Ang. Dyremishandling så er der noget jeg ikke forstår.
Dyr de har jo gjort det samme igennem de meste årtier, nogle spiser kød og andre ikke. De dyr der ikke spiser kød, hvorfor bliver de mishandlet? De blev da ikke mishandlet den gang der ikke eksisterede mennesker?
Hvor karmaen kommer fra, er fra alle de dyr de selv hensynsløst har flået mere eller mindre levende. De har måske mishandlet deres byttedyr i et utal af variationer bl.a. andet når de lader deres børn lege med "maden" inden det er dødt.
Yderligere er der dyr der igennem mange inkarnationer kan mishandle og kue andre dyr enten inde eller udefra deres flok eller race. Der er masse af karma guddommen kan benytte når han skal vække væsnerne. Yderligere har Guddommen alle former for karma til rådighed.
Både kødædere og græs ædere har begge tendenser til at mishandle og udvise stor hensynsløshed overfor deres omgivelse.
Karma er kun et principmæssigt forhold ikke et én til én forhold i udtryk og form.
Jeg bliver måske i et liv mishandlet og forsømt som barn, det betyder ikke at jeg nødvendigvis selv har mishandlet og forsømt et barn. Det kan være jeg har forsømt nogle gamle mennesker jeg skulle ha passet på eller ydet omsorg til, eller måske det var nogle handicappede eller mongoler osv.
Det er hvad vi gør og ikke hvordan vi gør det der kommer tilbage til os.
Man har måske i et liv været meget hensynsløs med at tysse nedladende på andre og det modtager man måske fra et menneske eller flere, der ligeud råber hold kæft ind i ansigtet på en, måske uden nogen egentlig grund. Man syntes måske man er meget fredelig i sin stilhed, men måske er man voldelig i sin stilhed. Eller omvendt. Nogle mennesker forstår måske slet ikke hvorfor de modtager en given karma og det kan være fordi at de slet ikke kan udløse den form eller udtryk af karmaen som de får tilbage. Men det kan stadigvæk udløse princippet i det.
Vi bliver vækket i det princip vi sender ud og ikke i den form hvori vi udføre princippet.
Det gælder alle levende væsener. Og hvis du meditere over hvad både kød og græs ædere kan finde på af uhyrligheder, vil dine spørgsmål snart blive til svar.
Kh. Jacob
Men hvis man allerede nu syntes at mishandling, tortur er forkert osv, så burde det da ikke komme tilbage til en? Fordi det er da uretfærdigt at få karma for noget man allerede er bevidst om er forkert?
Et andet spørgsmål ang. karma.
Lad os opstille en hypotese:
De første 2 dyr der lever, de er begge kødædere. Der eksisterer kun disse to dyr.
Den ene dræber den anden for overlevelse, og disse dyr er de første dyr der findes.
Hvordan virker karmaen her? Deres forrige stadie var jo planter, dér kunne de jo ikke specielt meget, i hvertfald ikke spise kød, eller dræbe.
Jeg undrer mig bare lidt 
Hej Mibro.
Der eksisterer ikke disse faste grænser mellem dyr og planter. Udviklingen går aldrig i faste spring, men altid flydende. Derfor vil en "plante" ikke blive til et "dyr" fra et liv til det næste. Martinus nævner tit eksemplet med den kødædende plante, der er en plante, der er ved at danne en mavesæk, som skal bruges i dyreriget. Martinus beskriver 6 riger, men alle levende væsener er unikke i deres egen rejse i disse riger - ethvert levende væsen udgør sit eget plan.
Man kan jo i hvert fald sige, at den kødædende plante øver sig i at dræbe dyr, så den er ved at forberede sig på at den, når den kommer længere frem og bliver til et dyr, selv skal blive dræbt.
Der eksisterer ikke disse faste grænser mellem dyr og planter. Udviklingen går aldrig i faste spring, men altid flydende. Derfor vil en "plante" ikke blive til et "dyr" fra et liv til det næste. Martinus nævner tit eksemplet med den kødædende plante, der er en plante, der er ved at danne en mavesæk, som skal bruges i dyreriget. Martinus beskriver 6 riger, men alle levende væsener er unikke i deres egen rejse i disse riger - ethvert levende væsen udgør sit eget plan.
Man kan jo i hvert fald sige, at den kødædende plante øver sig i at dræbe dyr, så den er ved at forberede sig på at den, når den kommer længere frem og bliver til et dyr, selv skal blive dræbt.
Jeg forstår godt, men det kan da ikke være karma? En kødædende plante skal jo have et andet dyr og spise, eller insekt. Jeg tænker på den første dræbende ting der eksisterer, den som den dræber f.eks. en plante eller et andet dyr, den aller første af slagsen, hvor stammer denne karma fra?
Hej Mibro
Man kan vel nærmest sige at denne karma stammer fra evigheden. Der vil altid eksistere planter, som udgør organismer for instinktvæsner i verdensaltet, lige som der altid vil eksistere dyr, som udgør organismer for væsner, der har deres tyngdeenergi i maksimal udfoldelse. Væsnerne udvikler sig rytmisk fra rige til rige i al evighed i et evigt spiralkredsløb, men med forskudte rytmer. Der er altså ikke nogen "allerførste" karma.
Det er ikke al drabskarma, som væsnerne får høstet i indeværende spiralkredsløb. Den overskydende drabskarma, kan de så høste i det efterfølgende spiralkredsløb, når deres største ønske igen er at optræde i den fysiske verden og få den slags oplevelser som denne "uintellektuelle" zone i evigheden giver mulighed for.
Venlig hilsen
Petersh
Hej Mibro.
Hvis jeg forstår dig rigtigt, så er vi ovre på noget, som man altid har diskuteret. Kom hønen eller ægget først? Er der en første årsag til alting? Hvis Gud er den første årsag, hvem var så før Gud? Hvis Big Bang startede det hele, hvem satte det så i gang - hvem "trak fjederen op", så uret kunne begynde at gå ? : Her er det så den allerførste karma vi har gang i. Uanset hvad svaret er, vil det på en måde være uforståeligt for os. Findes der "en første karma"? Hvis ja, hvordan er den så opstået, hvis nej, så skal vi til at forholde os til evigheden, for så er vi nødt til at acceptere, at der findes noget uden en begyndelse og måske også uden en afslutning - den er svær at forstå, fordi alt hvad vi ellers kan sanse har netop en begyndelse og en afslutning. Martinus' svar er, at evigheden er til stede i alle levende væsener - der er ingen begyndelse og afslutning.
Hej venner
Hvad som kommer først er et interessant spørgsmål.
Martinus beskriver at våre ønsker er fundamentet for udformning af skæbnen:
eller Vej gennem Guddommens altoverstraalende Mentalitet eller
det evige Alts Lys-, Rum- og Tidssfærer. Da nævnte Bane kun kan eksistere
som „Kosmisk Kemi", hvilket vil sige: Reaktionerne af de Energikombinationer,
Væsenet selv har manifesteret som Tilfredsstillelse for
sine Begær, Ønsker og Villieudløsninger, er Væsenets egen bevidste fortidige
Livsførelse det absolut urokkelige Grundlag for Karakteren af
samme Væsens Skæbne i dets nuværende Liv. Væsenets eget Ønske og
Bud er saaledes det urokkelige Fundament for Udformningen af dets nuværende
Passage frem igennem Tiden, Rummet og Lyset. Det befinder sig
midt i sin egen Skabelse af sit eget Livs Kolorering, i sin egen Placering
af Lys og Skygge, i sin egen Skabelse af sin egen Værens ydre Fuldkommenheds-
og Skønhedsgrad saavel som i sin egen Skabelse af Kapaciteten
af sin indre Aandsfunktion eller Intellektualitet. Men dermed er Mystikken
ved Væsenernes Skæbne fuldstændig hævet og Logikken eller
Kærligheden aabenbaret til Fuldkommenhed. Naar Væsenernes nuværende
Skæbne er en Reaktion af de Tilfredsstillelser af Ønsker, de har
haft eller gennemgaaet i forudgaaende Liv, bliver der pludselig Mening
i et hvilket som helst Væsens nuværende Fremtræden.
Og i foregående styke skriver han:
daglige mere eller mindre lykkelige eller ulykkelige Tilstand ikke er et
blot og bart Resultat af vort nuværende korte fysiske Jordliv og heller
ikke kan være et Resultat af Tilfældigheder, men i sig selv kun kan
eksistere som et dominerende Resultat af en forudgaaende Uendelighed
af Skabelsesprocesser, Villieudløsninger og Ønskeopfyldelser, vi selv har
iscenesat og oplevet. Den fysiske Skæbne er den Arv, det udødelige Jeg
eller evige Væsen, paa Grund af den Kærlighedslov, der bærer Universet,
giver sig selv med over i ethvert nyt fysisk Liv.
Vi er altså selv vår skæbnes skaber.
For at se hvordan det hele startet, må vi ser på skaberevnen, og hvad denne i virkeligheden er.
kan eksistere paa Basis af en kombineret Nedbrydning og Opbygning,
bliver Generalanalysen af Jegets Skabeevne dermed synlig som udgørende
en Nedbrydnings- og Opbygningsevne. Men derved bliver Livets
Oplevelse jo ogsaa synlig som udgørende en Oplevelse af Nedbrydning
og Opbygning. Det er denne Nedbrydning og Opbygning, der ligger til
Grund for det gamle Ordsprog, „den enes Død er den andens Brød". Intet
Nyt kan vokse op uden paa Ruinerne af noget andet.
Dermed ser vi også hvordan den første karma blev til. I vår første skabelse, som kan være noget positivt som tilfredsstilte vårt ønske den gangen, blev det samtidig brutt ned noget andet. Det skapte da grundlaget for videre karma / skæbne og årsag-virkning.
(Det er jo strengt tatt ikke nogen â€første skabelseâ€, det er kun et tankeexperiment.)
Hver skabelse fremstår for os som en opbyggelse, som en tilfredsstillelse af vårt ønske mot noget vi længes og hungrer efter. Men i den samme process, for at skabe noget, nedbrydes noget andet. Summen af all energi er konstant. Derfor er nedbrytningsprocessen en lige stor del af opbygningsprocessen, men vi er ikke alltid klar over at den â€skyggeside†av vår positive oplevelse følger med på lasset. Dermed kan vi, når vi skaber positiv karma, samtidig legge grundlag for den modsatte oplevelsen.
Således vil den første oplevelsen også ha satt igang karma for dens motsats.
Kan det være en forklaring?
Kjærlig hilsen
Oscar
Skriv et svar