Hej Ejby,

Hvad med noget aktiv livshjælp? Det vil jeg hellere.

Det kan jo lyde meget humant, at man hjælper folk, der gerne vil dø,  men spørgsmålet er, om det også er det? Jeg tror det ikke.

Som det er nu, hjælper man jo med smertestillende. Resten må vel være op til Gud og personen selv.

Men det bliver jo fint, når engang at lægehjælp og sygepleje ikke bare er giftig medicin og farlig kirurgi, der skal fjerne symptomerne, men at man i stedet hovedsagligt arbejder på det tankemæssige årsagsniveau. Men der skal jo også være en efterspørgsel efter en sådan behandling.

venlige hilsener
Jan

.

Hej Jacob,

Jeg tænker omvendt, at det nok er en, der ikke har prøvet aktiv dødshjælp, der vil være fortaler for det. Når han så har prøvet det, så vil han fortryde. Ligesom med ligbrænding. Men det er svært at afgøre.

For 15 år siden var min holdning, at man da skulle  give aktiv dødshjælp til dem, der virkelig lå på det yderste og der kun var lidelser igen. Nu er jeg ikke så sikker.

Men om jeg har ret, det ved jeg ikke. Men jeg tænker, at man - som Ejby også er inde på - må skabe ragnarok for rigtig mange mikrovæsener.

Jeg tror bestemt ikke, det er det ideelle. Men jeg forstår godt, at man kan synes det. Det er jo nok ikke noget, man sådan kan bevise, hvad der er bedst.

Men "dødshjælpen" medfører en række andre dillemaer, fx.  hvem skal afgøre, hvis liv der ikke er mere værd, og man derfor af humane grunde bør gøre en ende på? Og hvem skal tage livet af dem? Jeg føler, det er et skråplan.

venlige hilsener
Jan

Hej Ejby.

Jeg tror ikke det har den store betydning, set i kosmologiens lys. Aktiv dødshjælp ydes vel i de tilfælde, hvor døden alligevel er snarligt forekommende. Jeg tror ikke vores mikrovæsener lider mere ved aktiv dødshjælp, end de ellers lider ved en "normal" dødsproces. Jeg har set kræftpatienter dø - deres sygdomsforløb er oftest forfærdeligt, men de sidste timer eller få dage før døden, er forbundet med bevidsløshed og foregår yderst fredeligt. Processen under aktiv dødshjælp foregår vel på nogenlunde samme måde, med bevidstløshed i en periode før døden indtræffer.

Hej Alle!

Når man lever i en konstant og forfærdelig pinefuld smertetilstand,
er det vel udtryk for, at microvæsnerne skriger på hjælp.

Hvordan med dyr der lider frygteligt? Er det humant at aflive dyr?

Hvad er jeres holdning til det?

Kh Ejby

Ja, de skriger om hjælp. Men spørgsmålet er, om det er nogen hjælp at dræbe dem? Martinus fraråder jo også selvmord. Han siger et sted, at det kan man jo godt, men han ville da foretrække ikke at gøre det, men at tage sin karma nu og her. For det pinefulde vender tilbage. Det er jo ingen straf, det er en lektie, man skal lære noget af, og det gør man ikke ved at flygte fra den.

Det afhænger vel af situationen. Hvis du eller andre har tid og kræfter til at give dem god og kærlig pleje, er det vel det bedste.

Dyrene selv slår jo nogen gange deres artsfæller ihjel, hvis de er livsfarligt sårede, det gør de instinktiv, og det er det kærligste dyrene kan præstere.

Jeg tænker, man må gøre op med sig selv, hvordan kan jeg bedst hjælpe? Martinus siger: man skal ikke dræbe. Men af to onder må man nødvendigvis vælge det mindste.

Jeg tror, det er rigtig klogt at finde ud af, hvad der er af andre muligheder, før man vælger den "nemme": at dræbe.

vh.
Jan

Hej alle

For mig er det et spørgsmål for den der står den døende person nær. Jeg kan ikke udelukke at det kan være det mest kærlige i visse situationer, men jeg mener ikke at et samfund bør have en politik om aktiv dødshjælp. Det bør ikke være noget der besluttes bag et skrivebord for andre mennesker ud fra en teori om hvad der er "bedst".

Et samfund bør aldrig have magten til at beslutte at slå nogen ihjel.

Med kærlighed

Lars

.

Hej.

Jeg mener beslutningen må være den enkeltes egen, de nære pårørende skal ikke tages med på råd. Derfor skal den der ønsker aktiv dødshjælp være ved sine fulde fem, og skal selvfølgelig være grundigt lægeundersøgt mere end én gang. Der skal være tale om en uhelbredelig dødelig sygdom, som inden for kortere tid vil medføre døden. Allerede i dag giver lægerne, i forbindelse med dødeligt syge patienter, smertestillende medicin, der forkorter livet. Dette er fuldt legalt i Danmark i dag. Alternativet til den ene side er, at man lader være med at give smertestillende medicin overhovedet, og lader patienten lide frygteligt i lang tid. Alternativet til den anden side er, at man afkorter livet med måske 14 dage, og tager den sidste lidelsesfulde periode bort.

Jeg kan ikke vide, hvordan jeg selv ville reagere som patient i en sådan situation - det er der vel ingen der kan?, men jeg kan udmærket forestille mig, at jeg i en situation med uudholdelige smerter ville foretrække en hurtigere død, hvis det var muligt.

Hej Jacob,

Jeg tror, du har ret i at der vil være særlige situationer, hvor det vil være det mindst onde. Hvis fx. en soldat er såret, og man ved han ellers vil blive taget til tortur af fjenden.

Men når Ejby skriver "Aktiv dødshjælp", så tolker jeg, at hun mener, at samfundet legaliserer det.

Det synes jeg er yderst problematisk, bl. a. fordi som du selv er inde på, hvordan afgør man, at det er det mindste onde?

Og hvis det blev tilladt, kunne man så risikere, der var nogle døende mennesker, der ikke ville være til "byrde" for deres familie, og lod sig "aktivt dødshjælpe", fordi de følte sig presset til det? Det ville da være ret trist.

At legalisere "Aktiv dødshjælp" vil for mig at se åbne for en række temmeligt uheldige dillemaer.

Mht. dyr er det jo allerede tilladt. Der kaldes det bare aflivning.  Men det er jo fordi, man ikke rigtig regner dyr for ret meget andet end en brugsgenstand.

kærlig hilsen
Jan

Hej venner

Det er et interessant og stort spørgsmål Ejby.

Skal man gi en sort/hvit versjon av svaret er det at all drap er fejl, kosmisk sett.
Men verden er ikke sort/hvit og det er mange avvejelser, som taler for og imod.

Det du skriver Jacob er enormt tankevekkende.
Spesielt med tanke på ødeleggelsene det kan medføre at leve videre i store smerter eller andre lignende, nesten umenneskelige problemer.

Jeg tror også at det er situationer hvor aktiv dødshjælp er det mest humane.
Men det er unntaket.

Jeg tror det vejer stort om personen selv er ved bevidsthed og har et ord med i laget.

Kjærlig hilsen
Oscar

hej ejby jeg tilslutter mig svends tanker, hver gang jeg tænker de tanker om døden
og smerter vil jeg gerne ha en pille om halsen jeg kan tag hvis det er.men hvis jeg har mod til smerterne ved jeg også at det bliver mere dejlig at komme af med smerterne.

med hensyn til dyr har jeg ikke lys til at tage stilling til, men hvis jeg bliver nød til at
tage stilling kommer de over på den anden side.

kys til verden

Hej Alle.

Jeg tager lige denne tråd op igen....da jeg nu står i situationen mht aflivning af dyr.

Vi har en lille Kanin, som vi holder meget af. Han er blevet meget forkælet. Har fået
meget opmærksomhed og nusseri og er meget tam. Han har været en indekanin og har
kun været ude nogle timer om dagen forår og sommer i udebur...ellers har han hoppet
rundt i stuen og puttet sig på sit tæppe foran brændeovnen i timevis hver dag.

Nu er han ved, at være gammel. Han har fået grøn stær på begge øjne og er blevet
blind. Han kender stuen ud og ind, så han hopper stadig rundt i stuen (selv om han
ind imellem støder ind i et stoleben) og elsker at putte sig på sit tæppe i varmen foran
brændeovnen.

Men men...havde ham til dyrlægen for, at få klippet negle...og det viste sig så, at han
nu har fået tandsten og tandkødsbetændelse. Han er 5 1/2 år gammel og den ælste
kanin dyrlægedamen havde set. Hun mente, at Kalle kanin havde smerter i både øjne
og tænder og sagde venligt, at der ikke var noget de kunne gøre for ham og, at vi
skulle overveje om det bedste ikke ville være, at aflive ham. Som hun sagde....havde
han levet, som en vild kanin i naturen så havde han været et nemt bytte og dermed
sluppet for de smerter han nu lider under.

Jeg er klar over, at jeg har udsat dette dyr for et unaturligt liv og temmlig sikkert
årsag til et forvokset følelseslegme i forhold til dets udviklingstrin....men jeg har lært
lektien og skal ikke igen holde husdyr. Det er sørme svært, at stå i situationen og
skulle afgøre liv eller død....men hvad er alternativet. At lade ham forblive i smerter
og lide til han ikke længere er i stand til, at spise og dør af sult?

Jeg føler, at jeg må tage ansvaret på mig og gå den tunge gang til dyrlægen.
Det er det mest barmhjertige og det mindste onde i min optik. Hvad andet kan jeg gøre?
Jeg er ansvarlig for hans unaturlige liv og unaturlige død.

Hvad ville du gøre i samme situation?

Kh. Ejby

Hej Ejby.

Jeg synes det lige præcis det du kalder din optik, der bestemmer her. Det er hele forløbet med "kaninholdet" på den ganske særlige kakkelovnsmåde, der skal finde sin afslutning, og det må gøres på den måde der passer ind i dette forløb. Og her, som med så mange andre situationer, får man lært sin lektie.

Personlig ville jeg sørge for den samme afslutning, og har også gjort det med en hund en gang. Dyrlægen kom herhjem og gav hunden sprøjten, jeg sad med hunden i favnen til sidste åndedrag, og det gav mig oplevelsen af, at det var det rigtige, jeg gjorde.

Jeg håber du får en "rigtig" fornemmelse af dit valg.

hilsen elsekk

Det såkaldte "aktiv dødshjælp", er et emne, som medierne har manipuleret meget med, de senere år. Det er især fjernsynsmediet, som har fremstillet det på en sådan måde, som om hvis vi blev ramt af en uhelbredelig dødelig sygdom, hvor der medfølger en masse smerter, så skulle vi lide i en smertens rus, til vi til sidst udånder. Samtidig ser medierne så sig selv, som de gode der kæmper for de godes sag og vil påvirke holdningerne, især blandt polikerne, hvor man så kunne gå ind og befri en patientes lidelser ned aktiv dødshjælp. MEN sådan er virkeligheden bare slet ikke..! Vi har i landet det der hedder passiv dødshjælp, der fungere på den måde, at lider du af en uhelbredelig og dødelig sygdom, så kan du få smertestillende medicin, som f.eks morfin i drop, som så gradvis kan øges for at tage smerten, til du til sidst sover ind og dør.
Der har været lavet eksempler, hvor familiemedlemmer, har gået ind og givet aktiv dødshjælp, som jeg så sidst i programmet stjerne for en aften. Kvinden havde gået ind og hjulpet sin mor, så hun kunne død, da hun var træt af sin sygdom og ikke ville leve mere med alle de begrænsninger, som den sygdom nu gav hende, men hvad med smerter..???? Skal man aflive alle, som vil død, hvis de har fået skelrose, parkinson, eller blevet kørestolsbruger efter en ulykke..??? Ja eller når folk ryger i en dyb depression, som man nemt kan gøre, som følge virkning af en svær og uhelbredelig sygdom, mens andre har lært at leve med det og elsker livet tros situationen, ja tit efter en ulykke og har overlevet, dog som kørestolsbruger, er der mennesker der er blevet lang gladere for livet. Men heldt sikkert ville samfundet spare en del penge, men det er vel nok en smule umoralsk. Når nu journalisterne i dette emne nu sammenligner os med Holland, ( i andre sager typisk med Sverige eller Norge), så er det stadig tilladt at være selvstændig og tænke selv, frem for at sku efterligne andre lande altid. Og når man går en smule til bunds i det, så kan der nævnes, at en fornylig undersøgelse i Holland, har vist at over tusinde borger faktisk er blevet aflivet mod deres vilje.
Så lidt til eftertanke, da tingene er ikke så enkelt som juornalisterne fremlægger det i en rus af, at de selv er de gode som søger retfærdighed..