Når Martinus taler om "verdensaltet", dækker dette begreb så med sikkerhed vitterligt over alt, der findes overhovedet - eller er der mulighed for at dette verdensalt blot er ét verdensalt blandt andre?
(Jeg er endnu ikke bekendt med, om Martinus har talt om paralleluniverser, som også er inddraget i kosmologien, eller om der ifølge kosmologien kun findes ét univers (inklusiv de ikke-fysiske planer).)
Jeg tænker især med henblik på, om verdensaltets balancering kunne være et led i en proces, som rækker udover det verdensalt, Martinus omtaler, eller om verdensaltets balancering vitterligt er alt, og dermed "er" meningen i sig selv (som jeg selvfølgelig ikke gør mig nogen forhåbninger om at forstå på mit nuværende udviklingstrin).
På forhånd tak for svar!
Hej Tor,
Velkommen til martinusforum 
Verdensaltet dækker over alt eksisterende. Skulle der være paralleluniverser e.lign., så er de alle en del af det som Martinus kalder verdensaltet. Da verdensaltet er det hele, så findes der kun et verdensalt. Verdensaltet kan dog deles op på forskellig vis, f.eks. i en åndelig og fysisk del, samt i de 6 tilværelsesformer, som Martinus beskriver.
Du kan læse noget mere her:
https://www.martinusforum.dk/introduktion-til-martinus-kosmologi/verdensaltet
https://www.martinusforum.dk/artikler/om-ontologien-i-martinus-kosmologi
Hej Lasse,
Tak for velkomsten og for svaret!
Jeg vil læse videre i de artikler, du linker til.
Bedste hilsner.
Hej Lasse , interresant emne , paralleluniverser ( muligvis indfoldede til uendelig små størrelser samt multiverser ( muligvis med helt andre naturlove end i vores univers) er logisk set en del af X . Der kan jo isagens natur ikke være " noget " udenfor . Det er iøvrigt også spændende med de implikationer der ligger i erkendelsen sf at rummet ikke er tomt . Vakuummet er fyldt med energi (kvanteenergi) lidt at ligne ved en matrix , og opdagelsen af "Higgs bosonen" kaldet guds partikel ( jeg vil da gerne kalde den for X 2 partiklen ) leder helt automatisk tankerne hen på "Den guddommelige verden" . Det er jo bare en tanke men måske er det ved hjælp af ovenstående at vi fra D.G.V. skaber alt, hmm bare en tanke, måske kunne dette være en " tråd " , venlige nytårs hilsner Denis.
Jeg vil henvise til Martinus artikel "Det kosmiske verdensbillede i lommeformat" fra 1955.
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=81&stk=29&pkt=1&nr=19&mode=avan&ord=verdensalt&as1=on
Her beskriver han verdensaltet. Han beskriver bl.a. verdensaltet som et treenigt princip, og i virkeligheden bare som "Noget der er"
Jeg har forsøgt at beskrive det på en meget kort form her ved hjælp af en lille model - abstraktionsmodellen: http://kenneth-ibsen.dk/Kosmologi/VisKosmologi/PHP_Kosmologi_VisStruktur.php?AbstraktionsniveauIDTekst=7&AbstraktionsniveauIDVis=7&HovedemneIDVis=17
kh.
Kenneth
Hvis Martinus Verdensaltet er beskrevet som et treenigt princip...er dette så i Martinus forståelsen det samme som Treenigheds princippet, om en Første KIlde og Center,GUD, Anden Kilde og Center (kopi af første) Sønnen og Tredje Kilde og Center (Ånden mellem dem ) Den Uendelige Ånd.
Treenighedsgørelse: Eksisteniel Tese, antisyntese, og Syntese, .
Eller faser i overgangsprocessen af virkeligheden fra statisk til potentiale til associative.
Er verdensaltet i følge Martinus en eksistentiel personlighed eller er det som i Buddismen blot et upersonligt absolut ?
Ved studie af den lille model - abstraktionsmodellen. synes dette treneigt princip at være beskuet fra en eksternal udsigtspunkt...som "Noget der er" men dette "Noget" som er - er Skaberen af selve "noget" og kan derfor betegnes som gud.
Dette "Noget" er jo ikke noget der IKKE er, men netop "Noget der er" alså en Første Kilde og Center og i erkendelse af, at dette "Noget der er" er noget , så følger det set fra selvsamme udkigsvindug,eller punkt at for at kunne være hvad det er så må det have en oprindelse i sigselv, og derved bliver det personligjort.
Noget kan ikke opstå af intet og når det udtrykker sig som "Noget der er" så må selvsamme "Noget" være en levende skabning, ellers ville udtrykket "Noget der er" ikke kunne udtrykkes, såfremt det ikke lige netop var noget mere end blot et ubestemt upersonligt absolut.
Hvad mener Martinus om dette ?
Hej yourantiaman, jeg skal prøve at anskueliggøre for dig hvad Martinus mener .
Martinus bruger begreberne X 1 X 2 og X3 om guddommen ( Martinus bruger sjældent begrebet Gud ) jeg mener at vide at han syntes det relaterede for meget til religion . X er ikke en første årsag ( da det ville betyde at X var skabt ) men den årsagsløse årsag , altså at X aldrig er blevet skabt og som følge af det er en evig forteelse .
X 1 er noget som er ( men noget som er er ikke noget uden oplevelse )
X 2 er skaberevnen ( men den må altid have være forbundet med X1 , for hvad skulle have skabt skaberevnen
X 3 er alt det skabte , og kun som tankeexperiment kan det skilles ad , ellers ikke. X er et , eller er alt som er . Dette var den korte udgave men er i store træk hvad Martinus har sagt og skrevet . Han siger ydermere at X er den totale sum af alt som eksisterer , intet mindre . man kan også udtrykke det således at det er os selv ( alt levende ) som skaber realiteterne ( her en henvisning til Martinus´beskrivelse af Visdomsriget samt Den Guddommelige Verden ) hvor han behandler emnet meget grundigt. Jeg håber at jeg har besvaret dit spørgsmål , ellers kom igen , Kærlige kosmiske hilsner Denhou.
Skriv et svar