Hej Avatar.

Altid spændende med nye synspunkter. Jeg har nogle enkelte kommentarer:

Jeg ser disse blokeringer som en positiv ting, som gør, at man ikke får adgang til viden af højere orden, før man er klar til det.

Det er jeg enig med dig i - Martinus har heller aldrig givet udtryk for andet end at det stod enhver frit at søge inspirationen, der hvor den fandtes.

Det med at være foran i udvikling har jeg svært ved at se, at man i dette tilfælde skulle kunne udnytte egoistisk? I det øjeblik, man søger at udnytte noget egoistisk, kan enhver med kendskab til Martinus vel ikke være i tvivl om, at så er man måske ikke helt så udviklet alligevel. Når man endvidere ved, at udviklingen er evig, så erkender man også, at det at være et skridt foran et andet væsen ikke er noget absolut, men kun noget relativt. Det svarer lidt til, at vi skal løbe rundt om jorden uendelig mange gange, og så er et forspring på to meter vel hip som hap - man kan lige så godt sige, at man er 40.000 kilometer bagud . Folk med kendskab til Martinus har vist et meget afslappet forhold til "kapløbet" om at være foran eller bagved - der er uendeligt mange væsener i begge retninger.

Selvfølgelig er alle ligeværdige - det har ikke noget at gøre med ens udviklingsgrad at gøre. Alle væsener står på forskellige udviklingstrin, hvis ikke det var sådan, var livsoplevelse og skabelse en umulighed. Alle mennesker bliver ikke "lige gamle", fordi man kommer dybere ind i Martinus' materiale, men det er ikke det samme som at sige, at vi ikke er ligeværdige. Men lige udviklede bliver vi aldrig.

Det er jeg enig med dig i.

Hej med jer

I denne artikelserie fra bladet Kosmos (1941-42) kan interesserede læse, hvad Martinus selv har skrevet om de reaktioner, de kosmiske analyser kunne forvente at blive mødt: Omkring min Skabelse af "Livets Bog"

Venlig hilsen
Petersh

Hei Petersh
Gratulerer med 1000 innlegg!

Vh Gabriel

  Hej Petersh.

  Ja, nu du selv bringer det på bane så må jeg da hellere kommentere.

  Citat fra artiklen du henviser til: Med hensyn til "Kritikerne", vil vi her først nævne de Væsener, der er mest i Kontakt med Sandheden i "Livets Bog", hvilket altsaa vil sige de Væsener, i hvis Bevidsthed Humanitet og Kærlighed er altbeherskende Faktorer. Saadanne Væsener opnaar allerede ved første Gennemlæsning af omtalte Kærlighedsværk et overmaade stort Resultat, faar Svar paa en Mængde Problemer, der er helt i Kontakt med, hvad de selv intuitivt føler maa være absolut rigtigt. De glæder sig meget over Bogen og føler Studiet af dens Indhold som en sand mental Vederkvægelse, ja, som en behagelig Tilfredsstillelse af en længe næret Hunger.

  I Kraft af deres overordentlige Kærlighedsnatur bliver Studiet af "Livets Bog" omsat til en altoverskyggende Forstaaelse og en herpaa baseret Tolerance overfor alt og alle. De har saa at sige passeret "Tærskelens Vogtere" og er saaledes i Sind og Væsen permanent knyttet til Lyset eller Sandheden i "Livets Bog", eller hvor som helst den ellers maatte være at finde. At deres "Kritik" af Sandheden eller Livets kosmiske Analyser og dermed af "Livets Bog" kun kan være og blive "Lys" er naturligvis en Selvfølge. De er saaledes af Naturen Sandhedens "fødte" Disciple og bliver Humanitetens eller Kærlighedens sande Fremførere eller Fakkelbærere i Mørket. Al Selviskhed er langt borte fra disse Væsener. I deres Sind er der kun Ydmyghed og Ærefrygt for Livets absolutte Sandhed og dens virkelige Fortolker. citat slut

  Læg mærke til ordene : De er af naturen sandhedens "fødte" diciple, og senere ordene: livets sandhed og dens virkelige Fortolker (altså Martinus selv).

  Herefter opfølges med taler om alle de fejl alle andre krittikere har, selv a-krittikerne indeholder i Martinusses øjne ingen fuldkommenhed, men har også ufuldkomne sider i deres personlighed, som Martinus lægger frem som værende ting tilhørende mindre udviklede væsener.

Denne artikel er i mine øjne netop selvophøjelse af første grad. og samtidigt også et forsøg fra Martinusses side., på ikke alene at komme alle former for kritik i forkøbet, men også et sindrigt intellektuelt forsøg på at sætte en "gulerod" op for næsen af læseren.

  For det første er der overhovedet ingen begrundelse for at skulle fremkomme med en sådan artikel, omhandlende den måde Martinus forudser andre vil se på hans værk på, der er ingen grund til at "bekræftige" mere end analyserne gør i sig selv, og da slet ikke
til at dele krittikerne op i "grupperinger" med hver deres "fejl", lige bortset fra den første gruppe, som straks ser sandhedens lys i hele Martinusses værk og som jo er de "perfekte" og dem der er i nær kontakt med den kosmiske bevidsthed.

  Hvad har alt dette med selve analyserne at gøre ?

  Er det ikke blot at sige at de som ikke forstår "mig", er "underudviklede" mens de der forstår "mig" er de nye verdensledere og dem der snart får kosmisk bevidsthed, jeg læser intet andet i denne artikel, hverken i linierne eller mellem dem, sorry.

  Kejserens nye klæder i anden udgave, hvis du spørger mig.

  Man kan jo spørge sig selv hvorfor det var så vigtigt for Martinus at fremhæve sig selv som den nye "verdensgenløser" eller sit materiale som værende "godkendt" af forsynet, helt ned til selve "titlen", for selv Jesus afholdt sig fra at betegne sig selv som verdensgenløser, men overlod denne bedømmelse til andre, da den slet ikke var vigtig for ham selv, det var kun ordene der var vigtig for Jesus, ikke hans egen eller nogen andens person.

  Jesus blev spurgt direkte om han var denne verdensgenløser eller "Guds Søn" som man dengang ventede, og hans svar var blot, "det sagde du, ikke jeg", så hvorfor finder Martinus det så så vigtigt at fremhæve at det var han altså, med stempler og segl.

  Når jeg stiller spørgsmål omkring Martinus så er det ikke omkring selve analyserne, men omkring hans "menneskelighed" som nogle lader til at undgå at fokusere på, og det hjælper jo ikke meget at man så, som du, blot svarer med Martinusses egne "argumenter" det er blot at skabe en selvbekræftende argumentation, som du også gjorde i et tidligere indlæg.

  Her skriver du følgende svar på min "påstand"...) vi alle er mennesker og det var Martinus også, med de begrænsninger og "fristelser" det jo indebærer for os alle.
Dit svar:
Det er ikke helt rigtigt, at vi alle er mennesker med de begrænsninger, det indebærer. Ifølge Martinus' analyser er vi (du og jeg) jordmennekser, hvorimod Martinus stammer fra det, han kalder det "rigtige" menneskerige, og han havde kun en midlertidig mission på vores klode.

  Denne "påstand" fra din side, om at Martinus var fra det rigtige menneskerige og derfor ikke et "jordmenneske" som du og jeg er, bruger du som argumentation for at Martinus derfor forstår alt bedre end mig og alle andre, men denne "påstand" kommer jo alene fra Martinus selv, ikke?

  Det er altså din "tro" på hvad Martinus siger, du bruger som argument for at gøre Martinusses opfattelser mere rigtige end alle andres, og det er en selvunderbyggende argumentation der ikke har hverken bevisførelse eller analyse bag sig.

  Eneste "underbygning" er hvad Martinus selv siger om sig selv, og konkluderer du videre på et sådant grundlag, så vil du konkludere helt forkert, hvis det senere viser sig, at Martinus ikke talte sandt om sig selv. 😮

  Det er hvad jeg kalder "at lægge sin sjæl i andres (Martinusses) hænder", og dogmatik i stil med al anden religiøs tro, der bygger på at tingene ER SÅDAN, uden videre bevisførelse.

  Håber du forstår at jeg ikke siger disse ting for at "fornærme" dig,(eller Martinus) men blot i et forsøg på at åbne dine øjne for den "stæreblindhed" man kan påføre sig selv, ved en idolisering af en anden person, en "stæreblindhed" der gør at man slet ikke kan/vil se de fejl der findes i ethvert levende væsen, specielt på vort udviklingstrin.

  Lad os ikke konkurrere om hvem der er længst i udvikling, på basis af Martinusses ord om at de som forstår ham bedst er de der er længst fremme, lad os i stedet konkurrere på antal indlæg, du fører jo i nuet, men jeg skal komme efter dig skal jeg, og hvad angår antallet af "bogstaver" samlet set, så mener jeg nok, jeg er et stykke foran allerede. (lidt sportsmenneske er jeg dog, ingen er vel fuldkommen) 

      Kærlige Hilsner fra Avatar.

  Hej Svend.

  Jeg er ikke uenig med dig, men vil lige tilføje omkring "tærskelens vogtere", at disse ganske rigtigt er en "garant" for at vi ikke får større "indsigter" end vi kan bære, eller end vi kan "forvalte" på en næstekærlig måde.

  Problemet er blot det, at vi i de sidste generationer har opbygget nogle "trossystemer" i vore hjerner, der udelukkende er baseret på fysisk viden og på systemer/parametre der holder os bundet i den "tunge" materie, bla.a de økonomiske systemer og vore uddannelsessystemer.

  Mange børn fødes netop i dag med store åndelige kontaktflader, og disse skulle fremelskes og ikke undertrykkes, men vore systemer og opdragelsesmetoder, fortrænger disse evner, som børnene på ganske normal vis har udviklet.

  I stedet fylder vi så vore yngre generationer med samme "systemer" som vi selv er blevet fyldt med, og tærskelens vægtere har derfor fundet det nødvendigt at "skærme" vore børn, og også os selv, mod den kosmiske forståelse vi faktisk allerede er klare til at modtage, idet afstanden fra det vi er blevet "indoktrineret" til at tro på, og så den virkelighed der er sand, er så stor, at de fleste slet ikke tåler at blive konfronteret med sandheden, det rykker benene væk under dem, og de har ikke andet at sætte i stedet, når de oplever at næsten alt de troede var sandt, er forkert.

  Så der er altså tale om at vi af tærskelens vogtere beskyttes mod, dels at få for store erkendelser for tidligt, dels at vi ikke får lov til at erkende det vi i virkeligheden er parate til at forstå og forvalte, fordi vi er blevet sat i den klemme, at en sådan viden også vil virke umiddelbart negativt på os.

  Bare spørg mig, jeg har oplevet dette, og var det ikke fordi jeg fik en anden forståelig livsopfattelse serveret ( i mit tilfælde kristendommen) som kunne "afløse" den livsopfattelse jeg med et snuptag mistede, så var min forstand for længst forsvundet, og det er hvad der kan ske for mange, hvis de "tvinges" til at se sandheden omkring deres nuværende livsopfattelse,(som de er blevet "opdraget" til at have), mens de endnu ikke har noget andet at sætte i stedet for.

  Da "kortslutter" hjernen fordi den så ikke længere har noget at give en, i forbindelse med at overleve, da alle informationer den indeholder, er baseret på et "forkert" grundlag.

  Desværre er vi på vej til at opleve netop den situation, og det bliver ikke rart at opleve, for langtfra alle reagerer fornuftigt, når deres hjerne opdager at der ikke i den, findes noget fornuftigt grundlag, som kan bruges til at "takle" de forhold vi kommer til at opleve i nærmeste fremtid. ???

  Men har man fået Martinusses verdensbillede indplantet i sin hjerne, så har man dog alligevel en god mulighed for at kunne "kapere" den realitet vi snart må se i øjnene, så derfor finder jeg Martinusses analyser gode, også i den henseende.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Lad os antage, at de fleste Martinusinteresserede udelukkende er "disciple", der ikke kan se, at det er kejserens nye klæder, Martinus er i gang med at fremvise. Oven i købet søger mange at promovere sig selv, blandt andet fordi Martinus jo siger, at disse væsener er særligt udvalgte. Om disse væsener skriver Martinus blandt andet:

"De magthungrende Væsener arbejder sig ud eller bort fra Forsynets virkelige "Udvalgte". Den Sindighed, Uafhængighed og Ro overfor Proselytkapringen, disse sidstnævnte Væsener udviser, er altfor sendrægtigt for de magthungrende Væsener. De bliver derfor undertiden skuffet og begynder at arbejde paa egen Haand. Og dermed har "Tærskelens Vogtere" sejret. De paagældende Væsener er nu for Alvor i deres egen ufærdige Naturs Vold".

Der er flere andre steder, hvor Martinus jo netop pointerer, at ethver selviskhed i forbindelse med en tilknytning til hans arbejde, på langt sigt er dømt til at mislykkedes.

Mht til Jesus så sagde han da vist også, at "Faderen og jeg, vi er et" - "Jord og himmel skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå", osv. så han har vel ikke helt lagt skjult på, at han var noget særligt.

Jeg tillader mig at citere fra dit indlæg til Petersh:

Du er fuldstændig på vildspor. Du har stadig det udgangspunkt, at mange ser Martinus som det han er, fordi man derved kan se sig selv i et højere lys, som "særligt" udvalgte disciple, der skal føre verden i fremtiden. Man "tror" på Martinus, fordi han synes man selv er noget særligt. Læs hvad Martinus skriver, og så vil du se, at hvis det er udgangspunktet for et menneske, så er man hurtigt færdig med hans arbejde - tærskelens vogtere arbejder også her. For mit eget vedkommende er jeg overhovedet ikke imponeret af, at et væsen puster sig op og siger, "Jeg er den udvalgte, eller: Jeg har skrevet det tredje testamente, eller: Dem der følger mig vil få lyset at se." osv. Hvor mange mennesker har ikke udtalt det i historiens løb?

Martinus' arbejde er meget mere end det, og der skal altså i vore dage mere til end blot sådanne påstande til, for at få fok til at "bide på krogen". Vi har heldigvis fået universiteter og forskningssteder, der gør, at ikke ret mange længere blindt kan tro, men selv vil have syn for sagen. Hvad der får mig til at se Martinus i et særligt lys har intet at gøre med, at han praler eller puster sig selv op. Jeg kan nævne et lille eksempel. Jeg kan se en strålende logik i hans beskrivelse af de kosmiske skabeprincipper og det levende væsen, som han deler op i X1,X2 og X3. Hans beskrivelse hænger for mig fuldstændig sammen med blandt andet den fysiske verdens opbygning i tomrum og materie, der hvor han drager sammenligning mellem X1 og begrebet "tomrum", og X2 og begrebet "materie" - det er sådanne ting der gør, at jeg er sikker på, at Martinus har ret, og jeg finder ikke andre steder - heller ikke i Bibelen, for dengang kendte man ikke til atomfysik - tilsvarende for mig strålende logiske beskrivelser baseret på kosmisk indsigt, der i den grad stemmer overens med fysikkens beskrivelse af den fysiske verden, og begrebet "materie" i det hele taget. Dette var blot et eksempel, der for mig er et "bevis". Jeg kunne nævne masser af andre "beviser". Når jeg læser disse ting fra Martinus' side, "svinger min intuition", og jeg kan kun sige, at det for mig er bevis på, at Martinus har ret i sine beskrivelser - de er ikke i modstrid med den viden jeg har fra mit eget livs erfaringer. Jeg finder ikke tilsvarende for mig logiske beskrivelser noget andet steds, hverken i religiøse skrifter, eller andre New Age-retninger. Derfor finder jeg inspiration hos Martinus, og ingen andre steder, men det har intet at gøre med, hvad han har sagt om sig selv, eller at jeg ønsker at promovere mig selv på nogen måde. Når jeg læser hans analyser føler jeg bare en fantastisk inspiration, en inspiration jeg slet ikke finder andre steder. Det nærmeste jeg kan komme det er, at det kan sammenlignes med at lytte til ens yndlingsmusik - det svinger bare derudaf.

  Hej Svend.

  Det at nogen udfærdiger et "værk", er jo ikke nogen underbyggelse af at de så også er både kosmisk bevidste og fra det rigtige menneskerige, einstien, bohr eller mange andre der har fået verden til at "måbe" over deres intellektuelle formåen, kunne jo lige så vel påstå at de havde deres indsigter via kosmisk bevidsthed, og var fra en "anden planet".

Nu har jeg jo selv oplevet hvordan mennesker i mange menigheder "forføres" på lignende måder, hos Jehovas vidner stilles man i "udsigt" at man, (hvis altså man godtager alt) kan blive en af de 144.000 udvalgte, hos mormonerne kan man opnå at blive en af dem der inkarnerer på solens planet, fremfor kun på månens eller stjernernes planeter, andre menigheder lover en plads i paradiset som "gulerod", men alle menighederne har i deres "materiale" nogle % som er absolut forkerte, men som man må tage til sig uden forbehold, hvis ellers man vil have en del af "guleroden".

  Det gør hverken resten af deres materiale forkert, eller gør at de mennesker som menigheden består af, ikke er næstekærlige i stor udstrækning.
  Det samme er gældende for Martinustilhængerne, de er skam søde og næstekærlige mennesker og selve analyserne er der ikke noget forkert i.

  At Jesus siger "jeg og faderen er et", eller "mine ord består", er ikke selvophøjelse, det siger jeg da selv, mine ord står her måske længe efter at jeg selv er væk, og jeg og faderen er også et, som du og faderen er.

  Derimod siger Martinus at hans værk er "livets virkelige sandhed" og at han selv er denne sandheds virkelige fortolker, samt at de som ser lyset i hans arbejde, er de sande diciple.
  Ja han sætter endda ordene sådan sammen, så de betegner disse "diciple" som værende dem der "har ydmyghed og ærefrygt for "livets absolutte sandhed" OG "for dens sande fortolker", (ham selv og hans eget "værk").

  Jesus sagde "ær/tilbed din Gud ", (og ingen anden), og ærefrygt er et ord jeg fortrinsvist har set brugt hos Jehovas vidner, hvor det at "frygte Gud og give ham æren" er et citat der står skrevet i deres menighedssale.

  Martinus siger "ær mit værk og mig". 😮

  Man kan være nok så selvvisk eller selvophøje sig selv uendeligt, mens man samtidigt påtaler at andre der gør dette ikke er fuldkomne, det at man siger at man ikke skal ophøje sig selv, er jo slet ikke ensbetydende med at man ikke selv gør dette, der er forskel på ord og handling.

  Jeg kan jo ikke afgøre hvordan andre ser på Martinus, men jeg kan tolke hvordan jeg selv oplever andre udtrykker deres "tro" på Martinus, og det er det aspekt jeg fremlægger min personlige opfattelse omkring.

  Jeg har jo selv, som tidligere nævnt, fundet stor inspiration hos Martinus, som jeg har hos mange andre, men altså også fundet selvophøjelse og anden "menneskelighed" som jeg ikke tager til mig som nogen "Guddommelighed", sådan er jeg nu engang., men ønsker andre at se Martinus i et helt andet "lys" end det jeg ser ham i, så fred da med det, vi er individuelt selv ansvarlige for vore bevæggrunde.

  Og hvad dette angår, er det netop ens hjerne og de input denne har fået i dette ene liv, der fortrinsvist styrer ens "fatteevne", mens den kosmiske bevidsthed består af egenkontakt og selvoplevelser, der ikke stammer fra hjernen, men fra direkte kontakter (kosmiske glimt) som kommer til en "udenom" hjernens funktioner.

  Hjernen vil altid forsøge at "fastholde" det fundament ens livsopfattelse hviler på, og forsøge at beskytte dette "fundament" mod angreb udefra, og den vil kun kunne gøre dette, på basis af de informationer der er optaget på "harddisken" i lige dette livsforløb, informationer som langtfra kan kaldes fuldkomne, selv ikke når hele Martinusses værk er "loadet" ind også.

  De "forsvar" ens hjerne kommer med, hentes i dens eget "materiale" så når man "kritiserer" Martinus, så henter hjernen forsvar for Martinus frem, bla.a fra udtalelser i hans eget "værk", som han jo selv har skrevet, og fyldt med forsvar for sig selv, forudgående, meget "belejligt" og i mine øjne den eneste grund til at Martinus overhovedet bruger kræfter på at forsvare sig selv mod kritik, allerede inden en sådan kritik opstår.

  Bruger man derimod sin personlige intuition, så kan man , som jeg gør, opleve Martinus på en helt anden måde, og se på ham med egne øjne, fremfor med Martinusses øjne, og det er hvad jeg ønsker at gøre, for mine "erkendelser" skal være mine og være forstået af mit eget jeg, og ikke blot være Martinusses forståelser, jeg overtager som mine egne.

  Når man lærer et stof i skolen og senere skal "eksamineres" i dette stof, så er det væsentligt at man overfor "censor" selv kan formulere og forklare det man har lært.
  Det godtages ikke, at man blot siger "jeg har lært at regne og forstår det hele, men formulere det eller give det videre med egne ord eller vise det på "tavlen" det kan jeg ikke, men du kan jo tage "undervisningsbogen" selv og se hvad der står, hvis du vil vide hvad jeg har lært". 😮

  Mange her bruger megen tid på selv at formulere sig og forklare hvad de personligt ser i Martinusses analyser, og det er fint, men der er også af og til enkelte der sjældent bruger egne ord eller forståelser, men i stedet blot henviser til at man jo blot selv kan læse og forstå, (underforstået, forstå det de selv mener at kunne forstå), og det er sådanne mine hentydninger til "kejserens nye klæder" er ment.

      Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Hvordan mener du, at Martinus "forfører" nogen? I hans værk er der ikke forskel på dem der er, lad os kalde dem "A" og "B" mennesker - de har alle udsigt til en evig tilværelse med evig udvikling, han forklarer bare, hvordan man selv kan styre udviklingen derhen hvor man gerne vil - han garanterer da ikke noget fordi man godtager alt hvad han siger?

Hvad truer han i givet fald med, hvis man ikke gør det? Er det helvede eller månens planet? Nej vel? Så vidt jeg kan se truer han da vist ikke rigtigt med noget særligt andet end karmaloven. Men den trussel er der uanset om man ærer ham eller ej.

Det er jeg slet ikke enig med dig i. Min "fatteevne" i dette liv er i høj grad bygget på erfaringer fra masser af tidligere liv, og har intet med hjernen at gøre - det har Martinus i øvrigt også beskrevet indgående i sit værk (undskyld jeg igen henviser til det), hvor han kalder det for talentkerner, der kan overføre evner og talenter fra liv til liv, ligesom vi kan overføre dette livs erfaringer til de næste. Dermedd er min hjerne i dette liv opbygget i overensstemmelse med mine erfaringer fra tidligere liv således, at jeg i dette liv kan bruge hjernen i overensstemmelse med det jeg har gjort i tidligere liv, og bygge videre på det i dette liv. Det er for mig fuldkommen logisk, det er på den måde medfødte talenter for noget overhovedet kan finde sted.

Enhver kan kun se Martinus med egne øjne. Jeg er endnu ikke stødt på "Martinus-forskere" der ikke har brugt deres personlige intution omkring det han skriver. Hvis man blindt overtager hans meninger, som en blind robot, så vil man hurtigt blive træt af det, for så gør man det kun for på en eller anden måde personligt at kunne "udnytte" det. Det er på forhånd dømt til en meget kort succes, der er ikke megen økonomisk profit, TV-tid, beundring hos naboen, eller garanti omkring at man er særligt udvalgt, hvis man blot råt sluger Martinus' opfattelser. Ifølge hans beskrivelser er alle mennesker på vej mod det samme "paradis", man kommer absolut ikke kun frem til dette, hvis man ærer ham.

  Hej Svend.

  At Martinus ikke "truer" med noget hvis man ikke "ærer" ham eller hans værk, har jo inttet at gøre med, at han ikke ved sådanne formuleringer ophøjer sig selv.

  Talentkernerne og evnerne har heller intet som helst med hjernen at gøre, da disse kerner sidder i vort åndelige legeme, mens den fysiske hjerne tilhører det fysiske legeme, så den eneste effekt ens talentkerner kan have på hjernen, er hvis de fysiske talentkerner, (dem der skaber legemet i henhold til ens tidligere livsstil) er så skadede, at de skaber en "skadet" hjerne.

  Hvad angår indholdet af hjernen er dette kun input fra dette ene fysiske liv, og ikke noget man har med sig fra liv til liv.

  Derimod er hukommelseslegemet fyldt med disse opøvede evner,(husk der er 2 former for talentkerner) som man kan opleve og bruge, INDEN hjernen tager magten og undertrykker disse evner.

  Så hjernen er ikke opbygget på grundlag af erfaringer fra tidligere liv, men på grundlag af den fysiske livsstil man har haft i tidligere liv.

  Til din sidste linie kan jeg kun tilføje, at man kommer (efter min mening) heller ikke til det lovede "paradis" hvis man ærer eller ophøjer Martinus til at være den han selv med ordene jeg henviste til, giver udtryk for han ønsker man skal se ham som værende.

  Partiskhed har ingen plads der.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Selvfølgelig gør man da det - vi kan så diskutere hvornår det bliver.

  Hej svend.

Jo, der må jeg give dig ret.

  Jeg er jo på job (heldigvist har jeg da stadigvæk et sådant), og har derfor lidt "travlt" med at skrive, da jeg kun kan skrive i "pauserne", så jeg burde have formuleret mig, så der i stedet for at stå "hvis man" skulle have stået "før man holder op med".

  Men selvfølgelig når vi alle til "målstregen" (og startlinien) før eller senere, det må jeg medgive dig.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

  Hej Alle.

Så blev det "weekend" for mig, så jeg kan nu bedre tage mig tid til lidt flere tanker omkring hjernen.

  Først vil jeg lide nævne, at det med Martinusses "ophøjethed" og "gulerod" (set med mine øjne), ikke af mig opfattes som udelukkende "negativt", for Martinus taler jo netop fortrinsvist til "egoet", og siger selv at han forsøger at give ens hjerne logiske argumenter for hvorfor det kan "betale sig" at være næstekærlig, netop fordi at den intellektuelle hjerne kræver "noget" positivt for egen person, før den er "interesseret", så det er på den måde udmærket at Martinus bruger "lokkemad" som henvender sig til vort "ego".

  Derudover gør denne side af Martinus ham netop også så "menneskelig" i mine egne øjne, at jeg stadigvæk ser positivt på ham, havde han alene "ophøjet" sig selv af personlige grunde, er jeg ikke sikker på, at lige jeg ville have taget ham alvorligt, hvad angår analyserne, for jeg er absolut ikke autoritetstro, men da jeg jo ser ham som et "almindeligt" menneske, men med stor intellektuel formåen, så kan også jeg få gavn af hans analyser.

  Hjernen er jo til for at beskytte os, jeg taler her om den del af hjernen vi "tænker" med og som opsamler informationer på sin egen "harddisk" (hukommelse) til dette brug, ikke om den hukommelse vi har i åndelegemet, som er af en anden art.

  Men hjernen er i nuet så optaget af alle de mange "gøremål" og indtryk vi har fyldt vor hverdag med, at den ikke levner megen plads til vor intuition.

  Næsten alt vor hjerne beskæftiger sig med er enten datid eller fremtid, men sjældent nuet.

  Hvad var det nu den eller den sagde, tænk hvis jeg havde gjort sådan i stedet for sådan, husk nu at betale regningerne, husk at slukke kaffemaskinen før du går, husk den film du vil se i aften, hvad gør jeg hvis jeg bliver fyret fra jobbet, husk tiden (klokken) o.s.v.o.s.v.  :

  Altsammen tanker der skal "beskytte" os eller sikre os i forskellige forbindelser, men alt for mange af dem, alt for mange unødvendige bekymringer og slet ingen "plads" til intuitive oplevelser.

  Når vi skal reagere i en given situation eller svare på et givet spørgsmål, så er det rigtigste at gøre eller at svare, næsten altid det første man "tænker", da den første indskydelse normalt kommer fra intuitionen, men begynder vi at afveje forskellige muligheder eller svar, så ender vi som regel med at vælge det "forkerte" for da er det hjernen vi sætter til at give os valgmuligheder, og den er altså ikke specielt god til at vælge rigtigt, da den mangler alt for mange informationer og "kun" tænker på os selv, når den spørges til råds.

  Jeg føler mig (i egne øjne selvfølgeligt) rimeligt udstyret hvad angår intellekt, men jeg har måttet indse, at hvad angår følelse og evne til at være et kærligt væsen overfor mine omgivelser, mangler jeg ALT for meget, (der er da bestemt en god grund til at jeg ikke endnu har nogen kosmisk bevidsthed af betydning).

  Denne "erkendelse" har jeg fået ved at lægge mærke til hvordan min egen hjerne rådgiver mig i forskellige forbindelser, samt via input fra andres side, som har fået mig til at fokusere på dette aspekt af mig selv.

  Så der ligger et stort arbejde foran mig, i forbindelse med at "udskifte" min egen hjernes "parametre" med mere næstekærlige "parametre", så jeg kan være mere til gavn og glæde for mine omgivelser.

  Eksempler kan være, at når min hund kommer hen til mig, mens jeg sidder og skriver på computeren eller spiller eller er optaget af "private" gøremål, og kigger med sine bedende øjne på mig (hvilket betyder "skal vi ikke snart udenfor så jeg kan tisse m.m".), så siger min hjerne og derefter jeg selv, NEJ ikke nu, jeg har ikke tid jeg er jo i gang med noget "vigtigt" så du må vente.

  Eller når min "sambo" kommer og spørger om jeg lige vil hjælpe ham med noget på hans computer eller andet, så siger min hjerne og derefter jeg selv. "Det må vente lidt, for jeg er selv lige i gang med noget (som er vigtigere, for det er jo mig der kommer i første række).

  Der er hundreder af sådanne situationer ( er jeg blevet mere bevidst om) hvori jeg sagtens kunne "ofre" lidt af mig selv, for andres skyld, men min hjerne råder mig altid til at sætte mig selv i første række.

  Nu begynder jeg så småt at give min egen hjerne "modstand" i disse situationer, så jeg svarer igen, og siger "husk nu at den kærlighed du holder tilbage er lig den smerte du føler, liv efter liv", (en sætning jeg hørte Alex Collier nævne), og det har gjort en forskel, omend lille, men det skal nok med tiden vise sig at blive til en STOR forskel, for min hjerne begynder nu selv at tage dette argument til sig, og at tage hensyn til dette argument, når den giver mig sine "råd".

  Det er på den måde jeg mener man kan "udskifte" sin hjernes "parametre", og denne udskiftning af "parametre" kan også ske via Martinusses argumenter, omkring at det man gør mod sine næster i sidste ende er til gavn for en selv.

  De "parametre" vi har fået "puttet" ind gennem vor opvækst, er jo fortrinsvist de "modsatte", altså dem der siger, at man da ikke skal elske dem der gør en ondt, eller at man da selv skal have først, før man kan give til andre o.s.v. og disse "parametre" står "i vejen" for opnåelsen af kosmisk bevidsthed (som jeg ser det).

  Man kunne måske sige, at de to "poler" vi har at vælge imellem som "rådgivere", (englen på den ene skulder og djævelen på den anden) består af henholdsvis vor hjerne (djævelen der taler til vort ego) og intuitionen (englen, der taler til vor næstekærlighed og samvittighed).

  Så kan vi indplante "englens" råd (intuitionen) i vor hjerne så forsvinder "djævlen" af sig selv, der er ikke længere plads eller behov for "ham", og så er der fri adgang til den direkte forbindelse til den kosmiske bevidsthed, (hvis tærskelens vogtere ellers tillader det).

  Svært og et kæmpe arbejde, ihvertfald i mit tilfælde, men nødvendigt og noget der kun kan gøres af en selv.

  Og på det område er Martinusses analyser jo et godt redskab, da disse analyser "snyder" djævelen via argumentet om at det i virkeligheden er vort eget "ego" vi støtter, når vi hjælper andre end os selv.

  Og "snyd" er det jo bestemt ikke, det er jo sandheden, men i en "intellektualiseret" form, og derfor forståeligt/brugbart for vor hjerne (ego).

  Blot igen mine egne underlige "nattetanker", som jeg håber andre kan se lidt logik i, og om ikke andet, så får jeg dem jo selv vendt endnu en gang, ved at nedskrive dem.

  Fra næste uge er jeg og resten af "aftenholdet" sat på dagtur ( af besparelseshensyn), så fremover bliver der ikke så mange "nattetanker" mere, men dagtanker kan vel også gå an.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Jeg kan genkende det du her er inde på. Jeg ser også et stort arbejde foran mig, med at få ryddet op i tankemønstrene. Du nævner flere eksempler, som jeg kan nikke genkendende til, og jeg kan da nævne et typisk eksempel fra mig selv. Jeg tager ofte tage mig selv i at sidde og rase i min bil over, at ham klovnen foran ikke kan få flyttet sig noget hurtigere. Men alligevel kan jeg så nu i enkelte tilfælde lige som få lagt et låg over dette raseri inden det for alvor kommer i kog, og så sige til mig selv, at det logisk set er fuldkommen tåbeligt. Så er det ligesom om, at adrenalinen falder lige så hurtigt igen. Det er måske kun 1 gang ud af 5, at jeg kan bremse disse fuldstændig tåbelige "anfald", men som du også er inde på, så blev Rom ikke bygget på en dag. Det vigtigste er, at man faktisk med sig selv ved, at man med sin vilje kan bestemme, hvilken vej man vil gå.

Jeg tænker ofte på det som et marathonløb man skal til at gennemføre, og man er selv en overvægtig sofadyrker. Men via Martinus har jeg så fået indsigt i, at der faktisk er noget der hedder et "marathonløb", og at jeg ved hjælp af min vilje faktisk kan gennemføre det. Det starter jo med det første skridt, og derefter en stille og rolig træning. Man må derfor ikke fortvivle, hvis man kun kan genneføre de 100 meter, for i morgen kan man måske klare 101 meter, og så videre. Via kendskabet til Martinus har jeg så indset, at det har et formål overhovedet at komme i gang med at træne - før i tiden gad jeg vel slet ikke at tænke i de baner. På samme måde fortvivler jeg heller ikke i de tilfælde, hvor "Egon" tager over, og de eksempler du nævner, hvor man i mange situationer tænker på sig selv først kender jeg masser af. Også her synes jeg, at jeg ind imellem kan ændre tankemønster.

Hej Avatar

Du skriver:
Martinus siger "ær mit værk og mig".
Kan du henvise til et sted i Livets bog hvor Martinus udtrykker dette...?

Tværtimod siger Martinus "Jeg er ikke mere end dem, der har været før mig,og er ikke mere end dem der skal komme efter mig." (frit husket af mig :o).
Det udtrykker en stor ydmyghed set gennem mine briller...

Hej Avatar.

God weekend til dig.

Med fare for, at blive beskyldt for ikke at kunne tænke selv, at
"ophøje" Martinus eller at være autoritets tro.

Så vil jeg på baggrund af trådens titel (martinus og Hjernen),
tillade mig, at gøre opmærksom på, at din beskrivelse af hjernen,
i høj grad afviger fra Martinus beskrivelse af hjernen og dens funktion
og virkemåde.
 I tilfælde af, at nogen af gæsterne der logger ind på forummet,
skulle få den opfattelse, at de oven nævnte fremstillinger, har
baggrund i Martinus materiale.

Ifølge Martinus er hjernen udelukkende et redskab (transformator)
Hukommelsen befinder sig i hukommelses legmet som kobler til et
center i den fysiske hjerne. Ligeledes virker intuitionen på samme
måde. Altså gennem et center i hjernen, og ikke udenom hjernen.
Det samme er gældende for instinkt, følelse og intelligens.

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Cai.

  Selve lige den "formulering" er min, det er hvad jeg læser når jeg læser artiklen hvori Martinus fremhæver sit værk som "den vidunderlige og endegyldige sandhed", og sidst nævner de sande "diciple" (dem der ikke kunne nænne at kritisere hans værk) og afslutter med følgende ord (som er Martinusses egne, denne gang).

  Citat:I deres Sind er der kun Ydmyghed og Ærefrygt for Livets absolutte Sandhed og dens virkelige Fortolker.

  Jeg har vist førhen nævnt, at jeg adskiller Martinus i 2 "personligheder", den "analytiske", hvor jeg mener at Martinus bruger "intuitionen" (eller sin kosmiske bevidsthed om man hellere vil opfatte det sådan) når han udarbejder sine logiske tankerækker og den "menneskelige" Martinus, som bruger sin egen hjerne ( med dens ego) når han skriver artikler eller udtaler sig om helt andre ting end hans analyser omhandler.

  Jeg oplever en Martinus der i analyserne er "indeni" , og en anden Martinus når han træder "udenfor" sig selv og bedømmer sig selv og sit eget værk "udefra".

  Men det er jo op til den enkelte selv at tage ansvar for sit eget "syn" på "andre", jeg giver også kun mit eget syn på Martinus videre, og "tolker" på hvordan lige jeg selv oplever andres syn på Martinus (og alt muligt andet), og har ikke til hensigt at pådutte nogen noget, men har fred med at andre ser/opfatter tingene helt anderledes.

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Hej Avatar,

Jeg ved ikke, hvor du finder, at Martinus skulle have ønsket, at man skulle ære ham.

Tværtimod har han givet tydeligt udtryk for, at æren alene tilfalder Guddommen, hvilket bl.a. også fremgår af sidste vers i  bønnen "fadervor". Og også ret tydeligt fremgår af efterskriften til Livets Bog bind 7: "Gudesønnen ét med sin fader"

Martinus har givet udtryk for at han som person er ganske uinteressant. Det er ikke ham, men analyserne sagen handler om. Disse analyser er analyser af evige realiteter, og altså ikke noget Martinus eller nogen anden end ikke Guddommen har fundet på.  Disse analyser viser, at man skal elske sin næste som sig selv, hvis man vil være salig. De viser ikke andet. Hvis man skal falsificere Martinus' værk, må man enten vise at analyserne ikke viser man skal elske sin næste som sig selv, eller man må vise at det ikke er kærligheden, men ukærligheden der er livets løsen.

Meningen med Martinus værk er udelukkende at inspirere til at udvise tolerance og  være god og kærlig mod alt og alle, og at tilgive sin næste enhver af de ubehageligheder denne evt. måtte påføre een.

Bruges analyser til andet end dette, bruges de i strid med hensigten.

Når Martinus i sine værker inddeler mennesker (herunder bl.a. kritikere af Livets bog) i forskellige kategorier, har det alene det formål, at være en  hjælp for den oprigtige sandhedssøger til at forstå alle mennesker, og forstå  at de er nødsaget til i øjeblikket at være sådan som de er. Det er altså om også her at udvise forståelse, og ikke bebrejde dem noget, men alene evt. komme med en venlig teoretisk vejledning, hvis der skulle være interesse for dette. Og er der ikke interesse for denne vejledning, men måske i stedet irritation, så er det tegn på, man har været for påtrængende med sine oplysninger.

I samarbejdsstrukturen nævner Martinus, at hvis man overhovedet skal tale om begrebet konkurrence indenfor sagen, ja så er det alene dette, hvem der er bedst til at finde sig i en fornærmelse. Hvem der kan finde sig i mest, uden at bliver fornærmet, vred, bitter eller nedtrykt.

Sagen handler altså alene om det højeste bud: "At elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv." Jeg kan ikke se, hvordan en sådan praksis på nogen måder kan være forenelig med selvophøjelse og selvdyrkelse. Kærlighed til Gud og dermed også alt andet er tværtimod den eneste form for ægte Gudsdyrkelse. Dermed ærer man Gud, og glæder samtidig alle dem, der er besjælet af de samme ønsker.

kh
Jan

 Hej Ejby.

Jo, svend var inde på lidt samme tankegang, men jeg mener den ikke er helt korrekt.

 Vort åndelegeme kobles ganske rigtigt til hjernen og overfører de impulser dette åndelegeme har udviklet, og som er gemt i "talentkernerne",  i forbindelse med at styre legemets funktioner, disse er jo udviklet igennem mange liv og er blevet til talenter på c niveau.

 Jeg taler her om styringen af organerne og "beherskelsen" af evner, som f.eks musikalitet og kunst eller sport m.m.

 Men alle disse ting åndelegemet "kontrolerer" via hjernen, indbefatter ikke evnen til at "huske", hjernen tilføres ikke hukommelse fra åndelegemet, men kan kun arbejde med informationer den selv har optaget i sin egen hukommelse i løbet af dette liv.

 Kan man huske (måske som barn) oplevelser fra tidligere liv, så er det fordi hjernen ikke endnu "blokerer" for hukommelsen der ligger i åndelegemets hukommelse, så denne hukommelse kan slippe "forbi" hjernens hukommelse/tillærte "parametre" og komme op i overbevidstheden, men selvfølgeligt skal hjernen involveres, så når jeg siger "forbi"/"udenom" hjernen, så mener jeg kun forbi/udenom den del af hjernen som har skabt en mur der hedder "hjernens egne hukommelser fra dette ene liv".

 Man kunne måske sammenligne med en computer, hvori åndelegemets "hukommelse" er "Boothukommelsen", som bruges til at starte op med og som ikke ligger på selve harddisken, men har sin egen "chip", mens hjernens hukommelse er at sammenligne med alle de informationer man har loadet ind på computerens harddisk, efter at den er startet op.

 Forskellen mellem computeren og vor situation er blot den, at det vi har på vor hjernes harddisk, forsvinder med legemets død, men at al lærdom vi har opnået og al talent vi har udviklet, gemmes på "bootchippens hukommelse", og altså følger med os, når vi bruger denne samme "chip" til at starte den næste "computer" (næste legeme og hjerne) op med.

 Svært at beskrive for mig, men jeg har ikke læst noget fra Martinusses side endnu, som i mine øjne modsiger dette.

 Kærlige Hilsner fra Avatar.

  Hej Jan.

  Jo, jeg giver dig helt ret, når vi taler om selve analyserne, for de udtrykker også for mig at vi alle er lige og at det er selvviskheden vi skal bytte ud med næstekærligheden.

  Men som nævnt oplever jeg en helt anden Martinus, når han beskriver sig selv og sit eget værk, eller kommenterer på fremtid , biblen , eller andre ting, som ikke kan underbygges analytiskt.

  Det er måske bare mig der ser denne "forskel", men jeg kan jo kun give egne indtryk videre som jeg selv oplever dem.

  Kærlige hilsner fra Avatar.