Intelligencen er ikke i paritet med den instinktprægede følelse.  Følelsen er mere styrret af instinkt end af intelligence. En instinkt der ikke mere er så skrap uden ofte nok tager fejl. Vi stræber efter at give "et godt og kærlighedsfuldt intryk" på vores omgivelser i enlighed med "flokkemoralen" selv om vi ikke er "i sig gode" uden temlig egoistiske... og ikke styrrede af alkærligheden... Man anstrenger sig meget og narrer sig selv...

Hej Ejby,

Jeg synes at du rammer godt hvad tossegodhed handler om, nemlig at "hjælpe" andre uden at tænke sig tilstrækkeligt om. Som du er inde på, så bliver konsekvenserne af ens "hjælp" netop mere besvær for den/dem man "hjælper" på kortere eller længere sigt end hvis man havde handlet på en anden måde. Martinus er bl.a. inde på det i forbindelse med opdragelse af børn (som du sikkert også har læst), hvor man netop får gjort dem en bjørnetjeneste ved ikke at få sat grænser for dem.

Hvorfor er det så svært at sige nej og sætte grænser? Tja, jeg er ikke helt sikker. Måske er det konfliktskyhed. Jeg tror dog også noget af det er at man simpelthen ikke, i tilstrækkelig grad, kan eller får tænkt situationerne ordentligt igennem. Det er måske mangel på at spørge sig selv om noget "rent objektivt" er rimeligt. Ikke om det føles rimeligt. Følelser er ikke på den måde "objektive". Men om noget rent faktisk er rimeligt og om man evt. kan se sagen fra andre vinkler.

Du skriver

Det er min oplevelse. Der mangler noget "kynisme" i tankegangen. Måske er det tid til at få læst Bønnens mysterium igen

kh
Lasse

Hej Ejby

Jeg har det svært med tiggere. I Århus har vi en del. De kommer fra Rumænien, og hver morgen anviser deres boss dem en plads rundt omkring i byen. Der er ofte tale om unge, arbejdsduelige mennesker, men de anstrenger sig virkelig for at se ynkelige ud. De får ikke en øre af mig - det ville være tossegodhed, synes jeg. Men der er nogle, der lader følelserne få overtaget, og engang imellem kommer tiggerbossen forbi for at samle dagens høst ind.

Måske er jeg kysnisk? I det hele taget synes jeg, at vi i Danmark har skabt et system, der giver alle mulighed for at få et sted at bo og noget at spise. Hvis de ikke ønsker denne hjælp, er det deres valg...

På en af filmene i dvd-boksen "Martinus, som vi husker ham" fortælles det, at Martinus på et besøg i Indien gav tiggerne penge, til trods for at hans medrejsende rådede ham til at lade være. Martinus svarede dem: "Men har de andet arbejde?"...

Venlig hilsen
Petersh

Tankevækkende kommentar.

Der findes en del "professionelle" tiggere i København. Jeg må erkende at jeg har lidt svært ved at tage det alvorligt, specielt når man for 3 gang indenfor kort tid bliver spurgt om penge til en togbillet e.lign.

Jeg ved ikke om vores sociale system er fuldstændig uden huller. Det er jeg ikke sikker på. Men det er selvfølgelig svært at tvinge folk til at modtage hjælp. Samtidig tror jeg at det kræver en noget at overleve i systemet og der er måske nogle som bliver tabt selvom de har mulighederne. Jeg er ikke sikker på at det er et fravalg eller et reelt valg. Jeg tror at der er folk som er så dårligt kørende at de ikke kan fungerer i systemerne og derfor bliver overladt til sig selv.

kh
Lasse

Jeg mener du har ret, det er følesenergi som der er for meget af og for lidt
Tyngde energi.

Tyngde energi man et menneske en på tuden.
Men med følelse energi blandet i bliver det et klap på hovedet.

Tossegodhed eller det som er værre melankoli eller medtrykthed er for meget føle energi.

Hej Lasse.

Jeg mener, at du er inde på noget vigtigt her.. Man skal være forsigtig med, at dømme. Dette må vel også gælde tiggeren. Vi går jo ikke i "hans" sko, og kan reelt ikke vide, hvad der ligger bag omstændighederne.

At stå på gaden dag ud og dag ind i alt slags vejr underlagt andres "nåde", med usikkerheden omkring om man nu får tigget nok penge til, at kunne spise den dag (og evt. kunne bidrage med lidt penge til familiens daglige måltid), betragter jeg ikke som, at hvile på lauerbærene.
Jeg kan komme i tanke om 1000 ting der ville være mere behageligt og interessant, at beskæftige mig med end det, for at få til det daglige brød og har svært ved, at se det som dovenskab.

Møder man en tigger på gaden, er det vel reelt Gud man møder der i form af sin "næste".

Jesus viste os vejen for over 2000 år siden, mht. hvordan vi skulle forholde os. Hjælp den syge, giv den fattige mad og besøg ham der sidder i fængsel. Det må vel gælde dem vi kommer i berøring med i vores omgivelser....incl.
tiggeren vi møder på gaden.

Martinus viser os, hvorfor det kan betale sig at være god. Det er sageligere at give end at tage. Når man således giver af sin overflod...dvs. hvad man lige mener man kan undvære i situationen...så har man i overordnet betydning vundet langt mere end man i det øjeblik har givet.

Hvordan skal vi forvente selv, at få hjælp hvis vi kommer i en økonomisk nødssituation hvor det handler om, at få de mest nødvendige og basale behov dækket, som mad, klæder og husly....hvis vi ikke selv er villig til, at give en tigger på gaden en skilling ???

Mon ikke de fleste, har prøvet at få en økonomisk håndsrækning efter vi er fyldt 18...f.eks fra vores forældre, andre familiemedlemmer eller nære venner og er taknemmelig for det?

Den 20èr eller 50èr kan måske gøre underværker for dette menneske, som måske kan få et varmt måltid mad. Og jeg tror næppe, at det er så god en forretning ,at man kan opretholde en luksus livsstil med eget hus med der tilhørende faste udgifter, bil, rejser og andre goder og sjov...så jeg mener ikke man behøver at være nervøs for at blive udnyttet til, at opretholde en andens luksus tilværelse i dovenskab.

Dybest set, kan man betragte det som et forhold mellem en selv og Gud....frem for et forhold mellem en selv og tiggeren.....og hvis Gud stod på gaden og bad mig om en skilling, ville jeg så vende ham ryggen?

Bare tanken om, at være/komme i en situation, hvor jeg måtte stå der på paronen og tigge andre om penge til en togbillet hver dag. Pyha!...det må bestemt ikke være for sjov skyld, tænker jeg.

Jeg synes det giver god mening, at Martinus valgte at give tiggeren, hvad han kunne undvære....og hans kommentar "Har han da andet arbejde?" siger alt...de 5 ord siger jo det hele.

Kh Ejby

P.S.
Jeg har dog et forbehold:
Jeg mener det er uhensigtsmæssigt, hvis man gør andre mennesker afhængige af en. Dette gælder også når vi snakker om tiggeren.

Hej igen.

Nu hvor emnet har bevæget sig ind på tiggere og fattige på gaden,
kom jeg lige i tanke om et af H.C. Andersens smukke eventyr. Selv
om det måske er lidt of topic, så håber jeg det er ok at smidde et
link.

http://www2.kb.dk/elib/lit/dan/andersen/eventyr.dsl/hcaev040.htm

:'( tænk at være i en situation, hvor man hellere vil fryse ihjel end at
komme hjem uden penge.

Måske denne fortælling ikke ligger så langt fra tiggerbørnene i indien.

Kh Ejby

Hej med jer

Udover de østeuropæiske levebrødsplattenslagere, som huserer på Strøget i Århus, mener jeg bestemt heller ikke, at der er tale om et bevidst valg for en stor del at de stakkels skæbner, som bor på gaden eller bare ikke kan få deres tilværelser til at fungere i samfundet. Heldigvis forsøger samfundet efter bedste evne at nå disse skæbner. Specielt ved juletid synes jeg, det er dejligt at se, hvordan enkeltpersoner og organisationer rammes af kollektiv julestemning for at sikre blot lidt julelys hos samfundets udsatte.

Men samtidig er der også dem, som vitterligt frabeder sig samfundets hjælp - og det skal de vel have lov til - så længe de ikke gør skade på andre (og til en vis grad sig selv)?

Jeg blev selv så glad, da jeg hørte citatet med Martinus: "Men har de andet arbejde?". Pludselig kunne jeg se, hvor uforbeholden virkelig næstekærlighed er - og hvilket mentalt overblik der kræves for at kunne forstå dette.

Venlig hilsen
Petersh

Jeg fik ikke skrevet at det er hvis den samme person spørger. Det gør en forskel for så ved man at det ikke er penge til en togbillet, der bliver spurgt om. Jeg kan godt finde ud af at tage det seriøst, hvis det er forskellige personer

kh
Lasse

I hvert fald når det handler om voksne.

Angående citatet med Martinus: "Men har de andet arbejde?". Jeg tror at Martinus har forstået at de tiggere ikke kunne få et arbejde og ikke kunne ændre deres situation. I den situation er det vel rimeligt at hjælpe. Herhjemme holder vi i et vist omfang et sikkerhedsnet under folk, så man skulle mene at det ikke i samme omfang er nødvendigt.

Det er også interessant med snakken om hvorvidt tiggeren i Indien eller Danmark er selvforskyldt i deres situation og hvorvidt man så skal hjælpe. Så man kan spørge hvornår man reelt hjælper? Hvornår fastholder man folk i en uheldig situation? Hvis man kigger på de politiske scene i Danmark, så oplever vi i øjeblikket en regering der "svinger pisken" og vil "motivere" folk til at komme i arbejde, mao. folk kan godt men "vil ikke". Venstrefløjen i dansk politik er (eller var en gang) mere eftergivende og tillagde f.eks. sociale forhold og social arv en større betydning.

Problemet eller udfordringen i hele det her at det tingene er meget individuelle. Man kan forestille sig 2 personer, der er havnet i stort set samme situation, der kræver helt forskellig 'behandling'. Den ene har måske brug for et "kærligt spark", hvor den anden måske bare skal have 100 procent hjælp og det sidste der er brug for er et spark. Derfor bliver det en stor udfordring at diskutere problemet i generelle termer.

Tænker
Lasse

Hej Lasse.

Jeg er enig i dine betragtninger - det er ikke bare sort og hvidt.

  Hej Alle.

Begrebet "tossegodhed" er sikkert reelt nok, der er formentligt mange situationer, hvori det der ser ud som en hjælp er med til at "fastholde" den "lidende" mere end det gavner.

  Men når vi i denne specielle "periode" i udviklingen, oplever "dommedagen" omkring os, på mange forskellige planer, så mener jeg at en af "ingredienserne" i denne "dommedag" bla.a er, at vi alle på forskellige måder bliver sat på "prøver" i hvor megen næstekærlighed vi har opnået at udvikle, og dette afspejles i vor umiddelbare tankegang, når vi møder andre i "nød".

  Så når det gælder mad vand, og omsorg, så er det at sige ja til at "dele", uden på forhånd først at "dømme" (bedømme om det nu også er rigtigt eller tossegodt at dele), blot "næstekærlighed på c-niveau".

  Mange af de som vi ser som "tiggere" er blot Guddommens "eksaminatorer", (uden at de selvfølgeligt selv ved dette), og i mange forskellige situationer bliver vi hver især sat på prøver i hvordan vi reagerer, rent "omsorgsmæssigt".

  Det hænder når vi individuelt tager stillinger i vort eget "hoved" til flygtninge og indvandrere, det gælder når man udsættes for oplevelser der kræver at man tager hånd om sine med mennesker, som ved ulykker eller terror m.m., f.eks blev mange "eksamineret" ved 911 hændelsen, og vi har jo lige set endnu en situation, hvor et fly nødlandede på Hudsonfloden og udløste muligheder for, at mennesker kunne vise hvad de reelt indeholdt, når det virkeligt "gjaldt", og ved denne hændelse viste (ihvertfald i mine øjne) rigtigt mange at de var beredte til at hjælpe, og at der faktisk kunne skabes "mirakler" hvis blot alle fokuserede på at hjælpe, uden forbehold.

  Sådan oplever mennesker over hele kloden i øjeblikket at blive sat på forskellige "dommedagsprøver", og det er vigtigt at man ikke tænker "for meget" i sådanne situationer, men blot gør det der "føles" rigtigt at gøre, da man ellers let kan rode sig ind i at "dømme" for meget, omkring om den der "lider" nu også "fortjener"at blive hjulpet eller ej, eller på hvad "måde" man nu mon hjælper bedst, så man undgår at være tossegod, for da tænker man jo mere på selv at undgå at spilde sine kræfter, end man tænker på de umiddelbare behov andre måske har, (mener jeg).

  Måske det allerbedste var blot at sige ja til at hjælpe når man kan,  ihvertfald når det gælder disse "basale" ting, som mad, vand og "omsorg",  fordi det at forsøge at afgøre om man selv er i fare for at gøre noget "tossegodt", jo også indebærer at man så selv påtager sig at "afgøre" hvad der er bedst for andre, og det er jo at "dømme", mere end at "bedømme", når man selv sidder med magten til at gøre noget eller ej.

  Intentionerne bag det vi gør, er de vigtigste, og er dem der afgør om vi består "prøvelsen" eller ej, så hvad andre eventuelt gør med den hjælp vi giver, det er deres eget ansvar, og den "frie vilje" bør vi jo ikke tage fra hinanden.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Det er altid hele regnbuen! Alle grundenergier er nærvarende i alt...

Ja, udfordringen er bare hvor meget af hver enkelt energi der er tilstede og ikke mindst hvordan man skal og kan reagere.

Med hensyn til tiggere så må hver af os gøre det der er mest kærligt og det er en helt individuel betragtning som vi alle selv må tage stilling til i situationen. Værdien ligger i at spørge sig selv (eller Gud) "hvad er mest kærligt at gøre her" - svaret vil være relativt og har kun vigtighed i den konkrete situation.

Med kærlighed

Lars

Hej Lars1

Enig - det tror jeg, du har ret i!

vh. Petersh

J

Jeg tror også at så længe man forsøger at gøre det rigtige og reflekterer over, om det man mener er det rigtige, nu også er det rigtige, så kan det ikke være helt slemt det man gør, selvom det man ende op med at gøre måske ikke er det mest optimale.

kh
Lasse

Ja, uanset hvad vi gør - så gør vi det jo så godt, vi kan.
Det eneste, vi risikerer, er, at vi bliver bedre til at vælge det rigtige...

Venlig hilsen
Petersh