findes den rene uselviske handling? 
Vil blive glad for, at høre jeres mening.
Kh Ejby
Hej Ejby.
Nej, det mener jeg ikke den gør.
Tilføjelse: Jeg mener rent faktisk, at alle handlinger i sidste instans er udslag af det modsatte, nemlig ren og skær selviskhed - alle handlinger drives i sidste instans af de ønsker og begær vi selv har.
Hej Ejby.
Ja, det vil jeg da mene, men det er nok igen et spørgsmål om, hvordan man udlægger ordet "uselvisk".
Nogle mennesker er jo slet ikke klar over karmaloven eller aktion/reaktion, og gør derfor det de gør uden at være bevidste om at de selv får det tilbage som der sendes ud, og da kan man vel sige, at gør de noget godt mod andre, ud af ren lyst til at være næstekærlig, eller blot fordi de selv mener noget er det rigtige at gøre, frem for noget andet, og så er der vel ikke "involveret" noget bevidst selvvisk. 
Men når man er bevidst om livslovene, så kan man nok godt tale om, at alt gøres på et selvvisk grundlag, men også når "bevidste" mennesker gør noget "uselvvisk", gøres det sikkert tit uden at disse gør det med bevidst formål omkring at ville gøre sig selv en "tjeneste", man gør nok det man gør fordi man "føler" det er rigtigt at gøre, fremfor fordi man gerne vil helt bevidst skabe sig selv en god karma.
Når man bliver så bevidst at man oplever at alle andre er en "del" af en selv og at vi alle tilhører det samme "legeme", så er det man gør mod andre jo gjort mod "en selv" og da vil alt jo på et eller andet plan, være selvisk, uanset hvem man gør tingene mod/for. 
Så man kan nok kun adskille selviskhed fra uselviskhed, på basis af den "forståelse" af livslovene, som det enkelte individ har opnået, som jeg ser det.
Kærlige hilsner fra Avatar.
Hej Svend.
Vil da også give dig delvist medhold, når dit udgangspunkt er at lyst, begær og ønsker, altsammen kan ses som værende udsprunget af selviskhed, så jo. er man så langt fremme i "kosmisk" forståelse, at disse begreber for en selv er lig hinanden, så er alt da ganske rigtigt, gjort af bevidste selviske årsager.
Der hvor jeg mener man kan se noget som værende gjort uselviskt, er når det er gjort uden bevidst ønske og bevidst viden om, at det man gør har en direkte indflydelse på ens eget liv/karma, så man gør noget, uden at forvente (vide at man får) en "belønning"/"betaling" for det man gør.
Kærlige hilsner fra Avatar.
Hej Avatar.
Selv om du gør noget godt uden at kende til karmaloven,
er det så udtryk for den rene uselviske handling.
Det kan jo være du gør det gode for andre, fordi det også
får "dig selv" til, at føle dig godt med "dig selv" og det "du gør."
Hvis denne handling af, at gøre godt for andre medføre en følelse
af tilfredshed i dig selv...så er det vel ikke længere udelukkende en
ren uselvisk handling, eller?
Kh Ejby
Hej Ejby.
Jamen du kender jo netop selv svaret, på baggrund af din personlige intellektuelle forståelse.
Det du eftersøger er jo REN uselviskhed, men den eksisterer jo ikke, som andet end kærligheden, men man kan jo sige at selv et bevidst menneske som JESUS der lod sig "ofre", også gjorde dette af selviskhed, men vi siger jo i vor egen kontekst, at Han gjorde det af kærlighed til os andre, så selviskhed er derfor (i denne kontekst) også lig kærlighed, hvis den rene uselviskhed ikke findes.
Min adskillelse går derfor på om det er bevidst for sig selv man gør en given "ting" eller om det er af følelsesmæssige årsager, så man blot føler noget er rigtigt at gøre, uden at have sig selv med inde i billedet.
I vor "kontekst" findes både begrebet selviskhed og uselviskhed, og man må derfor forh0olde sig til disse virkelig begreber, som ting der er poler i vor dualitetsopbyggede verden, så derfor må der også være en forskel på disse to poler, i den defination vi giver begreberne, og da må ren uselviskhed jo også forefindes, på lige fod med ren selviskhed, hvis ellers der overhovedet skal være nogen mening med at have disse to begreber at definere i nuet, (vor kontekst).
Det er rigtigt at man mange gange gør det man føler er rigtigt, fordi man vil have fred med sig selv og sin egen "samvittighed", og det er jo i sidste ende så også gjort på et selviskt grundlag, men gør man dette helt ubevidst, ser jeg det personligt det man gør som værende uselviskt gjort.
Kærlige hilsner fra Avatar.
Nej, det mener jeg ikke den gør.
Tilføjelse: Jeg mener rent faktisk, at alle handlinger i sidste instans er udslag af det modsatte, nemlig ren og skær selviskhed - alle handlinger drives i sidste instans af de ønsker og begær vi selv har.
Hej Svend.
Jeg er enig.
Kh Ejby
Vil blive glad for, at høre jeres mening.
Kh Ejby
Nej, ikke till 100%! Noget andet vore ulogisk og ikke i overenstemmelse med sult- og mættelseprincippet!
Man søger altid opnå nogen form for personlig behags- eller tilfredsoplevelse, om ikke andet så det personlige behag at give til andre og leve for og hjælpe andre og gøre Guds vilje. Så var det vel for Jesus og så var det vel for Martinus... Eller hvorfor ikke, man søger behaget i at for en tid glemme sig selv... og de egna begrensningerne...
Dette tror jeg har noe med Identitet å gjøre.Noen identifiserer seg med f.eks.Jehovas Vitner.Noen med Det tredje Testamente.Uselvisk handling er jo vanskelig å se i Jungelen av ståsteder.Hvilke kriterier ville du legge til grunn.På resultatet skal jo ting måles. :
Hej Ejby,
Den rene uselviske handling er synonymt med den næstekærlige handling.
Så derfor findes den i allerhøjeste grad.
Den rene næstekærlighed er at være til glæde og velsignelse for alt og alle. Er man det, er man uselvisk.
Nu forbinder mange uselviskhed med at man selv lider, for at andre kan undgå at lide. Og det er da også kendetegnet ved den uselviske person, at han/hun gerne påtager sig lidelser, hvis det kan forhindre andre i at lide.
Men lidelsen er ikke et mål i sig selv. Når man har forstået lidelsens mission og derfor hellere selv vil lide, end at andre skal lide, så er man ved at være færdig med at have brug for lidelse. Og derfor ophører den. Så er man beboer i de højeste verdener, som er de primære og hvor ingen lider.
Det er jo en stor misforståelse, at tro at det er finere eller bedre at lide end ikke at lide. Men der, hvor der ikke er den mulighed at ingen lider, ja da vil den uselviske altså hellere selv lide, end at det skal være de andre.
Og så kan det da ikke blive mere uselviskt. Ville det være mere kærligt eller uselviskt, hvis den kærlige person ikke selv kom til at opleve den kærlighed, som han/hun var blevet eet med, og i stedet kom til at leve i et evigt helvede med evige pinsler? Nej, det ville det ikke. Og det er heller ikke muligt, da ingen væsener kan pines evigt og heller ikke opleve andet end det, de selv skaber. Hvordan skulle man komme til at undgå at opleve kærlighed og velvære, når man selv netop er blevet eet med kærlighedens væremåde? Men det er da netop kun kærligt og uselviskt, at man også fra omgivelserne - før eller senere - kommer til at opleve den kærlighed, som man selv udsender. Det bliver den uselviske handlig da ikke mindre uselvisk af.
kærlig hilsen
Jan
findes den rene uselviske handling?
Ja i Himmelen
Skriv et svar