Hej Ejby.

Ja, det er ikke så spændende nyheder. Mht. marsvinet, så er mishandlerne helt klart unge mennesker, der ikke ved hvad de gør - med hensyn til deres karma, så er det spørgsmålet, om ikke de når de bliver lidt ældre, godt kan se det forkerte i det de har gjort. Derfor har jeg svært ved at vurdere, om ikke deres karma bliver fortyndet af dette, såfremt deres handlinger egentlig skyldes et moralsk stade, som de allerede har forladt i tidligere liv. Det er heldigvis et regnskab som Gud må sørge for at få gjort op

De fleste mennesker må nødvendigvis have gjort noget som for eksempel 11-årige, som de godt kan se det forkerte i, når de bliver lidt ældre (uden nogen sammeligning i øvrigt til det at stikke ild i levende væsener). Denne naturlov kommer af, at vi repeterer tidligere liv, og dermed må vi i vores unge år gøre noget, som vi senere synes er helt forkasteligt. Jeg er meget i tvivl om karmaens konsekvenser i disse tilfælde, hvor man kan sige, at de ikke længere kan nænne det, når de bliver noget ældre.

Tænk i øvrigt på, hvor få år siden det er, at man i "civiliserede" lande brændte levende mennesker på bål.

Hej Svend.

Det kan der være noget om, og du har sikkert ret i, at disse unge mennesker
er i færd med at repetere tidligere liv...jeg vil håbe, at de som de vokser op til,
indser deres "fejl" og derfor får en fortyndet karma i den forbindelse.

Synd at det ikke var tilfældet for den lille fyr/marsvinet. :'(

Og i tilfældet med gæssene, er det voksne mennesker der udføre handlingen. :'(

Men uhyggeligt er det, at tænke på hvor grusomme ting vi må igennem,
synes jeg.

Kærlig hilsen Ejby

De unge ,som har brændt marsvinet,deres karma kan som sagtens komme inden længe.Hvem ved måske en bilulykke hvor der går ild i dem.De brandsår "lærer" dem at det ikke er "sjovt" at blive forbrændt.
Efterlader en erfaring som gør, at de ikke senere bevidst kan lege pyroman overfor andre levende væsner.De kan ikke nænne det ,som Martinus udtrykker det i mange sammenhænge.

De vide ikke hvad de gør,men de skal nok lære det før eller siden.

Hvad slags karmahøst er det for de stakkels dyrene? Hvad har de gjort for at høste disse lidelser? Karmaloven er jo 100%-ig...

Det er den såkaldte "græskarma". Altså den drabs-karma fra forrige spiralkredsløb, som man fik "neutraliseret" gennem "syndernes forladelses"-princippet, fordi man ikke længere kunne nænne at gøre den slags, og derfor ikke længere var på bølgelængde med sådanne drabs-energier.

Disse drabs-energier "gemmes" indtil næste spiralkredsløb og er det, der gør, at man kan blive bevidst på det fysiske plan gennem robuste påvirkninger.

kh
Jan

Men den tændende gnist for "græskarman", der starter den,  er ens vel egen sult. Kan ikke den egne sulten benyttes som tilstrækkelig forklaring til at fredelige væsener møder lidelser? De vil jo inderst inde og dybest sedt opleve mørket...

Hej Jan.

Jeg har lidt svært ved at forstå din fremlægning, for jeg har hidtil fået de svar på "tilgivelsesprincippet" at den karma man "tilgives" ikke kommer tilbage til en som noget "smertefuldt", det er derfor man betegner denne overskydende karma, som "græskarma", og siger at græsset ikke "lider" ved at modtage denne karma, men blot føler en "kildren" f.eks når det bliver slået (eksempelvist).

  Din fremlægning vil jo i realiteten betyde at "tilgivelse" blot er en "opsparing" af karma, som man ikke kan undgå at modtage selv ikke som lidelser, man i den spiral man modtager i, endnu ikke har "fortjent", og at selv mennesker kan modtage denne overskydende karma fra tidligere liv, på en måde der indbefatter at blive pint eller slået ihjel, også selvom de ikke selv har udført en sådan handling i den spiral hvori "græskarmaen" gives tilbage i.

  Dyret ( i dette tilfælde et marsvin) er jo i dyreriget som mennesket er, og har ikke endnu påført sig nogen negativ karma, da dyrene jo lever rent instinktivt og uden "ansvar" for egne handlinger, så kan et sådant væsen udsættes for "karma" der medfører lidelser, baseret på handlinger dette dyr har gjort i sit sidste spiralkredsløb, så er der vel ikke tale om nogen form for reel tilgivelse, som jeg ser det ? ???

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Hvordan kan et dyr sætte sig uden for karmaloven?

Venlig hilsen
Petersh

Karmaloven i form af årsag - virken (kausalitet) er vel én ting; fri vilje og personlig ansvar noget ganske anderledes. Alle handlinger for virkninger, hvis vi har fri vilje eller ej, men uden fri vilje har vi intet ansvar. Dyrene der er styrrede af instinkt har ikke fri vilje og ikke heller ansvar, men de lever alligevel under karmaloven, d.v.s. livets kausalitet.

 Hej Petersh.

 Ingen kan vel sætte sig "udenfor" karmaloven, men der er for mit vedkommende forskel på om man er et "bevidst" intellektuelt væsen, der bevidst kan påføre andre skade, eller om man er et væsen der kun lever på instinkter og derfor ikke bevidst vil gøre andre væsener ondt, men blot følger sine indbyggede begær efter "behovsopfyldelse" (sult og formeringstrang m.m.)

 Det er nu også mere selve "tilgivelsesprincippet" jeg ikke ser værende til stede, hvis ens "græskarma" kan gives tilbage på en smertefuld måde.

      Kærlige hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Jeg er som udgangspunkt enig i dine betragtninger, men jeg vil prøve at se, om Martinus har beskrevet noget om lidelser hos dyr. Som jeg ser det, er "tilgivelse" også ensbetydende med, at man selvfølgelig får de energier tilbage, som man har sendt ud, men på et tidspunkt, hvor man ikke føler det samme ubehag ved dem.

Når vi taler om dyr, der har deres fysiske legeme i dagsbevidstheden, så kan jeg umiddelbart ikke se andet, end at der må være tale om karma udløst af handlinger i denne spiral - disse dyr må altså på en eller anden måde, måske i tidligere tilværelser, have forvoldt andre dyr eller mennesker frygtelige smerter.

Hej Avatar og Algotezza

Det er jo ikke kun dyr der handler "dyrisk". Jeg vil mene, at de fleste fængsler er fyldt med mennesker, der blot følger deres indbyggede begær efter "behovsopfyldelse", som du skriver, Avatar. Bliver de ikke stillet til ansvar for deres handlinger, blot fordi de ikke vidste bedre, da de udførte deres kriminelle handlinger?

At være bevidst (eller have fri vilje) er jo ikke noget, man er eller ikke er. Det er en gradvis udvikling fra et minimum af bevidsthed om livet til en maksimal bevidsthed om livet. Selvom man er mindre bevidst, stilles man vel stadig til ansvar for sine handlinger.

Er det ikke dette "ansvar", der skaber væsenets bevidsthed?

Venlig hilsen
Petersh

  Hej Petersh.

Nu har jeg jo selv været i fængsel nogle år, og jeg har ikke i fængslet mødt mennesker der ikke gav udtryk for at de da godt på forhånd vidste at de gjorde noget "kriminelt", hvis ellers de påtog sig skylden for det de var fængslet for.

  Er man uvidende om at det man gør er "forkert" så får man (efter min overbevisning) ikke karmafølger i samme grad, som hvis man er vidende, det var jo netop det Jesus udtrykte med ordene "tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør".

  Så jeg mener nok nærmere at det er bevidstheden der skal til først, før "ansvaret" skabes, og ikke omvendt.

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Avatar wrote:

Nu har jeg jo selv været i fængsel nogle år, og jeg har ikke i fængslet mødt mennesker der ikke gav udtryk for at de da godt på forhånd vidste at de gjorde noget "kriminelt", hvis ellers de påtog sig skylden for det de var fængslet for.

Hej Avatar

Selvom de påtog sig skylden for deres handlinger, ændre det ikke, at de i gerningsøjeblikket troede, at de kunne slippe for straf. Men trods denne uvidenhed om karmaloven, blev de altså stillet til ansvar for deres handlinger alligevel.

Selvmordsbombere er uvidende om, at de handler mod guds vilje, men det ændrer heller ikke ved, at de bliver stillet til regnskab for deres handlinger.

Vh. Petersh

  Hej Petersh.

Jo, alle skal vi da på den ene eller anden måde modtage de energier vi sender ud, men jeg mener godt man kan skelne imellem "måden" man modtager på, ens intentioner og motiver for det man gør, er (i mine øjne) afgørende for på hvilken måde man efterfølgende modtager sin karma, men slippe udenom, det kan ingen.

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Hej Svend.

Vi ser det vist på samme måde...Jeg har også svært ved at se, at der skulle være tale om græskarma. ???

Kærlig hilsen Ejby

  Hej.

  Jeg har "funderet" lidt over dette "aspekt", for det er jo ikke kun dette marsvin der lider uden "skyld", men mange andre "produktionsdyr", der må lide ved at leve og dø på en "unaturlig" måde.

   Selvfølgelig må man undervejs i udviklingen selv løbende "betale" for den karma man selv skaber,( de unge må lære af den "ekstra karma de selv påfører sig), men det er jo ikke "karmaen" der er afgørende, men om vi lærer at skelne lys fra mørke igen, og da vi jo foran os har udsigt til et liv i mere og mere af dette lys, og da der jo skal være "balance" i alt, er det så ikke nødvendigt at vi på forhånd har "betalt" ved at opleve lidelserne, så vi får den "gode karma" efterf'ølgende, og medfører det så ikke at vi, udover vor løbende karma, kunne/skulle/måtte (frivilligt gå med til) at blive udsat for lidelser vi ikke selv har "skabt" for os selv, og at det er "karmaen" for "udståelsen" af disse ikke selvpåførte lidelser, (som eksempelvist dem dyrene i deres udviklingsafsnit oplever) der danner "basis" for ens senere lyksalighedsoplevelse?

  Den synsvinkel kunne da i mine øjne skabe lidt retfærdighed i det jeg oplever som "ikke fortjente lidelser" hos dyrene, og måske også hos os mennesker.

  Siger man ikke at vender man den anden kind til, eller hjælper man sin næste, så "samler" man sig "guld" i himlen ?

  Jeg vil da nødigt have opbrugt det hele ved at få al mit "guld" løbende.

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Det, man sender ud, kommer man til at opleve selv. Det, jeg gør ved dig, gør jeg ved mig selv. For i absolut forstand er der absolut ingen forskel på dig og mig. Vi er alle ét. Vi er alle den samme evighed, det samme evige liv. Så når man oplever, at det, jeg gør ved dig, gør jeg ikke ved mig selv, så er man offer for det bedrag, som den fysiske sansning giver os. Vi er overhovedet ikke adskilte. Det er kun på det fysiske plan, at vi sanser det som om, at vi er adskilte individer. Men det er vi ikke. Alt, hvad man gør ved sin næste, har man allerede gjort ved sig selv. Det er kun et spørsmål om tid, før man kommer til at opleve det. Vores næste ER os selv. Årsag og virkning opleves som opdelt og adskilt i tid og rum, men alt, hvad man gør ved andre, vil man selv komme til at opleve før eller senere. Men nogen gange kan dette senere være milliarder af år senere, men det er jo bare et perspektiv-spørgsmål, jævnfør sætningen om at "En dag for Herren er som tusinde år og tusinde år som en dag".

Man kan således ikke undgå at komme ud for alle de virkninger, som man selv har forårsaget, både behagelige og ubehagelige. Dette forhold udtrykker den højeste retfærdighed, logik, visdom og alkærlighed.

Hvis man kunne undgå bare en enkelt virking af de årsager, man havde frembragt, ville verdensaltet være kaos og uretfærdighed, rent bortset fra at det i så tilfælde slet ikke kunne eksistere.

Men livet eksisterer og er et ordnet verdensalt. Og det er evige realiteter. 

Lidelser man har udsat andre for, er derfor nødsaget til at komme tilbage.
Men det geniale er, at man aldrig  får lidelserne, når de ikke tjener noget meningsfuldt formål. Når man er blevet human, har lidelserne ikke længere noget formål, og derfor ophører de i milliarder af år - eller lige så længe man er human. Selv om man altså har påført andre langt flere lidelser, end man har nået at få tilbage.

Men når man har fået lidelser nok tilbage til, at man er blevet human, så man ikke længere kan nænne at gøre noget ondt, så er denne humane tilstand en 100% beskyttelse mod enhver form for ufrivillig lidelse. Man er i kraft af sin humanintet immun overfor smertefuld skæbne. Og den tilstand varer milliarder af år.

Men før eller senere bliver man mæt af humaniteten og ønsker igen at være dræbende, og med den indstilling mister man sin "uskyld", hvilket vil sige sin beskyttelse mod smertefuld skæbne, fordi man nu gennem sin tankeindstilling på det dræbende princip atter kommer på bølgelængde med det dræbende og smertefulde. Og dermed åbner man sig for igen at få sit smertefulde skæbne-tilgodehavende.

Men det er også absolut nødvendigt og dermed et stort, guddommeligt gode. For hvis det ikke var sådan, hvis der ikke var en sådan opsparet lidelses-skæbne, som kunne blive udløst i starten af et nyt fysisk spiralkredsløb, ville det slet ikke være muligt at komme ind i et nyt spiralkredsløb. Udviklingen ville gå i stå. Det evige liv ville ikke være evigt. Eller sagt med andre ord: der ville overhovedet ikke eksistere noget liv. Men livet eksisterer som bekendt.  Og dette liv er evigt, guddommeligt og fuldkomment og kan ikke gå i stå.

Så lidelserne er altså den drivkraft, der bringer en tilbage til den fysiske verden, hvor man kan få sin bevidsthed, sin livsoplevelsesevne fornyet. Så igen ser vi, at lidelserne tjener et nyttigt, meningsfuldt og kærligt formål, idet de bliver den drivkraft, der kan føre det levende væsen til kulmination i det dræbende princip, der igen er et absolut nødvendigt grundlag for at kunne føre det levende væsen til kulmination i det livgivende princip i den højeste salighed og enhed med Gud.

Betydningen af tilgivelse er, at man ikke fordømmer. Men tilgivelse betyder ikke, at man kan slippe for at høste, hvad man har sået. Man er nødt til at høste, hvad man har sået, fordi det er et af de basale grundprincipper i det evige liv. Uden dette grundprincip ingen kærlighed, ingen visdom, intet liv.

"Syndernes forladelses"-princippet betyder således ikke, at man i al evighed kan slippe for at høste, hvad man har sået af smertefulde ting, men det betyder, at lidelserne kun udløses på tidspunkter, hvor de tjener et nyttigt og dermed kærligt formål.

Hvis det var muligt, at man kunne udsætte andre for lidelser uden selv nogensinde at høste tilsvarende lidelser, ville det betyde at man ganske uretfærdigt kunne tilføre andre lidelse, som de selv var ganske uden årsag til. Det måtte betyde, at de andre skulle lide mere end en selv. Men ligesom det ikke logisk er muligt, at "alle skal have mere end andre", ja så hænger det heller ikke logisk sammen, at alle skal kunne slippe for lidelser, de har udsat andre for.  Det ville jo betyde at alle skulle have mindre lidelser end andre, hvilket også er logisk absurd eller umuligt og derfor en tænkt modsætning til den virkelige evige visdom, den evige alkærlighed og det evige liv.

Men for at forstå kærligheden og visdommen i lidelserne, så er det nødvendigt at slippe overtroen om, at lidelser er en forbandelse, er noget djævelsk og meningsløst. Man må lære at forstå, at lidelser er selve kærlighedens grundlag - og derfor noget, man vil komme til af hjertet at være dybt taknemmelig for. Lidelserne er det eneste, der kan gøre et levende væsen mentalt suveræn. Det er det eneste, der kan gøre det levende væsen til en Kristus, som kan tilgive alt, forstå alt og elske alt. Lidelserne er det eneste, der kan give det levende væsen en urokkelig fred i sindet og et inderligt, kærligt Gudsforhold, der medfører  at man kan blive permanent beboer i de højeste guddommelige verdener, hvor alt lystrer tanken, hvor alt er kulminerende kærlighed, salighed, livskunst og højintellektualitet.

Lidelserne er selve grundlaget for, at man bliver i stand til at leve i et permanent kulminerende paradis i milliarder og atter milliarder af år, ja lige indtil man bliver træt af det, og igen længes efter modsætningen.

Alt, hvad der er af livgivende natur, alt, hvad der er af salighedsnatur, kan man således alene takke lidelserne for. Intet under at ethvert væsen ikke kan undgå før eller senere gennem forståelse af denne sammenhæng, at blive dybt taknemmelig for lidelserne, og derfor også må udtrykke disse som et ubehageligt guddommeligt gode. Ethvert væsen vil komme til at kunne genkende den evige Guddom i alt, og dermed også i det dybeste mørke og den dybeste lidelse.

Lidelserne opstår alene der, hvor det ikke er muligt at skabe velvære. De opstår udelukkende kun der, hvor væsenet handler i uvidenhed eller åndelig blindhed. Men dér er lidelserne til gengæld også nødt til at opstå. Det er godt, man brænder fingrene, hvis man sætter dem på en varm kogeplade. For så finder man hurtigst muligt ud af, at det skal man lade være med, og så forebygger man, at man ødelægger fingrene yderligere. På samme måde er det med alle lidelser. De giver slutteligt en urokkelig visdom om, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Lidelserne er det eneste, der fjerner uvidenhed eller åndelig blindhed og fører væsenet frem til en verden i den højeste velvære, kærlighed og intuition, eet med Gud, og eet med alt og alle.

kh
Jan 

  Hej Jan.

Jo, det lyder jo meget fint altsammen, men selve konklusionen og virkeligheden er vist alligevel (som jeg ser det) ikke i overensstemmelse med hinanden.

Når du skriver (citat):Lidelserne opstår alene der, hvor det ikke er muligt at skabe velvære. De opstår udelukkende kun der, hvor væsenet handler i uvidenhed eller åndelig blindhed. (citat slut)

  Så er der jo ingen sammenhæng mellem de lidelser som f.eks mange dyr udsættes for, og så det at lidelserne ALENE opstår der hvor det ikke er muligt at skabe velvære.

  Er velvære ikke blot at IKKE blive udsat for at blive brændt af ? og hvad skulle et dyr som oplever dette have gjort som berettigede en sådan lidelse,? og hvad skulle et dyr lære lige af den handling ? at det ikke skal brænde andre af, noget det jo slet ikke er i stand til på det stadie det lever på ?

  I realiteten siger man jo med den forklaring du har fremlagt, at "djævelen" og "det onde" er vigtigere end "Gud" og "det gode" fordi det er det "negative" der skal til før vi kan få del i det positive, så "forherlig" det onde , det er jo det der er forudsætninger (grundlaget) for det gode, og "basissen" må jo være "vigtigere" end det man bygger på "basissen" for uden "basissen" kunne man slet ikke bygge "noget" op. ???

  Jeg er enig i at alt skal være i balance ( i den sidste ende), og også i at vi nødvendigvis må udsættes for "lidelser", for igen at kunne opleve lyset, men måden Martinus forklarer disse tings sammenhæng på, den ser jeg ikke som værende helt korrekt, (sorry).

  Den såkaldte "græskarma", som skulle "forklare" tilgivelsens natur, og være en "nødvendighed" for at et væsen skulle kunne starte i en ny spiral (være igangsætterkarma),  ser jeg ingen mening i.

  Dels er der jo så, som du også selv er inde på, slet ikke tale om at noget kan "tilgives", men blot om at ens "gæld" videreføres til efterfølgende spiralkredsløb (øre for øre), dels er der i mine øjne rigeligt med negativ energi at tage af, i forbindelse med at lade "nystartende" væsener opleve "mørke", da den energi jo allerede er til stede i de skabte universer, som et "nyt" væsen starter sit spiralkredsløb i, så dette væsen behøver slet ikke selv at have en "negativ" karma med sig, for at starte sin "oplevelse".

  Det jeg mener Martinus gør fejl, er at han vedhæfter en personlig karma til alle væsener, som gør dem til væsener der altid er og vil være samme "jeg", og adskilte fra selve "Guddommen".

  Dette udelukker en "sammensmeltning" med det større "jeg" (Guddommen) og at man bliver "ET" med "faderen", for man kan altså ikke være sit eget "jeg" og være et med faderens "jeg" samtidigt, at være "et" med faderen og at opleve sig selv som værende "faderen" og ikke kun et isoleret "jeg", er det samme for mig. ???

  Faderen og jeg er et, (men ikke samme "jeg" så længe vi er adskilte), vi er alle en lille del af guds bevidsthed, men når vi "forenes" med vor "energikilde" igen, i salighedsriget, så er vi igen "det hele", og vort "jeg" vil opleve sig selv som værende "Gud" selv og opleve at være "alt der er til", og dette kan vort "jeg" ikke opleve, hvis det altid er en adskilt og "begrænset" lille del af Guddommen, hvilket vort jeg altid ville være, hvis dette "jeg" skulle være defineret af den individuelle "karma" vi (i regnskabsbogen) selv hæfter for.

  Selv i salighedsriget ville vi så "kun" være "os selv" med den "græskarma" lige vi selv har til "gode" til næste spiralkredsløb, så "Gud" altid kunne udskille lige vores personlige "jeg" igen,(fra sig selv) og sende dette "jeg" ind i en ny spiral, med dette "jegs" personlige "rygsæk".

  Sådan mener jeg ikke det hele hænger sammen.

  Det giver ikke for mig nogen mening bag tilgivelse, syndernes forladelse eller at blive "et med sin større sjæl" (Gud).

  Mit "bud" på disse sammenhænge ser således ud.

  Den enkelte "celle" som Gud udskiller som værende et defineret "jeg", "lutres" gennem at opleve lidelser og ved at opleve de forhold der forefindes i det kredsløb "cellen" gennemgår, så langt er vi enige, men er "cellen" i stand til at lære det den har behov for, uden at skabe ret megen personlig negativ karma, så udsættes denne individuelle celle heller ikke for ret megen (personlig) negativ karma, ja kunne man som "celle" helt undgå at skabe nogen negativ karma , så ville man heller ikke opleve en sådan negativ karma, komme tilbage til en.

  Det kan vi jo nok ikke, så derfor må vi opleve at blive "rettet" til via reaktionerne på det vi selv gør, og dette "aspekt" af "aktioner" og konsekvenser, er jeg helt enig i må være sådan.
  Men når vi efterhånden HAR lært en given "ting" så vi ikke mere har behov for "karma" eller "oplevelser" i en given retning, så tilgives den overskydende "negative" karma vi eventuelt måtte have påført os selv, da den jo ikke længere har nogen værdi i forbindelse med at lære os noget.

  Hvor bliver denne overskydende karma" så af ?, der skal jo være "balance"?

  Jo, der skal være "balance" i Gud" altså i den samlede "sum", så denne overskydende "negative" energi, bruges da blot i forbindelse med andre væseners (jegers) "uddannelse" og oplevelse, disse andre væsener er jo også dig og mig, så om det er mit individuelle jeg der får gavn af en "negativ" karma eller om det er en anden "celle" af "mig" der får gavn af denne "karma" er underordnet, vi er jo netop det helt samme væsen, og det er den samlede sum af alle vore cellers energier, der skal holdes "balance" i, ikke den enkelte celles individuelle "jeg".

  Så en enkelt "celle" (et enkelt "jeg") , kan derfor (i mine øjne) sagtens tilgives sine negative udladninger, uden at disse gemmes væk for at bruges på lige dette "jegs" konto, i senere spiralkredsløb.

  Det er nemlig også min opfattelse, at vi slet ikke har det samme "jeg" i næste spiralkredsløb, da vi forudgående oplever en "sammensmeltning" med vort virkelige jeg" (Guds jeg), og derfor ikke længere oplever os selv som en adskilt del af "noget".

  Næste spiralkredsløb startes derfor med et helt nyt "jeg" som jo blot er en ny udskillelse af "energi" fra vort samlede "jegs" side (guds), en ny "celle" , renset for "hukommelse" om at denne "celle" er Gud selv i "miniudgave".

  Den "tilgivne" karma, vi betegner som "græskarma" er derfor i mine øjne, samlet som en sum af al tilgiven energi, som der "tages af" i forbindelse med at skabe tunge universer og oplevelser i lavere "vibrationer", som nye "jeger" kan "lutres" i.

  Og man kan derfor sagtens tale om "uretfærdige" oplevelser, idet det ikke er sådan (igen i mine øjne) at ingen kan udsættes for noget uretfærdigt, (som Martinus fremlægger det), men sådan, at udsættes man for noget "uretfærdigt", altså for noget man ikke selv forudgående har været årsag til, (som dyret der blev mishandlet) så vil man få "retfærdiggjort" denne "uretfærdighed" efterfølgende, via tilførsel af lærdom eller udvikling som opvejer den "ubalance" man har været udsat for, uden egen "skyld", men altså først EFTERFØLGENDE.

  Man behøver derfor slet ikke altid at have skabt sine egne lidelser, forudgående, hverken i dette spiralkredsløb, eller have skabt dem i tidligere spiralkredsløb, (så de følger ens "jeg" som "græskarma"), den frie vilje alle væsener har, så længe de er "udskilte" fra Guds helhed, indebærer at ethvert væsen sagtens kan bruge denne frie vilje til at påføre andre væsener "ufortjent" lidelse med, men Guddommen (livslovene) bringer så blot efterfølgende balance i tingene, ved at "rette" op på sådanne "uretfærdigheder".

  Og når vi igen engang er blevet et med faderen", så er vor individuelle personlighed og vort individuelle "jeg" ikke længere til stede, og kan ikke udskilles" igen fra helheden, med samme personlige træk eller "karmatilgodehavende", som "jeget" havde, da det igen blev til en samlet enhed med Guddommen.

  "Energierne" alt er bygget op af, skal altså være i balance og "livslovene" sørger for at en sådan balance altid opretholdes, men balance i form af "karmabølger" for det enkelte væsen (som jo slet ikke er et enkelt væsen da vi alle et det samme væsen), det er der ikke noget "behov" for at føre regnskab med, fra spiralkredsløb til nye spiralkredsløb, kun indenfor det enkelte spiralkredsløb er der behov for en slags regnskab karmamæssigt set, og kun omkring hvad der omhandler den energi det enkelte "individ" selv vælger at sende ud , via sin egen frie vilje.

  Set i det "lys" bliver der igen mening i tilgivelse og syndernes forladelse, og også mening i de uretfærdigheder f.eks dyr bliver udsat for, da sådanne "uretfærdigheder" vil blive retfærdiggjort/udlignet senere, fordi uretfærdighederne ikke er følger af karma som dyret selv har "påført" sig hverken i denne eller i tidligere "spiralkredsløb".

  Godt nok "kun" mine egne opfattelser, og igen noget der måske sætter Martinus lidt på "sidelinien" lige hvad angår disse aspekter, men jeg må jo tage mere hensyn til hvad mit eget "jeg" siger mig, end til hvad andre siger mig, så længe der er en "forskel" som jeg endnu ikke kan finde "grunden" til. 

  At tilsidesætte mine egne opfattelse, og "forlade" mig på at Martinus eller andre har ret, og at det blot er mig selv der ikke endnu er i stand til at se dette, ville for mig betyde, at jeg ikke levede efter / på mit eget grundlag/livssyn, men overtog andres, uden at have forstået noget, altså på et grundlag der kun kan kaldes "dogmatisk", så jeg håber man bærer over med min "uvidenhed", hvis det er hvad jeg består af. 

  Kærlige hilsner fra Avatar.