Kære Kosmosof og med -debatanter

Jeg syntes at sådanne tænkte scenarier som fremlægges i denne tråd kan være meget fine, når man altså er bevidst i at deres karakter er som en tænkt modsætning til livet og virkeligheden og det udtrykte du Kosmosof også klart allerede fra starten.

Man kan med sådanne scenarier blive opmærksom på hvilke universelle principper der forsøger at beskrive virkeligheden, tangere den, eller være en direkte modsætning til.
Sådanne scenarier isoleret og set ”udefra” er både praktisk og teoretisk meget langt fra realiteterne der forbinder sig med universets grundlov.
Det er mere eller mindre det samme som at lægge spørgsmålet ud om kloden er flad, trekantet, firkantet eller aflang? Når vi er noget sikre på at den er rund.
Men ”indenfor” scenariet kan vi opridse nogle konturer på hvad der fungere og ikke fungere i henhold til praktik og praktiske teorier der knytter sig til åndsvidenskaben.
Og der har disse scenarier jo deres plads som god hypotetisk materiale hvori der er mulighed for at arbejde med de  
problemstillinger der knytter sig til bestemte emner og samtidigt får vi lov til at benytte hjernecellerne og dermed intelligensen.

Ejby kommer jo egentligt i starten til at sige at jorden er rund. Men det er ”scenariet” set udefra.
Men på den måde kommer vi også til at fokusere lidt ekstra på det ”område” og man kan sige at vi får en relevans og aktualitets beskrivelse af selve scenariet som helhed.
Men det hele er jo godt og vi ser jo at vi er sammen om af løse problemstillingerne. Yderligere kan sådanne scenarier have en overordentligt stor underholdnings værdi og det er heller ikke en så ringe faktor.

Når vi retter blikket imod det nødvendige onde yderligere, ser vi jo at det er en af Guds eller Universets vigtigste handle måder, eller en handle måde der knytter sig til Grundloven.

Ved det nødvendige onde er hele Guds sekundære bevidsthed opretholdt og ved det nødvendige onde er hele hans primære bevidsthed baseret og fundamenteret. Gud har jo den kvalitet at han ikke kan nænne at gøre levende væsener ondt og derfor bliver han nød til at praktisere det nødvendige onde, han er jo den fundamentale logik og han ved at det nødvendige onde er et ubehageligt gode og derfor et absolut gode. Universet praktisere altså dette som en fuldkommen vane, en total automatfunktion.

Når Kristus kommer i tvivl og bliver ængstelig på sin skæbnes største aften er det jo fordi at han er en dråbe i oceanet og ikke helheden selv. Han er en person og ejer individualitet og han reagere jo som ethvert varmt, fornuftigt og kærligt menneske ville gøre. Helheden Gud er jo ikke en person eller et individuelt væsen, men hele oceanet. Alt hvad Gud gør imod os er fuldkommen automatfunktion og ”upersonligt”, men denne automatfunktion udfoldes jo af hans organer eller de levende væsener, hans ”sønner”, og på den måde bliver han altid personlig og nærværende overfor hver enkelt, men han tager altid hensyn til helheden uden et grand af tvivl og det er jo derfor at både fuldkomne og ikke fuldkomne må erkende at han er den eneste som er God.

Det er i vores følelses liv at vi ikke kan nænne at gøre ondt. Og i følelserne alene eller i renkultur kan et fuldkomment væsen aldrig i evighed gøre andre væsener ondt end ikke udføre det nødvendige onde. Det er ganske udelukket. Men vi ved jo at det er sådan med kærlighed at det ikke er baseret på følelser alene, men også intelligensen.
Var følelserne helt for sig selv og alene ville de blive tossede, for selvom ”de” ikke nænner at gøre ondt ville de i sidste ende komme til det, på baggrund af manglende regulerings faktor. Med intelligensen fuldt udviklet og tilstede løber hele verdensplanes oversigt ind i hovedet på os og vi reagere med vores sympatiske følelser på den mest hensigtsmæssige måde.

Kristus har ikke et uhensigtsmæssigt følelses udbrud der resultere i aggression eller kujoneri.
Han har en naturlig koncentreret følelses oplevelse som enhver rar, venlig og varm person ville have i sådan en situation, men han lader sin frygt og tvivl resultere i fred, forkyndelse og kærlighed.
Og det er forskellen  på ham og et ufærdigt væsen, hvor at begge væsener kan lide forfærdeligt være ængstelige og i tvivl og begge væsener kan føle sig forladt af Guddommen, da kan det fuldkomne væsen ikke manifestere ”fejltagelser”.

Det handler om ligevægt og balance. Balance imellem følelses livet og intelligens livet så at disse to
gensidigt regulere hinanden og aldrig kommer i uligevægt.

Man kan sige at Kristus skulle manifestere en kosmisk line dans. Han skulle gå – på - line i et kosmisk storm vejr i verdensaltets nederste zone. Man kunne tro at hans følelser gik i udbrud da han faldt i sorg og fortvivlelse, men her var der altså tale om en koncentration. Hans udviklede intelligens var så meget tilstede at det ikke kunne gå galt.

Men hans gå – på - line havde jo ikke været interessant i hans hjemverden hvori der altid er godt og dejligt vejr. Da havde det jo været fuldstændigt uden værdi og ganske meningsløst.

Vi skal altså ha noget orkan styrke og nogle knytnæve hagl og to helvedshøje bygninger før det at gå- på- line og ”balance” virkeligt kan begynde at tale for sig og ha en betydning for os.
Og Kristus efter sin følelses koncentration, hvilket udspringer fra hans individualitets fornemmelse, forbinder sig fuldstændigt med helheden og universet og altså hans far med bønnen ”ske ikke min vilje men din” og hans person falder i baggrunden og Gud træder frem i ham.
Han er i forvejen ét med Gud, men det bliver bekræftet og det er jo det som vi har interesse i at se som beskuer af dette gigantiske realistiske drama. Havde Kristus ikke faldet i sorg og tvivl, kunne vi aldrig ha bekræftet ham hans identitet, hans line - dans havde været i perfekt solskin og ganske uden effekt og Guddommen havde gjort sig selv til grin. Men Gud åbenbare sig selv og sin upersonlighed igennem en person og det nødvendige onde belyses og helliggøres som et absolut gode, hele verden genløses og verdensaltet opretholdes i sin storslåethed, ikke uden blod, sved og tåre, men i sin absolut og totalt ufejlbarlige, vanemæssige, evige og fundamentale kærlighedsstruktur.  

Det nødvendige onde er jo en storslået kærlighed når vi vender den rigtige side til.
Og vi ser at selvom at det handler om valg på overfladen, så er det dybest set noget vi løbende må gå igennem i vores daglige liv. Det er en strøm af liv og bevægelse som vi dirigere, der er ikke nogen begyndelse eller afslutning, vi kan kun fortsætte med at gøre.

Kærlig hilsen
JR