Hej Jan

Omkring forslag og bebrejdelser så er jeg enig i dit eksempel med benet. Udfordringen er at i mange mere komplekse tilfælde er det ikke så let at se om det er et forslag eller en bebrejdelse.

Ejby nævnte lige mit forslag til Petersh om at trække sig som moderator. Nogen kan med rette se dette som en bebrejdelse og andre kan se det som en hjælp. Ydermere kan det også være afhængig af personens humør på det tidspunkt samt om de selv synes det er en god eller en dårlig idé.

Det er eksempler som dette som er komplekst og hvor forslag og bebrejdelse går hånd i hånd eller ikke afhængig af situationen og den der læser det eller oplever det.

Måske kan det være den mest kærlige handling fra min side også selvom alle andre oplever den som ukærlig. Og måske kan den være udtryk for det mest dyriske i mig også selvom alle andre måtte opleve den som kærlig.

Hvis vi tager eksemplet med Avatars karantæne så kom nogle af os til den modsatte konklusion - ikke at det var helt tilsvarende situationer, men det viser måske alligevel lidt om hvor subjektivt det er.

Mit indtryk er at Martinus og andre højtudviklede væsener ikke giver ret mange anbefalinger. De forklarer hvordan ting hænger sammen og så accepterer de at alt er såre godt som det er. Jeg tror måske det er noget man kan øve sig på også selvom man ikke har kosmisk bevidsthed - eller sagt på en anden måde måske er det noget vi kan påvirke, hvis vi beslutter at være mere opmærksomme.

Hvis vi gerne vil være anderledes end vi er, så tror jeg det påvirker vores evne til at se tingene realistisk. Og ved ikke at se os selv realistisk, så opstår der en modstand. Hvis vi ser os selv så realistisk som muligt uden modstand og uden ønske om forandring, så fjernes denne modstand, og så åbnes der op for den forandring som er netop det vi har brug for at opleve. Så flyder vi med strømmen som Ejby skrev, frem for at svømme imod den.

Det sjove er at vi måske alle gerne vil være mere udviklet, men vil vi reelt det hvis vi tænker over det. Hvis man nu elsker at spille fodbold og spiller for at vinde, har man så lyst til at bytte med en højtudviklet sjæl der ikke længere føler glæde ved at konkurrere og vinde? Det samme kan siges om al anden konkurrence som f.eks penge, succes, magt, udseende, dygtighed, være kærligere, være fredeligere osv osv.

Højtudviklede mennesker har heller ikke længere lyst til sex. Hvor mange har lyst til at opgive denne lyst?

Hvor mange mennesker har reelt lyst til at undvære alle deres behov og ønsker og alt det de føler sig bundet til? I virkeligheden nok ingen for hvis de havde lyst til at opgive alle disse ting så ville de allerede være højtudviklede og så ville de opgive dem helt automatisk.

Så hvad er det egentlig vi stræber efter?

Med kærlighed

Lars

Hej.

Jeg har svært ved at se nogen modsætning i, at man accepterer tingenes tilstand som de er i dag, samtidig med, at man arbejder på, at det skal blive anderledes (det man selv anser for at være "bedre") i morgen. At ville forandre noget er at stræbe, men at søge ro og fred er også at stræbe, man stræber bare efter hvile som en kontrast til forandringen. Men efter en periode med hvile, vil man atter stræbe efter forandring. Disse to principper følger konstant efter hinanden i evighed, som kosmiske pulsslag.

Martinus er inde på noget lignende i Livets Bog 1, stk. 17: (Jeg har med blåt markeret, hvordan en længsel kan forekomme samtidig med en stor tilfredshed med tingenes tilstand):
17. For at hjælpe sandhedssøgeren til at erkende, om han befinder sig ved den for ham særligt gældende rette kilde, vil det her være nyttigt at oplyse, at sådanne væsener, ting eller manifestationer, som er af særlig inspirationsværdi for et væsen, eller sådanne realiteter, der kan virke som identiske med ovennævnte stimulerende basis, kendes meget let derpå, at de ved oplevelsen eller sansningen sender en strøm af varmebølger, en strøm af livskraft eller energi, en strøm af idéer, en strøm af længsel efter at repræsentere en større fuldkommenhed, en strøm af håb og tro på Forsynet eller Faderen, en strøm af guddommelig tilfredshed, harmoni og lykke, en uimodståelig kærlighedstrang eller forøget evne til at elske alt og alle gennem det pågældende væsen.

Hej Svend

Krishnamurti siger det på denne måde. Han er bedre til at forklare det end mig:

What is it that we are discontented with? Surely with what is. The what is may be the social order, the what is may be the relationship, the what is may be what we are, the thing we are essentially, which is, the ugly, the wandering thoughts, the ambitions, the frustrations, the innumerable fears; that is what we are.

If you observe your own mind you will see that when it comes face to face with what is, then it condemns, then it compares it with "what it should be," or it justifies it and so on, and thereby pushes away what is, setting aside the thing, which is causing the disturbance, the pain, the anxiety.

Med kærlighed

Lars

Jeg synes for min egen del det er forskell på: at ville forandre livets omstendigheder, eller: at forandre måden jeg tar livets omstendigheder på.

Som Krisnamurti sier det: vi er fort misfornøyd med det som er. We are only concerned with going away from that flame. Vi vil gjerne komme os ud av ubehageligheden så fort som mulig. I steden for å stoppe opp og kanskje lære noe. Vi blir så fort misfornøyd med måden vi tar omstendighederne på. Jeg trodde jo at jeg var kommet lenger, at min tolerance var bedre, at jeg kunne beholde roen. Ikke bare får jeg ”livet midt i ansiktet” men jeg får også min uferdige menneskelige sider ”midt i ansiktet”. Da er det lett for oss mennesker at ønske os ud av omstendigheden. Men det er jo midt i livet jeg har muligheden til at oppdage nye sider ved meg selv. Opplevelsen av livet er meningen med livet.

Kærlig hilsen
Oscar

Hej Lars,

Det er rigtigt, at det kan være svært at afgøre, hvornår et forslag rummer en bebrejdelse, og hvornår det ikke gør. Og hvordan vi bruger, den feedback vi får, mest muligt konstruktivt - uanset hvordan den måtte komme til os.  Men det er jo også denne vanskelighed, vi skal overvinde, før vi kan blive fuldkomne. Det er dette arbejde med at overvinde denne vaskelighed, der til sidst gør, at vi har en fuldkommen skelneevne, så vi ikke længere tager fejl, men elsker Gud over alle ting, og vores næste som os selv.

Hele livet er en stor fuldkommen evalueringsmekanisme, der hele tiden melder tilbage til os, hvilken virkninger det har haft, det vi har gjort. Livet er således et stort svar på det, vi gør. Hvis det medfører ulykke for os, så er det et svar om, at der er noget, vi skal ændre på. Er det derimod lykke, vi får som svar, så er det fordi, der er noget, vi har gjort rigtigt. Og hvis det er begge dele, ja, så er det jo lidt af hvert.

Gud svarer således hele tiden gennem alt, hvad vi overhovedet oplever, på hvad det er vi kosmisk set gør. Hele livet er altså en stor kærlig kritik. Det er ikke sikkert, vi kan se det sådan, men det er jo så det, vi skal lære for at komme i samklang med livet.

Hvis vi er 100% lykkelige, så har vi ikke brug for ubehagelig undervisning. Og så får vi det heller ikke. Så bliver livsoplevelsen mere og mere til underholdning, vel at mærke underholdning i dette ords allerhøjeste betydning, som højintellektuel Guddommelig kunst, kærlighed og videnskab alt sammen i en allerhøjeste salighedsatmosfære. Underholdning kan jo også betragtes som undervisning i, hvad der sker, når man handler rigtigt - altså behagelig undervising.

Mht. det du refererer Krisnamurti for at sige, så hører jeg ham netop tale om den type ønsker af forandringer, der har rod i intolerance, og som derfor fører til fordømmelser og berbrejdelser, som han også nævner.

Hvis ønsket om forandringer har rod i intolerance - og denne form for ønsker er der rigtig mange af - så har Krisnamurti ret i sin analyse, så må man finde ind til årsagen bag dette ønske, som han også nævner.

Men der, hvor jeg synes, at Krisnamurti er uklar, er i det forhold, at ikke alle ønsker om forandringer har rod i intolerance. Det får man let indtryk af, når man læser Krisnamurti. Ja, jeg kan ikke huske, at jeg overhovedet har læst noget af ham, hvor han giver udtryk for andet end, at det altid bunder i intolerance.

Nu siger jeg ikke dette, for på nogen måde at bebrejde eller ringeagte Krisnamurti. Han gjort et godt arbejde  som mange har udtrykt glæde over. Jeg siger det alene for at påpege de uhensigtsmæssigheder, der fra mit synspunkt også er i hans arbejde, og som jeg derfor mener, det er godt at være opmærksom på, for at hans arbejde ikke skal blive til vildledning. Men som man selvfølgelig må tilgive ham, ligesom man må tilgive alle andre fejltagelser i livet, da de jo netop har rod i uvidenhed - og denne uvidenhed ikke kan bebrejdes nogen. Men er et uundværligt guddommeligt led i det evige livs guddommelige fuldkommenhed.

Ønsket om forandring kan også være fri af intolerance. Det kan udmærket være baseret på en 100% accept af det, som er lige nu.
Man kan godt være glad og tilfreds og både forstå med hjerte og forstand, at alt lige nu er så fuldkomment, som det kan være lige nu, samtidig med at man også forstår, at alting hele tiden forandrer sig, og i morgen vil det være mere fuldkomment, end det er lige nu.

Denne større fuldkommenhed skyldes dybest set kærlighed, som er universets grundtone. Denne kærlighed udmønter sig bl.a. i det evige urbegær og sult-og-mættelses-princippet og perspektivprincippet. Disse principper ligger til grund for længsler efter at virkeliggøre denne større fuldkommenhed, som man kan se er mulig fremover. Uden denne længsel ville øget fuldkommenhed (eller livet i det hele taget) aldrig kunne blive til virkelighed. Men både livet, fuldkommenheden, længslerne og principperne er evige realiteter.

Det er disse mekanismer, som gør, at man evigt begærer - og derved også evigt skaber en oplevelse af mere og mere lys. Når jeg skriver en oplevelse, så er det netop fordi, det objektivt set evigt er det samme, men Gud ske lov er den subjektive side på en måde langt bedre end den objektive, idet den kan få noget, der er evigt foranderligt til at opleves som noget, der evigt bliver bedre og bedre - bliver et større og større plus for alt liv. Det objektive "evige noget som er" bringes evigt i spil, så det hele tiden er til mest mulig glæde og velsignelse for alt og alle, og således at det altså evigt opleves som bedre og bedre, selv om det altså objektivt set "kun" er såre godt, og når det allerede er "såre godt", så kan det jo ikke blive bedre - netop fordi det i al evighed har været såre godt - og sådan vil det også evigt blive ved at være.

Det er altså bl.a. perspektivprincippet, som er den store magiker, som gør det muligt for os at opleve, at livet - som i sin egennatur er uforanderligt - hele tiden i al evighed bliver bedre og bedre. Og det er jo helt fantastisk. Men det er altså ikke desto mindre sådan, det er. Og sådan har det altid været. Og sådan vil det altid være. Så er der ganske vidst også evigt nogle perioder, som vi oplever som mørke, men disse er jo ligeså evigt noget rent sekundært ved livet - og tjener alene til at vi kan opleve et endnu større lys end nogensinde hidtil.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan

Jeg oplever at det du skriver passer helt med mit verdensbillede. Tak for en god og dygtig beskrivelse.

Omkring det med om alle ønsker om forandring har rod i intollerance, så er jeg også her helt enig med dig og det gætter jeg på at Krishnamurthi også er.

Hvis jeg skulle gætte på hvorfor han ikke nævner dette så meget, så tror jeg det er fordi det er så nemt at narre sig selv, så den sikreste vej er at blive ved med at antage at der nok ligger noget skjult bag vores tanker og handlinger, som vi endnu ikke er blevet i stand til at se selv. Og dette skjulte vil ofte være et udtryk for det dyriske princip i os i forskellig form, hvadenten det er intollerance, selviskhed, opblæsthed, frygt, grådighed, bitterhed, manglende selvkærlighed eller hvad der kan ligge bag.

Noget der f.eks er gået op for mig på det sidste er at jeg er bitter. Bitter over at verden skal regeres af dyriske mennesker, bitter over at de fleste ikke ønsker at høre om dette, bitter over at jeg ikke selv kan gøre en forskel, bitter over at jeg ikke selv er nået længere, bitter over at jeg er bitter osv osv.

Det har jeg jo fået at vide her og andre steder mere eller mindre direkte gennem længere tid, men jeg har aldrig tilladt mig selv at se det. Nej, jeg er ikke bitter for jeg ved at alt er såre godt, tænkte jeg bevidst eller ubevidst. Eller faktisk var det slet ikke engang sådan. Begrebet bitterhed var slet ikke i mit univers, fordi jeg hele tiden sagde til mig selv at alt er såre godt. Det var slet ikke på lystavlen, så derfor kunne jeg umuligt gøre noget ved det. Jeg kunne ikke tænke mig til en løsning for jeg kendte slet ikke til et "problem". Ikke at forstå sådan at det er et problem for det er det naturligvis ikke. Det er bare sådan det er. Men jeg kunne ikke engang se det som noget som er for jeg var blind overfor dette - jeg så det slet ikke, jeg kunne ikke se det for det er gemt bag mine dyriske tendenser og derfor skjult for mit intellekt og min forståelse.

Det Krishnamurti, Eckhart Tolle og mange andre fortæller os er at vejen til større forståelse er at komme bag vores egne tanker og forestillinger om os selv. De viser en vej til hvordan man kan øve sig på dette, men de giver ingen løsninger for de ved at det måske er den vanskeligste vej af alle og en vej som man kun kan gå selv. Ingen kan reelt hjælpe andre ned ad denne vej andet end ved at hjælpe folk med at rette opmærksomheden på sig selv. Ikke ved at komme med forslag eller bebrejdelser for det hjælper ingenting og disse mere eller mindre kærlige forslag vil jo også ofte være helt forkerte med mindre man selv er færdigudviklet som menneske.

Men man skal jo heller ikke hjælpe nogen ned ad denne vej. Dem der har lyst til at gå denne vej vil naturligvis gå den uanset - ligesom alle andre ting så sker det der skal og kun kan ske.

Derfor er det mit gæt at Martinus heller ikke kom med nogen forslag, anbefalinger eller bebrejdelser. Jo, det er da rigtigt at vi kan opfatte dem sådan, og jeg har da sikkert også taget fejl omkring dette. Og hvis jeg har misforstået det hele så er det også helt fint. Min nuværende forståelse er at Martinus påtog sig opgaven at beskrive verdensaltet, både det fysiske og det åndelige og de store evige sandheder. Det han kaldte de kosmiske analyser. Ikke nogen helt ubetydelig opgave og han ser ud til at være sluppet ret godt fra det, som det ser ud fra mit udsigtspunkt

I det lys ser jeg ikke Martinus' opgave som "andet" end ovenstående. Jeg synes han fortæller os meget lidt om hvilke konkrete forhindringer vi står overfor og hvilke konkrete "løsninger" der er. Som du så rigtigt er inde på så er det op til os selv at finde ud af disse ting. For os selv og i relation til vores eget "lille" liv. Jeg tror det er den eneste vej. Den kan ikke læres og den kan ikke forstås før forståelsen er udviklet gennem vores egne livsoplevelser - livets eller Guds direkte tale til os. Hvis dette ellers er rigtigt så må Martinus have vidst dette og derfor tror jeg at han har overladt til andre at hjælpe med at forklare og forstå alle de mange detaljer i livsoplevelsen - men frem for alt tror jeg han har overladt det til os selv. Lige som så meget andet i DTT, så kan man få det ud af det man selv har mest behov for. Det som jeg får ud af det for mig selv lige nu er at jeg har mest glæde af at se på mine egne forfejlede tanker om mig selv og verden omkring mig.

Med kærlighed

Lars

Hej Lars,

Jeg mener, som du også skriver, at det er meget væsentligt at arbejde med at opleve det, som er uden intolerancens forvrængninger. I praksis er der jo tale om fortrængninger, ubearbejdede traumer osv., som forvrænger ens oplevelse af virkeligheden, men kernen i disse ting er jo netop intolerance. Og derfor er modgiften også det modsatte altså forståelse, tolerance, tilgivelse eller at "elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv". Hvordan gør man så det? Det gør man ved at bruge de kosmiske analyser i praksis. De er nemlig et glimrende redskab på at skærpe sin opmærksomhed. Men hvordan gør man så det? Ja, det gør man jo ved at trække den visdom ud af bøgerne, som de rummer.

Men spørgsmålet er så: kan man det? Er de tilstrækkelige? Det kan man ikke sige noget generelt om. Tilstrækkelige for hvem? Det kommer an på, hvem man er. Nogen kan sikkert bruge det hele og nøjes med at bruge disse. Nogen kan bruge noget og må (indtil videre) lade resten ligge. Nogen kan ingenting bruge, og må lade det hele ligge og derfor udelukkende bruge noget andet (i hvert fald lige nu).

Martinus siger jo selv, at analyserne rummer det, der er nødvendigt for at komme til kosmisk bevidsthed. Men han siger jo samtidig, at Guddommen aldrig nøjes med at bruge eet væsen til at manifestere en impuls, men altid bruger mange forskellige.

Og derfor er det jo individuelt, hvad man har brug for.

Der er også nogen, der vil have brug for mange gode råd. Og nogen har ikke brug for så mange. Og for nogen skal rådene være helt konkrete, for andre skal det være i en eller anden form for selvopdagelsesrejse, hvor man selv opdager tingene, sådan som det jo i ørvigt især er i analyserne. Og for mange vil det nok være en blanding.

Der findes jo også mange kommunikationsværktøjer og terapi-former, der går ud på netop at arbejde med mange af disse ting. Nogen har ligefrem en spirituel vinkel, men selv metoder, der ikke har det, kan have nogen ting i sig som er af stor betydning mht. ens bevidstgørelsesproces.

Martinus har jo også nævnt, at der er mennesker der lever analyserne uden at kende dem.

Og der er mennesker, der kender analyserne uden at leve dem.

Analyserne er skrevet til hele menneskeheden. Og derfor bliver Martinus nødt til at formulere sig anderledes med så stor en målgruppe, end hvis hans undervisning var rettet specifikt kun til dig eller mig eller en helt tredie. Så ville han jo kunne være meget mere konkret, men så ville der til gengæld være meget få, der ville have glæde af disse oplysninger.

Så jeg mener bestemt, han ville kunne være meget mere konkret, hvis man kom i personlig kontakt med ham, og det vel at mærke var det, man havde brug for. Der var jo også mange mennesker med problemer, der henvendte sig til Martinus, og de har uden al tvivl fået råd, der var skræddersyet til dem, og som ikke nødvendigvis kan bruges af alle mulige andre. Og det er måske også derfor han råder til, at man primært nøjes med at forholde sig til det, han har skrevet, for det kan han stå 100% inde for. Medens alt det, man har hørt nogen sige, Martinus har sagt, ja det kan være det vildleder mere, end det gavner.

Det er også værd at huske, at man altid har bønnen til Gud, hvor man kan få vejledning, og hvor Gud jo så kan afgøre om det er Martinus eller en anden, der kan hjælpe. Man kan hvert fald være sikker på, at hver gang man beder til Gud, så uddelegerer Gud det til den eller de Gudesønner, der er allermest kompetent i hele verdensaltet på dette område. Og det er rigtigt godt at vide og være opmærksom på. Vi har alle sammen til enhver tid verdensaltets bedste samarbejdspartnere. Det er bare at stille ind på Gud, så er kanalen banet.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan

Helt enig. Omkring det du skriver her så tænker jeg hvad skrev Martinus helt præcis om det. Har du et citat?  

Jeg tænker at måske skrev han at de rummer det der er nødvendigt at vide.

Med kærlighed

Lars

Jeg har ikke på stående fod et citat (men vil godt kunne finde det).

Men der er ingen tvivl om, at han mener, det der er nødvendigt at vide.

Det kræver jo også lidelseserfaringer og det kan han jo ikke give os (udover den, at nogen synes det er hårdt at læse hans værker).

Martinus skriver flere steder om det faktum at han har formidlet en ny videnskap, åndsvidenskaben. Apropos vår samtale i denne tråd om Martinus anbefaler noget? Nej, han går mye lenger end som så. At se på det Martinus skriver som anbefalinger er å gøre han urett, at forkleine hans gærning og budskap.

Martinus har definert en ny videnskab, en åndelig videnskab, som er så gjennomtenkt logisk at mennesker med udviklet intelligens kan forstå analyserne. Der er vi ved sagens kjerne. Det er analyser Martinus kommer med. Det er ikke dogmer, ikke læresetninger, ikke noen moralregler, ikke anbefalinger på denne måden. Han kommer med en komplett logisk videnskab, som precis lig den materielle videnskab kan testes og etterprøves.

I den materielle videnskaben er det jo slik. Hvis man setter op en videnskabelig regel, skal den gjelde hver gang, uansett hvem som utfører entest og når testen gjøres. Uansett hvem som dropper en gjenstand mot jorden kan måle at den tiltrekkes av jorden, og at gjenstandens masse spiller en rolle, og avstanden. Hvem som end dropper gjenstanden fra Eifeltårnet eller fra Pisatårnet eller hvor det måtte være, kan måle de samme lovene.

Slik er det også i åndsvidenskaben. Det er lovmessigheder som gjelder. Martinus har formidlet disse lovene og åpenbart dem i Livets Bog. Perspektivprincippet f.eks. er en slik glimrende åndelig lov som enkelt kan testes av hvem som helst og som gir samme resultat. Karmaprincippet likedan; den er så universell at de store religionene allerede har beskrevet dette principp. X’erne og det evige ”noget som er”, er også et principp som gjelder uansett hvilket levende væsen man snakker om; alt fra stener til krypdyr til planter, mennesker og solsystemer.

Man kan da ikke lenger si at Martinus ”anbefaler” at ”det du sår, høster du”. Analysen gjelder dette principp. Dette er kjernen i Martinus livsverk.

Tar man Martinus ord som anbefalinger uden at se på analysen bakom, forkleiner man hans ord til dogmer og læresetninger og man gør Martinus til en religiøs faktor. Men ser man analysen, kan man trygt følger anbefalingen som ligger i den. Da er man i samklang med udviklingen i den nye verdensimpulsen hvor vi udvikles mot den store fødsel hvor vi er befriet fra våre dyriske tendenser.
Man kan mistenke at noen sier: Martinus anbefaler avholdenhed fra alkohol. Men så kan man spørge: er det noen kosmologer som er avholden uden at man har hele analysen bak dette for øye? Man stirrer seg ikke blindt på avholdenheden i seg. Det gir ingen mening. Det gir først mening når man ser på analysen.

Denne måde at ta Martinus på, at man ser på analysens logikk og ikke på anbefalingen, sparer en for fanatisme og dogmatikk.

Les gjerne hele artikkelen Vejen ud av dødsfrygten hvor Martinus skriver om videnskap og dogmatikk.
http://kosmos.martinus.dk/da/kosmos/1953/kos1953-08-113.html

Kærlig hilsen

Oscar

Hej Oscar,

Jeg er helt enig i det, du beskriver.

Det er også det, jeg selv har forsøgt at sige: hvad kan være en større anbefaling end en åndsvidenskabelig analyse? Når man forstår, hvordan tingene hænger sammen, så medfører det jo, at man er klar over konsekvenserne af det, man gør. Så ved man, hvad man skal gøre. Nemlig det, der fører til det resultat, man ønsker.

Når man kender naturlovene, kan man med sikkerhed handle i pagt med dem, og derved sikre sig, at man får det resultat, man ønsker.

Når man ikke kender naturlovene, så handler man i blinde, og man kan derfor ikke vide om det, man gør, er i pagt med eller i strid med naturlovene, og dermed heller ikke vide, om ens handlinger fører til det ønskede resultat.  

Det gælder både fysiske og åndelige naturlove. De åndelige naturlove er imidlertid endnu vigtigere at kende end de fysiske, da de fysiske udspringer af de åndelige, og man kan derfor vha. de åndelige ændre på de fysiske, men det kræver dog, at man er færdigudviklet.

kærlig hilsen
Jan

Hej Oscar.

Tak for en fremragende beskrivelse. Jeg er helt enig. Martinus anbefaler ikke noget, han viser facitter. Han viser, hvad facittet er, hvis man drikker alkohol. Han anbefaler ikke, at man drikker alkohol, han anbefaler heller ikke, at man lader være. Men han viser, hvad konsekvenserne er, og hver enkelt kan så frit vælge, om man vil drikke alkohol eller ej.

På samme måde med den materielle videnskab. Den viser os, hvad der sker, hvis vi taber en stor metalklods ned på vores fødder - når man forstår dette, kan man søge at undgå at tabe en stor metalklods ned over fødderne - men ved man ikke, hvad konsekvenserne er af dette, så vil livets egen tale lære en dette. Sådan er det også med åndsvidenskaben. Forstår vi ikke den teoretiske beskrivelse af facitterne, så vil livets egen tale lære os det hen ad vejen. Og der hvor livets egen tale bliver os til ubehag, der vil vi søge at undgå dette ubehag.

Og ligesom vi kan teste den materielle videnskab, ved at lege med tyngdekraften for eksempel, så kan vi teste åndsvidenskaben. Vi kan drikke alkohol, vi kan bagtale vor næste, og vi kan undgå disse ting. Vi kan derefter analysere på resultaterne, og se, om det passer med de facitter som Martinus beskriver.

Hej Oscar

Fint indlæg som jeg også er helt enig i. Det er også det jeg selv har forsøgt at sige.

Med kærlighed

Lars

Jeg forstår ikke, hvordan man kommer til den konklusion, at der ikke ligger nogen anbefalinger i åndsvidenskaben.

Der er da en grund til, at Martinus har kaldt den en kærligheds- eller freds-videnskab. Det er da fordi, at analyserne inspirerer til disse ting.

Det er da ikke for at inspirere os til at føre krig, at de kosmiske analyser er frembragt.

Det kan man selvfølgelig godt bruge dem til, men det forudsætter da, man ikke forstår dem.

Analyserne viser jo netop, at vidende væsener kun kan skabe fred, medens ufred kun kan skabes af uvidende væsener.

Formålet med analyserne er da alene at bibringe viden og ikke at bibringe uvidenhed eller forvirring. Dermed bliver det jo også en anbefaling af freden, da ufreden kun kan anbefales, af dem der ikke ved.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan

Siger vi egentlig ikke det samme? Hvis man forstår tyngdekraften og i øvrigt ikke ønsker at dø, så springer man naturligvis ikke ud fra tiende sal. Man bruger således sin viden til at handle hensigtsmæssigt. Et 2 årigt barn har ikke denne viden og derfor må vi jo passe lidt på hvis det kommer for tæt på den slags farer.

Samtidig ligger der jo ikke i Newtons lov nogen anbefaling. Han beskrev bare hvordan tingene fungerer. Viden er viden og dermed objektiv, hvordan vi vælger at bruge denne viden er op til os og dermed subjektiv.

De kosmiske analyserer er en objektiv forståelsesramme som ovenikøbet når frem til det slutfacit at alt er såre godt. Med andre ord vi kan bruge denne forståelsesramme præcis som vi har lyst til - præcis lige som vi kan bruge tyngdekraften som vi ønsker.

Med kærlighed

Lars

Hej Lars,

Jeg mener, vi siger nogenlunde det samme. Det du skriver her, er jeg enig i.

Man kan bruge viden om  tyngdeloven og naturvidenskaben både i det dræbende princips og det livgivende princips tjeneste.

I praksis er det imidlertid sådan, at en naturvidenskab uden en åndsvidenskab, mere fører til krig end til fred. Naturvidenskaben kan kun bruges i fredens tjeneste og ikke i krigens, under forudsætning af  åndsvidenskaben eller næstekærligheden.

Heri er jeg ikke enig.  De kosmiske analyser viser vejen til freden, til kærligheden, til Gud, til den evige sandhed. Alle disse ting. Derfor er den ikke "objektiv", men den er upartisk - den er ikke sympati eller antipati, men fred. Og derfor kan den netop også kun tages i fredens tjeneste. Hvis den ikke bliver brugt til dette, er den netop ikke åndsvidenskab, men højest en parodi på denne.

Derfor er der en forskel på den viden, man får fra naturvidenskaben (den fører aldrig til forståelse af livet som helhed) og så den viden, man får fra åndsvidenskaben (som fører til en forståelse af livet som helhed), og som derfor udelukkende kan resultere i fredelig, alkærlig væremåde, idet enhver anden væremåde pr. definition ikke er et udslag af åndsvidenskab (eller den fuldkomne viden også kaldet helligånden eller "kongebevidsthed), men derimod altid vil være kendetegnet ved ufuldkommen viden (og vil derfor være udslag af det Martinus kalder "proletarbevidsthed").

kærlig hilsen
Jan

hej oscar,godt  indlæg

ja martinus andbefaler ikke noget

men jeg vil godt andbefale hans værk 

venlig ment hilsen

Hej Jan

Jeg synes nu fortsat vi er meget enige

Du vælger at fokusere på lysets del af de kosmiske analyser og det er jo også det mest relevante fordi det er den periode der er voksende for os på vores nuværende stadie. Men åndsvidenskaben beskriver i lige så høj grad mørkets del af den Guddommelige plan.

En løve eller et menneske fra den mørke del af spiralen har jo ikke noget at bruge næstekærligheden til. Tværtimod er dette væsen netop ved at udleve det dyriske princip og det omfatter åndsvidenskaben og de kosmiske analyser jo også og de beskriver endda hvordan selv dette er kærlighed.

Med kærlighed

Lars

Hej Lars,

Ja, jeg synes også, det lyder som om, vi er næsten enige. Jeg forstår bare stadig ikke, hvad det er, der er galt med at bruge udtrykket "en anbefaling" om analyserne.

Nej, de har ikke noget at bruge næstekærligheden til. Men analyserne er jo heller ikke henvendt til dem.
Åndsvidenskaben fortæller om løven og det menneske, der ikke har behov for analyserne. Men åndsvidenskaben er ikke henvendt til disse. Med løven giver det sig selv, den kan ikke læse. Men hvis nogen ved en fejl skulle komme i berøring med analyserne, som slet ikke er på bølgelængde med dem, så anbefaler han jo også, at man bare kan lade analyserne ligge og holde sig til det, som man særligt føler er inspirerende for en. Alle anbefales i det hele taget at holde sig til det, der virker inspirerende for dem selv.

Åndsvidenskaben er jo henvendt til dem, der er modne for åndsvidenskaben. Åndsvidenskaben er den hellige ånd. Den hellige ånd er Guds ånd eller Guds væremåde. Og Guds væremåde kan aldrig være andet end praktisering af alkærligheden. Og hvad kan være en større anbefaling, end det man selv praktiserer i renkultur? Kærligheden er den anbefaling, Guddommen giver til alle væsener, der er modne til at forstå denne anvisning. Og dem, der ikke er modne til det, ja de anbefales jo det niveau af kærlighed, de kan manifestere. Det kan så i uheldigste fald være det "yderste mørke". Men det ændrer jo ikke på princippet i, at alt er Guddommens tale til eller undervisning af det levende væsen.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan

Der er absolut ikke noget galt i at se de kosmiske analyser som en anbefaling. Du ser lyset og mærker kærligheden i denne tolkning og derfor er det jo helt som det skal være.

Jeg ser lyset og mærker kærligheden ved at se det som en evig sandhed uden at være en anbefaling af nogen art, så derfor er alt også som det skal være for mig.

Vi kan begge tage hvad vi kan bruge og lade resten ligge. Vi har begge opnået at se og mærke lyset og det er det vigtigste.

Med kærlighed

Lars