Hej Ejby!

Meget interessant emne, Ejby!

Ja, jeg har et par fobier med i bagagen fra tidligere liv, men er heldigvis sluppet af med den ene, nemlig højdeskræk.
Hele min barndom var jeg rædselslagen bare jeg kiggede ud over mine forældres altan på 2. sal, og indtil jeg blev omkring 26 år led jeg frygteligt under denne fobi. Så skete der det, at jeg, der på det tidspunkt gik til orgelspil, øvede mig på orglet i Trinitatis kirke (Rundetårn) i København. På et tidspunkt holdt jeg en pause og gik hen til rygpositivet (de orgelpiber, der dækker organisten for nysgerrige blikke nedenfra) og overvandt mig selv til at læne mig ud og kigge ned i kirken. Pludselig forsvandt kirken, og jeg var tilbage i noget, der lignede det gamle Rom. Jeg sad på en tribune og kiggede på hestevæddeløb på en bane, der lignede væddeløbsscenen i den gamle film "Ben Hur" med Charlton Heston - hvis I kender den. Men lige med et brasede tribunen sammen og jeg blev kastet forover og ned - formentlig med døden til følge. Så var jeg tilbage i kirken igen - meget rystet må jeg indrømme - men siden da har jeg ikke lidt af højdeskræk, muligvis fordi jeg blev klar over, hvorfra denne angst stammede.

Kærlig hilsen

Christina B.

Forbier, tja hvor skal jeg starte?

Eddekobber- tjek

Højder - tjek

Små rum/elevatorer - tjek

Lejlighedsvis social fobi - tjek

Generel angst - tjek

.... Fobi for aggresive mennesker? (gælder det?)

Selvom det ser slemt ud, så har jeg det generelt godt Ikke mindst, pga. kosmologien

Jeg har 2 gange forsøgt lade mig hypnotisere, for at komme til bunds i mit sind.... Men desværre, er jeg ikke så nem at hypnotisere.. Den ene gang, lod jeg som om jeg vitterlig VAR under hypnose, bare fordi jeg syntes, at det var meget pinligt..... Så jeg spillede skuespil..... Det kostede lige 600,- ( ha ha ha )

Jeg stiller meg i rekken av personer med rædsel for vand, høyde og dyr.

Høydeskrækk har jeg fått på mine gamle dager. Som børn hadde jeg det ikke. Men vannskrekk kan jeg tenke meg i hvert fald kommer fra tidligere liv, det har jeg hele tiden følt.

Leste nettop i LB1 at angst bevirker behov for beskyttelse som igjen bevirker religiøs tro. Det skulle kunne betyde at jordmennesket som lever i den nye verdensimpuls ikke har brug for angst eller fobier. Men selv blant mennesker i den nye verdensimpuls, med alle kategoriene som Martinus beskriver i LB1, er det fortsatt stor utbredelse av angst. Det er et enormt samfunnsfenomen i vår tid.

Det må derfor være en funksjon til med angst. Det kan være funksjonen at vi føler angst på samme måte som vi påfører andre vesener angst, altså karmaprinsippet? Det kan være ovenfor microvæsener, dyr og medmænnesker. Jo mer vi bemøter mellomkosmos og microkosmos med empati, jo mer blir vi befriet fra angst.

Hej

Har ikke så mange fobier.Eller har angst.Men en ting der kan få min puls op og gøre mig direkte fysisk dårlig til mode er ,når jeg ser en film eller dokumentar om mennesker der bliver fanget eller sidder fast i miner eller trange passager i huler.Jeg kan blive så utilpas, at jeg må gå eller zappe over på et andet program.
Mon ikke en sådan skæbne i tidligere liv er overgået mig.Jeg har dog aldrig fået et syn om min skæbne derfra,ligesom Christina B.

En anden oplevelse fra min barndom,har været at være bange for at blive forladt eller være helt alene.
Paradoksalt nok har jeg været noget af en enspænder i min ungdom.
Mine forældre havde en virksomhed som tog al deres tid,før og under højtiderne.Der hvor mine skolekammerater og venner var sammen med deres familie,var jeg alene hjemme.De tog hjemmefra før jeg stod op for at gå i skole ,og når de kom hjem (mellem 22 og 24 om natten),var jeg forlængst gået i seng.Det har selvfølgelig modnet mig i at være selvstændig (er en god kok,da jeg selv måtte klare aftensmaden i perioder),og gik altid alene i skole, selv den første skoledag ,da vi var flyttet til en anden kommune.

En anden oplevelse jeg havde var den største følelse af ,at være ulykkelig.Var igen alene hjemme ved juletid,og savnede mine forældre forfærdeligt.Håbede inderligt, at de for en gangs skyld kom tidligt hjem,men nej.PÅ et tidspunkt græd jeg og løb stærkt ulykkelig gennem huset.Lige med et var det ligesom at noget kærligt omfavnede mig og beroligede og trøstede mig.Jeg lagde mig på sengen og faldt i en dyb søvn.En skytsengel har nok været der for mig tænker jeg.Set fra den kosmologiske vinkel...
Senere i mit liv har jeg brugt denne "Maude-effekt"    (at gå i seng når problemerne tårnede sig op, og lade søvnen "løse" problemerne).Jeg ved jo godt at det ikke løser problemerne,men det føles sådan her og nu...

Selvom jeg ikke lider af angst, er der mange i min familie og venner ,der lider af invaliderene irrationel angst(de ved mange gange ikke hvad der gør dem bange).Disse angstanfald kommer tit som lyn fra en klar himmel.Så selvom jeg ikke lider af angst,er jeg omgivet af den,og jeg hjælper så godt jeg kan,også når jeg ikke forstår den.... ???

Har jeg skabt angst for andre i et tidligere liv,tænker jeg mange gange..Sandsynligt fordi jeg jo har været mere dyrisk og banditagtig   i tidligere liv,ifølge kosmologien.

Men det har givet mig en viden som fortæller mig hvordan man takler angst.Man skal simpelthen gøre de ting som man er bange for,for at slippe angsten.Det lyder meget nemt men jeg har set det virke .En veninde havde trafikangst,var bange for at køre i bus.Troede at hun skulle dø inden bussen kom til det næste stoppested.Løsningen var at netop tage bussen fra A til B.og gennemføre det,først med en hjælper og senere alene.I dag har hun ingen problemer i den retning.

Godt emne...

Kh Cai

Hei Caj,

Jeg klarer ikke å se voldsorgier og generell tortur, om jeg ser mennesker eller dyr som brenner blir jeg riktig dårlig.

Jeg har hatt og har vel også fortsatt litt sosial fobi og er vel i grunn ikke så sosialt begavet må jeg si. Jeg skal faktisk snart få en utredning for aspergers som er en variant av autisme (autisme med generell høy funksjonsevne). Det kan jo godt være at jeg ikke har aspergers, men det vil ikke forundre meg.

Er det noen her som har en ide om hvordan man kan forstå autisme i forhold til Martinus Kosmologi?

Det høres enkelt ut, men jeg er helt enig med deg. På fagspråk tror jeg det heter eksponeringsterapi. Jeg har selv gjennom livet jobbet med min egen angst på denne måten og erfart at det fungerer. Jeg så en meget god dokumentar om folk som har et problem med stamming (stuttering på engelsk). De gikk til terapi i en uke og kun på den korte tiden hadde de en enorm fremgang. I slutten av uken skulle alle snakke offentlig foran en hel masse mennesker. Terapeutene jobbet med pusteteknik men de var også av den oppfatning at stamming i stor grad var relatert til angst.

Venlig hilsen Anders