Hejsa
I Den ideelle livsholdning, også kaldet de syv leveregler, anbefaler Martinus i nr. 4"Vær absolut sand eller ærlig i alle livets forhold"
Et beundringsværdigt ideal, der til tider, trods ønsket kan være svær at leve op til.
Hvad med de tilfælde hvor man i sit liv har skeletter i skabet. Jeg tænker her på mørke ubehagelige oplevelser som ønskes gemt og glemt. Skal de på bordet for enhver pris? Er der ikke en bagatelgrænse?
Hvad nu hvis skelettet har lært en lektien, så man fortryder sin handling og aldrig ville eller kunne gøre det igen. På den måde er skeletterne ikke længere repræsentativ for ens handlemåde. De er blevet historie.
Skal man så aligevel til evig tid (dette liv
) bekende sin synd? En synd, der faktisk har været med til udvikle en til at være et lidt bedre meneske.
Tænksomme hilsener John
Kære John
At være sand og ærlig i alle livets forhold, betyder ikke for mig, at man skal fortælle alle mennesker man møder, alt!
Her mener jeg, at min skelneevne skal hjælpe mig med at vurdere, hvem der skal høre på hvad, om og fra mig. I mit hoved betyder sætningen, at jeg ikke bør lyve og snyde. Og deri ligger selvfølgelig også at stå ved min fortids gerninger, hvis jeg bliver direkte spurgt om dem. Når man har lært af sine "synder" (der er jo ikke noget som hedder synder ifl. Martinus)
, har fået dem bearbejdet og reflekteret over dem, og er kommet ind i nyorienteringsfasen, altså der hvor man drager lærdommen ud af hændelsen - så plejer de fleste mennesker at kunne tåle at høre om det, uden at dømme... altså dem, for hvem informationen er relevant at have. Alle skeletter er en del af ens personlige historie, og man bør prøve at vurdere, hvem der skal have alle detaljer, og hvem der blot har brug for de overordnede linier. :
Det var sådan et generelt svar, da jeg jo ikke ved hvilken type eksempel du tænker på. Hvis man fx bruger hemmeligholdelsen til at skaffe sig adgang til noget (altså for at opnå noget for sig selv), så mener jeg, at man snyder 
Kærlig hilsen
Anette
Hej
Tror da ikke man skal bekende sine "synder" overfor andre mennersker, men overfor gud, ja også er man tilgivet - det er
ikke en straffende gud som jeg oplever det - så kan man jo lave vidnes byrd overfor andre for at opildne dem til
at gøre det samme, men det er jo ikke altid vi står overfor de samme situationer, det er en levende gud og tilgivelsen
skulle gerne gøre os fri så vi kan komme igang med nye "synder" - livet leves fremad og forståes baglæns tror nok det var
Grundvig som sagde det - martinus siger det jo hele tiden.
Forstår ikke det er så svært at være ærlig
mvh
larskrog
Hej Anette,
Det var et meget godt svar du gav. Der er noget til eftertanke. Jeg var næsten kommet til samme konklusion selv i mine overvejelser. Det var ordet absolut, der satte problemstillingen på spidsen.
Hilsen John
Tror da ikke man skal bekende sine "synder" overfor andre mennersker, men overfor gud, ja også er man tilgivet - det er
ikke en straffende gud som jeg oplever det - så kan man jo lave vidnes byrd overfor andre for at opildne dem til
at gøre det samme, men det er jo ikke altid vi står overfor de samme situationer, det er en levende gud og tilgivelsen
skulle gerne gøre os fri så vi kan komme igang med nye "synder" - livet leves fremad og forståes baglæns tror nok det var
Grundvig som sagde det - martinus siger det jo hele tiden.
Forstår ikke det er så svært at være ærlig
mvh
larskrog
Hej Lars,
Det er ikke svært for mig at være ærlig. Det er derimod svært ikke at være ærlig. Det er så at sige den omvendte problemstilling.
Jeg er i øvrigt helt enig med dig i at der er guld at hente, ved at forsøge at forstå sine handlinger. Det er som om at de bagefter, ses i det rette lys og således kan forstås i rette sammenhæng.
Hilsen John
hej john
man skal jo heller ikke være tossegod ærlig feks at aflevere sit hus hvis der en som spørger om det vi er jo beskyttet af
en lovgivning på samme måde behøver man jo ikke hjælpe andre hvis man bliver udnyttet
det må altid være op til en selv at finde udaf.
mvh
larskrog