Jammen Jacob da

Vi har jo vreden eller hellig vrede sådan er det
Jo vi kan mærke den heldigvis, er det så ikke
Derfor vi har intelligensen og derved kan sortere
Og vælge thi de ved ikke hvad de gør eller hvad
Vi selv har gjort.

Ved ikke om du kan bruge det jeg skriver, men
Prøver jeg det .....

Hilsen

Lars

Hej Jacob.

Spændende emne du tager op.

For mig er den vrede jeg selv udtrykker et misforhold mellem det der sker, og så det jeg forventede ville ske. Min vrede er altså en form for skuffelse over, at noget gik som det gik. I sidste ende er vreden udtryk for, at jeg ikke har forstået loven om årsag og virkning helt til bunds. Jeg glemmer den i hvert fald i situationer, hvor mit dyriske instinkt tager over. Det gør sig i øvrigt ofte gældende. Vi kan udmærket have en viden, som går fløjten når instinktet tager over.

Vreden kan være være vendt mod mig selv: ”Jeg burde have gjort sådan i stedet for sådan”, derfor er jeg vred på mig selv.

Men for det meste er vreden vendt mod andre. Min vrede er et sammenspil af årsag og virkning. Et par eksempler, hvor problematikken omkring årsag og virkning bliver belyst:

1: Under en kraftig storm bliver en rude i mit drivhus blæst ud.
2: Min nabo kaster en stor sten over hækken. Stenen knuser en rude i mit drivhus.

I de to eksempler er virkningen den samme, men i det første eksempel ville jeg nok ikke reagere med andet end at ”det var da ærgerligt, men det kan jo ske”. Jeg ville måske nok tænke ”det forbandede blæsevejr”, men jeg ville dog være helt klar over, at det ikke hjælper noget at gå ud i blæsevejret og rase imod vinden mens jeg fortæller den, at det skal den ikke gøre en anden gang.

I det andet eksempel derimod ville jeg nok reagere med en form for vrede. Min nabo har da fortjent min vrede, det er jo hans skyld. Min vrede er derfor hellig vrede. (Ifølge Martinus er al vrede i øvrigt hellig vrede.)

Set i kosmisk perspektiv, og med karmaloven i hånden, så er der imidlertid ikke nogen forskel på de to eksempler, idet både årsag og virkning er den samme. Jeg bliver udsat for den samme skæbne, som jeg, i begge tilfælde, selv er årsag til. Det er mit eget manglende kendskab til loven om årsag og virkning der gør, at jeg ikke reagerer ens i de to eksempler. Den vrede, jeg udviser i eksempel nr.2 er en konsekvens af, at jeg tror jeg er udsat for en uden for mig selv kommende skæbne. Jeg bliver her udsat for et menneske, som jeg ikke forventede ville reagere således. I eksempel nr. 1 er jeg derimod udmærket klar over, at et stormvejr kan forårsage ødelæggelser.

Min vrede skyldes manglende viden. Jeg ved det måske nok, når jeg ikke reagerer instinktivt, men når instinktet tager over, så hjælper det alligevel ikke. Det eneste jeg kan gøre er at søge at bruge min teoretiske viden i alle situationer. Det kræver flere livs træning.

Hej Jacob , du spørger hvad vrede er ? Hård nød at knække , jeg har mediteret lidt over emnet og er nået frem at jeg ikke kan finde et eneste eksempel på vrede som jeg har observeret hos andre eller mig selv som ikke på en eller måde er forbundet med bristede illusioner , altså når vore forestillinger om hvordan tingene burde være ikke mere holder stik , så måske er det bedre at sænke forventningerne eller ihvertfald være forberedt på at tingenes tilstand ikke nødvendigvis går ens vej . Hvis nogen her i forummet kan nævne en anden årsag end ovennævnte til vrede ,so please do , jeg kan ikke se at der kan være andre , men jeg kan jo tage fejl så på med tænkehatten og lad mig høre hvad i kommer frem til,
Kh Denhou.

Hej folkens,

Indlægget her blev længere end jeg regnede med.

Tak for jeres fremragende svar! Alle sammen. Der var faktisk kun godter og ting jeg kunne relatere til.

Når jeg trækker nogle af hovedpunkterne ud, peger de på at vrede udtrykkes som en form for modstand imod det som "er".
Og ligeledes at ens forventninger ikke matcher virkeligheden og realiteterne, altså at illusionerne brister, og at det giver så rummet for vrede.

Udtrykket hellig vrede bliver brugt.
Ud over det bliver der nævnt noget om at vrede kan være et udslag af manglende viden om den pågældende situation og de bagved liggende årsager.. Men faktisk ikke på et intellektuelt plan men på et følelsesmæssigt. At der kan være en kløft imellem hvad man ved i hovedet og hvordan kroppen reagere umiddelbart.

I forhold til at arbejde med vrede, kommer Denhou ind på at man kan regulere på sine forventninger til verden. Og det jo interessant, at man forsøger at skifte perception.

Noget jeg er kommet til at tænke på ved at læse jeres svar og eksempler er måden hvorved at vrede er knyttet til det personlige. Som Svend er inde på, at man blive ikke sur i samme grad hvis at stormen ødelægger ens dag som at hvis en person gør det. Men som jeg læser det, peger Svend også på om hvorfor opfatter vi disse to ting så forskelligt, med to forskellige følelsesmæssige reaktioner. For i virkeligheden er der vel intet af det vi møder af forskelligartet karma, der er personligt?

Jeg har nogle gange reageret med vrede, fordi at jeg er følt mig fuldstændigt presset ind i en krog af en masse tilsyndeladende dilemmaer og uretfærdigheder.

Eksempelvis, på et tidspunkt hamrede min overbo jævnligt utroligt hårdt og kraftigt ned i mit loft, fordi at mine underboer larmede, og jeg lå helt stille på min sofa og var fyldt med cola og kage. Og dette skete ofte, og overboen troede at jeg larmede og min underbo troede at jeg var smålig og hysterisk, så begge parter syntes at jeg var en idiot. Jeg havde prøvet at forklare begge parter omstændighederne, men en dag da min overbo hamrede totalt voldsomt og "hensynsløst" gik jeg op og råbte ad min overbos dør og der blev meget stille og der har været stille siden. Men bagefter fandt jeg mig selv ude på gaden råbende af mig selv i vrede over at jeg lod det komme ud på den måde. Jeg blev trukket ind i dramaet, fordi at jeg ikke kunne give dem lov til at være sig selv i nuet, og måske dagen efter ha taget emnet op på en lidt mere civiliseret måde, jeg kunne altså ikke acceptere hvordan verdensaltet udtrykkede sig på pågældende tidspunkt og jeg mente at universet var forkert på den, og min vrede blev altså hellig. Måske den egentligt først bliver hellig når at den retfærdiggøres, men vrede har måske i sig selv indbygget en slags retfærdiggørelse fra de tanker og følelser den opstod af.

Men min pointe er, for jeg er blevet kaldt idiot og bøsse på gaden, og jeg er blevet røvet to gange af nogle unge utilpassede som ovenikøbet kvitterede med at give mig et par på skrinet!
Men jeg var ret rolig og jeg blev ikke særligt vred og jeg tog det slet ikke som dårlig karma, for jeg har selv sendt meget afsted i mine yngre dage.. Men da nogen trykkede mig på nogle af de andre knapper så flippede jeg ud. Eksempelvis var der en på min tidligere arbejdsplads der kaldte mig langsom, og det stak mig i hjertet og jeg blev vred og ked. Men jeg sagde ikke noget, men det ramte altså mit selvværd i forhold til mit arbejde og min inderste person. Men andre har sagt ting til mig der var langt værre udenfor min arbejdsplads og det føltes ikke andet end som hunde der gør eller som vinden blæser.

Så der er noget med vores personlige knapper? Jeg skal ikke regne med en arketypisk korsfæstelse. Jeg anser psykisk vold for at være langt værre end fysisk.

Så jeg har tænkt over at det er når det er allersværest og ikke allernemmest at jeg skal lade min vrede gå. Men som jeg forstår er vi kommet lidt frem til at det handler om vores illusioner og forventninger til og omkring verden og den viden vi ligger inde med i forhold til de situationer vi bliver sat i. Jeg kan faktisk forsøge på forhånd at skrue forventningerne ned til min over og underbo og deres væremåde og når vreden kommer kan jeg forsøge ikke at retfærdiggøre den. Men jeg kan vælge at se på vreden på samme måde som at jeg forsøger at se på mine naboer. For måske de egentligt er det samme.

Nå, jeg ville ha sagt godnat lidt før. Og jeg ville også gerne ha været lidt mere personlig i forhold til jer hver især og jeres individuelle indlæg.. men nu kom det frem på denne her måde.

Kærlig hilsen
jc

Hej Jacob.

Så der er noget med vores personlige knapper?

For mig eget vedkommende kan jeg sige: I allerhøjeste grad.

Den måde jeg reagerer på min omverden på, bestemmes for størstedelens vedkommende af, hvordan jeg har det på det tidspunkt det sker. Selve oplevelsen i sig selv betyder mindre for min reaktion. Hvis jeg er træt er lunten kort. Har jeg hovedpine, er min lunte endnu kortere. Men jeg kan også være i situationer, hvor selv relativt store ubehagelige oplevelser overhovedet ikke påvirker mig.

Hvis jeg skal sætte lidt grove tal på, så vil jeg sige, at min reaktion på en hændelse afhænger 10% af hvad der egentlig sker. 89% afhænger af min egen sindsstemning på det givne tidspunkt, og omkring 1% kan jeg sætte min fornuft ind på at regulere min reaktion i positiv eller negativ retning.

Ser vi helt overordnet på det, så ved jeg godt, at jeg i sidste instans er 100% herre over det hele selv (min sindsstemning er jeg for eksempel selv herre over), men sådan føles det ikke i det øjeblik det sker; i det øjeblik er instinktet ofte stadig herre.

Den korteste vej væk fra vreden er for mig at se, at jeg hver dag øver mig i at indse, også følelsesmæssigt, at jeg ikke er offer for en tilfældig skæbne. Derefter kan jeg arbejde på at få et lysere sind, også i de besværlige situationer. Og derefter vil min reaktion også blive helt anderledes.

Martinus siger meget rigtigt et sted, at enhver form for vrede først og fremmest rammer sit eget ophav, for inden vreden kan komme ud af os, og ramme vore omgivelser, så har den passeret hele vor egen mikroverden først. Inden vreden overhovedet forlader os selv, så har den ødelagt en hel masse i vor egen åndelige og fysiske struktur. Det er karmaloven i højeste potens der her er tale om, for det rammer os med det samme.

Det kan måske sammenlignes med et vulkanudbrud. Inden vulkanen bryder ud, har den ulmet og sydet i sit eget indre, og for os mennesker betyder det en katastrofe for vores velbefindende.

Hej igen igen Jacob , du skriver at når vrede bliver hellig kan den retfærdiggøres, hmm , det tror jeg ikke , den kan bare forklares . Vrede kan aldrig retfærdiggøres da nævnte psykiske tilstand på det dybeste plan , som Martinus anskueliggør så smukt , blot er et udtryk for uvidenhed . Du kan tage et eksempel som f.eks Taliban i afhængigstan , undskyld Afghanistan , deres opfattelse af verden er godt nok langt fra vores men kan forklares ved at deres tankesæt er middelalderligt , vi må ikke glemme at det ikke er så længe siden at vestlige kvinder fik deres rettigheder , da jeg var barn ( i 50` ) gik kvinder stadig med tørklæde , måske ikke af de samme grunde som f,eks muslimer i dag , men dog som en reminisens af det forgangne . Jeg bliver sgu vred når jeg ser og hører om de uhyrligheder kvinder bliver udsat for i østen generelt , men som Martinus forklarer så er det svært at være vred på nogle som simpelthen bare ikke ved bedre ,som han udtrykker det , man klandrer jo ikke en 5 årig for ikke at vide det samme som en selv . Så måske kan man udlede af dette at : Hvis man vil vreden til livs skal man ikke undertrykke den men forstå ophavet til den . Tænk også på at alt det lort folk hælder i hovedet på dig f.eks nok siger mere om deres mentale tilstand end din . Hvis der er noget man er utilfreds med , så i stedet for at koge over kunne man prøve med venlighed og / eller humor , jeg skulle hilse at sige at det ( for mig ihvertfald )virker godt. Kærlig kosmisk hilsen ,Denhou

Hej Denhou.

Tak for dit svar

Hej igen igen Jacob , du skriver at når vrede bliver hellig kan den retfærdiggøres, hmm , det tror jeg ikke , den kan bare forklares . Vrede kan aldrig retfærdiggøres da nævnte psykiske tilstand på det dybeste plan , som Martinus anskueliggør så smukt , blot er et udtryk for uvidenhed .

Klart, klart!

Jeg får heller ikke formuleret min pointe helt præcist. Selvfølgelig kan vrede hverken blive hellig eller retfærdiggøres. Det er en kemisk process forsaget af uvidenhed. Jeg er absolut enig med at vrede kan forklares men som sådan ikke høre hjemme under noget særligt subjektivt definitions niveau.

Men det jeg siger er, at det er det vi gør i og under vreden, gør den hellig, at det er en del af uvidenheden og at det er en del af hvorfor den opstår i os. Ikke fordi at vi på det generelle plan og bevidst går og siger at vrede er så og så refærdig osv. Men at i den psykologiske og følelsesmæssige bevidstheds proces der sker under vrede, uanset om denne vrede så vare et nano sekund, timer, døgn eller uger, så indeholder den komponenter af hvad vi kunne kalde "retfærdiggørelse" eller "helliggørelse" det er selvfølgelig meget lov agtige og religiøse udtryk så det er umiddelbart svært at kombinere i en videnskabelige tone.

Men med helliggørelse, mener jeg at man gør det "helt" og når man betragter noget som "helt" så siger man at det er sandt. Og med retfærdiggørelsen af samme, gør man det rigtigt. Så jeg taler om den indvendte og ubevidste tankeproces.

Men se, det jeg mener, er at i vreden og at ud af vreden kommer der tanker og følelser af at noget er uretfærdigt, ja, og hvis vreden siger om noget at noget er uretfærdigt, så betyder det at vreden er retfærdig og at den så at sige er "hellig"...
Jeg godt klart over at vi som sandhedssøgere eller praktikanter af tolerance ikke rejser os op og erklære hellig vrede og krig over vores "fjender" men at vi søger at bekæmpe det og netop se objektivt på vores vrede, at vi forsøger at se at den er akkurat ligeså uskyldig som den vrede eller uvidenhed andre mennesker udtrykker, når at de myrder, tortere og undertrykker. Som jeg så Svend rigtig godt kom ind på, skaber det jo også et gigantisk ragnarok af lemlæstelse og ødelæggelse i vores krop og sind når vi er vrede. For det vi ser i verden er jo intet andet end forlængelser af os selv og der er ligeså meget mord, uretfærdighed, blod og naturkatastrofer i et vredt antipartisk verdens syn, som i den verden der giver os lejlighed til vrede og antiparti.

Men for Gud er alt jo tilgivet på forhånd.

Men jeg siger at fordi at vreden opstår som modsvar til at man betragter noget som uretfærdigt. Altså hvis det jeg ser er uretfærdigt, så må man jo i den givne situation opfatte sig selv som retfærdig, og hvad er det der får mig til at føle jeg er retfærdig? Vreden. For hvis vreden ikke havde været der, havde jeg jo haft medfølelse med både bødler og ofrerne. Men både mig og min vrede og de mennsker som måske har gjort noget forfærdeligt er offer for samme uvidenhed. Vi kender ikke sagens natur, vi kender ikke den iboende og absolutte retfærdighed i alting.

Man tror måske at man gør, men man gør det ikke når der er vrede. Så er man et sovende væsen.

Man gør altså vreden direkte eller indirekte, "bevidst" eller ubevidst til noget man har lov til at være imens man er det, uanset hvor meget modstand der er på, og hvis vores egen lov er ret så er vreden blevet hellig i vores egen individuelle verden, netop fordi at det hellige er synonym for det sande. Men jeg snakker om noget der sker på split sekunder i vores sind og kropskultur og ikke vores daglige og generelle mere eller mindre praktiske og teoretiske humane livssyn på verden.

Altså jeg høre eksempelvis om en given grufuld ting ude i verden og der opstår vrede, fordi at jeg i nuet og i min ubevidste instinktive automat reaktion, føler og tænker at det var uretfærdigt, hvis jeg føler og tænker det, så er vreden retfærdig for mig i de øjeblikke jeg føler den. Men selvfølgelig ligeså snart at jeg får øje på vreden har jeg mulighed for at se objektivt på den, og jeg får mulighed for at se objektivt på den hændelse der har gjort mig vred, og så kan jeg arbejde med at se på både mig selv og på hændelse og alle de involverede med Guds øjene hvori at alt jo er et udtryk den absolutte retfærdighed.

Subjektivt, personligt og individuelt set, der er vrede altså et fænomen når at en entitet eller et levende væsen betragter universet eller en situation i tilværelsen som uretfærdigt eller forkert, deraf er vreden i klar sammenhæng med en retfærdiggørelse af ens eget standpunkt. Ens eget standpunkt repræsentere ens egen opfattelse af sandhed, derfor bliver disse personlige sensationer, følelser og tanker betragtet som "hellige" for en selv. Hellig er et stærkt ord. Men vi reagere også stærkt og voldsomt, når at vi reagere med vrede. Vreden bliver en helliggørelse af sin egen dyriske bevidsthed.

Jeg taler ikke om hvad vi mener bevidst om vreden men hvad vi mener om den i vore ubevidste liv, reaktioner og væremåde. I det ubevidste liv er vreden hellig for os, men det er den ikke i vores bevidste liv. Derfor er vrede også et udtryk for en ubevidst og sovende tilstand og væremåde, og naturligvis på sit eget plan helt ok og forståelig. Men vrede kan altså være en lejlighed for sandhedssøgeren til vågne op fra drømmen, akkurat som alle andre dyriske tendenser i bevidstheden. Det er i sig selv en indbydelse til at vågne op af mareridtet?

Vreden er aldrig hellig i det bevidste liv, men altid hellig i det ubevidste. Og vrede er i sig selv et led i ubevidsthedens udfoldelse i verdensaltet. Så min pointe var hvordan vi føler og tænker om vreden indefra vreden, og ikke udefra vreden.

Når men det var hvad der kom ud af min tænkehat ved at jeg skulle præcisere min pointe, det er spændende at udforske vreden sammen med jer.

Og endnu engang tak Denhou, for dit svar, det var interessant!
Også det med at se humoristisk på det, jeg tror faktisk det er pillen for meget af min forvirring og vrede
Jeg tager i vredens øjeblikke mig selv ekstremt alvorligt.

Disse elementer er noget jeg arbejder meget med i mit daglige liv men jeg har godt af at høre de gode ting om og om igen!

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Svend.

Du sætter godt ord og tal på, og rammer sagen på hovedet af sømmet.. I hvertfald i følge min egen personlige vredes problematik, og politik!

Jeg vender tilbage med lidt mere, senere.

jc

Hej Jacob , jeg skriver at vrede aldrig kan retfærdiggøres da det i sidste ende er et spørgsmål om uvidenhed. Hvad så med uvidenhed , kan den retfærdiggøres , det kommer selvfølgelig an på hvad vi taler om , f.eks er der ting vi i sagens natur ikke kan vide noget om , men der er også ting der er så alment på det menneskelige plan at alle burde have kendskab til det , et eksempel kunne være social interaction.Den "gyldne regel" eller Kant´s katagoriske imperativ er gode eksempler på dette og bliver vel også ført ud i livet af langt de fleste af os.
Så, det jeg egentlig vil sige med dette er at viden er essentiel , jo mere man ved om den verden man befinder sig i jo lettere blir` det at navigere i den og jo bedre man bliver til at navigere des færre fejl laver man , og man kommer også til at vide mere om sig selv. Jeg ved ikke om dette er relevant for dig men jeg syntes bare lige at jeg ville bringe "viden" på banen nu da vi har talt så meget om dennes modsætning. Viden fjerner ophavet til vrede og meget andet . Kærlig hilsen
Denhou. P.S. Der er ting jeg ved at jeg ved, der er ting jeg ved at jeg ikke ved , men værst af alt er der ting jeg ikke ved at jeg ikke ved , ta den du .

.

Den der ikke kender denne verden, hvilken fattigdom - jesu ord til thomas

Thomas var jo den tvivlende og jesus trak ham til side og sagde han
skulle bruges i de sidste tider - martinus thomsen må være den ånd

Lars

Hej Denhou,

Jeg tror godt at jeg forstår dig.

Det jeg skriver er at vreden retfærdiggøre sig selv, fordi at vrede er en reaktion på at man syntes noget er uretfærdigt. Hvis du føler at der der er noget der er uretfærdigt, så føler du automatisk at dit eget standpunkt er tilsvarende retfærdigt, og det standpunkt udløser jo din vrede. Så vreden bliver retfærdiggjort i det den udløses, fordi at vreden er den følelsesmæssige tvilling til den tanker "om at noget er uretfærdigt."

Men det naturligvis en illusion.

Jeg tror at jeg har været inde på selve den psykiske mekanisme omkring vrede, mere end hvordan den bør opfattes. Selvfølgelig er den teoretiske og mest korrekte opfattelse i kosmisk belysning at vrede så absolut aldrig kan retfærdiggøres. Men for enhver der står i selve vreden, skal vedkommende kæmpe for at nå frem til dette synspunkt, da vrede i sin egen følelse retfærdiggøre sin eksistens helt automatisk.

Der er ting jeg ved at jeg ved, der er ting jeg ved at jeg ikke ved , men værst af alt er der ting jeg ikke ved at jeg ikke ved , ta den du

Den er skarp!

Jeg forsøger dog at holde mig til at jeg slet ikke ved noget.. at mit hoved i daglig dagen er som en tumpes, ved mindre jeg sætter mig til skrive maskinen, så ved jeg det hele, hahahahaha!!!

Kærlig hilsen
Jacob

Kære Jacob , nu bliver du jo helt Sokratisk , hvor fedt , og iøvrigt ja jeg tror også at du forstår mig og tak for det . Desværre er citatet ikke min egen opfindelse , men noget jeg har hørt eller læst citeret i en sammenhæng jeg ikke erindrer , men du har ret , den får lige en til overveje nogle muligheder. Hvis jeg så lige må lave en lille drejning af emnet igen men stadig inden for de samme rammer så tænk på at hver gang du træffer et valg ,uanset hvilken sammenhæng det måtte være så udelukker du alle andre muligheder ( og her mener jeg virkelig et uendeligt antal af muligheder), så de valg vi endelig tager bliver til det vi er fordi de får en betydning ikke alene for os selv men også for vore omgivelser , men sådan er det jo også for alle andre , så det er jo ikke så mærkeligt at det hele nogen gange virker som noget rod , humanum errare est , kærligst Denhou

Det er et interessant eksempel med de uendelige muligheder. Vi kan se det fra mange perspektiver!

Det er naturligvis også den uendelighedsfaktor der gør at vi er frie til at gøre hvad vi vil og kan, og det er jo en rar ting. Men for alle muligheder der kan vælges i universet, er der et/ét væsen der vælger denne mulighed. Absolut alle muligheder bliver valgt i dette evige nu, men "jeg" får kun lov til at opleve én af disse uendelige muligheder, fordi at jeg nu engang er placeret her i dette mentale rum, i dette mentale legeme, som denne ene af de uendelige kopier af det samlede univers, og i den absolutte virkelighed er der ikke nogen opdeling på mig, de andre kopier og resten af universet, der er vi ét.

Alt bliver valgt og der findes uendeligt kopier af det samlede univers som konstant vælger de muligheder der er, men på den måde ser vi også at valg ikke er sådan en firkantet sag imellem alle mulige elementer, men ét samlet element der flyder igennem alt.

Der er dybest set ikke noget valg, fordi at det hele gøres samtidigt med at det allerede er gjort, al fortid og al fremtid samler sig i dette nu og det er ikke en uendelig perlekæde af situationer men én situation der tager sig ud som en uendelig perlekæde. Den dag at jeg ankommer er dagen for min afrejse, og min ankomst til verden er min død, og når jeg dør fødes jeg, og mit valg til venstre er det til højre, og i det jeg hopper lander jeg. Livet udfolder sig altså før at det kommer i gang og jeg vil mene at "Valg" ikke er én dråbe fra en flod, men én flod af dråber.

Som jeg ser det handler livet om at "skabe" mere end at det handler om "valg" selvom at jeg forstår at disse to er aspekter af hinanden. Men dyret følger sit instinkt og mennesket følger sin intuition, det er kun i vores verden at det umiddelbart virker som at der er muligheder og valg men i den virkelige verden er der kun ét. Der får vi øje på at vi er noget der sker, mere end at vi får det til at ske.

Når at man eksempelvis sidder og tegner en god tegning hvis at man gør det, vælger man jo ikke hver eneste streg, men det kommer til en. Valget vælger altså mig, jeg vælger ikke valget. Uanset hvor jeg går hen "er" jeg hvor at jeg "er" men jeg vælger ikke om jeg "er" og i virkeligheden er det akkurat det samme. Vejen går mig, selvom at det lyder omvendt.
At der er muligheder, er på et vist plan klart, jeg føler selvfølgelig at hvis jeg er tørstig, går jeg ud og drikker, men uanset hvad vil jeg altid være på færd. På et plan er valget en illusion og en ide vi har om kontrol. Universet er uendelige billeder på den samme ting, og vi regner med at det ene billede er anderledes end det andet. Det eneste vi dybest set kan gøre er at sætte os til at "tegne" og gå med på ideen.

En god fodboldspiller dribler og kommer ind i en rytme, han score hvis at han følger flowet, og lader rytmen bestemme over ham, men hvis at han prøver at bestemme over rytmen så kommer han ud af flowet og han taber bolden. Valg er en gøren og ikke noget man tager.
Så på den måde kan vi se at alle de uendelige muligheder og valg går sammen i ét eneste.

I vores verden føler vi bare ikke at det er det der i virkeligheden sker. Jeg anderkender at vi som sådan har valg, men at det på et dybere plan ser anderledes ud.

Kærlig hilsen
Jacob

Vær hilset Jacob , i denne anledning må jeg ty til et citat af A.Einstein nemlig :
Sund fornuft er intet andet end en ophobning af fordomme " . Min påstand er at vi ikke på det dybeste plan har en fri vilje . Hver gang vi foretager et bevidst valg træffer vi beslutningen ud fra vores beholdning af tidligere erfaringer , dette sker nok i de fleste tilfælde ubevidst men der er også situationer hvor valget er mere bevidst og hvis det er mere bevidst hviler det i højere grad på tidligere erfaringer. Der er kommet nogle spændende resultater af den seneste udforskning af hjernen , f.eks : En person får koblet elektroder på hovedet som måler hjerneaktivitet , personen bliver så bedt om at træffe nogle specifikke valg ,det kunne være at løfte venstre eller højre hånd . Det besynderlige ved dette er at forskerne kan se resultatet af nævnte valg fra 1 til 6 sekunder før forsøgspersonen selv er bevidst om det altså der er "noget" der kender beslutningen før personen ,før det "bevidste" valg er truffet,spooky .
Når du nu kommer ind på emnet " nuet " vil jeg lige nævne at der er nogle teoretiske fysikere der har defineret nuet som et antal kolaps af superpositioner inden for et sekund og så vidt jeg husker sker det fyrre gange i sekundet . En superposition defineres som et uendeligt antal muligheder som i sidste ende kolapser til et enkelt mulighed . Nu da jeg er inde på den videnskablige del vil jeg lige nævne noget som er spændende og som kan have reel værdi for åndsforskere , nemlig at et antal filosoffer og teoretiske fysikere i kraft besynderlighederne ved kvantefysik (mekanik) er begyndt at indvolvere bevidstheden
i "ligningerne" altså at de antager at bevidstheden spiller vigtig rolle i den virkelighed vi kender , jeg ved godt at for åndsforskere er det ikke en nyhed men en almindelig antagelse , men når vores materielle brødre ( som ellers har travlt med at overbevise os om at noget kan komme af intet) er begyndt at ændre holdning er det bekræftende for os da det jo ikke afkræfter men bekræfter Martinus´ udsagn.
Personligt syntes jeg det er uendeligt spændende og hvis du er af samme mening og kunne tænke dig at vide mere om emnet findes der nogle gode udsendelser på youtube
Hvis du på google skriver quantum physics and consciouness vil der komme resultater der omhandler emnet . Nå men jeg tror som sagt ikke at vi har fri vilje i egentlig forstand , Martinus siger det vel også indirekte , i og med at vi er underlagt karmiske love er der grænser for hvad der er "tilladt" altså en slags predeterminisme . Nu vælger jeg så helt bevidst at stoppe for denne gang (tror jeg)
Kærlig hilsen Denhou.

Hej Svend.

Tak for dit indlæg. Du kommer med mange gode eksempler, som jeg kan relatere til.

Og hele ideen med at ens egen mikroverdenen bliver godt ristet, syntes jeg er interessant. Også fordi at det er et tydeligt eksempel på at når man raser på uretfærdigheder er man ikke meget bedre selv. Og det bekræfter at det man ser i verden er i en selv. Det er en af det ting der hjælper mig med vrede, at jeg forstår at grunden til at jeg bliver vred er at jeg oplever et spejl af mig selv.

Jeg ville næsten tro at du havde hugget de procenter fra mig af som du fremføre med hensyn til oplevelse af vrede, sindsstemning og regulering. Eksempelvis hvis jeg har tankemylder, eller er modløs og mit hoved brænder, så er jeg ekstremt påvirkelig og sårbar. Jeg tænder helt af hvis nogen provokere mig på skrøbelige tidspunkter om ikke andet bliver jeg indadvendt, barnlig og fisse fornærmet. Men det er måske også en tendens til at jeg skal ha styr på mig selv og verden før at jeg kan handle tolerant. For egentligt ville det være bedst hvis jeg måske lod mig selv være sårbar og påvirkelig, men det er efter min erfaring lettere sagt end gjort.

Jeg skal faktisk ha en generel balance for at kunne værne mig imod hug fra omverdenen. Og så prøver jeg at tænke på at vi alle sammen må føle og gøre som vi har lyst til og at det eneste jeg skal se efter er min egen tilstand og måske hvis at jeg kan give vreden rum.

Men det er et fuldtids arbejde.

Jeg forsøger dog i en eller anden grad indenfor mine egne grænser og kapaciter at være vågen og afslappet. Men jeg kan se at mit sind er meget reaktionært, det bliver hurtigt trukket ind og involveret i dramaet.

Som du er inde på Svend, kan det være en god vej ud af vreden at prøve at se at situationen ikke er tilfældig, men at der ligger en årsag ved og jeg tror måske at det er der meditationen ligger når at man står i kniben. At man bliver stille og ser situationen som for hvad den er. Og ligesom få offer rollen puttet lidt i baggrunden. Jeg oplever også et par gange at det var en fordel ligesom at sætte et psykisk skjold op, så at jeg simpelthen lod negativiteten prelle af. Man lader det ikke gå ind.

Ud over det tror jeg at indrømmelsen, anderkendelsen og bevidstheden omkring ens tendenser og væremåde er over halvdelen af problemet. Det er næsten det vigtigste. Eller det er hvertfald hvor jeg selv er i min proces.

Martinus siger jo at vi må iagttage os selv.

Det var interessant at høre om dit kendskab til din egen vrede Svend. Jeg kender ikke mange der taler så åbent og ærligt og indsigtrigt om deres egen vrede.

Jeg tror det er en rigtig vigtig del af processen og måske ikke hvorvidt at man i første omgang magter sin vrede fuldstændigt, men først og fremmest at man gør sig selv bevidst i den og stille og roligt lære den at kende.

Grundlæggende føler jeg hvertfald at man skal lade mørket komme til og se på det.

Kh
Jacob

Hej Jacob.

Jeg ville næsten tro at du havde hugget de procenter fra mig af som du fremføre med hensyn til oplevelse af vrede, sindsstemning og regulering. Eksempelvis hvis jeg har tankemylder, eller er modløs og mit hoved brænder, så er jeg ekstremt påvirkelig og sårbar. Jeg tænder helt af hvis nogen provokere mig på skrøbelige tidspunkter om ikke andet bliver jeg indadvendt, barnlig og fisse fornærmet. Men det er måske også en tendens til at jeg skal ha styr på mig selv og verden før at jeg kan handle tolerant. For egentligt ville det være bedst hvis jeg måske lod mig selv være sårbar og påvirkelig, men det er efter min erfaring lettere sagt end gjort.

Kosmologien er for mig en stor læreproces. Og det du er inde på her, er for mig absolut det vigtigste. Jeg tror egentlig også, at Martinus, på sine gamle dage, mere og mere fremhævede noget, som er absolut alfa og omega. Sætningen: "Du skal tilgive (vi kan også sige elske i stedet for tilgive) dine fjender" kan ikke overvurderes. Det er vel også noget af det stærkeste der står i Bibelen. Martinus siger mange gange, at enhver kan elske sine venner. Men at elske sine fjender, det er det vi skal komme frem til. Det er lidt af et paradoks. I det øjeblik vi 100% kan elske vores fjender, så har vi i det øjeblik ingen fjender. Det at kunne tilgive er ikke længere nødvendigt for den der ingen fjender har. Så øvelsen med at tilgive sine fjender går egentlig ud på, at få tingene til at gå i nul. Det kan man så tænke lidt over.

Og det er lidt det samme med den vrede vi snakker om. Vreden forsvinder lige som vore fjender, i det øjeblik vi kommer helt i balance. Hvis vi vender tilbage til vores sindsstemning, så er det ingen sag at være tolerant når vi i forvejen er i balance. Det kan sammenlignes med at elske vores venner. Tolerancen bliver først svær i det øjeblik vi ikke selv er i balance. Øvelsen kan måske siges at have to niveauer. Det første niveau er, at jeg træner mig selv i at være tolerant, selv når jeg er i ubalance. Denne øvelse er meget svær, men den kan bruges til en vis grænse. Denne træning kan så føre videre til niveau 2, og dette niveau leder til at blive et rigtigt menneske. Den andet niveau er at sørge for, at jeg ikke kommer i ubalance - så er jeg i balance, og når jeg er det, så har jeg ingen fjender. Og når jeg ingen fjender har, så er der ikke noget at tilgive. Og når der ikke er noget at tilgive, så bliver det hele jo meget enklere.

Men det er vel med det som med så meget anden der kræver træning. Når man kan noget, så er det ingen kunst. Men det kræver masser af træning at nå til det punkt, hvor vreden og fjenderne forsvinder af sig selv, som om de aldrig havde været der.

Det var interessant at høre om dit kendskab til din egen vrede Svend. Jeg kender ikke mange der taler så åbent og ærligt og indsigtrigt om deres egen vrede.

Jeg har også lært meget af selv at beskrive det. Hvis man vil til bunds i mekanismen tror jeg, at man først og fremmest må smide alle masker, og så komme ind til kernen af, hvad det er der leder til uhensigtsmæssighederne. Det er lettest at behandle en sygdom, når man ved hvad sygdommen består i.

Hej igen Denhou.

Tak for din tilbagemeldning,
- Det er nogle interessante videnskabelige forsøg du omtaler, det siger meget om videnskabens udvikling.

Kvantemekkanik er særdelses interessant. Fordi at det er videnskaben der kigger ind på åndsvidenskaben, istedet for åndsvidenskaben der kigger ind på videnskaben. Det begynder jo så småt at bliver ét, når at hver lejr begynder at se sig selv i den anden.

i denne anledning må jeg ty til et citat af A.Einstein nemlig :
Sund fornuft er intet andet end en ophobning af fordomme " . Min påstand er at vi ikke på det dybeste plan har en fri vilje

Godt citat, og jeg er helt enig i din påstand. Der er ikke noget at gøre, andet end at nyde turen.

Når du nu kommer ind på emnet " nuet " vil jeg lige nævne at der er nogle teoretiske fysikere der har defineret nuet som et antal kolaps af superpositioner inden for et sekund og så vidt jeg husker sker det fyrre gange i sekundet . En superposition defineres som et uendeligt antal muligheder som i sidste ende kolapser til et enkelt mulighed

Spændende udlægning, og det siger ikke så lidt når at fysikere tager hul på nuet.
... Også selvom at jeg syntes det er lidt våget at inddele nuet

. Nå men jeg tror som sagt ikke at vi har fri vilje i egentlig forstand , Martinus siger det vel også indirekte , i og med at vi er underlagt karmiske love er der grænser for hvad der er "tilladt" altså en slags predeterminisme

Ja, han anbefaler jo også bønnen "fader ske ikke min vilje, men din" og det er vel en invitation til at se igennem selve den illusion at vi har vores egen vilje. At universet ultimativt ikke er liberalt eller demokratisk, men det mest hårde og "brutale" diktatur der eksistere... Og heraf altså kulminerende i kærlighed og fred.

Hvis du på google skriver quantum physics and consciouness vil der komme resultater der omhandler emnet

Jeg kigger på det ved lejlighed. Tak for det

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Jacob, min ven, du syntes det er vovet at inddele tiden , det er der rent fysisk intet problem med , jeg mener hvad så med lys , tænk på lysets hastighed (C)er jo også et udtryk for tid og lys er inddelt i kvanter så jeg ser det ikke som et problem og iøvrigt hvis der ingen deling var ville alt ske på samme tid , ta den du , Kærligst Denis / denhou .

Hej Denhou

, ta den du ,

hahaha..

du syntes det er vovet at inddele tiden , det er der rent fysisk intet problem med , jeg mener hvad så med lys , tænk på lysets hastighed (C)er jo også et udtryk for tid og lys er inddelt i kvanter så jeg ser det ikke som et problem og iøvrigt hvis der ingen deling var ville alt ske på samme tid

Jeg siger at det er vovet at indele nuet.

Hvis jeg har en kartoffel.. Så kan jeg skære den i to, tre eller i fire. Eller i uendelige dele. Som betragter eller "skaber" er det altså mig der bestemmer hvor mange dele kartoflen kan være i.
Så hvis at du inddeler nuet, så sidder du og deler en kartoffel. Og set fra et vist synspunkt kan det godt virke fjollet når at nogen kommer frem til at en kartoffel kan deles i fire.

Om noget er hurtigt eller langsomt er ikke et spørgsmål om kilometer i timen, men hvor jeg er placeret i forhold til dette noget.

"Nuet" "ER".
- Det er aldrig begyndt og det vil aldrig nogensinde få en afslutning, men vi oplever nuet igennem, billeder, følelser og sensationer som giver fornemmelsen af et forløb. Men forløbet er en oplevelse af stilstand og stilstanden er en oplevelse af forløb.

I nuet oplever vi opdelinger, men nuet kan aldrig i sig selv være opdelt. Alle oplevelser, alle opdelinger skal i sidste ende pege opleveren hen på sensationen og fornemmelsen af at alt er udelt, og hun eller han skal konstatere at intet kan deles og at alt er ét, det er videnskab.. Hverken nuet, tid, rum, eller en kartoffel kan inddeles. Uanset hvad man ser dele sig, foregår det i samme billede, der er ikke flere billeder, kun et i forandring.

Livet/ nuet bør opleves på en opdelt måde at være udelt. Og når at jeg sige at man oplever på en opdelt måde, mener jeg kun det at man føler og tænker og har sensationer, og ikke at man oplever adskilte enheder. Men disse følelser, tanker og sensationer er af den akkurat samme ting, bare i forskellig form og variation.
Men hvis at livet/nuet opleves på en opdelt måde stadigvæk at være opdelt, så må det være en fejlberegning.
- efter min mening og filosofi.

Ingen kan tænke på andet end Gud, og hvis man ikke kan tænke på andet end Gud, kan der jo ikke være en opdeling af noget. Uanset hvad du føler, er det jo Guddommen.

At dele nuet er som at tage en lagkage kniv og vandre ud i havet og prøve at skære sig et stykke med vand. Du kan ikke skære det over eller i stykker.

Kærlig hilsen
Jacob