Hej asc,

Mener du at de er udenfor livet på nogen måde? Uddyb gerne

Ja jeg mener ikke de har nogen muligheder for at udvikle sig og hvad så ?
Skal de gå det hele om igen ?
Er det retfærdigt ?

Jeg tænkte at de psykisk syge måske havde været meget stærke personer engang , nogle der ikke havde brug for andre og nu var kommet ned som nogle der havde meget brug for at nogle tog sig af dem.
På den måde kunne de lære at de alle er afhængid af andre der gider beskæftige sig med dem.
Måske en Sadam komme ned som en sådan næste gang.
Kan du følge mig ?
Men det er en privat fortolkning !
VH
asc

Hej asc,

Det kunne være interessant at høre, hvorfor du mener man som psykisk syg ikke kan udvikle sig længere?

Psykisk sygdom er et vidt begreb og det er nok problematisk at generalisere for meget. Men hvis vi snakker om folk, der på en eller anden måde har fået forringet deres "livsevne" i mere eller mindre grad (handikappede?), således at de er afhængige af andre for hjælp, så har Martinus bl.a. snakket om det i en artikel kaldet "Åndeligt selvmord". Her nævner han at uanset hvor meget man i tidligere liv har ødelagt sine fysiske og åndelige kropsfunktioner, så er der altid en lille livskerne tilbage, "som ikke kan berøres, og som lige akkurat kan holde bevidstheden i live. Men alle de særlige funktioner, som skulle gøre livet til en guddommelig oplevelse, er svækkede."

Den nedbrudte person begynder at længes efter en normal livsoplevelsesevne igen, og langsomt genopbygges talenterne for at skabe den igen.

Ja, jeg tror ikke det er helt forkert. Sygdommen er jo en konsekvens af handlinger i tidligere liv, så hvis stærke personer har handlet meget egoistisk og nedbrudt deres talentkerner samtidigt, så havner de måske i en sådan situation, som nok ikke er helt uegnet at lære ydmyghed af og at hjælp fra andre kan være nødvendigt.

Hvordan det går med Saddam er svært at spå, men han ligger jo som han har redt ligesom alle os andre

kh,
Torben

Vedrørende vejen ud af sygdom, så skrev Martinus et meget tankevækkende svar til en syg person engang. Det findes gengivet her: http://www.healerskolen.dk/dansk/library/artikler/martinus/mart0004.htm

Kære Torben og Andre

Jeg har de sidste par dage, kunne se en reaktion ved
handicappede, jeg har været tæt på.  

De er klart alle modtagelige for næstekærlighed.  

Nærm jer dem, opfat dem som en ligeværdig.  

De husker jer, for noget positivt, næste gang i ses.  

Et frø spirer.  

link=board=news;num=1051035928;start=0#3 date=04/23/03 kl. 07:16:29]Hej asc,

Det kunne være interessant at høre, hvorfor du mener man som psykisk syg ikke kan udvikle sig længere?

Psykisk sygdom er et vidt begreb og det er nok problematisk at generalisere for meget. Men hvis vi snakker om folk, der på en eller anden måde har fået forringet deres "livsevne" i mere eller mindre grad (handikappede?), således at de er afhængige af andre for hjælp, så har Martinus bl.a. snakket om det i en artikel kaldet "Åndeligt selvmord". Her nævner han at uanset hvor meget man i tidligere liv har ødelagt sine fysiske og åndelige kropsfunktioner, så er der altid en lille livskerne tilbage, "som ikke kan berøres, og som lige akkurat kan holde bevidstheden i live. Men alle de særlige funktioner, som skulle gøre livet til en guddommelig oplevelse, er svækkede."

Den nedbrudte person begynder at længes efter en normal livsoplevelsesevne igen, og langsomt genopbygges talenterne for at skabe den igen.

Ja, jeg tror ikke det er helt forkert. Sygdommen er jo en konsekvens af handlinger i tidligere liv, så hvis stærke personer har handlet meget egoistisk og nedbrudt deres talentkerner samtidigt, så havner de måske i en sådan situation, som nok ikke er helt uegnet at lære ydmyghed af og at hjælp fra andre kan være nødvendigt.

kh,
Torben

Quote:

Jeg har de sidste par dage, kunne se en reaktion ved handicappede, jeg har været tæt på.  

De er klart alle modtagelige for næstekærlighed.  

Nærm jer dem, opfat dem som en ligeværdig.  

De husker jer, for noget positivt, næste gang i ses.  

Et frø spirer.  

Det tror jeg du har helt ret i, Michael. Uanset hvor håbløst det ser ud for en handikappet, eller på anden måde syg person, så er der altid en lille flamme tilbage, inderst inde.

Måske er den skjult for dem selv, men før eller siden får den nok fokus

kh,
Torben

---
Hej asc!

Mina funderingar kring detta är, att vi alla har varit, är eller kommer att gå igenom forskellige problemer och sygdommer, antingen det er psykiske elller fysisker.
Det är en helt "normal" udvikling i rejsen fra dyreriget
til det riktige menneskeriget. Vi är ALLE i "misbrugerfasen" til dess att vi ändrar vårt fokus från
att vara oss själva närmast (egoism) till att vara vår nästa närmast (altruism).
--
Vad gäller attityden gentemot de psykiskt sjuka finns alltid muligheden att "se igenom" sygdommen och istället fokusera på själen eller personens essens.
Sygdommen är temporär, själen (det levande väsen)
är evig.

En stor del av individens - den psykiskt syge - bedvidshed kan vid vissa sygdommer, såsom schizofreni och liknande, vara mest "aktiv" på det psykiske plan (astralplanet eller den lägre psykiske sfär) og har ikke samme kontakt med det fysiske plan pgr av svaekket
forbindelse med den fysiske mottagnings/senderapparat (hjernen), vilket kan innebära, ett konstant behov av
hjälpare på det fysiska planet.

Men:
Måske vi kan forestille oss, att disse vaesener "kommer tilbage" til det fysiske plan med specifike, "specialiserade" kunskaber om vad det innebär, att leve som psykisk syg och därmed bliver de störste, mest fremskridne experter inom fältet.

De kan så blive psykiatriker, psykologer, högkvalificerede vårdare og sygeplejere,
(men måske även kunstnärer som högt udvikled fantasikapacitet, det vil sige en förmåga at "skabe  i fantasimateriale"....)

Og så balancerar selve Livets Herre vores skaebne.

venlig hilsen
gm