Jeg synes også det er vigtigt at tage fat i det nære, altså de væsener og ting man har en indflydelse på.

Hvis vi skal ind på 9/11, så skal man huske at være vågen med kilde kritik, her er det vigtigste oftest at være kritisk overfor kritikerne.
Hvis vi tager en nogle de bedre konspirations teoretikere, så syntes jeg faktisk at de har mange gode pointer, men jeg syntes faktisk også at de har mange mindre gode, og jeg har søgt og set meget materiale.

Jeg er enig. Konspirationsteorierne kan have gode pointer, men der er altså også nogle dårlige imellem, hvor man drager nogle konklusioner, som ikke holder. F.eks. at det at en person skifter forklaring er det samme som at personen løj første gang. Det kan man simpelthen ikke konkludere. Der kan være mange andre grunde til skiftende forklaringer end løgn og forsøg på at dække over ting. Hvis man vil underbygge at det er en løgn, så skal der mere til. Man skal eftervise at personerne bevidst ændrede forklaring for at skjule noget. Det er ikke nok bare at sige at de ændrede forklaring og derfor løj. Her vælger man så den som passer bedst ind i sin egen teori.

Mit største problem konspirationsteorierne er at man insinuerer at der er noget helt galt, som vi andre bare ikke kan se eller må få af vide. Det kan føre til en skarp holdning om at andre "burde gøre noget" eller mene noget bestemt og at det er for galt at de ikke gør det. Mao. mener man at andre folk skal forandre sig. Og man mener det ofte meget stærkt og derfor kan det opleves som anklagende.

Jeg kender godt denne fornemmelse af opleve at noget er helt galt og at man må få andre til at forstå det. Men jeg mener at tilgangen, med at forsøge at overbevise andre, grundlæggende er uproduktiv. Folk har en vis modstand på at få fortalt hvordan de skal tænke eller gøre og man kan ikke ændre dem alligevel. Man kan oplyse og så er det det. De skal nok finde ud af det, hvis det virkelig er vigtigt. Det betyder ikke at man forholder sig passivt. Det betyder at man ikke agerer aggressivt.

Jeg er ikke ude på at anklage nogle for at være aggressive. Men mere at forklare mit eget ideal, nemlig at arbejde på oplysning kombineret med respekt og tolerance for andres meninger. Det betyder ikke at man skal være enig om alt, men at man kan se forskelligt på tingene og stadig være venner. Det handler om at gå efter bolden og ikke personen.

Hej Lasse,

Jeg er enig i det du skriver.

Men det gælder både for tilhængere og skeptikere af den officielle forklaring (eller for den sags skyld alle mulige andre holdninger), at der er nogen, der er fanatikere og som er meget usaglige og fordømmende over for folk med den modsatte holdning end dem selv. Det saboterer den egentlige debat.

Vi må tilstræbe en debat, der er sober og saglig. Uheldigvis er der mange kræfter der modarbejder dette. Fanatisme er vanskeligt at bekæmpe. Vi kan dybest set kun bekæmpe fanatismen i os selv.

Hej Jacob,

Jeg tror, stort set jeg er enig i det du skriver.

Selvfølgelig er det også vigtigt, at kritisere kritikkerne. Men en del af kritikken er jo simpelthen en lang række ubesvarede spørgsmål.

Hvorfor er det så svært at få disse spørgsmål besvaret på en videnskabelig måde?

Hvorfor bliver den officielle forklaring i mainstream-media altid omtalt som om, den ikke var en konspirationsteori, medens at enhver kritik af den officielle teori, bliver betegnet som konspirationsteori? Er det ikke for at skræmme folk fra at komme med kritik? Det er i hvert fald ikke særligt sagligt i mine øjne!

For mig ser det ud til, at den officielle forklaring blev gjort til en hellig ko, som man herefter var forpligtet til ikke at stille spørgsmålstegn ved.

Hvorfor sagde Bush, at man ikke skulle tro på nogen uhyrlige konspirationsteorier og enten var man med USA eller med terroristerne? Var det fordi, han vidste at den forklaring, han selv kom med var en uhyrlig og meget farlig konspirationsteori, der ikke kunne tåle en kritisk undersøgelse - og derfor skulle den hurtigst muligt ophøjes til Sandheden med stort S? (Sådan at man hurtigst muligt kunne indlede et ubegrænset antal krige baseret på denne 'sandhed')

De klip fra DR som jeg linkede til fra 11. og 12. september, der debatterede man seriøst, at der var bomber. Det var den spontane forklaring, man umiddelbart var enige om. Man forklarede nedstyrtningerne af bygningern med at det sandsynligvis var på grund af eksplosioner - ikke mindst fordi der var mange vidneudsagn om bomber (fra brandmænd og alle mulige andre) Reimer Bo sagde, at man jo undrer sig over, hvordan bygninger kan styrte sammen, fordi fly flyver ind i dem. (Det gjorde alle, indtil den officielle forklaring fortalte noget andet) Tidligere topchef i Nato Kjeld Hillingsø sagede, at det ikke var sandsynligt at det var Bin Laden, der stod bag, fordi angrebet var så organiseret, at der måtte stå en nation bag.

Få dage efter kom Bush's retorik om at enten er i med os eller også er i med terroristerne, og fra den dag, var alles mening nu vendt 180 grader. Alle "vidste" nu, at selvfølgelig styrtede bygningnerne sammen pga. flyene og ikke pga. bomber.
Selvfølgelig var der ikke bomber. Og selvfølgelig var det Bin Laden der stod bag.
Og hvis man i dag hører interviews med folk, der mener, der var bomber, så husker intervieweren altid at minde om, at så kan han vel også godt forstå, at folk tænker at han må være en galning.

Niels Harrit har sammen med en forskergruppe fundet spor af ureageret sprængstof - nano thermit - (der også kan bruges til at smelte stål) i støvet fra WTC.
Dette er et link til den videnskabelige artikel: Active Thermitic Material Discovered in Dust from the 9/11 World Trade Center Catastrophe

Niels Harrit vil gerne disktutere de tekniske omstændigheder omkring nedrivningen af de tre skyskrabere i WTC i et fagligt forum, men ingen har foreløbig ønsket at arrangere et sådant. Hvorfor mon ikke?

Det er rigtigt, at det er svært at afgøre, hvilke argumenter, der er valide og hvilke, der ikke er. Men netop af samme grund kunne man jo ønske sig en undersøgelse og at folk ikke skulle blive kaldt konsprationteoretikere, fordi de udtrykte de synspunkter, som helt seriøst blev fremlagt på DR 11. og 12. september - altså før der blev lukket ned for reel debat om emnet (da den officielle forklaring kom). Dagene før den officielle forklaring var der tankevækkende nok ingen der blev stemplet som uhyrlige konspirationsteoretikere, fordi de mente som de gjorde.

Og når man så har brugt begivenheden til at tilsidesætte menneskerettigheder, øge krigene og diktaturet, så bliver det ikke mindre suspekt.

For mig ser det ud som om at næsten hele den vestlige verden er blevet hjernevasket af begivenheden 11. september.

Et eller andet sted er det måske den vigtigste begivenhed at få gennemdebatteret, hvis man altså ønsker mindre krig. Det er som om at hele menneskeheden er i granatchok, men ignorere chokket, fremfor at snakke om det og få det bearbejdet.
Og måden chokket ignoreres på er vha. ligegyldighed, angst, had, krig og tortur.

Poul Nyrup sagde, at han fik at vide om kolapset af tårnet 5-10 minutter før det skete. Efterfølgende siger Poul Nyrups presserådgiver, at det har Poul Nyrup selvfølgelig ikke sagt eller ment. Men optagelserne viser jo så tydeligt, at det sagde han! Hvorfor denne åbentlyse løgn??

Og Morten Løkkegaard fortæller, at det emne kan man ikke røre ved. Der er ikke nogen, der vil røre ved det. Det har han selv bitterligt erfaret.

Hvorfor?

Martinus har sagt, at når vi er tilhængere af freden, og forsøger at være freden, så behøver vi ikke at frygte krigen. Krigen kommer, men den rammer dem, der ønsker krigen - og gør dem humane.

Var det ikke muligt, at man kunne bidrage kærligt til verdensfreden ved at undersøge om verdens måske farligste forklaring er en kæmpestor løgn?

Martinus har jo også sagt, at hvor der er krige er der løgnehistorier. Sandheden er det første offer i krig. Hvorfor skulle det egentlig være anderledes med den officielle forklaring?

Hvem har gavn af, at forklaringen IKKE bliver undersøgt?
Og hvem har gavn af, at den bliver undersøgt?

For mig at se kan det kun være folkene bag forbrydelsen og deres sympatisører, der kan have glæde af, det ikke bliver undersøgt.

Verdenssamfundets interesse må være at det bliver undersøgt.

Spørgsmålet er så om verden er moden til en sådan undersøgelse, eller om der skal flere lidelser til først?

Fanatisme er vanskeligt at bekæmpe. Vi kan dybest set kun bekæmpe fanatismen i os selv.

Helt enig. Skriver Martinus ikke også noget i retning af at hvis vi skal kritisere nogle, så skal det være os selv?

Jeg synes at artiklen om Tærskelens vogtere i artikelsamling et relevant. Specielt hvor han citere det med at det er let at få øje på splinten hos de andre men ikke bjælken hos en selv (jeg kan ikke huske ordlyden præcist). Det er bare lettere sagt end gjort.

Helt enig. Skriver Martinus ikke også noget i retning af at hvis vi skal kritisere nogle, så skal det være os selv?

Jo, det gør han. Men kritik er mange ting. For det første kan kritikken være rigtig og den kan være forkert. Dernæst kan kritikken være sagt for at chikanere eller den kan være sagt for at hjælpe.

Den kritik, der er korrekt og sagt for at hjælpe og som man er moden til at forstå, det er jo en kærlig kritik. Men hvis ikke alle de 3 ting er i orden, så går man galt i byen med sin kritik.

Det med splinten og bjælken, det handler jo om ting, der ikke må være der, og så ser man det ved andre i stedet for. Og så kritiserer man andre fordi man er utilfreds med dem (intolerance), og undgår dermed at se at årsagen til ens utilfredshed er hos en selv.

Min erfaring er, at man kun humant kan bekæmpe de dyriske tankeklimaer ved at give dem lov til at være der, men under voksent opsyn så at sige. De er ikke forkerte og skal ikke skubbes væk. Men vi gør det instinktivt, hvis vi ikke er opmærksomme. Så kunsten er at give dem plads, uden at give dem al pladsen. De er jo som børn. Det er ofte nødvendigt at sætte kærlige grænser for dem. Men bag ved de dyriske tankeklimaer (altså vrede, skuffethed, uro osv.), der gemmer sig en længsel. Så når jeg oplever at disse følelser 'dukker op', så spørger jeg mig selv, hvilken længsel er der bag?

Somme tider ligger følelserne i lag: bag ved irritation kan fx. være sorg, og så må man tage dem en for en, men inderst inde - bag den sidste urolige følelse - er der en længsel.

Hvis jeg kan finde ud af længselen, kan jeg også undersøge, om den kan indfries.
Hvis nu jeg længes efter at folk skal forstå mig, så kan det være at jeg må indse, at det kan jeg ikke forvente at folk skal kunne, hvis de nu ikke kan det. Men så kan jeg i stedet øve mig i at forstå dem og forstå mig selv. Og hvis jeg stadig har denne længsel: bare de kunne forstå mig, så må jeg slippe det og og så øver jeg mig på at sige ske ikke min, men din vilje (til Vorherre ).

Det synes jeg er en god teknik.

1. 911 blev arrangeret af CIA og den amerikanske regering sammen med Mossad og den israelske regering
2. Formålet var bl.a. som med alle andre "false flag" operationer i verdenshistorien at få folk til at efterspørge krig, "divide and rule" samt at tage folkets friheder fra dem (diktatur)
3. CIA har ikke noget med USA at gøre
4. USA's regering har ikke noget med USA at gøre
5. Mossad har ikke noget med Israel at gøre
6. Israels's regering har ikke noget med Israel at gøre
7. Alle landes regeringer er styret af den samme lille gruppe mennesker
8. Alle landes medier er styret af den samme lille gruppe mennesker
9. Alle landes betydende virksomheder er styret af den samme lille gruppe mennesker
10. Alle internationale organisationer som FN, EU, Nato, WHO, WTO etc. etc er styret af den samme lille gruppe mennesker
11. Denne lille gruppe menneskers formål er at indføre totalt diktatur i verden og reducere verdens befolkning til under 1 mia. mennesker med alle midler
12. Denne lille gruppe mennesker ser på mennesker som vi ser på rotter i et forsøg og gør de same ting ved os som vi gør ved rotter

Men ovenstående vil naturligvis kun lykkes delvist. Eller mere korrekt: der har altid været diktatur i verden og nu hvor menneskeheden er ved at vågne op, må diktatorerne stramme grebet om befolkningerne inden frihedstrangen bryder ud for alvor. Der er en bevægelse i gang i USA for frihed, fred, demokrati og "prosperity" med presidentkandidat Ron Paul som nuværende front figur. Han er en af guds udkårne til at hjælpe til at vække menneskeheden på dette område og USA er det land der har rollen som der hvor frihedskampen foregår.

Europa og det meste af resten af verden har allerede valgt diktaturet og vil derfor komme til at opleve det. Kald det karma eller årsag/virkning eller blot at vi alle hele tiden oplever det vi har behov for for at lære det næste på vores udviklingsvej. Befolkningerne i Europa er så indoktrineret af socialistiske tankeformer - som blot er at støtte tyveri fra sin næste - som er solgt til os af den lille gruppe der styrer alting. Vi har derfor brug for at opleve det samme som de oplevede i Sovjetunionen, Mao's Kina og Hitler's Tyskland før vi kan se forskel på frihed og diktatur og vælge friheden. Alt godt for det for det kan ikke være anderledes, men vi har naturligvis hver især mulighed for at vælge friheden for os selv hvis vi er i stand til det.

Ovenstående kan ikke forklares men kun opleves. Enhver der har et reelt ønske om at se sandheden kan arbejde sig frem til denne ved at studere for sig selv og åbne sig fra den 100% gennemgribende indoktrinering vi alle har været udsat for og hele tiden fortsat udsættes for med mindre vi afkobler os fra hele "systemet" som blot er propaganda for diktaturet, krigen, frygten, sygdommen osv. Intet af det vi tror vi ved er sandt. Som med Martinus kan man kun finde det når man er klar til det og det kræver en indsats at sætte sig ind i det.

Ovenstående er ikke det vigtigste at arbejde med, med mindre man slet ikke kan lade være med det og så er det naturligvis det vigtigste for netop denne person. Alt handler om at arbejde med sig selv og intet af det der sker udenfor os selv er reelt vigtigt og måske slet ikke virkeligt. Men vi er her på jorden nu netop for at arbejde med os selv, og alt hvad der sker i verden "udenfor" os selv er netop tilrettelagt så vi hver især har mulighed for at udvikle os og lære det vi har mest behov for at lære netop nu, og nu og nu. Så alt vi kommer i kontakt med er per definition vigtigt for at vi kan arbejde med os selv, for ellers ville vi ikke komme i kontakt med det. Det er Gud's tale til hver af os og vores "opgave" er at lære at forstå Gud's tale og dermed blive ét med Gud.

Det var alt, ikke noget at diskutere, vi har hver vores vej og hver vej er perfekt. Vi har fri vilje til at tro at vi vælger det ene eller det andet og gennem de erfaringer vi får gennem alle ting der sker, vi tænker, vi hører eller oplever kan vi kun udvikle os videre mod Gud.

Hej Jan,

Tak for din respons.

Jeg er klar over at vi er enige på mange punkter, så jeg snakker om disse ting i generelle termer og ikke rettet imod nogen person med nogen bestemt overbevisning.

Jeg kan nok ikke komme ind på fakta/ikke fakta hvad angår 9/11. I sidste ende tror jeg at folk, uanset hvad, vælger den sandhed som de mener er den rette for dem, uanset hvor meget der kommer frem om det ene og det andet.

Hvis du taler med mennesker på gaden, så kan de sagtens gå med til diverse mere eller mindre voldsomme konspirations teorier, men det interessere dem dybest set ikke. Jeg tror de fleste bare gerne vil leve deres liv og ha det godt, og så siger man måske at det vil ha konsekvenser ikke at kende ”sandheden” om det og det, så vil jeg ha en tendens til at svare og hvad så!? Den der vanker konsekvenser, skal få dem at mærke.

Man kan jo sige at samfundet køre rask videre med eller uden alle de mange lokale ”sandheder” og ”usandheder”. Det har vi jo set gang på gang.

Mit spørgsmål er kun til mig selv, vil jeg deltage i denne omfattende krig? Jeg ser på hele det lokale konflikt galleri og drama som én og samme krig. Hvilket i virkeligheden i følge Martinus er en fuldkommen retfærdig og kærlig skabelses proces.

De handlinger der gør at man forfølger ”sandheden” og alle de såkaldte skyldige er også krig, fordi at man jagter dem der står bag tyranniet, og her forfølger og bekriger man jo netop også dem, hvad end det er i verden, i hjertet eller i sit sind.

Nu til dags bliver man jo heller ikke smidt på en kærlig opdragelses anstalt ligesom i den kommende verden Martinus beskriver.
- Nej det vil ha fatale konsekvenser for de mennesker der bliver afsløret og bragt til ”retfærdighed” i et givent komplot.

Jeg forsøger så godt og i den grad jeg kan at følge Jesuses råd om at opgive verden, ikke som et ideale men af ren og skær lyst, af ren og skær begær til min sjæle fred.

Jeg tror ikke at man skal blive nogen særlig ekspert i at se hvad der er retfærdigt og uretfærdigt inde i denne voldsomme klump af guddommelige skabelses processer, som vi kalder for krig, politik, retfærdighed, tyranni, rigtighed og meget andet. Jeg tror at man har at lade det ligge så hurtigt man nu kan, for ingen andre af sin egen glæde og lykkes skyld!

Det finder man ud af, er at det hele er nøjagtigt det samme.
- for mig at se

For mig at se kan det kun være folkene bag forbrydelsen og deres sympatisører, der kan have glæde af, det ikke bliver undersøgt.

Verdenssamfundets interesse må være at det bliver undersøgt.

Spørgsmålet er så om verden er moden til en sådan undersøgelse, eller om der skal flere lidelser til først?

Jeg tror faktisk ikke at man mangler lidelse hvis ikke at man undersøger alle disse lokale foreteelser og rygter om komplotter og krig, nej her må man rettere være blevet mæt.
- Tværtimod, jeg tror at man mangler lidelse hvis at man gør sig i disse forfølgelser, ikke nødvendigvis en voldsom grov karma, men måske at se sin egen nøgenhed, sin egen uduelighed, sin egen ufuldkommenhed, om end andet bare i et kort glimt.

Og dog tror jeg at mange humane mennesker der møder lidelsen, tyranniet og løgnen i første omgang vil gribe til sværd og søge opklaring og senere hen vil de stikke det i skeden og lade det ligge.

Mange andre end en selv vil være skyldige i verdens problemer indtil at man står med sig selv som skyldneren og først når at man har peget på sig selv som værende den skyldige, tror jeg at man kan begynde at se sig selv og alle mennesker i verden som uskyldige.

Jeg foreslår en masse lyse og kærlige tanker til dem som laver rag i verden og det kan ikke gå i et, med mistanke, "opklaring", forfølgelse og krav om retfærdighed.

Jeg tror at oplevelsen af sin egen nøgenhed og sårbarhed vil gøre en svært istand til at forfølge noget som helst levende væsen i handling, tale og tanke.
- Jeg forfølger selv en god del og mange ting, men jeg søger ikke at retfærdige min forfølgelse, jeg søger at afstå den.

Sandheden er vel at Gud står bag det hele.

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Jacob,

Tak for dine kommentarer, som jeg blev rigtig glad for.

Jeg kan nok ikke komme ind på fakta/ikke fakta hvad angår 9/11.

Nej, ok! Men hvorfor egentlig ikke?

I sidste ende tror jeg at folk, uanset hvad, vælger den sandhed som de mener er den rette for dem, uanset hvor meget der kommer frem om det ene og det andet.

Der er forskel på synspunkter og sandheden. Sandheden er, som den er og kan iagttages, når man har evnerne for det (hvis Martinus har ret). Den kan så igen ses fra mange perspektiver, og folk har hver deres opfattelse af sandheden. Men hvis man vil undersøge ting, fx. 9/11, så må man bruge de midler man har. Har man kosmisk bevidsthed kan man sikkert bare finde svaret der. Men da vi ikke er så mange, der har det, så har vi jo heldigvis også mulighed for at blive klogere ved at bruge den naturvidenskabelige metode. Her har man hypoteser, som kan være rigtige og forkerte. Man kan aldrig bevise, at en hypotese er rigtig. Men man kan bevise, at den er forkert. Der er mange gode ting ved den metode. Det kan give grundlag for ydmyghed, fordi man pr. definition aldrig har sandheden, samtidig med at man kan finde ud, hvilke hypoteser der ikke er særlig gode, fordi virkeligheden taler imod dem. Så man har altså en mulighed for at blive klogere, selv om man ikke kan være sikker på, at man har sandheden. Når man så både har mulighed for at bruge naturvidenskaben og åndsvidenskaben, så står man jo endnu bedre rustet, hvis man altså vel at mærke gør brug af de redskaber og talenter, man har.

Du skriver:

Nej det vil ha fatale konsekvenser for de mennesker der bliver afsløret og bragt til ”retfærdighed” i et givent komplot.

Jo, men vil det have mindre fatale følger, at disse mennesker ikke bliver afsløret, men får lov til at tyrannisere fortsat?

Prisen for ikke at afsløre terroristerne vil jo være, at de så får lov til at terrorisere andre, som de selv vil.

Der er som jeg ser det ikke nogen gode valg, uanset hvad man vælger, vil det kunne have fatale konsekvenser. Spørgsmålet er, hvad der er det mindste onde? At det kan få fatale konsekvenser for terroisterne at blive afsløret. Eller at det kan få fatale konsekvenser for terroristernes ofre, hvis terroristerne ikke afsløres.

Jeg vil jo mene, at det vil være mest logisk at antage, at det mindste onde er at afsløre terroristerne med det formål at bremse deres terrorisme og dermed beskytte terroristerne selv mod at begå terrorisme og ikke mindst beskytte dem, terrorismen går ud over.

Jeg tror ikke at man skal blive nogen særlig ekspert i at se hvad der er retfærdigt og uretfærdigt inde i denne voldsomme klump af guddommelige skabelses processer, som vi kalder for krig, politik, retfærdighed, tyranni, rigtighed og meget andet. Jeg tror at man har at lade det ligge så hurtigt man nu kan, for ingen andre af sin egen glæde og lykkes skyld!

Det er jo ikke nødvendigvis noget alle behøver, at være eksperter i, for at kunne realisere et mere humant samfund. Men nogen må jo være ekspert i det. For så længe der ikke er nogen, der kan gribe ind på en kvalificeret måde, så hersker den intellektualiserede junglelov - eller det Martinus kalder 'djævlebevidstheden'. Hvis vi som verdenssamfund skal bremse de personer, der udfolder den væremåde Martinus kalder 'djævlebevidstheden', så må der være nogen humane væsener, som er villige til at gøre det arbejde, at ransage/undersøge hvem det er på højest mulige videnskabelige og kærlige måde.

Så ja, mange kan jo godt 'lade det ligge så hurtigt som muligt', som du skriver. Men hvis alle gør det, hvem skal så bremse det, hvem skal sætte en kærlig grænse for de personer, der i dag tyranniserer verden med 'djævlebevidsthed'?

Nogen må gøre det. Men det skal selvfølgelig være af frivillighedens vej, og ikke noget man skal have pålagt at gøre mod sin vilje.

Det man finder ud af for mig at se, er at det hele er nøjagtigt det samme.

Jeg forstår ikke, hvad du mener med den sætning. Vil du uddybe det?

Jeg tror faktisk ikke at man mangler lidelse hvis ikke at man undersøger alle disse lokale foreteelser og rygter om komplotter og krig, nej her må man rettere være blevet mæt.

Nu var det heller ikke det jeg skrev eller mente.

Jeg skrev ikke, at jeg mente, at hver og en skal undersøge dette. Jeg skrev, at det må være i verdenssamfundets (uselvishedens) interesse, at en sådan undersøgelse bliver foretaget. For hvem er det, der kan have ønske af, at det ikke undersøges?
Det kan kun terroristerne og disses sympatisører - og evt. dem der har misforstået medfølelse med terroristerne.

Jeg mener, det er godt, hvis man har medfølelse med terroristerne, men det betyder ikke, at man ikke skal sætte en stopper for deres terrorisme. Hvis man ikke sætter en stopper, så er det terroristerne, der sætter dagsordenen, dvs. djævlebevidstheden. Sætter man ikke en stopper med begrundelsen næstekærlighed, så mener jeg, det er en misforståelse, der kommer ind under begrebet 'tossegodhed'.

Og jeg kan heller ikke forestille mig, at du mener, at man ikke skal forsøge at stoppe terrorisme, hvis det er muligt. Det kan man selvfølgelig medvirke til på mange måder ved at tænke og handle kærligt. Men det ændrer - for mig at se - ikke på, at nogen logisk må bremse den terrorisme/djævlebevidsthed, der lige nu går frit omkring (ikke mindst hvis den finder sted i meget magtfulde orgaisationer/regeringer o.lign.) Det kan vi vel ikke være uenige i? Og dette kan kun bremses ved, at der er nogen der vil efterforske og gøre dette arbejde. Hvordan skulle det ellers ske? Diktatorer holder jo ikke op med at være diktatorer, blot man sender dem kærlige tanker. Martinus beskriver i "Mennesket og verdensbillede", at disse diktatorer - bortset fra deres menneskelige intelligens - er kosmisk set som brutale dyr. Man kan ikke bebrejde disse diktatorer, at de er som brutale dyr. Og man kan heller ikke forvente, at de kan være anderledes. Derfor må øvrigheden sikre, at disse diktatorer ikke får magt.

- Tværtimod, jeg tror at man mangler lidelse hvis at man gør sig i disse forfølgelser, ikke nødvendigvis en voldsom grov karma, men måske at se sin egen nøgenhed, sin egen uduelighed, sin egen ufuldkommenhed, om end andet bare i et kort glimt.

Nu ved jeg ikke, hvad du mener med udtrykket 'gør sig i disse forfølgelser'.
Der behøver for mig at se absolut ikke at lægge nogen forfølgelse bag at man ønsker en undersøgelse og at man ønsker at få bremset terrorister og diktatorer. Tværtimod mener jeg, der kan ligge en human længsel efter at opdage, hvordan tingene hænger sammen, så man så kvalificeret som muligt kan tage stilling. Jo mere eksakt viden, man har om en ting, jo mere retfærdigt kan man jo analysere den. Og omvendt jo mindre viden man har, jo mere uretfærdig vil ens evt. dom over den være.

Og dog tror jeg at mange humane mennesker der møder lidelsen, tyranniet og løgnen i første omgang vil gribe til sværd og søge opklaring og senere hen vil de stikke det i skeden og lade det ligge.

Det ser ud til at du sætter lighedstegn mellem at gribe til sværd og at søge opklaring. Men man kan også søge opklaring uden at gribe til sværd. Og det er det sidste, der interesserer mig.

Mange andre end en selv vil være skyldige i verdens problemer indtil at man står med sig selv som skyldneren og først når at man har peget på sig selv som værende den skyldige, tror jeg at man kan begynde at se sig selv og alle mennesker i verden som uskyldige

Jo, hvis man er på krigsstien, så har du ret. Men hvem siger, at man er på krigstien, fordi man søger opklaring? (Ja, det ved jeg godt, det gør George Bush blandt andet, men jeg mener han tager fejl på det punkt)

Jeg foreslår en masse lyse og kærlige tanker til dem som laver rag i verden og det kan ikke gå i et, med mistanke, "opklaring", forfølgelse og krav om retfærdighed.

Lyse og kærlige tanker er en rigtig god idé. Men det fratager ikke samfundet for en forpligtelse for at agere som kærlige voksne, der beskytter resten af samfundet mod de livsfarlige personer. På samme måde som vi heller ikke har vilde dyr til at gå frit omkring i storbyerne.

Og hvordan skal samfundet kunne yde beskyttelse, hvis ikke der er nogen, der har mistanke og kan opklare om mistanken er berrettiget. Og hvis den er, så sætte en stopper for det.
Krav om retfærdighed kan da ikke være nogen ulempe - med mindre dette krav ikke er reelt, dvs. i samklang med de kosmiske analyser.

Jeg tror at oplevelsen af sin egen nøgenhed og sårbarhed vil gøre en svært istand til at forfølge noget som helst levende væsen i handling, tale og tanke.
- Jeg forfølger selv en god del og mange ting, men jeg søger ikke at retfærdige min forfølgelse, jeg søger at afstå den.

Vi kan godt blive enige i, at det ikke er godt at forfølge nogen.

Men som sagt så mener jeg, der er forskel på at undersøge og beskytte og så at forfølge.

Endnu har vi ikke de humane forhold for kriminelle, som Martinus nævner vi vil skabe i fremtiden. Så det at sætte folk i fængsel er en ufuldkommen måde og har indbygget forfølgelse i sig. Men det er stadigvæk et mindre onde at sætte farlige mordere i fængsel end at lade dem gå frit omkring og myrde løs som de har lyst til.

Sandheden er vel at Gud står bag det hele.

Det er sandt. Men den sandhed siger ikke ret meget om, hvordan det er klogest at handle i konkrete problemstillinger.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan,

Tak for din tilbage melding.

Jeg tror vi er noget uenige på en del punkter, og det plejer vi jo faktisk altid at være, så jeg ved ikke hvorfor at jeg opsøgte denne form for "debat" igen .. Fred være med det, men jeg har da virkeligt haft svært ved at udarbejde et ordentligt svar til dig!
- Fordi jeg næsten hele tiden har kunnet høre dine modargumenter i hovedet! Hehe.. Så jeg har kæmpet en del foran computeren her til aften og jeg er ikke nået specielt langt.

Jeg har ikke fundet noget frem til noget endnu, men jeg vil forsøge at komme med nogle kommentarer til dine kommentarer i løbet af ugen

Kh
Jacob

Jeg blander mig lige i lige jeres dialog hvilket jeg håber I finder i orden.

Som jeg ser det er livet individuelt. Dvs at det der er sandhed for den ene er usandt for en anden, det der er vigtigt for den ene er helt ligegyldigt for en anden osv.

Derfor har i begge ret ud fra jeres lokale synsvinkel og ingen af jer har helt ret ud fra den andens udsigtspunkt.

Jacob, som jeg forstår det du skriver så mener du at man skal fokusere på sine egne udfordringer og lade verden ligge - og samtidig skriver du dette til verden i form af Jan, et paradoks.

Som jeg læser Jan, så er han ikke ude på at afsløre nogen eller lave krig med nogen mere end Jacob er ude på at afsløre Jan og lave krig mod Jan, også et paradoks som jeg ser det.

Jan er interesseret i et emne som Jacob ikke er interesseret i - ikke noget galt i det, for det er jo helt naturligt, vi har jo alle vores unikke udsigtspunkter.

Jacob introduserer så et andet emne, som som jeg læser det handler om at lade verden ligge. Også et spændende emne der er et andet emne end det Jan har bragt frem i denne tråd.

Hej Lars,

Tak for din indblanding

Jacob, som jeg forstår det du skriver så mener du at man skal fokusere på sine egne udfordringer og lade verden ligge - og samtidig skriver du dette til verden i form af Jan, et paradoks.

Det er rigtigt. Og det er nok, det jeg også blive mindet om, både af andre og mig selv, hver gang jeg atter sidder i denne dialog/"krig"

Men, jeg syntes jo alligevel at vi i det mindste så for tænkt over det..

Paradokset er selvfølgelig også at jeg ikke lader Jans emne ligge og at jeg ligesom på et eller andet plan føre "krig" imod det. Samtidigt kan man også sige at jeg forsøger at deltage i debatten på forummet.

Jeg mener at krig føres på tre områder og at det bliver mindre og mindre som udviklingen skrider frem.
Men den føres i handling, i tale og i tanke. Vi kan oftest næsten ikke "undgå" at føre krig på et forum og der kommer måske sjældent heller ikke noget særligt spændende eller dramatisk frem hvis der ikke har været en lille "krig".
Men man bliver også træt, efterhånden, men så bliver man frisk igen !

Man kan sige at konsekvenserne er noget forskellige. Ens "krigsførsel" føre altså til forskellige virkninger. Hvis mine handlinger gør at nogen bliver smidt i fængsel, så er det noget anderledes end vis min tale føre til en ophedet diskussion på MF, eller hvis mine tanker er mørke, men aldrig kommer til verbalt eller ydre fysisk manifestation.

Så vi føre allesammen krig. Min krigsførsel har så handlet om at man ikke skal retfærdigegøre sin "krigsførsel" men mere og mere lade den ligge - hvis man kan.
Hvor at man jo kan sige at Jan på visse punkter og med god grund og intet ondt ment imod det - retfærdiggøre "krigsførsel" og altså mener at det godt kan mobiliseres som et nødvendigt onde.

Og det er som du siger blot to forskellige holdninger og perspektiver og derfor tror jeg også at vi kan blive ved med ikke at nå kontakt enighedsmæssigt, selvom der naturligvis er kontakt rent dialogmæssigt.
- Derfor tror jeg også at for at en ordentlig dialog kan tage plads og at den kan blive relevant eller "rigtig", må man virkeligt søge at tage udgangspunkt i egne følelser og tanker, og ikke i hvad "man" bør gøre!
- Men hvad man selv bør gøre, og det kan også være mere eller mindre tydeligt i kampens hede.

Men Jan siger grundlæggende at vi skal komme "fjendernes" eller terroristernes handlinger til livs, så vi kan beskytte øvrigheden og her føre han altså krig, jeg siger at det bør vi ikke, fordi at jeg mener det er umuligt og samtidigt ukærligt, så her føre jeg altså krig imod Jan og han er så at sige blevet min "fjende".

Så ja, men så længe at vi tager udgangspunkt i egne følelser og tanker, så er dialogen jo en nogenlunde fredelig krig, velvidende at vi ikke når til enighed, men mere eller mindre tilkendegiver holdning og farve overfor hinanden og andre, og det er hvad denne praksis går ud på, at vise forskellen for os selv og andre, på den måde kan man sige at vi afsløre hinandens stå steder og forskellige holdninger i forhold til verden og jo især kosmologien.

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Jacob

Jeg tror godt jeg kan forstå hvad du mener og jeg er meget enig i dit synspunkt om at man så godt man kan ikke skal føre krig mod nogen.

Her er det vigtige måske så nok "så godt man kan" for vi er sikkert alle lidt i krig mod noget, da vi ellers i min forståelse nok ellers ikke ville være inkarneret her på jorden overhovedet.

Vi definerer så vores egen krig som "bedre" end de andres krige. I det yderste eksempel er en seriemorder overbevist om at han/hun gør noget godt for verden, måske hjælper han/hun selveste Gud på en eller anden måde. En soldat dræber for at indføre demokrati osv. Vi har alle en overbevisning der overfor os selv retfærdiggør vores egen krig, mens det ofte er nemt for os at se at andres krige blot er krige.

I det konkrete eksempel her kan jeg ikke se at Jan fører krig mod nogen, men det er blot min overbevisning som jo så sikkert er farvet af at jeg har samme holdning som Jan i denne sag.

Jeg oplever at du med vist nok dit første indlæg til Jan førte "krig" mod sandheden. Og når jeg siger det, så ved jeg godt at der ikke kun er en sandhed, men at der er mange lokale sandheder som virker forskellige for os der oplever dem.

Jeg oplever at Jan i denne tråd har en interesse i at hjælpe folk med at få en dybere indsigt omkring sandheden indenfor et konkret emne. Det ser jeg ikke som krig. Mener du at det er umuligt at undersøge sandheden om dette emne uden at være i krig mod nogen?

Jeg oplever dine mails her sådan at du vælger ikke at gå ind i noget som er i modstand eller krig mod nogen andre mennesker. For mig opleves det som om du er i krig mod krigen. At se på noget som det er er for mig kun krig hvis man er i krig mod det, hvis man er i krig mod at se på det er det blot en anden form for krig. Det betyder naturligvis ikke at man skal se på noget der ikke har ens interesse, vi har alle masser af områder som vi blot lader ligge fordi vi ikke har nogen interesse i dem. Det interessante er så for hver af os om vi er i krig mod disse områder eller om vi blot ikke har nogen interesse i dem.

Personligt tror jeg på at vi en dag skal nå dertil hvor vi kan se på alle områder uden krig og vi så helt uden krig tilvælger og fravælger nogle områder som vi har interesse i.

Hej igen Lars,

Jeg er forholdsvist enig med de ting du kommer ind på.

Krig er for mig et stærkt udtryk, jeg syntes selvfølgelig ikke at Jan føre krig, jeg syntes hans indlæg er fredelige og jeg er da sikker på at han vil kunne hjælpe mennesker som er interesseret i budskabet.

Men det jeg egentligt har snakket om, som du også er inde på, er dybest set hvordan man yder modstand imod verden. Og med man mener jeg os alle sammen inklusiv mig selv.

Og måske jeg har side stillet det med en slags "krig"..
Men det er et hårdt udtryk.

Det ser jeg ikke som krig. Mener du at det er umuligt at undersøge sandheden om dette emne uden at være i krig mod nogen?

Nej, det mener jeg nok ikke,
Jeg har selv undersøgt meget af det og nået frem til en del konklusioner der minder om Jans. Jeg tror til gængæld meget hurtigt at det kan blive til krig i bevidstheden og jeg tror at der med jævne mellemrum vil være det når at man undersøger disse sager. Men der er jo krig i bevidstheden i de fleste mennesker i løbet af en dag, og med det mener jeg modstand.

Men det kan være meget interessant og spændende og udforske disse sager.

Men jeg syntes bestemt ikke at jeg har ført krig med henblik på at lukke denne tråd.. Det har været en fri kommentar.

Det er da rart med liv på forummet, så det er da godt at vi skriver om de forskellige ting og debattere lidt.

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Jacob

Ja hvordan man yder modstand mod verden er et godt spørgsmål.

For mig er det noget med at være i flow, eller man kan også sige om jeg er i "push" eller "pull". Hvis jeg "pusher" så er jeg nok i modstand mod verden, mens når jeg er i pull eller flow så er det som om verden trækker mig i en given retning.

For mit vedkommende var det sådan omkring 911 at jeg slet ikke kunne lade være med at dykke ned i det og jo mere jeg fandt ud af jo mere spændende og overraskende blev det og det gjorde det umuligt for mig ikke at gå videre og videre og det blev til en vidunderlige rejse.

Så jeg mener det er nytteløst at snakke om om det er modstand mod verden at interessere sig for 911. Det mener jeg ikke man kan sige noget generelt om for én person har nul interesse i det og kunne ikke drømme om at bruge tid på det mens en anden slet ikke kan lade være.

Jeg tror det er sådan at vi alle skal finde vores egen vej, og faktisk kan vi slet ikke lade være med det, for vejen er nok lagt på et langt højere plan. Vores veje er vidt forskellige og for hver af os tror jeg blot det gælder om at komme i pull frem for i push. Men det kan man ikke engang gøre noget ved for hvis man er i push vil det være push at forsøge at tvinge sig til at være i pull (ja besværligt bliver det).

Og så er vi tilbage til at det nok blot gælder om at være den man nu er og så ellers forsøge at udvide sin opmærksomhed så godt man nu kan (uden at dette også bliver push med mindre det altså er det).

Kære Lars,

Tak for et godt indlæg.

Jeg har problemer med min PC, så måske der går noget tid før at jeg svare igen.
Men jeg ville lige hurtigt kommentere dit indlæg.

For mig er det noget med at være i flow, eller man kan også sige om jeg er i "push" eller "pull". Hvis jeg "pusher" så er jeg nok i modstand mod verden, mens når jeg er i pull eller flow så er det som om verden trækker mig i en given retning.

Jeg giver dig ret. Man skal heller ikke slippe livet, ligesom at man heller ikke skal kvæle det. Jeg ser det sådan, når verden er i pull(trækker ligesom en person der hiver i mine arme) så skubber jeg, og når den er i push( eller skubber, så trækker jeg)

Så ja, jeg tænker det gælder om at tager derfra hvor der er og give til hvor der mangler, så at der kan være balance. Så kan der være en vis form for synkronisitet og jeg føler jeg at der er "flow"

Så jeg mener det er nytteløst at snakke om om det er modstand mod verden at interessere sig for 911. Det mener jeg ikke man kan sige noget generelt om for én person har nul interesse i det og kunne ikke drømme om at bruge tid på det mens en anden slet ikke kan lade være.

Du har fuldstændigt ret! Det er virkeligt også gået op for mig denne gang!
Jeg føler mig ikke til særligt meget gavn eller glæde når jeg skriver at man ikke skal interessere for 911. Kun der hvor vi ligesom hygge snakker om det, men jeg føler at jeg ligesom hurtigt bliver diktatorisk!

Jeg har skrevet nogle lange indlæg til emnet her, men som jeg lader blive hjemme.
Min PC er også i stykker, så guddommen tvinger mig til at holde pause.

Jeg tror det er sådan at vi alle skal finde vores egen vej, og faktisk kan vi slet ikke lade være med det, for vejen er nok lagt på et langt højere plan.

Jamen vi er enige, og det er på tide at forsøge at leve og acceptere det, mere end at snakke om det.. for mit vedkommende hahaha!

Og så er vi tilbage til at det nok blot gælder om at være den man nu er og så ellers forsøge at udvide sin opmærksomhed så godt man nu ka

Amen.

Kærlig hilsen
Jacob

Hej

Hvis jeg ikke svare lige foreløbigt, er det fordi at
min PC er nede!

Jacob

Hvem er den gruppe mennesker du taler om? Hvor har du din viden fra? Hvad bygger du det på?

Du fremstiller det som facts og det har jeg meget svært ved at følge skulle være tilfældet. F.eks. "USA's regering har ikke noget med USA at gøre" - hvad for noget? Med al respekt, er vi ikke i kategorien for decideret vrøvl? Jeg har boet i USA og jeg kan afsløre at deres regering har meget med deres land at gøre.

Folk må selvfølgelig tænke hvad de vil, men jeg synes godt man må være en smule kritisk overfor det man møder og spørge sig selv om de er plausible.

Gad vide om det med at kritisere andre også gælder en selv?

Man kan være hård og ubarmhjertig i kritikken af andre, men det kan man vel også overfor en selv?

Det gælder vel om at finde den korrekte opfattelse af tingene og så tilpasse "kritikken" til det og forsøge at gøre den kærlig, respektful og konstruktiv. Det er her at splinten og bjælken kommer ind i billedet. Det er et billede af et misforhold i ens opfattelse af hvad man selv kan og hvad andre kan. Man puster et småt problem op i opgivelserne og nedtoner et større i sig selv.

Man kan så forestille sig at hver gang man oplever et problem hos andre, så er det et udtryk for at man selv har det. Jeg synes ikke at den holder hele vejen. Man kan også blive tossegod og tage alle problemer på sine egne skuldre. Jeg tror ikke at det er det som er meningen med det.

Jeg tror derimod at man skal bruge udtrykket til at gå sig selv efter i sømmene og lære at tolerere begrænsninger hos sig selv og andre. Det sidste er sådan jeg tolker dit indlæg, Jan.

Det er svært at have et forum som Martinusforum uden at der opstår gnidninger. Det er en balancegang for alle parter. På den ene side skal der være plads til forskellige meninger og perspektiver. På den anden side er det også de forskellige meninger, som giver adledning til gnidninger.

Det hele handler, for mig at se, om at gå efter bolden og ikke manden. "Bolden" er i det her tilfælde indholdet. "Manden" er den som udtrykker indholdet. I det øjeblik man går efter bolden bliver det ikke et angreb på personen. Det er muligt at det bliver en kritik eller et stillen-spørgsmålstegn-ved af indholdet, men det synes jeg også er ok, så længe det bliver holdt rimelig sobert (man ikke gør grin med tingene eller lignende). Den anden tilgang er at man synes at der er noget galt med personen fordi han/hun har en bestemt holdning. Det går ikke for så begynder man at skyde efter hinanden. Derfor har vi også opfordret på forummets netiquette til at gå efter bolden og ikke manden.

Bolden og manden er to yderpunkter og der er en masse gråzoner indimellem og nogle gange kan en kritik af bolden godt opfattes som en kritik af manden - og omvendt. Når vi taler med hinanden, så får vi en masse sociale tegn i form af betoninger i vores sprog, kropsholdning o.s.v. der gør at vi kan aflæse om det er det ene eller det andet. Det gør vi ikke i samme grad i skriftsproget og derfor er vi nogle gange nødt til at gætte på hvad der menes eller vi gør os forestillinger. Det er kendt fænomen på nettet og kaldes nogle gange for "flaming". Det dækker over at en dialog bliver ophedet uden at det nogensinde var tiltænkt. Det hele bunder i at de involverede tolker intentioner ind i de andres indlæg og på den måde opstår der en konflikt som eskalerer.

En måde at undgå at konflikterne eskalerer er at, hvis man bliver irriteret over en andens indlæg, så forsøge at tænke på om der kunne være andre intentioner bag indlægget eller om personen måske har ment noget andet end det man har forstået. Det er en teknik som også fungerer på alle andre områder af ens liv.

Det jeg mener med at USA's regering ikke har noget med USA at gøre er blot at den er kontrolleret og styret af folk der ikke er amerikanere og som ikke tjener USA's eller dets folks interesser. Det samme gør sig gældende overalt i verden også i Danmark.

Hvad der er vrøvl eller plausibelt er udelukkende et spørgsmål om hvilke filtre man ser det igennem. Mange vil se på Martinus som vrøvl fordi det ligger så langt udenfor det de altid er blevet fortalt. Det samme gælder omkring alle andre emner.

Når man først indser at man altid er blevet bildt noget ind og at stort set intet af det man nogensinde er blevet fortalt er sandt så kan man se at man faktisk aldrig har haft mulighed for at være kritisk eller at vurdere om noget er plausibelt.

Tag f.eks emnet for denne tråd. Er det plausibelt at 911 blev udført af nogen i den amerikanske regering / CIA ? Det kommer jo helt an på ens verdensbillede. Mange udelukker det fordi de ikke mener det kunne lade sig gøre, men det er kun fordi de ikke aner hvordan verden fungerer og hvordan tilsvarende og langt værre ting sker hele tiden overalt i verden. Når man først ser dette, så er det ikke bare plausibelt, men helt logisk og forståeligt og faktisk forventeligt og forudsigeligt.

På samme måde som det nu er forventeligt og logisk at man er i gang med at starte tredje verdenskrig gennem det skuespil der foregår omkring Iran. Det ville være mærkeligt hvis ikke der snart kommer et "false flag" angreb på et USA skib i området, hvor man så vil give Iran skylden således at man gennem de kontrollerede medier kan fortælle befolkningerne verden over at Iran ER farlige og nu bliver vi altså nødt til at angribe dem og erobre deres land. På samme måde som man har gjort gennem hele den arabiske verden den sidste tid. Intet er som det ser ud til hvis man kun får sin information fra de traditionelle propaganda medier.

Kina og Rusland vil så blive draget ind i krigen og så har vi den tredje verdenskrig som har været deres mål i årtier.

Det vil også være mærkeligt hvis diktaturet i Europa ikke udvides yderligere gennem de konstruerede økonomiske kriser som nu sælges til alle gennem de samme medier, så vi alle kan komme til at efterspørge endnu mere diktatur. Vi arbejder allerede mere end nogensinde før og får mindre ud af det end nogensinde og holdes således fortsat som slaver af vores herskere. Den eneste forskel er at vi ikke er klar over det fordi de samme herskere har bildt os ind at vi er frie gennem deres medier, skolesystemer, regeringer osv. osv.

Så alt er et spørgsmål om hvad man tror man ved. Det der er vrøvl for den ene er det mest naturlige og logiske for den anden og omvendt.

Hvis du er interesseret i at finde ud af mere om den verden vi lever i kan jeg varmt anbefale at undersøge 911. Det er et godt sted at begynde, da det er så oplagt at vi er blevet løget til og derfra er det så nemmere at se at vi også er blevet ført bag lyset på alle andre områder.

Det kan måske virke trist men det er den mest vidunderlige rejse at på denne måde gå ind i sig selv og begynde at forstå de mange lag af indbildning man slæber rundt på. Hver gang man afslører endnu en løgn i sit eget trossystem kommer man nærmere sandheden og måske i virkeligheden nærmere Gud, selvom der naturligvis er mange andre veje der fører til Gud.

Man møder også en masse andre mennesker som har afkoblet sig fra den drømmetilstand (eller snarere mareridt) som så mange lever i og det er dejligt befriende og opløftende. Der er faktisk en kæmpe opvågning i gang på alle områder og man kan mærke at Helligånden eller kærlighedsstrålingen i denne tid strømmer ind over jordkloden som Martinus skrev om.

For efterhånden som de diktatoriske tendenser kommer frem i lyset - hvilket sker med større og større hastighed hele tiden - så frigøres dette jerngreb som disse tendenser har haft over jordkloden i årtusinder. Samtidig kæmper disse kræfter for at bevare deres magt og kontrol over menneskeheden, men nu hvor de kan se at de ikke længere kan holde opvågningen nede bliver de mere og mere desperate og indfører deres diktatoriske love og regler og eskalerer deres uhyrligheder med så højt et tempo at det blot bliver tydeligere og tydeligere for dem der endnu ikke har set det, og på denne måde kæmper de nu en kamp som de umuligt kan vinde.

Mennesket skal endeligt blive frit og så voksent at det kan stå på egne ben og skal snart til at vælge frihed frem for diktatur, fred i stedet for krig, kærlighed frem for selviskhed, glæde frem for fortvivlethed, sundhed og raskhed frem for sygdom og overflod frem for knaphed. Vi har naturligvis langt igen før disse ting er fuldt opnåelige, men der vil ske et stort spring når det diktatoriske kontrolsystem fravælges og dermed opløses og forsvinder fra jorden.