...ved at tilgive så prosjiserer man at andre mennesker laver uret, altså, fordømmer.
at observere er at bedømme.
eller var ikke det svaret du ønsket?

Hej Ejby.

Jeg tror det ligger i, hvorvidt man nedgør andre i bedømmelsen.

I sit værk beskriver Martinus masser af steder, hvordan vi er forskellige i vores udviklingstrin. Man kan vel ikke leve et jordliv uden en gang imellem at påpege over for andre, at de ikke er så gode til dit eller dat. I bedømmelsen ligger der en accept af den anden part, fordi man ved, at vedkommende er på et andet trin end man selv er.

Når Jesus taler om at dømme tænker jeg på de situationer, hvor man for eksempel bebrejder andre i retning af, at: "Når jeg kan så kan du vel også dit fjols". Der ligger her underforstået, at vi som individer bedømmer andre ud fra, hvad vi selv kan, fordi vi tror, at vi som mennesker er helt ens, og at andre derfor har helt de samme muligheder og evner som vi selv har. Vi dømmer her andre mennesker ud fra hvordan vi synes de burde være. Konsekvensen er så heldigvis, at vi får "dommen" tilbage ved, at andre vil kalde os for fjolser og idioter, selv om vi selv mener vi har handlet så godt som vi kunne i den givne situation.

Man må vel spörre sig hvorfor man dömmer/ bedömmer - hvad man skal benytte bedömmelsen til.  Til og hjälpe andre eller til at lave sig selv stor og "god"  på den andres bekostning...

Det kommer an på hensigten - inte på nogle formale kriterier.

Hejsa ejby.

  At bedømme er vel tankemæssigt at måle, veje, vurdere o.s.v. og er derfor en tankeudregning, mere end en handling.

  At dømme er vist at handle på grundlag af sin "tankebedømmelse", fremfor på et objektivt grundlag.

  At bedømme en person, f.eks ved en jobsamtale er vel OK, selve dommen sker jo først når/hvis man enten afviser vedkommende som egnet til jobbet eller ansætter vedkommende.

  At bedømme/vurdere en person til at være en "hore" er vel OK, jeg mener at have hørt om at jesus selv gjorde dette i en konkret situation, mens det at dømme "horen" ikke var noget jesus selv ville, han bad vist den der selv var uskyldig om at kaste den første sten.

  Pricipielt dømmer man vel (og dømmer forkert) hver gang man ikke er til velsignelse for sine medmennesker med sine handlinger.

  MVH Peter.

Det at dømme handler om at hævne sig.

Hævnfølelse har at gøre med, at man føler noget er uretfærdigt. Hævnen bliver derfor typisk ikke opfattet som hævn eller vrede, men som at man råder bod på uretfærdigheden.

Deraf begreberne "hellig vrede" og  "retfærdig harme", der dækker over (ofte ubevidste) forsøg på at legitimere eller skjule hævnmotivet.

Vrede hæmmer ens evne til at tænke klart, og samtidig kan den give en den vrangforestilling, at man tænker meget klart, og at man er meget retfærdig.

Derfor vil ens vurdering/bedømmelse ofte være mindre præcis, når man er vred. Man vil være tilbøjelig til at overdrive til fordel for sig selv.

Martinus nævner noget med, at når man ser kedelige ting ved andre, så er det vigtigt også at huske på, hvorfor personen er, som han er. Han er nødt til at være sådan lige nu. Der er altid gode grunde til, at man er, som man er, og at man gør, som man gør. At huske på det, er en hjælp til ikke så nemt at blive vred, da vreden bygger på forestillinger om, at personen kunne have gjort anderledes.

I det hele taget at få en mere sand tanke- og forestillingsverden, at få sine forestillinger mest muligt i overensstemmelse med virkeligheden, fjerner grundlaget for vrede og intolerance.

Hei

Hva med Guds vrede i det gamle testamentet ?
Og i Johs Åp. 14
" 9 En tredje engel fulgte etter dem og ropte med høy røst: «Om noen tilber dyret og bildet av det og tar imot merket på pannen eller hånden, 10 skal han få drikke av Guds vredes vin som er skjenket opp ublandet i hans harmes beger, og han skal pines med ild og svovel for øynene på de hellige engler og Lammet. 11 Røyken fra deres pinsel stiger opp i all evighet – verken natt eller dag får de ro, de som tilber dyret og dyrets bilde og tar imot dets navn til merke.» 12 Her må de hellige ha utholdenhet, de som holder seg til Guds bud og troen på Jesus."

Kan likevel vrede være mer eller mindre hellig også blant menneskene?
Vh Jostein

Hej Jostein.

Ang. det gamle testamente. Her tales der vel om den dyriske bevidsthed, og den karma der følger med det.

Man kan måske sige, at vrede er mere hellig eller naturlig på primitive stadier, hvor tyngdeenergien er mere dominerende.

Kh. Ejby

Hej Jostein,

Man har jo haft meget svært ved at forestille sig, at Guddommen ikke var vred og hævnende.
Derfor handler Gamle Testamente om Guds vrede og hævn.
Men så dukker Jesus op, som siger, at man skal elske sine fjender, og man skal tilgive alt og alle.
Det har de fleste den dag i dag - 2000 år efter - meget svært ved at tro på. Det er derfor ikke så mærkeligt, at der også har sneget sig noget af hævn-mentaliteten ind i det nye testamente, men nu trods alt iblandet alt det, der står i saligprisningnerne om kærlighed og tilgivelse og ikke mindst tilgivelsen under korsfæstelsen.

Hej Alle.

Tak for interessante indlæg.

Jeg tænker, at alt som man får negativ karma retur for dyriske handlinger, og tager ved lære af det....
så får man efterhånden udvidet sin viden, om hvilke ting der ikke er hensigtsmæssig opførsel.

Med denne ny- eller gen-erhvervede viden, vil man uundgåeligt observerer disse ting i andre. Dvs. når ens næste begår samme "fejl", som man selv nu via karma har lært af - så bliver det åbenlyst.

Man bedømmer opførslen som uhensigtsmæssig på baggrund af egne erfaringer, men bebrejder ikke personen.

Fordom kan også have betydningen - at dømme nogen på forhånd. Dvs når vi tillægger andre motiver og holdninger m.m., som de måske ikke har, på baggrund af falske forestillinger og tendensen til, at generaliserer. Her bedømmer vi ikke dette menneske korrekt, men dømmer det på forhånd på et falsk grundlag. En form for automatisk dom, baseret på noget vi ikke kan vide noget om.

Vi skal altså ikke fordømme (bebrejde eller dømme automatisk). Det skal vi øve os i, at komme bort fra.
Mens evnen til, at bedømme (observerer) vil tiltage med egne erfaringer og udviklingen.

Det er de tanker jeg har gjort mig.

Kh. Ejby