Hej alle!

Jeg har længe tænkt på om jeg skulle skrive følgende her på forummet. Det er det meste af et brev (kapitel) fra en bog af en svensk læge, som hedder Lars-Erik Essen, som har skrevet en bog, der hedder "Brev til Dig". Den udkom i 1967, og jeg blev så fascineret af den, at jeg oversatte den til dansk, og fik tilladelse af ham at lade den blive udgivet i Danmark. Jeg sendte manuskriptet til flere af de store forlag, men ingen var interesseret i at udgive den dengang. Nedenstående som altså er en del af det 21.ende brev handler om forholdet mellem Gud og mennesker.

Bogen handler om en vesterlænding som har en guru i Indien, der hedder Indra.

Martinus kosmologi har betydet utrolig meget for mig, men også denne bog "Brev til Dig", som jeg ofte vender tilbage til. Jeg kan blive helt "høj", når jeg læser i denne bog. En anden bog jeg gerne vender tilbage til er "Profeten" af Kahlil Gibran. En roman af den danske forfatter Harry Søiberg, som hedder "De Levendes Land", har oså betydet meget for mig.

Jeg går lidt ind i brevet, som mere er en indledning.

21.ende brev.

Og alle hørte vi Indras ord tone inden i os:

"O disciple, jeg siger eder:

En blødende morgenrøde er mennesket!

Endnu er mennesket ikke født!

Som et foster sover det i verdensmoderens skød!

Mennesket er i sandhed endnu ikke til!

Men af alle tanker, verdens unge Gud tænker, er det den dristigste og største!

Af alle drømme, Han drømmer, er det den lifligste og skønneste!

Af alle dåd, Han vil, er det den største brand, som nogen sinde kan brænde!

Sandelig, de væsener, som i dag befolker jorden med navnet menneske er i forhold til sine virkelige jeg og fremtidens menneske, som markens småkryb og øgler er til eder, I disciple! Jordens menneske i dag er til fremtidens menneske som frøet er til træet, som døden er til livet, og som sorgen er til saligheden!

Sandelig, mennesket er det umulige!

Kun Det Grænseløse er menneskets mål!

Disciple, jeg siger eder:

Mennesket er verdens unge Gud, når Han bliver bevidst om sig selv i rummets og tidens mørke!

Mennesket er Livets salige Gud, når Han pines og vånder sig af begrænsningens smerte!

Mennesket er den udødelige Gud, når Han søger kundskab om dødens dybeste hemmelighed!

Mennesket er den i sig selv hvilende Gud, når Han farer vild i sin egen modstands labyrinter!

Mennesket er den altseende Gud, når Han lærer at se i tåge og mørke!

Mennesket er den altnærværende Gud, når Han føler sin egen væsens ensomhed og forladthed!

Sandelig, mennesket er den salige Gud, når Han oplever de mangfoldige lidelsers grænseløshed!

Hører i ikke den voksende storm fra de lidendes kor gennem tiderne:

Hvorfor hører Du os ikke
Du verdenernes Gud
i vore lidelser uden navn og dyb?
O ve os! Ve os!
Forbandet være den dag,
da vi fødtes til livets onde drøm!
O Du verdnernes Gud!
Du, som er almægtig,
Du, som kalder Dig kærlighed,
hån os ikke med dit navn!
Du hører os ikke!
Hvorfor har du forhærdet
Dit hjerte?
Hvorfor? Hvorfor?

Men, o disciple, dette må I vide:

Det er Han selv, som råber i denne de lidendes kor!

De i lidelser vansmægtende er Hans forsøg at i tid og rum få erfaringer om sig selv i smerternes, forladthedens og dødens vilkår!

Dette skal I vide: Vær vis på, at det er umuligt at væøre menneske!

Deri ligger dets saligheds grund!

Hvad er vel mennesket andet end Guds forsøg at virkeliggøre sig selv!

I skal vide, at hvert menneske, I møder, er den unge Konges famlende forsøg at virkeliggøre sig selv!

Det tilkommer eder at stå i hellig overvejelse over for enhver af Hans famlende stræben i mørket!

Gennem hvert menneske på eders vej skal I da se den unge Konges skikkelse og høre Hans stemme!

********

Når lyset, Kongens tanker, væver sig sammen med vandet, Kongens drømme, opstår de funklende strømmes sang!

Vandet synger af glæde over at blive gennemstrømmet af lyset!

Og lyset bliver salig over at blive vævet skabende ind i vandets gennemskinnelige drømme!

Således, I disciple, er visdommen indvævet i alt!

Og hvad er vel hele skabelsen andet end Kongens krystalliserede visdom?

Hvad er vel alle jordens synlige ting andet end Kongens solgennemvævede skaberstrømme, som er stivnede til de fastne formers frosne isblokke?

I visdommens element er alting indvævet. Derfor lyder alt deres skjulte mening: jorden og vandet, lyset og ilden, stenen, planten og dyret.

Blot ikke mennesket!

I sandhed, mennesket er det eneste væsen i verden, som kan skabe, forkynde og dyrke meningsløsheden!

Kun mennesket kan med det meningsløse sønderrive livets visdomsfyldte væve!

Da dets intelligens en gang brød ud fra Guddommens verden, og som en brændende strøm løsgjorde sig fra sin oprindelse, blev lyset slukket i dets strøm.

Med denne mørke, ikke gennemlyste, strøm er det, hvoraf mennesket bygger en verden af meningsløshed.

Hvad er vel menneskets historie på jorden andet end forherligelsen af den ophobede grusomhed?

Hvad er kulturens omstrejfen i seklernes mørke krypter? Se, hvordan menneskeslægterne vader i de uudtømmelige strømme fra deres blodbade! Se, hvordan blodet forser frem i tidens lumre korridorer, som er fyldte af brødreslagtningernes rædsler og skræk! Se, hvordan de blodtilsølede drukner alt på sin vej!

I sandhed, mennesket er det mest frygtelige af alt, og ingen skabt væsen kan være mere meningsløs!

Ingen kan bringe ødelæggelser og grusomhed sådan til sin fuldkommenhed!

Hvilket væsen kan vel synke så dybt i liderlighed? Opfører sig ikke rovdyret uskyldrent i sammenligning med mennesket?

Men glem ikke, at det uoplyste menneske kun er den fra Kongens rige bortvendte visdommens billede!

Visdommen, adskilt fra sin guddommelige oprindelse, bliver til den mørke intelligens, bliver til falmet og dødt lys, berøvet kærlighedens strømmende liv.

Den mørke intelligens kan blot skabe det, som bringer meningsløshed, kaos og tilintetgørelse.

Men det oplyste menneskes guddommelige hverv er at bygge verden til visdommens afbillede! Dets hverv er i sig at fuldkommengøre tingenes iboende visdom!

Den mørke intelligens bygger på jorden det modbillede, som overalt vil hindre Kongen og Hans medhjælpere fra at virkeliggøre lysets vilje i verden.

Dette må I huske, I disciple, den mørke intelligens er visdommens modbillede!

Men overalt, hvor den menneskelige intelligens bliver berørt og indhyllet af det strømmende lys fra Kongens rige, forvandles den til visdom!

Derfor er menneskets historie ikke blot bygget på grusomhedernes blodoversprøjtede triumfbuer, som hvælver sig gennem seklerne!

Den er også historien om en blændhvid dag, som langsomt bløder sin morgenrøde frem i det tætteste mørke!

Det er historien om en Gud, som langsomt er ved at vågne i mennesket og få selvbevidsthed i det!

En Gud, som vinder en større fuldkommenhed ved at lide i den dristigste af alle sine drømme og muligheder: mennesket!

I disciple, I børn, som tankeløst leger med evigheden på tidens strande!

I må ikke fortvivle foran menneskets forgæves forsøg at udholde lyset!

Hvad er disse forsøg andet end historien om, hvordan bloddråbe efter bloddråbe pibler frem på den ukendte Guds morgengryslyse pande, når Han lider menneskebegrænsningernes bundløse smerte. Korsfæstet i tidens og rummets mørke dimensioner. Tornekronet af evighedens altfor hvide Lys.

Menneskets historie er den korsfæstede Guds istorie."

Kærlig hilsen,
Kjeld.