Denne synlighed kender vi allerede som identisk med "X3", ligesom "perspektivprincippet" her repræsenterer "X2" eller skabeevnen. Og da disse tre "X'er" i dette tilfælde udgør det levende væsen, vi kalder Guddommen, er vi her igennem "kosmisk kemi" i vor analyse af "stoffet" eller "materien" blevet stillet overfor et nyt møde med Guddommen. Hele det vældige "lysocean", vi kalder "stof" eller "materie", udgør i realiteten "det guddommelige noget". Det er lige meget, om vi ser ind i solens lys eller ind i nattens mørke, det er lige meget, om vi skuer ind i makrokosmos' vældige sol- eller stjernebyer, eller vi lader vore "kosmiske sanser" bære os ind i mikrokosmos' svindende lidenhed, det er lige meget, om det er skikkelser, former, farver, der kommer til syne for vort blik, eller det er tanker, følelser, glæder og sorger, der fremtræder i vor fornemmelse af livet, så er det "X1", tilværelsens allerhøjeste element, Guddommens eget altomspændende jeg, vi er stedet overfor, kun adskilt fra os selv ved "perspektivprincippets" "farvende briller". Guddommen er ligeså vældigt til stede i havets brænding, skovbækkens hvisken, biens summen og sommerfuglens farver som i vort eget blodomløb, vor organismes "stof", vort legemes udseende og vor egen væremåde. Også her er Guddommens jeg vort "stofs" dybeste substans. Også her er det i virkeligheden Guddommens nærhed, vi soler os i. Om vi ser ham eller ikke ser ham, er kun et "perspektivforhold", hvilket vil sige en "sanseindstilling".