Jeg vil give mit bud på, hvad der adskiller åndsvidenskaben fra den gældende naturvidenskab i verden i dag.

Hvad er videnskab i det hele taget? For at noget kan karakteriseres som videnskab, skal der være tale om nogle facts eller udsagn, som kan testes af flere uafhængige forskere. Det er altså ikke nok, at en enkelt person med sikkerhed kan sige, at noget er sådan og sådan, for det kan denne person selv sanse eller erkende. At noget er videnskabeligt indikerer også, at det indeholder en vis grad af sandhed, men det der er sandt i dag behøver ikke at være sandt i morgen. Man kan også udmærket teste en helt horribel påstand efter den videnskabelige metode, og dermed er man måske med til at skabe overraskende ny viden. Videnskaben udvikler sig på den måde hele tiden, og hvad der er sandt og falskt er under stadig forandring.

Der findes også masser af faktorer i åndsvidenskaben som kan testes med den videnskabelige metode. For eksempel udsagnene omkring arternes udvikling fra primitive stadier til i dag, vegetarisk kost, positiv tænkning, energi kontra materie osv. osv.

Hvad er det da, der adskiller åndsvidenskaben fra den øvrige videnskab? Som jeg ser det, indeholder åndsvidenskaben noget, som den almindelige videnskab aldrig kan kapere, simpelt hen fordi det ligger uden for den almindelige videnskabs virkefelt. Den almindelige videnskab beskæftiger sig kun med det der kan måles og vejes, eller med andre ord årsager og virkning. Kosmologien indeholder noget, som aldrig kommer ind under noget der kan måles og vejes, og derfor kan disse ting kun erkendes hos den enkelte forsker som en pludselig opstået viden, eller det Martinus kalder viden via intutionen. Hvis man har denne intution, så kan man erkende noget som sandt; har man ikke denne intuition, så står man helt uforstående, og man har ikke mulighed for med nogen som helst testopstilling at finde frem til et svar. Hvis man accepterer Martinus åndsvidenskab, så indeholder den en viden, som man ikke kan eksperimentere eller måle sig til, men derimod er denne viden noget som kommer til hver enkelt forsker indefra og umiddelbart.

Denne viden kan kort beskrives som en viden omkring den årsagsløse årsag. Hvis den årsagsløse årsag findes, er den ikke selv målbar, og dermed kan den aldrig erkendes via gængse videnskabelige metoder, eller vi kan sige i Martinus' sprogbrug, den kan aldrig erkendes intelligensmæssigt, men kun intuitivt.

Derfor kan den gængse videnskab for eksempel aldrig svare på, om Gud findes eller ej. Den gængse videnskab har så at sige afskaffet Gud, for Gud kan jo alligevel aldrig testes efter den videnskabelige metode, og derfor kan vi lige så godt lade være med at beskæftige os med noget så uvidenskabeligt. Det samme gælder for jeg'et eller bevidstheden. Det skal dog retfærdigvis siges, at videnskaben arbejder ihærdigt på at gøre bevidstheden til et produkt af årsag/virkning, idet man forsøger at måle sig frem til bevidstheden som et produkt af hjernen.