Hej Ejby,

Det er fordi, verdensaltet er suverænt godt organiseret.

Vi får de forskellige oplevelser på netop det tidspunkt, hvor vi har mest gavn af dem, og derfor bibringer os mest muligt velvære. Da det er sult- mættelses-princippet, der er drivkraften i livet, får vi i princippet hele tiden det, vi har sult efter og derfor oplever som behageligt.

Objektivt set er der lige meget mørke og lys i et kredsløb, men det geniale er jo, at både lyset og  mørket det meste af tiden opleves som behageligt.

Det er faktisk kun i eet rige - dyreriget - ud af 6, at man oplever reel lidelse, og denne eksisterer endda hovedsageligt kun i slutningen af dyreriget - hvor lidelserne kulminerer - før det er dyreriget også  en rimelig paradisisk oplevelse det meste af tiden.

kh
Jan

Hej Ejby.

For mig er lys og mørke noget relativt, og ikke noget absolut. Det eneste absolutte der findes er analyasen: Alt er såre godt. At man betragter en vis del af spiralen som "mørk" og en anden som "lys", må derfor, for mig at se, baseres på en lokalanalyse. Vi befinder os i et rige, hvor tyngdeenergien lige har kulmineret, og derfor betragter vi den som noget mørkt vi ønsker at sætte en dæmper på, og komme af med. Tilsvarende opleves den modsatte energi, intuitionsenergien, som værende lys og det mest efterstræbelsesværdige der findes. Men at sætte en absolut analyse på tyngdeenergien som repræsenterende det absolutte mørke i tilværelsen, og derved sætte tyngdeenergien lig med det sorte i Yin/Yang symbolet, mener jeg ikke man kan. Der findes i dette øjeblik væsener, der higer efter at blive det, som vi søger at undgå. For dem må det vi kalder mørke være lig med livets lys.

Så på denne måde må der hele tiden være en balance i oplevelsen af lys og mørke.

Hvis man ser det på en anden måde, og deler det op i, hvornår væsenerne inkarnerer i fysisk materie, så begynder væsenerne at inkarnere i fysisk materie, i midten af salighedsriget, og væsenerne ophører med at inkarnere i fysisk materie i midten af det rigtige menneskerige. Det vil sige, at væsenerne inkarnerer i fysisk materie i 3 ud af spiralens 6 riger. Så hvis man forbinder "mørket" med fysisk inkarnation, så er det vel ikke helt ved siden af at sige, at det svarer til halvdelen.

Hvorfor så en primær og en sekundær opdeling?

Kh Ejby

 Hej Ejby.

 Umiddelbart er min opfattelse at man ikke bør se på den primære og den sekundære zone som værende poler til hinanden, det er to forskellige "energizoner" der ikke "afbalancerer" hinanden.

 Mørket findes ikke kun i den nederste fjerdedel af Martinusses verdensbillede, det findes også i de højere "riger" selv i salighedsriget er der en rest af mørke tilbage, som medfører en "kontrast" som er nødvendig for at vi kan opleve noget.

 Det er måske lettere at beskrive via karmaen, som jo "balanceres" ved at den energi man har sendt ud, vil vende tilbage til en selv, for den karma vi har til gode (negativ som positiv) kan vi jo netop ikke opleve i den primære zone,vi er nødt til at fødes i legemelig tilstand, så den kan kun gives tilbage til os i den sekundære zone, hvori vi har de nødvendige fysiske sanseorganer til rådighed, så vi kan opleve karmaen på det fysiske plan og lære af den.

 Det med fjerdedelen kan jo være at sammenligne med andres beskrivelser af at vi har 12 dimensioner (frekvenser) at opleve i, hvoraf de første 3 dimensioner er at betegne som bestående af meget "tungt" vibrerende materie, og disse 3 tungeste dimensioner udgør jo netop en fjerdedel af alle de 12 dimensioner vi har til rådighed, men når vi (forhåbentligt om kort tid) får åbnet op til bevidste oplevelser i fjerde og femte dimensionerne (for os menneskers vedkommende) så vil vi delvist indtræde i den primære zone, med vore bevidstheder, vi frigøres altså (over et udviklingafsnit i spiralen) fra den fysiske del af verdensaltet, og opnår (igen) kontakt med vort eget primære "jeg", som hele tiden har opretholdt vor egen individuelle balance ved sin "tilstedeværelse" i den primære zone, men som vi blot ikke har kunnet være i fuld kontakt med, grundet den bundethed og begrænsning af vor hukommelseslegeme, som er gældende i disse 3 første tunge "dimensioner".

 "Mørket" i de "riger" som Martinus taler om ligger "over" det rigtige menneskerige, er ikke bestående af fysiskt materie som det er her, i den 3 dimension, men er et mentalt og psykologiskt "mørke" vi stadigvæk vil kunne opleve som værende "modpol" til det lys der findes i disse højereliggende zoner, så man skal (efter min opfattelse) ikke falde for fristelsen til at bilde sig selv ind, at når blot man har opnået adgang til det rigtige menneskerige, så er det slut med at blive ked af det eller at føle "sorg" eller andre former for psygiske "smerter", for hvis ikke der også i disse åndelige sfærer var modpoler til hinanden, så ville vor udvikling der gå i stå, og vi ville ikke kunne bevæge os videre "op" igennem spiralen, og de overliggende riger, via yderligere opnåelse af "erkendelser".

 Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Ejby.

Jeg tror såmænd Martinus har kaldt det for Guds primære og sekundære bevidsthedszone af samme grund som han har spaltet det levende væsen op i X1, X2 og X3. Han har gjort det for at gøre analysen lettere forståelig for jordmennesket. Vi står på et stadie, hvor vi har lettest ved at forstå livets mening, hvis man kalder dyreriget for "mørkt" og samtidig for "Guds sekundære bevidsthed".

I de primitive religioner taler man stadig om det mørke som djævelens værk eller satan - altså noget der er adskilt fra Gud. Martinus modererer dette meget ved at fortælle, at det hele er Guds værk, han nøjes blot med at dele det op i en primær og sekundær bevidsthed. Men kan noget virkeligt være primært eller sekundært i Guds bevidsthed - er ikke alt såre godt, og dermed "primært" når det kommer til stykket?

I den primære zone overholder man næstekærlighedsloven, der er man kosmisk bevidst. I den sekundære zone overtræder man næstekærlighedsloven, der er man kosmisk bevidstløs og dermed uvidende.

Næstekærligheden er Guds billede, derfor er denne væremåde den primære, hvorimod overtrædelse af næstekærlighedsloven kun kan forekomme i den periode af kredsløbet, hvor man befinder sig i uvidenhed, derfor er denne zone den sekundære.

Lidelserne er kun til for at fjerne uvidenhed og dermed være grundlag for skabelse af velværet - ikke omvendt.

Man trækker ikke lidelserne i langdrag, men har dem kun pga. uvidenhed. Men man trækker gerne velværet i langdrag. Al begær og dermed al aktivitet/stræben går efter velvære, derfor er der logisk nok mest af dette.

Kærlighed er livgivende, ukærlighed er selvmorderisk. Og da livet er det eneste, der eksisterer, er døden en illusion. Derfor er den zone, hvor man tror på ukærligheden, på døden også den sekundære.

Der er mest kærlighed i verdensaltet og ikke mest ukærlighed, ja i et vidst perspektiv er alt kærlighed, derfor er Guddommen/universets grundtone kærlighed og ikke ukærlighed. Alt er såre godt og ikke såre skidt. Derfor er det også udfoldelsen af næstekærlighed og tilgivelse, der er det primære ved tilværelsen.

kh
Jan

Kære Venner,
'I mangel af bedre', kan Vi ta' et kig på kloden, der hele tiden er en del i lyset, og hele tiden en del i skygge, der er hele tiden nogen i lyset, (dag) hele tiden nogen der er ved at vågne, hele tiden nogen der er ved at falde i søvn, hele tiden nogen der sover, (nat), analog den evige lys/mørke-balance, primær/sekundær.

Kærlig hilsen
Holger

Betinget af vores egen sult og mættelse af at vare et med Gud bevisdt eller ubevisdt. Sult og mættelse er grunden til opdeling i disse zoner. Disse zoner findes fra  sulten og mættelsens synspunkt men fra urbegærets synspunkt findes der kun en "zone": materien! Sult og mættelse muliggør en retning i tillværelsen, muliggør udvikling og indvikling, muliggør  at evigt skabe og opleve for Gudom og gudebørn. muliggør det store facit at "alt er såre godt". Ellers havde det store facit kun varet: "Alt er (noget som er)." Det er også sandt men alt er også såre godt takket være sult og mættelses-princippet!

Hej Ejby

Jeg tror, at det afhænger af, hvilke enheder, vi anvender. Hvis vi sammeligner lys og mørke i spiralkredsløbet, så vil vi se en balance. Men vi i stedet anvender tidsenheder i vores sammenligning, så er det ikke sikker, at regnestykket går op.

Der er fx også forskel på, hvor mange skiver rugbrød og hvor mange jordbær vi kan spise, når vi er sultne, før vi bliver mætte. Men sulten og mætheden er den samme...

Venlig hilsen
Petersh