Jeg har kendt kosmologien siden jeg tog min healeruddannelse i 96 og dengang var jeg fyr og flamme omkring disse fascinerende tanker. Det var mig en stor glæde - tankefrihed og entusiasme og til tider kunne jeg blive helt høj når jeg fik nye vinkler på teorier som jeg i forvejen havde kendskab til.
Men det var jo dengang. Idag er det som om at det har falmet noget. -fordi at jeg på forhånd kender til principperne?
Tit kan jeg godt savne noget dybere stof og bredere perspektiver og omfang med dette stof der kan udfordre min "kosmiske opfattelse". Der er blot blevet større mellemrum imellem aha-oplevelserne ligesom der osse er blevet større mellemrum mellem spørgsmålende.
Er det til at forstå hvad jeg mener, eller har jeg måske gået fejl af noget? ???
Jeg vil ikke just påstå at jeg kender det fulde omfang af kosmologien - langtfra. -og jeg har jo stadig interesse for Martinus litteratur.
Venlig hilsen 2mas
Hej Tomas.
Ja, jeg kender det udemærket godt. I starten priste jeg mig lykkelig over at have fundet frem til en så stor viden og syntes at det var den største gave man kunne få.
Det synes jeg stadig, men eftersom man rigtig nok kender til principperne er der så mange spørgsmål der går op, at man på et tidspunkt føler sig mættet.
Har altid interesseret mig for livets store sprøgsmål og troede ellers aldrig at den sult efter viden kunne stilles. Men så kom Martinus kosmologi...
Selv har jeg heller ikke fået læst rub og stub af hvad martinus har skrevet, men føler også at det kan være svært at komme igang med at åbnde bøgerne.
Der er jo så mange andre ting i livet man også skal sætte sig ind i, uddannelse, arbejde osv. 
Der skal være tid og overskud hvis man skal dykke ned i hans litteratur. Har prøvet at skimme igennem, men så når han ikke at reflektere over analyserne, hvilket jeg synes er det vigtigste ved læsningen. :
Men husk at alt i livet jo går efter sult og mættelse, så det skal nok komme tilbage på et tidspunkt. 
KH. Johnny.
Det har man selvfølgelig lov at håbe Johnny.
Det er jo en vigtig livsvidenskab og man skulle jo gerne have suget så meget viden til sig inden man skal herfra igen... -føler jeg.
Det er jo en vigtig livsvidenskab og man skulle jo gerne have suget så meget viden til sig inden man skal herfra igen... -føler jeg.
Nu er jeg jo helt ny i denne kosmologi, så jeg skal jo liiiige passe på, hvad jeg siger, men. En af de dejlige ting jeg har hørt i Ole Therkelsens foredrag er det, at have tillid til livet, og den undervisning man får. Jeg er jo stadig på "fyr og flamme" stadiet, men jeg kunne forestille mig, at netop det med at have integreret "tillid til livet" tanken, vil kunne spare en for "spildt" energi senere i livet.
Lyder det fornuftigt?
Hej åndsforskere!
Ja, der er meget andet i livet der også skal passes, og kosmologien kan kræve sin mand m/k. Men i et af de foredrag, der er udkommet på CD siger Martinus noget som jeg synes er meget tankevækkende. Han siger noget i retning af, at det allervigtigste er jo ikke om man overhovedet har læst hans analyser, eller om man forstår de teoretiske analyser i hans verdensbillede. Det vigtigtste er, at man er i stand til at tilgive sin næste.
I et andet foredrag på CD henviser han til det vigtigste i det som Jesus lærte sine disciple:
I skal elske Gud over alle ting, og I skal tilgive jeres næste - dette er alle loves fylde. Martinus fremhæver dette som det absolutte koncentrat. Dette kan måske være vigtigt at have i baghovedet, hvis gnisten ikke er hvad den har været. 
Skriv et svar