Formålet med de kosmiske analyser er alene at vise, at det kan betale sig at være kærlig. At det i virkeligheden er det eneste, der kan betale sig.
Analyserne er derfor ment som en inspirationskilde til at øge ens evne til at tænke og handle mere kærligt.
Dette sker ved, at analyserne stiller en teoretisk indsigt til rådighed, der gennem forstanden kan arbejde sammen med ens lidelseserfaringer. På den måde kan analyserne være med til, at det bliver nemmere at tilgive, hvilket er absolut eneste fornødne, når man vil være mere kærlig og komme til at opleve freden.
Når analyserne bl.a. viser, at alt er såre godt; at man selv er skyld i alt, hvad man kommer ud for; at ingen kan gøre ret og ingen kan lide uret - så er disse analyser ikke manifesteret for, at man så skal bebrejde nogen noget eller hævne sig på nogen, fordi de evt. har en ubehagelig skæbne eller gør noget destruktivt.
Disse analyser er netop manifesteret for at inspirere til det modsatte: aldrig at bebrejde, men altid at forstå og tilgive, hvilket er en forudsætning for at kunne have medfølelse med andres lidelser.
Det, der i særlig grad kan gøre det svært at tilgive, er, at man har en forkert opfattelse af virkeligheden. Når man ikke kan tilgive, er det ofte fordi, man føler sig uretfærdigt behandlet. Og så føler man ikke, at det er rimeligt og retfærdigt at tilgive, men måske ligefrem at det mest retfærdige er at bebrejde og hævne sig.
Men analyserne kan altså hjælpe til at se det urimelige i hævnen og bebrejdelserne - og det rimelige i altid at tilgive.
Når man oplever noget ubehageligt fra omgivelserne, og bebrejder omgivelserne dette, så svarer det til, at man bestiller en pakke med posten, og når posten så kommer med pakken, så bebrejder man postbudet, at han kommer med denne pakke. Og man kan slet ikke huske, at man har bestilt pakken, det vil man slet ikke høre tale om. Så man er af den opfattelse, at det er postbudets skyld, at man får denne pakke, man ikke vil have. Derfor nøjes man ikke med at hævne sig på postbudet, men man synes også denne hævn er berettiget og retfærdig.
Hvis man vidste, at man selv havde bestilt pakken, så var det nemmere at se det rimelige i, at det ikke er postbudets skyld, men ens egen, at man får den pakke, man selv har bestilt. Og at det absolut ikke er postbudet, der er den egentlige årsag til pakken.
Men det er principielt helt samme situation, når man får alle andre ting og oplevelser i livet. Man er altid selv den, der har "bestilt" de ting, man får. Og når man kan forstå det, så er det meget nemmere at tilgive omgivelserne, der jo dybest set er ligeså uskyldige i ens skæbne som postbudet. Omgivelserne kan jo ikke gøre for, at man har udløst nogle årsager, som har ført til den nuværende virkning i ens liv. Men det er denne overtro, man ofte lever på, og denne overtro fastholder hævnen og ufreden.
Omgivelserne er budbringere for det, man selv har "bestilt". At forstå dette kan være til megen stor hjælp med hensyn til at øge sin evne til at tilgive, og det er alene til dette formål, analyserne er lavet.
At analyserne også, hvis de opfattes forkert, kan bruges til at bebrejde andre deres væremåde, er jo ikke analysernes skyld. Alting kan bruges både efter hensigten og mod hensigten. Men fordi analyserne kan bruges mod sin hensigt, og man på den måde kan gøre skade, betyder det jo ikke, at man også vil gøre skade ved rigtig brug af analyserne. Tværtimod, ved rigtig forståelse og rigtig brug kan analyserne kun bruges til et formål: at tilgive alt og alle; at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv.
Derfor kan man egentlig kun med rette kritisere analyserne, hvis man er modstander af tilgivelse og tilhænger af hævn. Men selv en sådan opfattelse er der forståelse for i analyserne. Men hvis man har denne opfattelse, vil man sandsynligvis ikke kunne finde nogen særlig inspiration i analyserne.
venlig hilsen
Jan
Analyserne er derfor ment som en inspirationskilde til at øge ens evne til at tænke og handle mere kærligt.
Så de skal overbevise os gennem vores egoisme? "Det skal betale sig at være kærlig?" I den første omgang, kan man tænke... Skal de ikke også længere frem opmuntre vores spirende altruisme? Hvert ting har sin tid...
Analyserne er derfor ment som en inspirationskilde til at øge ens evne til at tænke og handle mere kærligt.
Så de skal overbevise os gennem vores egoisme? "Det skal betale sig at være kærlig?" I den første omgang, kan man tænke... Skal de ikke også længere frem opmuntre vores spirende altruisme? Hvert ting har sin tid...
Kærlighedsloven går både på at elske næsten og sig selv. Hvis man ikke både elsker næsten og sig selv, har man således ikke opfyldt kærlighedsloven. Det er derfor ikke nogen overtrædelse af livsloven at tænke på, hvordan man elsker sig selv, hvis man samtidig også ser det som lige så vigtigt at elske sin næste. Dybest set er denne næste identisk med een selv, så i kosmisk forstand vil man altid i en eller anden grad tænke på sig selv. Men at kalde dette for egoisme, når man dermed opfylder kærlighedsloven, er jo i så fald en noget anderledes brug af begrebet egoisme, end den gængse. Definitionen på egoisme er jo normalt, at tænke på sig selv uden at tage hensyn til næsten.
venlig hilsen
Jan
Analyserne er derfor ment som en inspirationskilde til at øge ens evne til at tænke og handle mere kærligt.
Så de skal overbevise os gennem vores egoisme? "Det skal betale sig at være kærlig?" I den første omgang, kan man tænke... Skal de ikke også længere frem opmuntre vores spirende altruisme? Hvert ting har sin tid...
Kærlighedsloven går både på at elske næsten og sig selv. Hvis man ikke både elsker næsten og sig selv, har man således ikke opfyldt kærlighedsloven. Det er derfor ikke nogen overtrædelse af livsloven at tænke på, hvordan man elsker sig selv, hvis man samtidig også ser det som lige så vigtigt at elske sin næste. Dybest set er denne næste identisk med een selv, så i kosmisk forstand vil man altid i en eller anden grad tænke på sig selv. Men at kalde dette for egoisme, når man dermed opfylder kærlighedsloven, er jo i så fald en noget anderledes brug af begrebet egoisme, end den gængse. Definitionen på egoisme er jo normalt, at tænke på sig selv uden at tage hensyn til næsten.
venlig hilsen
Jan
Hvad skal man kalde den der ikke elsker sig selv men elsker andre? Egoist er man vel ikke?
Er alkærligheden kun en udviklet egoisme, betinget af at man insedt at "du" er "jeg" och "jeg" er "du"?
Jeg mener, dybest set ikke det er muligt at elske andre og ikke sig selv.
Der er nogen, der tilfredsstiller andres behov ud fra frygt for at drage omsorg for sig selv. Det kan godt i det ydre se ud som næstekærlighed, men næstekærlighed er drevet af frihed og glæde, ikke af frygt og mindreværd.
Hvad kalder man det? Jeg tror, der er en hel del psykologiske betegnelser, man kan sætte på. Det er jo i hvert fald en neurotisk tilstand.
Det kan man jo i en vis forstand godt sige. I dyreriget føler man, at man selv slutter ved sin fysiske krops grænse. Men gennem intuitonen oplever man, at man slutter så at sige ved "verdensaltets grænse". Da verdensaltet ikke har nogen grænse, kan man også sige, at man ikke slutter. Men man er alting. Man er blevet bevidst i alting. Og føler derfor smerte uanset om det er mig og min fysiske krop, der sanser smerte, eller det er en andens.
Adskilthed er en skabt realitet. Den er kun noget tilsyneladende. Hinsides adskiltheden eksisterer det absolut virkelige: enheden, evigheden, som er det levende væsen. At tænke i adskilthed uden samtidig at tænke i enhed: "mig og ikke dig" eller "dig og ikke mig" er dybest set overtro.
Så hvem er der så at elske andet end det levende væsen? Der er ikke andre. De mange er jo samtidig den ene.
Så når man skelner mellem, om det er mig selv eller næsten, man elsker, så er det fordi ens perspektiv er set ud fra overtroen om, at dig og mig er to forskellige, adskilte væsener. Men virkeligeheden er, at vi både er adskilte og identiske, hvor det adskilte kun eksisterer som en oplevelse og herudover ikke har nogen selvstændig eksistens. Desuden er oplevelsen af adskillelse kun på det fysiske plan. Efterhånden som intuitionen vågner, ser man virkeligheden som den er: at vi alle er en og samme enhed eller levende væsen. I det perspektiv mister begrebet "egoisme" i gængs forstand sin mening.
venlig hilsen
Jan
Nemlig. Det er en (udbredt) misforståelse at kalde det "egoistisk" at være kærlig, fordi det kan betale sig. Absolut alt hvad det levende væsen gør, gør det, fordi det søger at opleve behag.
Hvis kærlige handlinger fremkaldte ubehag hos det levende væsen, der var ophav til disse kærlige handlinger, kunne man med rette kalde dette væsen for "pervers".
Men heldigvis forholder det sig ikke sådan. Kærlige handlinger skaber vitterligt velbehag. (Ihvertfald indtil man bliver mæt af denne type oplevelser, hvorefter det - gradvist - bliver en anden type oplevelser, der vil fremkalde behag).
Venlig hilsen
Petersh
Nemlig. Det er en (udbredt) misforståelse at kalde det "egoistisk" at være kærlig, fordi det kan betale sig. Absolut alt hvad det levende væsen gør, gør det, fordi det søger at opleve behag.
Hvis kærlige handlinger fremkaldte ubehag hos det levende væsen, der var ophav til disse kærlige handlinger, kunne man med rette kalde dette væsen for "pervers".
Men heldigvis forholder det sig ikke sådan. Kærlige handlinger skaber vitterligt velbehag. (Ihvertfald indtil man bliver mæt af denne type oplevelser, hvorefter det - gradvist - bliver en anden type oplevelser, der vil fremkalde behag).
Venlig hilsen
Petersh
Egoisme er vel at søge sit eget behag på bekostning af andres behag. Alkærlighed at søge behag der ikke orsager at medvesendene må lide og at være parat at lide for andres langsiktige lykke, hvis det ær nødig, altså at være parat at ofre sig for et godt ting eller formål! Hvis vi vil opleve behag optimalt på lang sikt kan dette kun garenteras hved at leve alkærlighedsfuldt. Det naturlige for alt levende er jo at søge sig til behaget! Og hvis vi er mætte på mørket søger vi os til lyset og er vi mætte på lyset søger vi os till mørket. Det vi sultner efter, det er det som vi osgså finder behaglig!
Skriv et svar