1288. At sådanne væseners livsdomæne ikke kan komme til fuldkommen udfoldelse eller til total genialitet i et lysets eller kærlighedens rige, hvor man elsker sin næste som sig selv eller måske endog så højt, at man ikke er bange for at give sit eget liv, hvis man dermed kan frelse hans liv eller udfri ham fra lidelser, er naturligvis en selvfølge. "Uddrivelsen af paradiset" måtte således nødvendigvis finde sted. Skabelsen eller udviklingen af "det dræbende geni" kunne kun blive totalt i en zone, hvor det netop var en livsbetingelse "at dræbe for at leve", eller hvor "den enes død er den andens brød". Og "det dræbende genis" regioner blev "dødens rige". Ingen skønne organismer, ingen fuldkomne organer, ingen funklende øjne, ingen vidunderlige stemmebånd, ingen kærtegnende hænder kan vides i sikkerhed eller udenfor fare i denne zone. Alt, med hensyn til en organisme, kan her være "føde" for andre og stærkere væsener. Fejrer man ikke sin egen livsglædes fester ved geniale mesterkokkes arrangementer af stegte og brasede lemmer og organer af unge animalske medvæseners organismer eller fornemste redskaber for livets oplevelse på det fysiske plan? –  Er ikke store dele af disse medvæseners organismers indvolde såvel som disses muskulatur uundværligt materiale for jordmenneskenes fornemste lyst- og festmåltider? –  Er ikke både tunger, lever og hjerter osv. såvel som store stykker af skelettets kødbeklædning, suppleret med pølser af størknet blod, fyldt på dyrenes egne tarme, og de samme væseners fedt, fyldt på urinblærer, de mest efterstræbte delikatesser i det almindelige jordmenneskes daglige husholdning? – Ja, er de nævnte produkter ikke ligefrem anbefalet af læger og andre "sundhedsautoriteter" som absolut nødvendige eller livsbetingende i ernæringen? – I sandhed, Guds undervisning i "det dræbende princip" er altomfattende. Der lades her ikke noget som helst terræn i mørket uberørt. Kan man komme længere ud i mørkets eksperimenter, i overtrædelse af livets love, kan man komme længere bort fra "Guds billede" end netop i manifestationen af, ikke blot dette at myrde og dræbe sin næste for at røve hans goder og fordele, men også i en grad, der ligefrem fornemmes som livsbetingelse, tilkendegiver sin livslyst og glæde med orgier i nydelsen af de animalske medvæseners lig. Ja, endog langt frem i udviklingen fejres de store fester til ære for "det dræbende princips" afskaffelse, såsom jule-, påske- og pinsefesten med ligorgier. Ser vi ikke, hvordan tusinder af animalske medvæseners lig, såsom lig af svin, lam, gæs, ænder etc. såvel som af det såkaldte "vildt" eller de væsener, der i særlig grad ligefrem er faldet som offer for selve lystmordernes "behagelige tidsfordriv", tårner sig op i slagterifirmaernes store haller, for at behovet kan blive tilfredsstillet. Er ikke den såkaldte "jagt" i særlig grad en yndet "sport" for væsener fra et økonomisk niveau, hvor man, grundet på sindrige, autoriserede, sociale systemer og love eller det såkaldte "forretningsprincip", er blevet i stand til udelukkende at leve højt på udnyttelsen af andre menneskers arbejdskraft og evner og derfor i tilfælde, hvor denne levemåde i værste grad gør sig gældende, ikke har andet at udrette end at slå tiden ihjel med at finde på "standsmæssige, behagelige tidsfordriv"? – Ja, er ovennævnte autoriserede sociale system i sin mest dominerende fremtræden ikke ligefrem så genialt, at pengestrømmen undertiden ustandseligt flyder ind i sådanne samfundsborgeres eller firmaindehaveres kasse, ganske uafhængig af, hvilke af de, deres forretning ganske uvedkommende, "behagelige tidsfordriv", de så end måtte være optaget af? – Om de sejler rundt på havene i deres luksusjagt med ligesindede pårørende og "standsmæssige" venner og bekendte, eller de er på storvildtjagt i junglen, ja, om de sover eller er vågne, pengestrømmen går i heldigste tilfælde ganske uanfægtet heraf ind på deres bankkonto, idet den er så fyldig og rigelig, at de kan holde en stab af funktionærer til at varetage alt det fornødne angående forretningens kontrol og administration. Indehaverne, der eventuelt har arvet deres forretning eller firmaer fra deres fædre, og således ikke engang selv har startet eller oparbejdet disse, behøver altså ikke selv så meget som at røre en finger for deres guldstrøms vedligeholdelse, ja, en sådan beskæftigelse ville jo endogså være ganske under deres sociale positions værdighed. Og det kan vel endog hænde, at de ikke desto mindre er ved at gå under af anstrengelser, er på randen af nervesammenbrud, men det skyldes absolut ikke kampen for det daglige brød, men derimod anstrengelserne ved opfyldelsen af de "selskabelige pligter" eller deres økonomiske positions krav om deltagelsen i de moderne "behagelige tidsfordriv".
      At sådanne rige lediggængere må slå tiden ihjel med raffinerede og kostbare forlystelser eller nogle for dem "behagelige tidsfordriv" er naturligvis en selvfølge. At disse forlystelser samtidig er blevet midler, hvorved de i særlig grad overfor omgivelserne kan markere deres "høje sociale position", er naturligvis lige så selvfølgeligt. Og vi ser da også, hvordan store formuer, den i de underordnede arbejderes sved tilegnede guldstrøm, kaster sine bifloder ud over store væddeløbs- og galopbaners kostbare terræner i form af foreteelser, der undertiden grænser til spillelidenskab og dyrplageri. Her har sådanne væsener i rigt mål lejlighed til at vise, at de har råd til at køre i de fineste luksusvogne, besidde de fornemste eller kostbareste heste med tilhørende stalde og personale. Ja, her er der, ligesom ved de kostbare store "jagter" og andre raffinerede "tidsfordriv" for den moderne krøsus, lejlighed til offentligt at demonstrere eller udstille den guldkalv, man rider på og omhyggeligt tilbeder og tjener eller næsten ikke kan leve foruden. Her er der lejlighed til at blive hædret og beundret i pressen eller den daglige omtale, uden at man i sig selv på nogen som helst måde må ofre sig eller give afkald. Her er der virkelig en lejlighed til at opnå berømmelse, hæder og ære uden at tjene sin næste eller samfundet, men udelukkende kun i kraft af sine egne begærs behagelige tilfredsstillelse og deres, for dem selv ubevidste, større eller mindre snylten på samfundet. Tænk, hvilket billede der her ruller sig op for os af den evige gudesøn. Ridende på en stjålet guldkalv, som han tror er livets højeste og uundværligste faktor, indkasserende beundring, hæder og ære på grundlag af besiddelsen af et luksusliv, som ikke har kostet ham én eneste sveddråbe eller fysisk anstrengelse at tilegne sig, idet autoriserede systemer tvinger hans medmennesker til at bære alle anstrengelserne og besværlighederne ved dets opretholdelse, så hans "tidsfordriv" eller beskæftigelse kun bliver den egoistiske nydelse, der udløses igennem dette, at udfinde raffinementer, ved hvilke han offentligt og privat kan demonstrere denne i hans egen forestilling "høje standard" for oplevelse af livet. Tænk, hvilket "fantom" den evige gudesøns forestilling om det virkelige liv her er blevet.