1
Menneskeheden er ifølge Martinus på vej imod en helt ny forståelse af verdensaltet. Den ny forståelse består i at verdensaltet er opbygget af en mangfoldighed af levende væsener indeni levende væsener. Mælkevejen er således et levende væsen, der er makrokosmos for alle de levende væsener, som den består af, f.eks. solsystemet. Solsystemet med dets mange planeter er igen makrokosmos for jorden, der igen er makrokosmos for mennesker, dyr og planter. Disse er igen hver især makrokosmos for de organer, celler og atomer, som de er opbygget af.
    

 
Mælkevejen

2
Ethvert levende væsen i verdensaltet er således på samme tid mikrovæsen i et makrokosmisk væsen, og makrovæsen for dets mikrokosmiske væsener. Dette princip gælder i det uendelige, både opadtil i galaksernes universer og nedadtil i atomernes universer. Guddommen er det levende væsen, i hvilket alle andre levende væsener er mikrovæsener, men som ikke selv er mikrovæsen i noget andet væsen. Denne sammenhæng i universets struktur kalder Martinus for livsenhedsprincippet. Han har sammenfattet dette i et enkelt symbol (Symbol 7) hvor trekanten og det hvide felt symboliserer jeg´et og dets overbevidsthed. Dets fysiske organisme symboliseres af feltet udenom. Hvert levende væsen er således opbygget af mindre levende væsener eller livsenheder. Med denne opbygning garanterer makrovæsenet livsrum, skabe- og oplevelsesmuligheder for de levende væsener som det er opbygget af. Et eksempel herpå er jorden, som består af en lang række mikroindivider, f.eks. mennesker, planter og dyr. Disse har igen en lang række mikroindivider. For menneskers og dyrs vedkommende er det f.eks. hjerte, lunger og nyrer, der igen består af celler og atomer. Således symboliseres alle verdensaltets levende væsener indeni levende væsener fra mikrokosmos til makrokosmos (note 22).

 

 
© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 7
Livsenhedsprincippet
(Klik på billedet for en forklaring)

3
Symbol 6 viser det treenige princip for det levende væsen. For det første, at det består af et jeg, der skaber og oplever repræsenteret ved det hvide afsnit foroven. Jeg´et er det levende væsens højeste væsenskerne og det er hævet over alle former for manifestation, da det udgør selve manifestationens ophav. For det andet består det treenige princip af en evig skabeevne, det vil sige en manifestations- og oplevelsesevne, repræsenteret ved det midterste afsnit på figuren. Endelig af noget skabt, det vil sige enhver form for manifestations- og oplevelseslegemer, repræsenteret igennem det nederste afsnit med de seks legemer, instinktlegemet, tyngdelegemet, følelseslegemet, intelligenslegemet, intuitionslegemet og hukommelseslegemet. Den violette farve i det midterste afsnit udtrykker livets allerhøjeste energi, nemlig moderenergien (note 23). Det hvide kors symboliserer den totalt fuldkomne bevidsthed og den heraf følgende totalt fuldkomne manifestation, mens det orange felt inden for den sorte cirkel symboliserer væsenets fysiske legeme. 

4
Disse tre hovedafsnit også kaldet X1, X2 og X3 er uadskillelige og udgør det levende væsens kerneanalyse. Da alle verdensaltets jeg’er er indeholdt i Guddommens jeg, kan Guddommens jeg skabe og opleve igennem alle andre jeg’er. Der findes således intet uden for Guddommen. 

5
Jeg’et skaber og oplever ved hjælp af sin evige skabeevne og på grundlag af et evigt begær efter at opleve, hvilket Martinus kalder urbegæret. Den inderste kilde til alle andre eksisterende begær i det levende væsen udgøres af dette urbegær. Igennem den 7. grundenergi, moderenergien, forbindes dette begær med verdensaltets seks øvrige grundenergier: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien.

 


© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 6
Det levende væsen – I
(Klik på billedet for en forklaring)

 

 

 

 

 

6
Disse seks grundenergier (Symbol 12) ligger til grund for seks riger eller bevidstheds-felter, der tilsammen, som symbolet viser, udgør et spiralkredsløb. I hvert rige er alle seks grundenergier til stede, men kombinationen af grundenergierne varierer fra rige til rige. I planteriget f.eks. er det instinktenergien der er kulminerende, mens tyngdeenergien og følelsesenergien er i tiltagende. Her er intelligensenergien latent mens intuitionsenergien og hukommelsesenergien er aftagende. I dyreriget, kulminerer tyngdeenergien, mens følelsesenergien og intelligensenergien er i tiltagende. Her er intuitionsenergien latent, mens hukommelsesenergien og instinktenergien er i aftagende. I hvert rige, det vil sige i planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget er der altid én energi der er kulminerende, to energier der er i tiltagende, to energier der er i aftagende og endelig én energi der er latent, det vil sige i mindsteudfoldelse (note 24).
 


© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 12

Grundenergiernes kombinationer
(Klik på billedet for en forklaring)

7
Igennem hovedsymbolet (Symbol 11) giver Martinus som sagt et overblik over hele verdensaltets struktur eller opbygning. Dette symbol viser alle levende væseners struktur og opbygning med et evigt jeg, en skabeevne og noget skabt. Det viser et verdensalt hvori alle levende væsener lever deres liv. 

8
Den 1. grundenergi, instinktenergien, kulminerer i planteriget. Her optræder væsenet i planteform. Planteorganismerne er blevet til igennem instinktiv automatfunktion. Væsenets bevidsthedsliv er her begrænset til en “anelsesevne”. Plantevæsenet er ganske langsomt ved at blive vækket til bevidsthed i den fysiske verden. Det er på vej væk fra en dyb, åndelig salighedstilstand, hvor det har været dagsbevidst i livet i de åndelige verdener, frem imod en tilstand, hvor det efterhånden bliver dagsbevidst i livet i den fysiske verden. 

9
Den 2. grundenergi, tyngdeenergien, kulminerer i dyreriget. Denne energi, ligger bag eller aktiverer “det dræbende princip”. Tyngde-energien eller eksplosionsenergien ligger til grund for alt, hvad der i dyrevæsenets bevidsthedsliv er vrede, aggression, had, jalousi og mordlyst. Væsenets livsoplevelse er nu udviklet til fuld dagsbevidsthed i den fysiske verden, idet det fuldt udviklede dyr har fuldt udviklede, fysiske sanser: syn, hørelse, lugt, smag og følelse. Det er i slutningen af dette rige, at menneskeheden i øjeblikket befinder sig. 

10
Den 3. grundenergi, følelsesenergien, kulminerer i det rigtige menneskerige. Med væsenets indtræden i dette rige begynder dets dagsbevidste livsoplevelse i de åndelige riger. I det rigtige menneskerige har alle væsener opnået kosmisk bevidsthed eller mental suverænitet, hvilket vil sige, at de i praksis er blevet genier i at skelne godt fra ondt. De er blevet “ét med Faderen”. Her er væsenets bevidsthedsliv fuldstændig i harmoni med livets love, og alkærligheden er en absolut selvfølge. 

11
Den 4. grundenergi, intelligensenergien, kulminerer i visdomsriget. Væsenerne er her verdensaltets højeste kapaciteter i fuldkommen skabelse. Visdomsvæsenerne udtænker organismerne for kommende plante-, dyre- og mennesketilværelser i kommende verdener. Absolut alle skabelsesprocesser har rod i dette tilværelsesplan. Her udføres nye opfindelser i tankematerie og videreformidles igennem inspiration til den fysiske verden. Her er Guds bevidsthed udformet som videnskabelig skabelsesaktivitet. 

12
Den 5. grundenergi, intuitionsenergien, kulminerer i den guddommelige verden. Intuitionsenergien er automatiseret analyseringsevne, og igennem denne energi kan væsenet sanse de evige principper uden for tid og rum. Alle verdensaltets facitter forekommer på dette plan, der er hjemstedet for hele Guddommens bevidsthed. Den guddommelige verden er ideernes verden. Ingen manifestation kan finde sted uden først at have været en idé. Herfra går ideerne videre til visdomsriget med henblik på en mere konkret udformning i tankematerie. 

13
Den 6. grundenergi, hukommelsesenergien, kulminerer i salighedsriget. Her er væsenets bevidsthedsliv fuldstændigt tilbagetrukket til dets egen erindringsverden, da væsenet ikke mere har nogen dagsbevidsthed i den ydre verden. Efter utallige oplevelser sammen med andre væsener, i det tilbagelagte spiralkredsløb, er væsenet nu blevet fuldstændig mæt af samværet med andre, og behovet eller sulten efter at være alene er opstået. Salighedsvæsenet har ikke nogen som helst forbindelse med andre væsener i den ydre verden, og det oplever således at være suveræn hersker i sit eget univers. I salighedsriget lever væsenet udelukkende i salig erindring om sine tidligere oplevelser fra spiralkredsløbet. 

14
Mod slutningen af salighedsriget begynder væsenet at blive mæt af alle disse indre oplevelser, og en sult efter igen at manifestere sig i den ydre, fysiske verden, altså plante- og dyreriget, opstår. Ved udgangen af salighedsriget, i overgangszonen mellem den åndelige og den fysiske verden, manifesterer væsenet sig i mineralriget, der altså udgør væsenets første, spæde manifestationsform i den fysiske materie. Væsenets bevidsthedsliv befinder sig dog stadig i den åndelige verden, i salighedsriget. Væsenets ydre manifestation optræder i fortættet form f.eks. i guld, sølv og sten. Det ses i bjergkæder og forrevne klippeformationer. Længere fremme i udviklingen tager det form af vidunderlige iskrystaller og frostblomster. 

15
Med indgangen til planteriget indtræder væsenet igen i et nyt spiralkredsløb, hvor det kan forny sin manifestations- og oplevelsesevne, blot i en højere spiral. Den nye spiral er således ikke en gentagelse af den foregående spiral undtagen i princippet, idet væsenets evige skabe- og oplevelsesevne danner nye former og oplevelser igennem de seks grundenergier på basis af indhøstede erfaringsmateriale i den foregående og alle øvrige underliggende spiralkredsløb. På denne måde går væsenets livsoplevelse fra uendelighed i mikrokosmos til uendelighed i makrokosmos. 

16
Spiralkredsløbet med dets seks riger er samtidig en oplevelsescyklus, hvor væsenerne både oplever kulminationen af mørke og kulminationen af lys. I de åndelige riger, det vil sige det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, kulminerer lyset og livsudfoldelsen med den guddommelige verden. Disse fire åndelige riger kalder Martinus for “Guds primære bevidsthed” (note 25). I de fysiske riger, det vil sige plante- og dyreriget, kulminerer mørket i dyreriget. Disse to fysiske riger kalder Martinus for “Guds sekundære bevidsthed” (note 26). Dette betyder altså, at livet vekselvis har en maksimal udfoldelsestilstand og vekselvis en minimal udfoldelsestilstand, idet livsudfoldelsen aldrig kan bringes til totalt ophør. 

17
Denne livsoplevelsens maksimum i den guddommelige verden og minimum i dyreriget, er et evigt eksisterende princip, der fastsætter livsoplevelsens struktur. Dette evige princip kalder Martinus for “kontrastprincippet” (note 27)

18
Ethvert levende væsen har et urbegær, ud fra hvilket al hunger har sit udspring. Det vil sige ud fra hvilket alle behov for livsoplevelse opstår. Hungeren bliver tilfredsstillet igennem et princip som Martinus kalder “sult og mættelse” (note 28)

19
Når det enkelte væsen således kan bevæge sig fra oplevelse til oplevelse i spiralkredsløbet, skyldes det disse to principper, altså kontrastprincippet og sult- og mættelsesprincippet. Som følge af kontrastprincippet eksisterer der altså to kontrasterende tilstande, nemlig lyset og mørket, uden hvilke ingen oplevelse overhovedet ville være mulig.

 

 


© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 11
Det evige verdensbillede, det levende væsen – II, den evige Guddom og de evige gudesønner
(Klik på billedet for en forklaring)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

20
Som følge af sult- og mættelsesprincippet, hvor begær efter mørket tilfredsstilles af mættelse af mørket og efterfølges af begær efter lyset og mættelse af lyset og nyt begær efter mørket og så fremdeles, kan væsenet ved sit eget, skiftende begær opleve samtlige de livsoplevelsestilstande, der findes imellem yderpunkterne lyskulmination og mørkekulmination. Alle disse livsoplevelsestilstande repræsenteres af de seks riger i spiralkredsløbet. Sådan kan det forklares i en overordnet kosmisk belysning. Det er imidlertid væsentligt at gøre opmærksom på, at alt hvad det enkelte væsen hungrer og længes efter, for dette væsen er lys, også selvom det længes og hungrer efter at opleve smerten i den fysiske verden. Når væsenet har oplevet de høje lyse tilstande tilstrækkeligt længe, længes det nemlig igen efter kontrasten. 

21
På det tidspunkt i udviklingen, hvor væsenet indtil lede har mærket konsekvenserne af disse sine tidligere begær efter mørket eller den dræbende manifestation, opstår igen hungeren eller begæret efter en højere verden, fyldt med lys, fred og fordragelighed. Dette ønske om en højere verden går i opfyldelse i takt med, at væsenet får lidelseserfaringer og derved lærer udviklingens gang og de evige kosmiske love for næstekærlighed at kende. Dermed opnår det “den store fødsel” eller kosmisk bevidsthed. Herved bliver væsenet i stand til at gå ind i spiralkredsløbets lyse eller åndelige riger. Det nuværende jordmenneskes umiddelbare mål er således indgangen til “det rigtige menneskerige”, der samtidig markerer udgangen af “dyreriget”.

   
© Martinus Ideal Fonden 1963
Symbol 23

Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse
(Klik på billedet for en forklaring)
0 0 vote
Article Rating
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x

Pin It on Pinterest

Share This