Når vi er fysisk inkarnerede, er vi så altid lige meget "infiltrerede" i denne materieform?
Vi husker ikke ret meget af vore første leveår, og jeg har ofte hørt om børn, som har haft en eller anden form for "overnaturlige" evner, som de mister når de bliver lidt ældre - er det fordi vi som børn er mindre infiltrerede i den fysiske verden, end vi bliver senere hen, og dermed faktisk har en større forbindelse til den åndelige verden? Kan man ikke på denne måde sige, at det at inkarnere fysisk sker i et jævnt forløb, ikke kun i et snuptag ved undfangelsen, men faktisk helt hen til det 30 år, som Martinus har beskrivet som det tidspunkt, hvor vi er nået vores fuldvoksne stadium? Eftersom vi repeterer tidligere liv indtil det 30. år, må det også betyde, at vi repeterer stadier, hvor vi var meget mere åndelige væsener.
Mit spørgsmål er også foranlediget af mennesker jeg kender i den modsatte ende af aldersskalaen. Jeg har kendt masser af ældre mennesker, som for omverdenen er at betragte som senile, men hvor jeg ind imellem kan se en forklaring på det tilsyneladende sludder og vrøvl de nogle gange kommer af med. Et af mine nu afdøde familiemedlemmer var meget senil på det sidste, og ind imellem sagde han lige ud i luften, at han da godt kunne tænke sig at tale med sin far - en far der selvfølgelig var død for masser af år siden. Pludselig var det som om han vågnede af denne tågetilstand, og så kiggede han bare mærkeligt ud i luften, og kunne slet ikke finde ud af, hvad der foregik. Er en mulig forklaring ikke her, at denne senile mand, faktisk var i en mulig realistisk kontakt med en verden, hvor denne afdøde far var til stede, og dermed allerede her var godt på vej ud af den fysiske tilværelsesform? Er dette ikke også en mulighed, at vi når vi bliver ældre, langsomt kaster den fysiske tilværelsesform fra os, og stille og roligt vænner os til en mere åndelig tilværelse.
Dette tænker jeg ofte på, når jeg ser ældre mennesker, der tilsyneladende er lidt fraværende og tabte for omverdenen - for mig at se er de stille og roligt ved at vænne sig til en anden tilværelsesform. Omverdenen forstår dem ikke, men for mig at se kan de have meget realistiske oplevelser, som omverdenen bare ikke forstår.
Hei Svend
Det er et interessant spørsmål du kommer med, og din skildring av alderspersonens blikk er veldig talende og bra.
Mitt syn på saken, med Martinus som utgangspunkt, er at vi ikke er helt fastgrodd i vår materieform under inkarnasjonen. Det er snakk om forskjellige bevisthetsnivåer hvor sjelen er mer eller mindre fri til å utforske ting utenfor den fysiske kroppen. Slik kan man under søvn eller mediation oppleve å være andre steder og treffe mennesker (sjeler) på en meget virkelig måte.
Den som for meg har beskrevet mest tydelig hvordan sjelen kan hoppe inn og ut av kroppen, er Michael Newton i sine bøker om sjelens opplevelser i og mellom fysiske inkarnasjoner. Han sier bl.a. at sjelen til det ufødte barnet kan hoppe inn og ut av kroppen under svangerskapet, ja noen ganger også etter fødselen. Når det gjelder barn er det snakk om en åpenhet for den åndelige verden til man er 6-7 år. Frem til da kan noen barn huske tidligere liv, f.eks.
Så jeg støtter din beskrivelse av eldre mennesker med en bevissthetssykdom. Jeg kan tenke med at deres sjel meget vel kan ha interessante møter i åndeverdenen.
Hej Svend.
Min oplevelse af disse forhold, er ikke at det drejer sig om at "ånden" er "længe" om at få fuld kobling til legemet (hvad angår børn), men at børn ikke er ensrettede eller har fået at vide hvad de skal tro, i de tidlige stadier af inkarnationerne.
Det medfører at børn ikke styres så meget af "hjernen" som voksne gør, og derfor har børn en større "kontakt" til det åndelige område, indtil informationerne de under opvæksten får indarbejdet i sig, overtager og måske "blokerer" for de ting som ikke er normalt accepteret af omgivelserne, og som derfor anses for at være "fantasier".
Med tiden holder børn op med at "bruge" deres intuitive antenner, og evnerne til at holde kontakt mwed det "åndelige" går i "dvale", i den periode hjernen (the mind) tager kontrollen.
Som ældre kan der så igen ske det, at "the mind" ikke længere anstrenger sig så meget for at give et menneske facts, da "the mind" sidst i ens liv ikke længere er så aktiv, omkring det at holde liv i en og det at beskytte en mod "farer", man er jo ved at "slippe" livet, og har ikke fremtidsudsigter som gør det nødvendigt for ens hjerne, at holde en "til ilden".
Da kan man sikkert, som ældre, tit opleve, at man i "stille stunder", hvor hjernen er "koblet" fra, og hvor man bare "blunder" eller nyder en flot udsigt m.v., kan få aktiveret sine intuitive "antenner" igen, og have adgang til kommunikation med forskellige former for ånder, det kan være både "spøgelser", ånder der hænger fast i "skærsilden" personlige venner og familie, eller egne skytsånder, og disse kan komme både fra skærsilden og fra højere "sfærer", også direkte fra 5 dimension, og altså også være ånder/engle der er helt "ovre" på den anden side, og ude af "skærsilden". 
Så for mig er det nærmere det at man ikke endnu ( eller længere) er styret af sin "mind" der er det afgørende, omkring at have kontakt til de åndelige rum, end det er et spørgsmål om ikke endnu at have koblet sig ordentligt til legemet, eller om at være ved at koble sig af legemet igen.
Hvis vi derimod taler om at koble/ forlade sig på selve "hjernen" eller at være ved at koble sig "af" hjernen igen,, så vil jeg bedre kunne tage "opfattelsen" til mig.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Skriv et svar