste" er baseret på likes og vi misser alt saften, lortet og grøden i livet.
"Likes" er en personlig og global stagnation. Ja. Alt det der bliver “liked” kommer der mere af og hvor bliver alt lortet af, det der giver os innovative tanker. Alt det lort og gødning der får maskineriet til at fungere, køre og naturen til at leve og ånde, alt det der gør livet i vores verden interessant og spændende, alt det lort der får det til hele at rulle, buldre og brage, alt det der gør emner, forummer og debat områder spændende.
- mudderet der fodre lotus blomsten osv.
Det der gør at vi må i dialog og i diskussion og tænke os om. Det der gør at mennesker ikke står på abe stadiet, fuldstændigt tømt for selvstændighed.
Med "likes" på youtube, facebook, over alt og ja Martinus forum. Misser vi før eller siden alt det gode og skæve, som kun trænger igennem når der ikke har være nogle likes til at anspore en retning eller kasse tænkning i længere tid.
Mangel på "likes" gør at rotterne og edderkopperne kommer frem, hvilket jo er lykkebringende og inspirerende dyr! Eller hvad fanden jeg nu mener.
Internettet, forummerne, bliver knas tørre og lukkede og vi bevæger os væk fra hinanden som aldrig før, eller indtil nu. "Likes" er en dæmpende tilstand for udviklingen og mangfoldigheden.
Når men nok om det, jeg vil bare sige at denne like mentalitet, denne bedømmende, dømmende, bange og pleasende mentalitet som i mig selv, har gjort at jeg føler mig stiv, fængslet og død og lukket overfor den og det jeg er. "Like" mentaliteten er identisk med en form for frygt og skaber mentale, globale, lokale, fysiske, psykiske og personlige ørkener.
Nåh men tilbage til fucking MIG!
Ud af alt min gråd igår eller i foregårs eller hvornår det nu var og ud af alle mine tanker og følelser, kom tanken, at jeg kan gøre nøjagtigt hvad jeg har lyst til. Jeg kan sige hvad jeg har lyst til, ja jeg er fri til at sige og gøre lige præcis hvad jeg føler for, hvis jeg da er rede til at tage konsekvensen.
Og mennesker må syntes om mig hvad de vil.. Eller må de? Jeg tror at man når mere og mere frem til disse ting igennem lidelse og alder, til sidst giver man bare ikke en fuck for hvad andre mener og en, man kender efterhånden konsekvensen af at svigte sig selv, at det bliver mere og mere umuligt at gøre andet end at være tro.. På godt og ondt.
Tænk, jeg kan gøre, sige og tænke nøjagtigt hvad jeg har lyst til. Jubiiiiiiiiiiii!!!!!!! Fisse!!!
Jeg kan se ud som jeg har lyst til, jeg kan føle som jeg har lyst til. Jeg kan være sej, jeg kan være usikker, jeg kan være bange, jeg kan være stor jeg kan være lille, jeg kan være den og det jeg vil, jeg kan være alle de ting folk ser mig som og samtidigt intet af det.
Undskyld disse udtryk men hør lige engang: fuck martinus, fuck buddha, fuck Jesus! Fuck dronningen, fuck Anders And! Fuck jer alle sammen og mest af alt fuck MIG. Jeg vil ikke sige fuck Muhammed, det skaber for meget fis.
Men i virkeligheden er det jo ikke disse mennesker jeg siger fuck til, det er de moralske og diktatoriske phantomer og koncepter der lever i baghovedet på mennesket og især mig selv, måske kun mig selv.
Jeg er naturligvis klar over at jeg må være viklet ind i alt dette bøvl og alle disse koncepter i lang tid endnu. Og at det tager liv at komme ud af det, eller hvertfald skabe den helt rigtige forestilling. Men det er dejligt at få øje på bøvlet. Bøvlet er måske en gigantisk losseplads som jeg hver dag skal besøge med min lille baby trillebør og hverdag fylde den op med et læs bøvl og køre det til forbrændningen. Noget af bøvlet smager måske godt? Smager måske som romkugler?
Jeg har i en vis grad indset hvor klamme, snedige og usynlige ovebevisningerne er trukket ned over hovedet på mig, fordi at jeg er bange for mig selv, mit liv, og mit nu og min fortid og min fremtid. Jeg kan se hvordan det er trukket ned over verden, og jeg kan se at det helt ok. At det er naturligt. For det hele skal først være Teori, men teori hænger mig ud af halsen! Og alt det der står i "bogen" betyder det modsatte i det daglige liv.
Kærlighed i praksis er den absolutte kontrast til den kærlighed i teori. Og det absolut største, det som hænger over alt og som bære alt frem, det som binder ting sammen og samtidigt gør dem indvidulle, det som forener alle dele og frigøre den kosmiske ilt igennem hele verdensaltet er og bliver frihed.
Frihed, står over alt, over fred, over glæde, over lykke og over kærlighed. Frihed er hvad fiskende er overfor vandet og vandet overfor fiskene, det er det personlige som det upersonlige. Ville himmelen være fri uden dets fugle og ville fugelende være fri uden deres himmel. Det personlige fodre det upersonlige og det upersonlige fodre det personlige.
Frihed, frihed og atter frihed!!!
Fuck likes! like fucks!?
jc
Hej Punzaak,
Tak for dine ærlige og oprigtige kommentarer jeg sætter stor pris på dem. Jeg syntes du skriver nogle rigtig gode og interessante ting!
Hvad gør man når man har fordømt sig selv i sin fortid?
Jeg skal ikke gøre mig klog på det spørgsmål. Så det gør jeg alligevel.
Jeg føler at det er godt at lytte. Lytte til sin indre smerte og sorg. Bare at sidde stille og lytte til den.
Uden at gøre andet. Når at man virkeligt lytter til sin smerte, sorg og lidelse, så mærker man den, og når at man mærker den, føler man fred.
Ikke ved at smerten går væk, men at den går ind i en og man går i den. Bare ved af lytte til sig selv og sit mørke, bliver man i et med sit mørke og natten falder over en, og ens sind bliver roligt og hjertet hviler.
Alle bære på smerte og lidelse og alle kan vælge at lytte til den, men ikke alle vil.
Jeg har også fordømt mig selv op til flere gange og mit liv har været og er ret smertefuldt. Men jeg forsøger fra tid til anden at placere mig selv i alt smerten og sorgen, fremfor at løbe fra den. Jeg kan ikke løbe fra min fortid eller den jeg er, eller det der sker på grund af hvem jeg er. Jeg smiler og griner ofte fordi at jeg indtil videre er i stand til at nyde mit liv samtidigt med at jeg ved det noget pis. Jeg kan ikke gøre en skid ved det jeg har gjort eller hvordan det er blevet. Jeg kan acceptere og tage ved lære og fortsætte fremad.
Så jeg stopper alle de ideer i mit hoved der kæmper for at blive fri fra fortiden, uanset om det skete for 10 -20 -30år eller 1 sekund siden.
Jeg forsøger at droppe alle ideerne om at blive fri fra alt mørket og alt lidelsen og alt sorgen og alt uroen der er i mit liv på grund af mit liv.
- Det er nemlig den bedste ide hvis man vil føle fred, - ikke at gøre modstand imod ufreden.
Hvad gør man imod lidelse og fordømmelse? Man gør ingen ting.
Selvfølgelig er det godt at forandre sin indstilling, hvis ens indstilling til livet er meget negativ og pessimistisk, men det sker jo heller ikke over en nat. Og selvfølgelig er det godt at tale med nogen om sine smerte eller tænke over hvordan at den opstår og hvorfor.
Men alt det man ikke kan ændre, kan man lige så godt acceptere. Og man acceptere ikke ved at sige "at jeg acceptere al min smerte og uro, og nu jeg glad" men man gør det ved at lade følelserne og smerten komme fuldstændigt til uden noget som helst forsøg på at ændre, undertrykke eller kontrollere den.
Det er hvertfald min personlige oplevelse!
Med hensyn til fred, så tror jeg man skal være fri til at vælge den. Fri fra sine ideer om fred og kærlighed. Hvis man eksempelvis er fri fra begæret om at ha fred! Så indser man måske at freden allerede eksistere inde i en.
jc
Hej med jer.
Jeg har ikke læst alt det I skriver i dette indlæg, men jeg forstår jeres tilstand.
Når man interesserer sig for det Martinus beskriver, så er man meget tæt på bunden eller det absolutte mørke. Vi vil gerne væk fra dette mørke. Jeg kender det godt.
Min egen barndom var et stort mørke, hvor frygten for det udefinerbare alting herskede. Nævn et eller andet, og jeg var helt sikkert bange for det som barn. Dette mørke skyldtes slet ikke nogen ydre omstændigheder, men udelukkende mit eget syn på verden. Havde jeg været barn i dag, havde jeg ganske givet fået en eller anden frygtelig diagnose. Det blev jeg heldigvis forskånet for.
Dette bundløse sortsyn på verden, er jeg blevet klar over, stammer fra oplevelser i tidligere liv.
Dette bundløse dyb, som I nu beskriver så godt, har jeg oplevet med barnets øjne.
Men man kommer ud på den anden side. I dag kan jeg sige, at det er mange år siden, jeg har oplevet et tankemæssigt mørke. Jeg er på en eller andet måde kureret for det allerværste hvad dette angår. Efterhånden som årene går, bliver min optimisme stadig mere ægte og ukuelig. Jeg er færdig med det tankemæssige mørke, og jeg ser frem til min egen død og fremtidige inkarnationer med stor optimisme og sindsro. Jeg kommer ikke igen til at inkarnere med det bundløse sorte dyb som medfødt følgesvend.
Til gengæld må jeg i dag arbejde med den anden side af ubalancen i tankeklimaet, nemlig den lidt overdrevne tyngdeenergi, dvs. mit temperament, dvs. den vrede jeg har tilbage vender jeg udad i stedet for indad. Det ville jeg til gengæld have forsvoret for 25 år siden nogensinde skulle blive et problem.
Hej Kasper,
Tak for din kommentar og gode beskrivelse, af både din filosofi og dine personlige oplevelser.
Jeg er fanget på den måde jeg engang var fri og jeg er fri på den måde jeg engang var fanget
Smukt.
Jeg kæmper meget mere idag end før jeg begyndte at kæmpe med mig selv, men når at jeg kæmper er det som en fri mand. Der behøver ikke at være fred før at man går i krig. Og jeg mener den krig som gør at der er fred. Når jeg vælger at meditere i stedet for at udtrykke vrede og foragt i enten håndgemæng eller verbal vold, så er jeg i "krig" med min dyriske side, hvilket gør at der ikke er krig omkring mig, men inde i mig og at jeg dermed arbejder aktivet for at skabe fred i mig selv og i hele verden.
Ikke alle har muligheden, for at søge i det negative kræver man har noget positivt til at holde fatningen ved lige.
Måske, men har det lidt som om det er at åbne pandoras æske. Det opnår jeg ved at ignorere den. Den måde finder jeg fred. Skulle jeg finde den ved at forholde mig til og gå i dybden med min sorg og smerter. Så er jeg et sted hvor det ikke er noget jeg kan klare alene.
Det er så rigtigt og det er vigtigt at huske. Man skal ikke forsøge at gøre noget man ikke har modet til. Det ligegyldigt hvor bange man er, men hvis modet ikke er der, skal man holde sig på kendt grund, ellers kan man gøre skade på sin bevidsthed. Når modet er der, kan man lade sig falde ind i angstens kerne. Fredens port er jo ikke smykket med bolsjer og blomster, men med ild og torne.
Men det at gå at være ked af at man ikke kan acceptere en lidelse er en lidelse i sig selv. Så er det langt vigtigere at acceptere at man ikke kan acceptere den pågældende lidelse, og så kommer der fred alligevel.
Jeg har sagt til mørket at de|det er velkommen i mit liv. Og takker for den indflydelse de banditters har haft.
Smukt. Det samme her! Og så kan krigen imod mørket jo ikke bliver skønnene eller mere effektiv. Så er mørket blevet en medarbejder, og så er det afsløret som lys, og så er man jo blevet oplyst.
Alle dem der har opdaget sig selv som værende kujoner, idioter og røvhuller, er jo de oplyste, før var de kun opblæste. Nu kan de virkeligt begynde at elske sig selv og deres næste, børnehaven er overstået, nu begynder skolen. At se livet er noget pis er blot at være realist, siger Kristus ikke at hver dag er nok i sin plage? Alt går ud på at se lyset i lorten.
Jeg elsker mit liv og den modgang jeg har fået, jeg elsker den meget mere end jeg hader den. Jeg har set, lært og oplevet uendeligt meget på uendeligt kort tid, på grund af det mørke der har været i mit liv. Jeg syntes at livet er et fantastisk eventyr, og jeg ville ikke bytte en dag eller et sekund væk. Det er mine dyrebare erfaringer, det er mit livs kærlighed.
At se ind i mørket er at se lyset.
kærlig hilsen
Jacob
hved ikke om man skal give en likes, eller om det er likes at lade være
vh lu
Hej Svend,
Tak for dit indlæg!
Men man kommer ud på den anden side. I dag kan jeg sige, at det er mange år siden, jeg har oplevet et tankemæssigt mørke. Jeg er på en eller andet måde kureret for det allerværste hvad dette angår.
Ja. Det var på en eller anden måde også min intention at hylde og takke mørket, med mit oplæg. For jo mere lidelse jeg personligt har gået igennem, jo stærkere og mere vis har jeg følt mig i sidste ende. Jeg føler mig også mere sårbar og afhængig af Gud.
For mig er det sådan her, jeg blev født med et ekstremt kritisk og selvdestruktivt sind, men i mit hjerte har jeg altid følt mig glad og optimistisk. Det er noget af en brandbar cocktail. En forbandet velsignelse!
Men jo hårdere livet bliver, jo mere fred og klarhed føler jeg at jeg har haft mulighed for at opnå og mærke i mit indre. Min erfaring er, at når man er færdig med at arbejde med en eller anden ting eller tilstand, så siger Gud, ok! så er du klar til at tage emnet op på et nyt niveau. (Det afhænger selvfølgelig lidt af hvilken opgave man valgte at påtage sig før at man kom ind i dette nuværende jordiske liv. Vi antager at der er mange forskellige, missioner, etaper og udviklings forløb for de levende væsener.)
Men vi snakker generelt om accept, tolerance, fred og forståelse. Men der er altså en 1. 2. 3. 5. Og 10 meter vippe i hvor langt og hvor meget man tager disse begreber og koncepter til sig og udfolder, i sin udvikling og udfordring af sig selv. Og min oplevelser er at så snart man har vist sig stærk på et plan så tager Guddommen opgaven op på et endnu højere plan. Jeg føler sjældent jeg når at for luft i mit liv, det forandre sig konstant og jeg forandre mig konstant, og jeg bliver næsten hele tiden bedt om at tage den til nye højder, ligesåvel som at jeg bliver bedt om at gå dybere. Jo dybere man går, jo flere skeletter og knogler dukker der op og jo mere må der forløses og omformes. Jo mere man tager på sig jo værre bliver det og jo bedre ender det. Fra da jeg begyndte at arbejde med mig selv som 23 årig og til nu er der sket en kædereaktion af forvandling og nogle gange er det svært at følge med. Man arbejder med relationer til venner og familie, relationer til job og karriere, relationer hus og krop, relationer til økonomi og fortid, relation til ens personlighed, sind og ens inderste væsen.
Når at man pludseligt bryder kæden, når at man pludseligt ikke griner af racistiske vittigheder mere, når man pludseligt ikke kommentere politikerne i fjernsynet,når man pludseligt ikke indtager det ene eller det andet ernæringsmiddel mere, når at man pludseligt ikke går med på gamle jokes, når man pludseligt holder op med at kritisere sine næste, når man pludselig stopper sin sarkasme, når man pludseligt siger fra, når at man pludseligt ikke svælger i overfladiske og "humoristiske" attituder og kommentarer, når at man pludseligt ikke bombardere Helle Torning og Dronning Margrethe med større eller mindre antiparti under nytårstalen, når man pludseligt holder op med en masse ting fordi at man fandt sit hjerte et andet sted end hvor sindet lå.. ja så er der ragnarok i det personlige og offentlige liv, konen, vennerne, familien og verden kommer efter en og "forfølger" kritisere og nedgøre en, samtidigt med at man må kæmpe med en hyperaktiv, dyrisk og selvdestruktiv bevidsthed som man også søger at gøre bod på, ja det bliver ikke bedre. Man ved hvad man vil, men man må tit udvikle sit værktøj imens man bygger, og man hælder benzin på imens man køre, man lader sin pistol imens man skyder, man spiser imens at man sover, og alene i dybe sorte mudder huller finder man hvile, trøst og Guds kærlighed.
Det går stærkt og jeg tror faktisk det kaldes forceret udvikling. Det er vanvittigt, smerteligt, sjovt, absurd, klart og et fantastisk og absolut storslået eventyr og der er altid masser af gulerødder der kommer i form af forløsninger, personlige åbenbaringer og kærlighed støtte fra kærlige og hjælpsomme mennesker eller man kunne kalde dem engle. Jeg føler virkeligt denne hast i verden både inde i og ude i, fordi at tiden er kommet til at vi skal blive hele, færdige og lykkelige, og det er jo et evangelium der vil noget.
Alt i alt, ja, modgang gør os til optimister. Især hvis der er et Gudsforhold. En anden ting, jeg har erfaret er at jeg har alt hvad jeg har brugfor hvert evige eneste øjeblik at mit liv. Jeg mangler aldrig rigtig noget, det er den største gave lidelse og mørket kan give en.
Definition på optimistisk og dets modsætning:
optimisme, (af lat. optimus 'bedst' og -isme), lyst livssyn eller tilbøjelighed til at se det bedste i alt, modsat pessimisme (af lat. pessimus 'værst'), mørkt livssyn eller tilbøjelighed til at se det værste i alt.
jc
Hahaha,
Hej lucifer! : D
Det er jo en fremragende kommentar du kommer med. Du skal ha en "like" for din kommentar!
Jeg kom selv i tvivl!
Det var jo det det hele gik ud på vi skulle udforske "like" mentaliteten.
Jeg syntes at "likes" er helt i orden og jeg syntes at man skal fyre likes af! Jeg giver selv mange likes(til mig selv)
Men det er rart at tænke over hvad likes er for noget, og hvordan de fungere.
Jeg tror hverken at "like" gør verden til et særligt godt eller skidt sted. De er bare én af mange reflekser der afspejler en tendens i vores bevidsthed, hverken specielt godt eller specielt skidt og nogle gange måske rigtig godt og andre gange måske rigtig skidt.
Kh jc
Hej igen Svend,
Vi burde jo næsten tage vrede op som et emne i sig selv.
Det er noget jeg selv arbejder med!
Altså hvad er vrede egentligt?
jc
Skriv et svar