"Nej" - tænkte jeg - "jeg gider simpelthen ikke sige det mere ! Gider ikke spilde mere energi på det !"
Mine tanker gjaldt al den larm, som jeg syntes, mine naboer leverede - specielt ungerne. En evig hylen om kap.
Jeg lænede mig tilbage i stolen, lukkede øjnene, nød solen og følte en fred brede sig. Efter et par minutter gik det pludselig op for mig at freden blandt andet skyldes, at der var blevet fuldstændig stille i gården ! Ungerne legede der stadig, men stemmerne var nu flere oktaver længere nede på skalaen.
Denne oplevelse fik mig til at tænke lidt over, om larmens placering på skaleaen mon var selvforskyldt ? - havde min irritation over larmen langsomt skærpet mine sanser, så den føltes meget højere end den egentlig var ? 😮
På samme måde, har jeg i flere år været træt af, at dem, der skal holde de grønne områder i vores gård, aldrig har gjort noget ved området omkring min terrasse. I dag fik jeg samme følelse - jeg gad simpelthen ikke bruge mere negativ energi på det. Nu ville jeg bare nyde, at jeg i det hele taget havde et grønt område, at sidde og kigge på !
VUPTI - næsten i samme sekund kom der en ny gartner og sørme om ikke han startede med at checke "mit" område. Han fortalte, at nu skulle der altså gøres noget ! 
Kan det tænkes, at livet evigt giver mig det, jeg mener, det gør ? Kan det tænkes, at i det øjeblik jeg giver slip, så forvandles ikke alene min forestilling om livet, men også livet selv ?
Jeg er i alt fald blevet parat til at give slip... og se hvad livet så har at tilbyde !
kh
Tina :0)
Ja, det tror jeg du har helt ret i. Det har meget at gøre med den værdi man tillægger "støjen". Jeg tænker også tit på at jeg som barn elskede at falde i søvn med døren til stuen åben, når mine forældre havde gæster. Den lyd af liv og selskabelighed var så betryggende. Hvorfor synes jeg så idag at den selv samme lyd virker forstyrrende?
Hehe, ja, det kan synes som det rene magi nogle gange. I starten troede jeg udelukkende det var min egen opfattelse af livet der ændrede sig. Jeg er dog ikke så sikker længere. Der efterhånden for mange pudsigheder.
Tit har jeg oplevet fænomenet med personer jeg har haft en stærk binding til, f.eks antipati eller forelskelse. Flere gange i løbet af ganske kort tid er jeg stødt på disse mennesker de mest mærkelige steder. Som om den stærke mentale binding har udløst en fysisk tiltrækning. Omvendt er jeg så også holdt op med at møde disse mennesker efterhånden som jeg har fået genbearbejdet min binding.
Mvh. Flemming.
Sikke en opmuntrende historie 
Jeg tror det har noget at gøre med den energi vi overfører til "emnet" via vore tanker, når vi går og irreteres over noget. Derved giver vi næring til "emnet" så det rigtig kan leve godt 
Det er som om profetierne bliver selvopfyldende (nå, nu er gartnerne her. De ordner helt sikkert igen ikke min have) 
Men jeg synes nu selv, at det kan være svært at give slip en gang imellem 
Når jeg (også pga naboer) raser lidt i mit indre nogen gange, siger jeg efterfølgende til mig selv "Nå, der er nok noget tyngdeenergi, du skal af med'"
Og på den måde er det jo guddommeligt at blive mindet om sine ufærdige sider - for så kan man prøve at gøre noget ved det.
Kh...Anette
Ååh ja - kan huske det - det var bare så fedt !
Åhr lyden er forstyrrende, fordi du er misundelig over ikke at være inviteret til festen
Sorry - kunne altså ikke lade være Â
Jeg tror det måske skyldes, at barnet lytter til den samlede "musik" samtidig med at dets bevidsthed er indadvendt - altså er hos sig selv. Den voksne lytter ubevidst til ordene og bevidstheden er så udadvendt - er hos dem der "støjer" ???
Måske kan det også skyldes, at vi som børn oftest var både fysisk og psykisk trætte, men at vi som voksne vel oftest kun er psykisk trætte ?
kh
Tina :0)
 Det er som om profetierne bliver selvopfyldende (nå, nu er gartnerne her. De ordner helt sikkert igen ikke min have) Ja du har helt ret. Når vi ikke giver "emnet" energi, så bliver det uinterresant i vores bevidsthed - de "emner" vi så giver energien i stedet, fylder så meget, at vi til sidst slet ikke bemærker det første mere.
Hvilke ufærdige sider ?.... *ser meget uskyldig og from ud*
kh
Tina :0)
Ja, det kan egentlig godt være. Det er ihvertfald nogle negative tankearter, jeg som voksen har tilegnet mig, der blokerer for oplevelsen.
Det er iøvrigt forbløffende at se hvor umiddelbart små børn ser på verden. Fra deres barnevogn sidder de med kuglerunde øjne og tager det hele ind uden at sortere. Naturligvis er de også naive og selvcentrerede, men den måde de er tilstede i nuet på, -det ville jeg gerne lære (igen!).
Picasso har en gang sagt, at han som barn tegnede som en voksen, mens han som voksen brugte al sin tid på at lære at tegne som et barn. Jeg er sikker på det er umiddelbarheden han her tænker på. Det er åbenbart ikke helt løgn når Jesus sagde, at vi skal tage imod guds rige som et lille barn, for at komme ind i det.
Mvh. Flemming.
Skriv et svar