Hej alle sammen.
Jeg er noget forvirret her:
I forbindelse med mit lærerstudie har jeg nu været igennem et par praktikker, hvor jeg har brugt meget tid på at tænke over, hvorledes man kan agere så kærligt så muligt overfor børn. Dels af hensyn til deres velvære og motivation for indlæring, men også af hensyn til mit eget velbehag i situationen. Det har imidlertid vist sig ikke at være så let.
I pædagogiske kredes taler man om to modsatrettede principper for opdragelse: "voksenstyring" (lærerstyring) og "selvfovaltning". Begrebet voksenstyring dækker over det synspunkt, at børn har brug for at blive ledt i det de gør for at udvikle sig. I sin mest radikale form betragtes barnet som " et tomt kar" der skal fyldes med information udefra. Modpolen til dette menneskesyn er selvforvaltningen. Her er idéen at barnet er instinktivt selvstyrende i kraft af sine indre behov. I følge det sidste synspunkt vil for megen indblanding fra den voksnes side være at betragte som manipulation, mens det, i følge voksenstyringsprincippet, vil være en nødvendighed.
Ud fra mit kendskab til Martinus´ kosmologi har mit umiddelbare udgangspunkt været selvforvaltingsprincippet. Det synes at falde bedst i tråd med M`behovsanalyser. Også M´s pacifistiske (passive?!) indstilling til alt og alle, synes at understøtte dette. Bl.a. med udtalelser som følgende:
"Deres lykke skal ikke være af- hængig af et andet menneskes indstilling overfor Dem, men af Deres egen indstilling overfor vedkommende og overfor omgivelserne i det hele taget, hvis De efterhånden kan ændre Deres indstilling fra uvilje, misundelse, skinsyge, irritation, vrede, bitterhed og surhed til velvilje og venlighed og forståelse af, at ingen kan være anderledes, end de er i øjeblikket, og at det ikke er Deres opgave at lave dem om." (Fordrag, "Vejen til den sande lykke", Klint, 1947, http://www.palantiri.dk/martinus/mart0006.htm)
På samme måde taler Jesus for dette princip:
"Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med." (Luk 6,29)
Overført til pædagogisk praksis må begge udsagn siges at være udtryk for en udpræget laissez faire - holdning. Men spørgsmålet er, hvor meget læring eller opdragelse der er i det. Mentaliteten ligner jo ganske meget det, man forsøgte sig med i 70´ernes pædagogik. Her tabte man (i nogles øjne) en hel generation på gulvet, fordi man netop var for tilbageholden med at belære børnene. Istedet taler man nu meget om vigtigheden i "at sætte grænser" for børn og i andre kredse ligeledes om "det kompetente barn". Altså en debat der synes at lægge sig midt mellem de to yderpunkter, voksenstyring og selvforvalting.
Inderst inde ville jeg gerne have at selvforvaltingen skulle kunne føres igennem i sin yderste konsekvens. Det synes jeg umiddelbart ville være det smukkeste og mindst energikrævende for alle parter. Imidlertid kan jeg ikke se, at det kan fungere i forhold til børn. Princippet med at give én kjortlen med, hvis han tager kappen bygger jo - i et Gandhi´sk perspektiv - dels på tanken om, at man gennem ydmygelsen af sig selv synliggører uretfærdigheden og derved vækker krænkerens humane evne. Det sidste er forudsat, at krænkeren har en human evne, der kan vækkes, hvilket muligvis ikke altid er tilfældet hos børn, idet de jo stadig er langt tilbage repetionsfasen. Af samme årsag, synes praksis at kræve, at man også af og til demonstrerer sin modvilje overfor børnene og ikke blot giver dem kjortlen med, når de beder om kappen. Jeg er derfor noget forvirret med hensyn til, hvornår det ene og det andet princip skal benyttes.
KH Flemming.
Hej Flemming...
For at kunne selvforvalte, skal man jo have noget at forvalte ud fra. Hvordan skal de kunne træffe gode og fornuftige valg, hvis vi ikke lærer dem hvad der er godt og fornuftigt ?
Børn er jo i repetitionen og det vil altså sige, at de gennemlever tidligere livs - ofte voldsomme - adfærd. Adfærd, som i nogle af disse liv var en direkte livsbetingelse. De er altså gennem mange liv blevet "kodet" til at have en bestemt adfærd for at kunne overleve.
Hvis vi ikke opdrager dem og lærer dem hvordan man kan leve livet i dag - hvor den voldsomme adfærd ikke længere er en livsbetingelse - hvordan skulle de så kunne blive "afkodet" - hvordan skulle de kunne udvikle sig som mennesker. Hvordan skulle de kunne få nye erfaringer, hvis vi ikke fortæller dem at der er andre måder at handle på ?
Jeg mener så absolut at vi skal tage dem ved hånden og meget kærligt vise dem vejen. Altså udøve "Voksenstyring". Når vi så mærker, at de har fattet principperne, så kan vi så småt begynde at lade dem forvalte selv.
Se det var så ordene fra en der ikke har børn ! 
Prøv at søge på børn og opdragelse her. Martinus har skrevet lidt om emnet, og så vidt jeg kan se, kommer han tættest i LB7 stk 2512, men det kan være fordi jeg ikke har Dev3
kh
Tina :0)
Kære Flemming
Bare min mening...
Der er jo en grund til at børn starter med at være små, og er beriget med sagelighedens lys. Vi andre kan tage ved lærer mentalt, men børn skal have det ligesom voksne mennesker i gamle dage (Tro på guddommen), der skal naturligvis varieres alt efter deres alder.
Gør som Jesus, vis du elsker dem, fortæl dem hvad de kan forstå der samtidig leder dem i den rigtige retning. Ligesom Jesus har vi forældre kun mulighed for at fortælle en simpel version af sandheden, men vi skal tilgengæld opfører os så vi er et kosmisk korrekt forbilled for dem.
Så børn skal ledes og påvirkes ligesom menneskeheden er blevet ledet og påvirket af verdensgenløserene gennem historien, naturligvis lige oversat så det er praktisk muligt.
K.H. Casper
Godt svar Casper
Jeg mener i øvrigt at børn helt klart har en indre sans for rigtigt og forkert, men at denne ofte må tilsidesættes til fordel for lavere tendenser i barnet. Barnet indrages undertiden i et magtspil som bunder i at forældrene ikke forstår barnets signaler og så deres generelle manipulerende adfærd over for hinanden, såvel som over for barnet. Det ender så i kluntet farcelignende kommunikation. Her er det nærmest af nød at parterne griber til denne adfærd. En anden måde barnet kan komme på samme afveje på er hvis forældrene er for eftergivende over for det når det tyr til samme 'lave' kommunikationsform i form af f.eks aggressiv eller klynkende adfærd. Her bliver det i stedet et tillokkende magtmiddel som barnet vender sig til at gøre brug af, hvor det i første eksempel var en nødvendighed for at blive hørt(magtmidlet kan dog udvikle sig til at blive en nødvendighed for at få ømhed fra forældrene vil jeg tro). Sidstnævnte kalder Martinus for tossegodhed. Forældrene tror de gør det rigtige(men ikke nødvendigvis af godhed). Under alle omstændigheder er ingen af eksemplerne gode for barnet som bliver vænnet til en for dette uværdig opførsel, helt utilsigtet af forældrene selvfølgelig
Kærlig hilsen
Esben
Min datter er folkeskolelærer, og hun skal bruge 10 min.
af hver skoletime b a r e for at få ro. - Dét er ganske uakceptabelt ! - Folkeskolen er for slap. Der b ø r sættes grænser. - Ellers ender det i kaos. På sigt.
Med muslimske børn i skolen er det blevet endnu mere svært. Jeg tænker på arbejdsbyrden. - Der bør ikke være
to-sprogede elever i folkeskolen. Muslimske forældre skal naturligvis lære deres egne børn deres eget sprog.
Det kan slet ikke diskuteres.
Nogle muslimer siger om danskere: I er for slappe !
Og de har ganske ret.
Vi fik for stor frihed i 6o'erne ....... det var skønt .........
men vi kunne ikke forvalte denne frihed godt nok.
Normerne faldt .... det begyndte at f l y d e ................
og det fortsatte ...... og resultatet ses i dag.
Der er ingen, der ta'r skade af nogle eftersidninger.
Jeg har selv prøvet det nogle gange.
Og ih, hvor det virker ......
meget bedre end nogle lussinger.
Omtalte grinede vi bare af ..... efter skoletid.
Dengang i de fede 6o'ere !!
Beatles og Stones var en revolution !
I virkeligheden begyndte ungdomsoprøret med
musikken ....... altså f ø r 1968.
mvh. Erling Roest
Stavefegl ?
af hver skoletime b a r e for at få ro. - Dét er ganske uakceptabelt ! - Folkeskolen er for slap. Der b ø r sættes grænser.
Hej Erling.
Efterhånden tror jeg måske jeg vil give dig ret. Men problemet er på hvilken måde der kan sættes ind. Der skal jo en form for sanktioner til, men samtidig skal de jo også være kærlige. Der kan altså ikke være tale om, at benytte vredesudbrud, da dette jo er baseret på tyngdeenergi og derfor vil give bagslag i længden. Desuden har jeg heller ikke meget lyst til at være vred på arbejdet hver dag. Hvad gør man så?
Spørgsmålet ligger lidt op ad Torbens tråd med, om man kan have for meget følelsesenergi og derfor bliver handlingslammet. Altså om tyngde energien i visse tilfælde skal benyttes (min videre tolkning af Torbens indlæg), hvis man vil gøre det gode.
KH Flemming.
Go' da' Flemming ..... eller go' aften ......
Egentlig ville jeg svare dig direkte, men de andre må da godt læse med, hvis de har lyst.
Du er en god humanist - det kan jeg udlede af din tekst, så du har fortjent bedre end visse elever, der kan dominere en klasse og ødelægge stemningen. Der skal kun to til, så er den gal, ja, een er måske endda een for meget. - Det kommer an på, hvem man spørger, og nu var det mig, du spurgte.
Jeg har talt med min datter om det, og hun siger, at det ikke er så let, som jeg vil gøre det til ....... dét med at skolearbejdet er et teamwork, hvorfor ikke bruge et dansk ord, altså skolearbejdet er et samarbejde mellem lærer og elever, og at opgaven er at få så mange igennem klasserne med så gode karakterer som muligt.
Det kan en 12- årig elev ikke sige, at han/ hun -
hun / han ikke forstår. De vil gerne tjene gode penge, når de kommer ud af skolen, men så må de sandelig også yde en indsats. - Det skulle nævnes for dem hver dag .... først yde, så nyde ........ livsloven. - Vi er blevet lidt bløde i koderne her i Danmark ..... du må tænke på, at jeg har gået i den halvsorte skole. - Nogle
muslimer siger også: I er for slappe ! - Og på nogle punkter har det ret. - Det har de.
Spanskrøret, som jeg selv har smagt ( av. for dælen ...
jeg måtte sidde på en pude i 3 dage ... ) - det går jeg ikke ind for, men der må være nogle sanktioner ........
f.eks. eftersidning ..... du kan tro, det virker!
Tænk, at skulle sidde og glo en time .... mens ens kammerater leger udenfor ............................................
eller hvad de nu gør ............ frie, er de.
For mig at se, så gælder det om at få styr på de de 2 - 3 drenge i klassen, der vil dominere, og det kan gøres på forskellige måder. Visse piger er sørme også ved at markere sig i landskabet ............ 'drengepiger?'
Vi kender dem godt. Vi ser dem på gaden hver dag, og vi kan 'læse' dem, men de tror det ikke ....... fordi de mangler livserfaring. ( ho-ho ... )
Jaeh ...... erfaring er mange 'penge' værd.
Det finder de ud af en dag ...... og til den tid så vil de give os ret. - Jeg husker tydeligt min klasselærer, dér
midt i 5o'erne, sagde til mig: Erling, man får ikke noget gratis her i livet ! - Citat slut.
Jeg smilede dengang .... jeg forstod ham ikke som
12-årig skoledreng. -
Dette er skrevet i en ruf, fordi jeg synes, du skal have disse tanker .... så der er sikkert fejl hist og her.
Men meningen er tydelig.
mvh. fra Erling
*
Mit Synespunkt er :
Synes ihvertfald ikke man på nogen måde har ret til af slå børnene,
som i siger man gjorde i "gamle" dage,
synes det virker som en form for afmagt . . .
Men vise børnene man vil dem det bedste,
vise dem af hvis de passer det de skal,
så kan der også blive tid til sjov,
virker dette ikke er det nok ikke en helt dårlig idè med af sidde efter en time,
kunne forstille mig dette vil give en eller anden form for respekt . . .
En ting jeg kan huske fra min skole tid,
var af de fag jeg fandt spændende,
var jeg også god til,
dem jeg fandt kedelige,
var jeg ikke særlig god til,
derfor kunne man måske gå ind og se hvor man evt. kunne gøre nogle af de "tunge" fag mere spændende,
gøre dem lidt sjovere,
samtidig med man får givet en masse viden ud . . .
Ja, man slipper ikke uden om at skulle bruge tyngdeenergien engang imellem for at få tingene udført i praksis. Sådan er det, og det må vi tage med sålænge vi endnu befinder os i dyreriget
Hvis man har en meget udviklet følelsesenergi, kan det godt være svært at arbejde med/have børn, da de jo repeterer tidligere udvklingstrin.
Det virker ikke at "vende den ene kind til, når man bliver slået på den anden" når det gælder børn.
De har brug for en autoritet/forbillede at se op til. Har selv arbejdet med børn. Har prøvet begge metoder lazzai fare og autoritær lederstil, og jeg må ærligt indrømme at sidstnævnte virker bedre.
Kunne godt tænke mig at høre fleres syn på børneopdragelse blandt "Martinus kosmologer".
KH. Johnny
Kære Flemming m.fl.
Opdragelse er en meget kompliceret sag, hvor mange faktore spilder ind.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at enten så kan man det der, eller så hjælper ikke nok
så megen teori om opdragelse en til at blive en god opdrager.
Det handler nemlig mest om, at man instinktiv besidder en permanent kærlighedsevne
og opmærksomhed over for sine børn. - Børn er nemlig fantastisk gode til at gennemskue,
hvis ens kærlighed og interesse ikke er ægtefølt. - Man kan ikke forstille sig permanent i en 10 - 15 år.
Man er selv produktet af sin egen opdragelse. - Hvis man ikke har fået ubegrænset kærlighed/opmærksomhed
fra sine egne forældre, men har måttet kæmpe for anderkendelse evt. er blevet nedgjort eller ydmyget,
så har man kun dette i sin " bevidsthedsrygsæk " som automatfunktion, når det "rigtige" tillærte
slipper op, i pressede situationer og under stress. Dette opfatter børnene straks, de gennemskuer en
og seer klart den "virkelige" ægte voksne.
Så ens styrke består nu i ærligt at fremstå foran sine børn som det ufærdsige og ukomplette menneske
som de allerfleste nu engang er - ærlig selverkendelse - . Dette vil efterhånden, gennem din ærlighed vinde
dine børns respekt, og give dem en forklaring på hvorfor du ikke var den perfekte opdrager.
Vi har jo et langt livs erfaringer til at blive klogere, på de områder hvor vi svigtede, og kan så hvis vi får
lov praktisere den nye viden på eventuelle børnebørn, - og på den måde få sagt undskyld for ungdommens
fejl og mangler.
Det at være inkarneret er i sig selv en betænkelig sag. det erman kun fordi man er et ufærdigt menneske.
Det er helt OK ikke at være en perfekt opdrager, hvordan skulle man kunne være det???????
"Ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret" M.
:-* Karsten
Ja, jeg tænker også nogle gange, hvordan jeg dog i alverden kunne indlade mig på dette inkarnationsarbejde  Nå, det var jo ikke lige det, det drejede sig om. Jeg ville egentlig bare sige, at i de ældre Kosmos som kan læses på Instituttets hjemmeside (klik her), da findes en hel artikkelserie, skrevet af Erik Gerner Larsson, som hedder "Aandsvidenskabelig Undervisning for Børn". Artikkelserien starter her.
Jeg har ikke selv fået dem læst endnu, men måske der er noget inspiration at hente! Sidenhen er man dog, så vidt jeg ved, gået bort fra at undervise børn i åndsvidenskab 
Kærlig hilsen
Anette
Skriv et svar