Hej Claus.

Jeg er sådan set altid i tvivl. Det er vel nok en stor del af det at være dyremenneske, at man skal leve med denne tvivl. Vi har en, i forhold til dyrene, meget stor intelligens, som vi så bruger til at analysere os frem til alt muligt. Men det viser sig altid, at de svar man kan analysere sig frem til på et givent spørgsmål, giver endnu flere spørgsmål. Så vidt vi ved har de primitive dyr ikke disse bekymringer, de er bare til uden at stille alle disse dumme spørgsmål.

Hej Claus

Som jeg ser det tror de fleste af os mange ting. Denne viden gør os trygge og derfor holder vi fast i denne viden bevidst eller ubevidst. Vores viden gør os forudsigelige - som en slags robotter eller et computerprogram der reagerer på samme måde hver gang det "udsættes" for det samme.

Ikke at vide er et højere udviklingstrin, hvor det er muligt at handle ud fra den givne situation. Alle øjeblikke er forskellige og ved ikke at vide noget - ved ikke at være begrænset af vores tanker - er det muligt at handle alene ud fra den givne situation - det unikke øjeblik.

For at svare på dit spørgsmål, så bliver jeg mere og mere i tvivl om alting. Man kan sige at der er vel reelt ingen sandheder - eller alle sandheder er illusioner (muligvis på et højere eller lavere "plan"). Alle øjeblikke er unikke og derfor kan der vel ikke være en sandhed der er relevant for alle øjeblikke (ud over måske at være i netop dette øjeblik).

Jeg oplever at jo mere jeg indser at jeg ingenting ved jo mere fri føler jeg mig.

Jeg har fundet stor inspiration i Krishnamurti (masser af gode youtube videoer og anden info på nettet).

Med kærlighed

Lars

Ja, det er frygteligt, at være SÅ klog 😮

Jeg håber jeg en gang, (i dette liv) vil blive bedre til IKKE, at tænke så meget......... 😮

Wow mand, et svar (her mangler en "wuææææ" smiley)

Men jeg tror jeg forstår dit svar! Meget interessant!

Jeg tror at alle der er på vej fra at være "troende" til at være "vidende" vil opleve tvivl. Det kan være lidt ubehageligt at man bliver ramt af usikkerhed omkring sit grundlæggende syn på livet, men jeg ser det som et naturligt element. Jeg tror egentlig også at det er sundt nok, da det giver noget mere ydmyghed.

Tvivlen skylden mangel på selvoplevelse eller manglende erfaring. Oplevelsen af den kosmiske viden kommer igennem kosmiske glimt og ikke mindst kosmisk bevidsthed. I følge Martinus kommer de oplevelser før eller siden til os og teori bliver til viden og tvivlen forsvinder

kh
Lasse

Jeg tror også, at det for så vidt, også er godt at tvivle lidt.

Der er et par ting i kosmologien, som jeg ikke kan greje helt. Og det er dette "kærlighedsbegreb" Og universets grundtone, som også er denne "kærlighed"

Er det "kærlighed", fordi udvikling går fra det "onde" MOD det "gode"? Fra det primitive, mod den ultimative kosmiske bevisthed???

Og så er der disse henvisninger til kristendommen og Jesu gerninger, som også "irriterer" mig lidt. Et eller andet sted, ville jeg ønske, at kosmologien, var HELT sin egen.

Hej Claus 35

Kosmologien giver mig en logisk, intellektuel forståelse af en række sammenhængende principper, der tilsammen udgør Livet. Disse principper bliver konstant demonstreret for os i vores omgivelser og vort indre, så der i bedste fald kan iagttages en logisk sammenhæng, der bekræfter princippernes lovgyldighed.

Men herudover gør kosmologien det også tydeligt for mig, at der er så uendeligt mange aspekter af tilværelsen, jeg endnu ikke har sanserne til at opleve. Denne erkendelse gør mig mere åben over for de ting, som livet byder mig i stort og småt. Og det er sundt. Specielt her i slutningen af dyreriget, hvor vi stadig er præget af behovet for at forsvare os - og ikke mindst forsvare det, vi hver især anser som Sandheden.

Venlig hilsen
Petersh

Nej. Kosmologien er et kærligt verdensbillede fordi dets resultat er at man skal være næstekærlig.

Universets grundtone er "kærlighed" fordi alt er "såre godt". Det er i hvert fald teorien

Jeg synes ofte at citaterne illustrerer pointerne i kosmologien godt. Jeg tør ikke sige hvad grunden er til at der er så mange referencer til biblen i kosmologien. Måske er det for at forklare eller intellektualisere kristendommen ???

kh
Lasse

 Hej Claus35.

 Jeg tror at "tvivlen" er en del af "basissen" for at have en livsoplevelse, og at "tvivlen" altid vil være en del af os, måske bortset fra når vi selv engang bliver FULDT bevidste om at det er os selv der ER GUD.

 Vor Gudsopfattelse forandrer sig i takt med at vi opnår kosmisk forståelse, man siger jo at vi får "udvidet" vor bevidsthed, men jeg mener nu mere der er tale om at vi blot kommer til at huske mere og mere, af det vi i forvejen (engang) vidste.

 "Tvivl" kan kun opstå når der er flere "muligheder" for et "valg", og altså derfor kun være til stede i en "dualitetsbaseret" virkelighed.

 Alle skaber vi vel i vor egen hjerne et "billede" af hvordan lige vi selv ser Gud som værende, i nuet, men dette "billede" ændrer sig i takt med at vor får vor hukommelse tilbage, eller i takt med at vi igen får "kontakt" med vort større "selv"(Gud), og mere og mere bliver bevidste om at godt nok er vi i nuet et jeg, der oplever sig selv som værende en adskilt "del" af Gud, men i virkeligheden er vi Gud selv, blot uden "fuld hukommelse". ???

 Mit eget nuværende "billede" af Gud ser nogenlunde sådan ud. 😮

 Der var engang en Gud der kedede sig, han havde oplevet alt, skabt alt og følte ikke længere der var flere muligheder for at "opleve", end dem han allerede havde afprøvet, og han sad derfor midt i sit 0 og tænkte på hvad han skulle gøre for at få "nye" oplevelser at bruge "tiden" på?

 Da fik han en god ide, Han tænkte, jeg har jo en tanke og en bevidsthed om mig selv (et x1), den vil jeg bruge til at skabe en uendelig "fantasiverden" med, og Gud satte derfor sin tanke (skaberevne x2) igang med at "placere" 2 poler, i sin egen "fantasi" og til at skabe et uendeligt antal universer, beboet med en uendelig række af væsener, mellem disse 2 "imaginære" poler.

 Disse "universer" skabte Gud med deres egne indbyggede "livslove" som f.eks karmalov, tyngdelov, lov om tiltrækning, lov om "udvikling", lov om fri vilje o.s.v.

 Men alt sammen blev blot skabt i Guds egen "fantasi" og var altså altsammen blot en "illusion".

 Gud så dog at alt var såre godt sat sammen i hans "tanke", og han var yderst tilfreds med sin fantasifulde skabelse.

 Alt var perfekt spundet sammen og i balance, og det hele opretholdtes af Guds ORD, ( i begyndelsen var "ordet" og ordet var GUd og "ordet" var EN Gud).

 Et ORD er jo en "vibration" og det som er Guds ORD er den/de vibrationer (frekvenser) alt er opbygget af, både levende og dødt.

 Men Gud havde stadigvæk ikke mulighed for selv at opleve noget, ud over at sidde "udenfor" sit fantasifulde skaberværk, og se på dette med sin egen jegbevidsthed som noget der blot fandtes i Hans egen fantasi.

 Men Gud vidste jo at Han var almægtig og kunne gøre alt Han ønskede, så derfor tænkte Gud: "jeg vil "belive" mit tankeunivers med "smådele" af mig selv, og sådan blev det.

 Gud "isolerede" smådele af sin egen "bevidsthed" (livsenergi) og fjernede enhver hukommelse fra disse "smådele" (gudesønner i alle stadier af liv), hvorefter han "pustede" disse smådele ind i figurerne i sin eget fantasiskabte univers.

 Disse "smådele" af Gud (som er os og alle andre levende væsener), har ingen hukommelse om at disse selv er Gud, og kan derfor opleve det "skabte" som værende "virkelighed", og hvert enkelt af de "jeger" Gud på denne måde "isolerede" fra sin egen bevidsthed, har derfor en oplevelse af at være et "selvstændigt" individ, og har også (da vi jo er Gud selv, blot i mindre "portioner") Guds "indhold", altså hver især eget X1, X2 og X3, samt egen fri vilje.

 Så kunne Gud endelig igen opleve, idet han nu kunne sende noget af "sig selv" , ind i sin "fantasi" uden medfølgende hukommelse, og når denne lille del af Gud, efter mange inkarnationer og mange oplevelser som "selvstændigt" væsen, kom tilbage til Gud igen, kunne Gud så "smage" på livsoplevelserne denne lille del af Gud selv, bragte tilbage til "helheden".

 På den måde skabte Gud en mulighed for selv at kunne "sanse" sin illusoriske og fantasiskabte verden,
og fra da af kedede Gud sig bestemt ikke mere.

 Vi er derfor (i min nuværende tankeverden) alle Gud, vi er dette samme ene væsen, og vi har "alle" selv valgt at miste "hukommelsen" om dette, for at kunne opleve os selv som værende "ikke Gud", for en tid.

 Og alt er skabt illusoriskt fra begyndelsen af, og eksisterer kun i Guds egen tanke.

 Men heldigvist er det jo slet ikke sådan vi oplever tingene, for så længe vi selv er en del af "illusionen" er den virkelighed for os individuelt.

 Sådan ser mit "gudsbillede" ud lige for tiden, det kan og vil sikkert blive ændret/udvidet meget med tiden, der vil jo hele tiden være ting jeg kan "tvivle" på rigtigheden af, helt frem til at jeg selv engang igen forenes med Faderen, og bliver et med Ham igen.

 Kosmologien er blot en måde at forholde sig til Gud på, og kosmologien indeholder mange sandheder og har sine egne "synsvinkler" at se tingene ud fra, og den er en ligeværdig del af al information til os, og er er beregnet til at give bevidsthedsudvidelse til de personer som intellektuelt har mulighed for at se den "røde tråd" hos Martinus, andre får bedre "bevidsthedsudvidelse" via andre verdensopfattelser, men der skal jo være muligheder for os alle.

 Og kom nu ikke og sig, at jeg ikke har en livlig fantasi  : ???

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hei Claus

Jeg er veldig enig med det som er sagt ovenfor. Tvilen ligger lett på lur i oss mennesker.

Normalt kommer tvilen blant sakene hvor vi tror. Tvil kommer ikke så lett blant det vi vet.

Samtidig har jeg oppdaget følgende. Jeg vet jo stadig mer. Jeg bekymrer meg veldig lite for det jeg vet. Men tingene som er i utkanten av min forståelse, der hvor min horisont utvides, der kan tvilen komme inn.

Alt jeg vet i dag - kanskje det var ting som jeg ikke var så sikker på før, og hvor jeg trengte tro for å ha dem i min bevisthet. Men nå har det blitt til viten.

Som et barn som starter skolen: det må bare tro at 2 er et tall, og senere tro at 2+2=4. Når barnet senere lærer vanskelige mattestykker og ser tilbake på den enkle ligningen: 2+2=4, så vet barnet at ligningen er riktig. Barnet trenger ikke å tro. Det er ingen tvil!

Slik er det også i vår utvikling. Vi vet stadig mer og grensene for tro flyttes stadig. Vi kan glede oss over det vi vet og ikke bekymre oss over tvilen. Dette er en trøst for meg som jeg gjerne vil dele med deg. 

Hej Claus,

Ja, det synes jeg godt man kan sige. Alt er i sit slutfacit til glæde og velsignelse for levende væsener. Der findes ingen manifestation, der ikke ender med at blive til glæde og velsignelse.

De evige kærlighedslove betinger, at et varigt velvære kun kan bygges op af kærlighed. I en vis periode af spiralkredsløbet er man nødsaget til at overtræde kærlighedeslovene, fordi man ikke kender til dem, men det vil så også medføre lidelseserfaringer. Det er disse lidelseserfaringer, der udgør den visdom, der er en forudsætning for, at man kan være i stand til at overholde kærlighedslovene og dermed skabe den største salighed for alt og alle.

Al bevægegelse i universet er udtryk for behovstilfredsstillelse. Hovedprincippet er, at man altid får, alt hvad man ønsker. Den eneste undtagelse herfra er de situationer, hvor man pga. uvidenhed selv saboterer sin skæbne, sådan at man får noget andet end det, man ønsker. Men dette andet - lidelserne - har altså alene det formål - at bibringe en den visdom, der gør, at man kun kan skabe og opleve glæde, salighed og velsignelse.

Al lidelse i verden har altså udelukkende et kærligt formål. Og når man oplever lidelse, er det udelukkende noget, man selv har været årsag til, fordi man har haft ønsker, der har været lidelsesfrembringende. Al lidelse skyldes således uvidenhed. Vejen ud af uvidenhed er således viden om lidelse (=lidelseserfaringer). Og når man har tilstrækkeligt mange lidelseserfaringer, kan man komme videre gennem teoretisk vejledning, som gør en i stand til at forstå, at uvidenhed skaber fordømmelse, som skaber mere lidelse, medens alene forståelse og tilgivelse skaber fred og velvære.

Man kan i virkeligheden ikke komme ud for noget, der er ukærligt, man kan alene komme ud for noget, som man ikke kan opleve som kærligt, men man vil altid senere få de evner, der gør, at man finder ud af, at det man troede var ukærligt - i virkeligheden slet ikke var ukærligt, men alene udtryk for uvidenhed. Det var smertefuldt, men smerten var forudsætningen for at skabe den kristus bevidsthed, der skulle til for at skabe det liv i salighed, hvor man kun oplever kærligheden.

Når man oplever noget som ukærligt, vil man have nemt ved at fordømme det. Men når man forstår, at det man oplever ikke er ukærlighed, men uvidenhed og ovenikøbet en spejling af ens egen uvidenhed, så bliver det nemmere at tilgive.

Alt pinefuldt er noget, man selv i uvidenhed har skabt. Smerten er ligesom en bradalarm, dens formål er at få dig til at slukke branden, ikke at forbande alarmen.

Der er i virkeligheden kun een udfordring i livet, og det er overvindelsen af sin egen uvidenhed.

Kristus var ifølge Martinus den største repræsentant for kærligheden. Gennem at han lod sig korsfæste og han tilgav sine bødler, demonstrerede han den størst mulige kærlighedsmanifestation. Både Kristus og Martinus repræsenterede den hellige ånd. Der er således i princippet ingen forskel på Kristus' mission og Martinus' mission. Der er kun forskel i måden, den hellige ånd fremlægges på. Kristus henvender sig til folk, der kan tro blindt på autoriteter, folk som ikke fordrer logisk begrundelse. De kosmiske analyser henvender sig til folk, der kun kan acceptere påstande, som har en logisk begrundelse, og som man derfor selv kan tænke efter.

kærlig hilsen
Jan