Her er en skøn artikel Omkring min skabelse af Livets Bog (1941-42), hvor Martinus bla beskriver forskellige typer af "kritikere" af Livets Bog.
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=81&stk=14
Et par stykoverskrifter til inspiration:
14.5 Uselviskhed, humanitet og kærlighed er nødvendigt for at forstå Livets Bog. Den kritik, man manifesterer over Livets Bog, er en afsløring af ens egen kærlighedsstandard
14.6 A-kritikerne er de væsener, der er mest i kontakt med sandheden i Livets Bog
14.7 B-kritikerne har et mindre talent for humanisme og kærlighed end A-kritikerne, men takket være deres gode intelligens kan de inspireres af Livets Bog, og de bliver således mere teoretikere end praktikere
14.8 "Mange er kaldede, men få udvalgte". B-kritikerne er kaldede, men A-kritikerne er udvalgte. Ærgerrighed og pligtmanifestation
14.9 B-kritikere er bundet af ærgerrighed og trangen til at blive beundret. Deres ufærdige naturer er det samme som "tærskelens vogtere"
14.10 C-kritikerne har kun interesse for det materialistiske, da intelligensen er i stor overvægt i forhold til følelsen
14.11 C-kritikernes kontrære holdning til livets højereliggende felter er lige så uvidenskabelig, som deres holdning til mål- og vægtfacitter er videnskabelig
Læs endeligt hele artiklen og fortsat god søndag!
De bedste hilsner fra Plys
Hej Plys.
Den slags "skønne artikler", har jeg skam også mødt i mange andre sammenhænge, så jeg er noget skeptisk overfor sådannes brugbarhed. 
Jehovas vidner har også en sådan "krittikeropdeling", de der ikke er spor kritiske kan komme i betragtning som en af de "144.000", overhoveder, mens andre mere kritiske må længere ned på "rangstigen".
Mormonerne deler tilhængerne op på samme måde, de mindst kritiske er dem der får lov til at bo på solens planet, den der er nærmest "Gud" i "efterlivet", de lidt mere "kritiske" må nøjes med liv på "månens planet", i efterlivet, og de mest kritisker (indenfor menigheden) må tage til takke med liv på "stjernernes planet", som er længst væk fra "Gud" i efterlivet, de som slet ikke "tror", får slet ingen pladser på disse "planeter". 
Herakier findes indenfor alle menigheder, og det at Martinus selv skaber et sådant "heraki" med sine udtalelser omkring krittikergrupperne, får blot mig til at se på kosmologien som endnu en form for religion, selvom indholdet rent analytisk tiltrækker mig mere end så meget andet. 
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Mormonerne deler tilhængerne op på samme måde, de mindst kritiske er dem der får lov til at bo på solens planet, den der er nærmest "Gud" i "efterlivet",
udtalelser omkring krittikergrupperne, får blot mig til at se på kosmologien som endnu en form for religion, selvom indholdet rent analytisk tiltrækker mig mere end så meget andet.
Jag håller med Avatar här. Kosmologins indelning i "kritikergrupper" låter som dålig religion och jag har alltid haft svårt för detta. Det är också en effektiv härskarteknik: den som inte håller med är "outvecklad"... Precis som inom kommunism och maoism där kritiker var "borgerliga". Eller psykoanalys där kritiker kan misstänkas vara omedvetet rädd för sanningen. Osv.
PS: den som inte gillar mitt inlägg är ikke nog kosmiskt udvikled... 
Jehovas vidner har også en sådan "krittikeropdeling", de der ikke er spor kritiske kan komme i betragtning som en af de "144.000", overhoveder, mens andre mere kritiske må længere ned på "rangstigen".
Mormonerne deler tilhængerne op på samme måde, de mindst kritiske er dem der får lov til at bo på solens planet, den der er nærmest "Gud" i "efterlivet", de lidt mere "kritiske" må nøjes med liv på "månens planet", i efterlivet, og de mest kritisker (indenfor menigheden) må tage til takke med liv på "stjernernes planet", som er længst væk fra "Gud" i efterlivet, de som slet ikke "tror", får slet ingen pladser på disse "planeter". 
Herakier findes indenfor alle menigheder, og det at Martinus selv skaber et sådant "heraki" med sine udtalelser omkring krittikergrupperne, får blot mig til at se på kosmologien som endnu en form for religion, selvom indholdet rent analytisk tiltrækker mig mere end så meget andet. 
Hej Avatar,
Jeg spekulerer over, om du overhovedet har læst det, Martinus skriver om kritikerne, og som du sammenligner med Jehovas vidner og Mormornerne?
Det virker på mig som om, at det har du ikke, fordi jeg mener, Martinus jo netop i det stykke skriver, hvorfor den sammenligning, du laver, ikke er rigtig.
Det, du beskriver, at Jehovas vidner og Mormonerne gør, er at lave et system, der straffer dem, der ikke er enige med dem.
Det er bestemt ikke det, Martinus gør, tværtimod. Han laver beskrivelsen af kritikerne for at inspirere til tolerance overfor dem, jævnfør nedenstående link:
14.24 Ønske om at inspirere til tolerance over for alle kritikere
Han skriver også i stk. 14.21 Livets Bog, som er genstand for de fem forskellige former for kritik,
at en sådan kritiker analyse ville være ukærlig og udtryk for intolerance, hvis den gjaldt mange andre bøger end Livets Bog, fordi Livets Bog i modsætning til mange andre bøger, er en sandfærdig beskrivelse af alkærligheden som verdensaltets grundtone eller absolutte fundament. Og derfor vil kritik af den, kun kunne eksistere i kraft af at være en større eller mindre afvigelse fra denne alkærlighed - med mindre da at man kan bevise at Martinus kosmiske analyser om alkærligheden som livets højeste fundament ikke er en sand beskrivelse af virkeligheden.
For at bevise at Martinus beskrivelse af kritikkerne er udtryk for intolerance, må man altså først bevise, at Livets Bog er et falsum.
Hvis man mener det, så har Martinus også været så venlig at beskrive, hvad der skal til for at falsificere Livets bog:
14.22 Beviset for at Livets Bog er en sand analyse af verdensaltet
Du påstår, at Martinus skaber et hieraki. Det gør han ikke. Han beskriver alene det naturlige hieraki, som eksisterer som en evig realitet i livet i kraft af, at livet udgør et uendeligt spiralkredsløb, i hvilket vi alle er evige kosmiske rejsende, og som medfører at vi har forskellige evner på forskellige tidspunkter, fordi vi står på forskellige udviklingstrin på forskellige tidspunkter. Men det er ikke på nogen måde udtryk for, at nogen kosmisk set er bedre end andre. Tværtimod. Alle væsener i universet er præcis lige meget værd. Og alle skal det samme igennem for at blive det samme. Men man er ikke det samme på det samme tidspunkt. Man har ikke de samme talenter. Når nogen kulminerer i primitivitet, kulminerer andre i humanitet. Det er selve kærlighedens naturlige hieraki. Det er jo alene igennem dette kærlige hieraki, at Guddomen evigt med sin primære bevidsthed kan overvåge og hjælpe de væsener, der til enhver tid befinder sig i Guddommens sekundære bevidsthed for at få deres bevidshed fornyet, så de igen kan indtræde i Guds primære bevidsthed og være dem, der ud fra deres kosmiske kompetencer, er i stand til at hjælpe og vejlede dem, der endnu befinder sig i uvidenhedens mørke. Det er kærlighedens og visdommens hieraki, fordi det bygger på reelle evner og ikke på falske værdier (som fx. hvor mange penge man har), hvilket ikke fortæller noget om, hvordan ens humane evner er. Det er et hieraki, der bygger på, at den kloge ikke narrer - men hjælper, den mindre kloge.
venlige hilsener
Jan
Hej Jan.
Jeg forstår såmænd godt den vinkel du ser tingene fra, men mener alligevel at det er helt overflødigt at inddrage sine egne eventuelle kritikkere i tingene, blot for at forsøge at beskrive "næstekærligheden" i forbindelse med lige disse. 
Det kræver jo at man dels godtager at Martinusses materiale er fakta, uden bevis, bevisførelsen er pålagt en selv, som krav om modbevis, hvilket jo de færreste kan gøre, hverken med Martinusses materiale eller med biblen eller andre religiøse skrifter, så det virker da tilsyneladende som et fint argument, men er det blot ikke, i mine øjne. 
Derudover vil det kun være de meget kosmiske bevidste, der ville være i stand til at udleve denne næstekærlighed, og accept af kritikerne i de "nedre" grupper, og det ved Martinus da også, ligesom han ved at vi som mennesker langtfra er færdige med vore primitive sider, så derfor vil mange også bruge sådanne fremlægninger af kritikkergrupper, som "målepind" for en vurdering, dels af dem selv, dels af andre Martinusinterreserede.
Udtrykket "mange er kaldet, men kun få er udvalgte" 14.8 ,er iøvrigt også meget brugt i kristne menigheder, som "motivationsredskab" til at hæmme eventuel kritik, eller til at forøge "selvopofrelsen" med, og det står for mig i direkte modsætning til udsagn om at vi alle er lige og en, når det bruges i forbinbdelse med tale omkring eget materiale og kritik omkring dette materiale..
Jeg har brugt vendingen før, "kejserens nye klæder", og den mener jeg også kan bruges i dette tilfælde, da de fleste mennesker i dag jo gerne vil fremstå som intellektuelt udviklede og nogle derfor måske undlader at kritisere eller at stille spørgsmål ved Martinuseses materialer, alene af den grund, at de så må se sig selv som værende tilhørende en af de "nedre" grupper i lige denne "inddeling".
Dette kan let forlede nogle til at "se noget de slet ikke ser" (endnu), som "kejserens nye klæder" jo også foranledigede. 
Et fænomen der også er tydeligt at opleve i andre menigheder, som dem jeg henviste til, for her drejer det sig jo også om at tilfredsstille "Gud", så man kan komme tættere på "ham", som det også gør hos Martinus, og om man bruger menighedens "straffe", via manglende avancement i herakiet, eller om man bruger en intellektuel "straf" via udsagn om manglende udvikling, overfor de som stiller krittiske spørgsmål, er vel underordnet. 
Så selvom jeg da er enig med Martinus på mange andre områder, så er lige dette område, hvori han tager sine eventuelle egne krittikkere op som emne, i mine øjne en stor fejl, uden reelt formål, der er masser af andre måder at vejlede omkring næstekærligheden på, så hvorfor en intelligent mand som Martinus lige har valgt dette at blande sine egne krittikkere ind i sagerne, er stadigvæk for mit vedkommende, en stor gåde. ???
Vil da lige tilføje: Hvis jeg tog Martinusses inddeling alvorligt, så havde du nok ikke hørt denne "kritik" af hans måde at bruge "inddelinger" på, lige fra mig, men det gør jeg heldigvist personligt ikke. 
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Jeg tror at artiklen om kritikere af Livets Bog har flere formål. Et er at få folk til at forstå at alle ikke vil være lige begejstrede for Livets Bog. Det er rimelig åbenlyst i dag at DTT ikke er blevet verdenskendt på kort tid på trods af at det er "vildt fantastisk" i nogles øjne. Som en slags forelskelse.
En, for mig, væsentligere grund til at skrive om kritikere er at kunne forstå kritik af Livets Bog og lære at tolerere det igennem forståelse. Det kan være andres kritik, men også ens egen. For mig er opdelingen i høj grad en formaning om større forståelse og tolerance. Med de øjne synes jeg det er en ret skarp og imponerende artikel.
Selvfølgelig kan artiklen misbruges, som så meget andet i DTT og livet generelt. Det har jeg selv oplevet eksempler på, men jeg tvivler stærkt på at det har været Martinus' intention at det skulle bruges til det. Det er i hvert fald sådan jeg læser introduktionen til Livets Bog, hvor han skriver at hans skriverier er et stort forsvar for ethvert levende væsen 
kh
Lasse
Hej Avatar
Du skriver:
Det var også en gåde for meg, helt til jeg leste biografiene om Martinus og Sagens første år. Efter det forstod jeg mer. Det var mye modstand mot materialet som Martinus la frem i begyndelsen, derfor var nok Martinus fokusert på kritikerne.
En vigtigere grund tror jeg kommer frem når man ser på baggrund for tilblivelsen av Livets Bog. Tenk en høyerestående mester som inkarnerer til jorden for at åbenbare evige sandheder. Han kommer i en kropp til en middelmådig person. Som ikke får skolegang. Som blir mejerist av yrke. Altså ringe kår, regnet i denne verdens målestokk. Han fikk ikke noe skolering i at udtrykke seg skriftlig. Samtidig hadde han et fantastisk budskab at formidle. Hvordan ble det mottatt? Klarte han at formidle analyserne i ord og skrift? Det er klart han var usikker. Det kan tenkes han baserte sin analyse av kritikken på dette. Martinus tåler kritikk, men det skal komme fra logikk. Kritikk som ikke kommer fra logikk, er ikke god kritikk.
Det er i hvert fall noen forklaringer som jeg synes passer ind.
Kjærlig hilsen
Oscar
Hej Venner.
Jo, Martinus har da helt sikkert haft sine personlige grunde til at udtale sig om egne eventuelle kritikkere, og det skal han da have lov til, han er jo netop et menneske som os andre, og dermed underlagt omgivelsernes reaktioner og manglende forståelser, så på det plan kan jeg da godt se en mening med Martinusses handlemåder, selvom jeg her i nuet (som jo ser noget anderledes ud end det "nu" Martinus levede i) ikke selv ville bruge lige den form for argumentation. 
Som det nævnes var Martinus jo en "simpel" mand, som ikke havde den store uddannelse, og dette er i mine øjne netop det essentielle, for jeg mener at det netop i stor udstrækning er vort uddannelsessystem der hæmmer udviklingen af den ægte intuition og kosmiske indsigt, den kommer indefra og hæmmes derfor hvis man "tvinges" til at tage lærdommene til sig udefra, via andres fremlægninger.
Mange børn bliver netop frataget disse evner, når de sendes i skole og skal vænnes til at tage andres ord for pålydende, fremfor egne følelser og oplevelser.
Jesus var ligeledes en simpel "tømmersøn", og mange andre ledelys har netop også en meget simpel baggrund, som ikke indeholder den store påvirkning/oplæring fra menneskeskabte "autoriteters" side. 
Så jeg er på ingen måde imod Martinus som personlighed, jeg har stor respekt for hans livsarbejde og næstekærlighed, men har blot svært ved at se det positive formål med enkelte af de handlinger Martinus har udført, og det føler jeg mig så kritisk indstillet nok til at påtale, jeg er jo heller ikke specielt udviklet endnu, så det bærer Martinus sikkert over med, hvor han end er i nuet. 
Og jeg kan mærke at i også er tydeligt overbærende med mig og mine udtalelser, hvilket glæder mig meget. 
Kærlige Hilsner fra Avatar
Hej Venner.
Som tilføjelse vil jeg da lige citere fra Martinus selv, omkring det at "modbevise" lige hans verdensbillede:
14.22 Beviset for at Livets Bog er en sand analyse af verdensaltet
For at bevise, at "Livets Bogs" indhold ikke udgør en i kontakt med kendsgerningen eller virkeligheden eksisterende analyse af verdensaltet, må man bevise, at der ingen Gud er til, ingen udødelighed og dermed heller ingen evig tilværelse og intet liv efter døden. Yderligere må man bevise, at der ikke findes nogen logik i selve livet og naturen, ligesom man også må bevise, at al udvikling er fantasi og overtro. Alt står stille. Aber er aber og kan aldrig blive andet end aber. Tigere, løver, lam og duer vil aldrig kunne blive andet end de fremtoninger, de i dag udgør. Røvere, mordere eller andre forbrydere måtte evigt være primitivitetens repræsentanter, ligesom naturmennesket, pygmæen, buskmanden eller ildlænderen aldrig ville komme til at opleve intellektualitetens fremtrædende livsform. Man må således i overdådig fylde dokumentere, at livet udelukkende er uretfærdigt og ukærligt, er mørke og kaos og i al evighed måtte forblive i denne tilstand. Kan man bevise, at dette er livets sandhed, vil "Livets Bog" være et kulminerende usandhedens dokument. Og enhver tagen afstand fra denne, ja, enhver bekæmpelse af denne, ville ligefrem være en pligt, være en naturnødvendighed, ligesom bekæmpelsen af en sygdom.
Men da ovennævnte bevisførelse i realiteten ville være det samme som at bevise, at solen ikke eksisterer, og at det levende væsen aldrig har været til, og dette udgør den diametrale modsætning til det, "Livets Bog" udtrykker, vil enhver indignation eller tagen afstand fra samme bog således mere eller mindre udgøre en del af denne "bevisførelse". I samme grad som man afviger fra at acceptere "Livets Bog", i samme grad udgør ens bevidsthed en tilslutning til ovennævnte abnorme bevisførelse, og i samme grad er man i realiteten, bevidst eller ubevidst, med til at benægte solens og det levende væsens eksistens. Man repræsenterer således en grad af modstand imod den kendsgerning, som livet og dets mening i virkeligheden er. Og det er ophavene til denne modstands særlige skala, vi her fremfører som de forskellige kritikere af "Livets Bog". Denne skala strækker sig altså fra den fuldkomne kontakt eller samklang til den diametrale modsætning til eller direkte disharmoni med selve livets absolutte analyse. Denne skalas særligt fremtrædende trin udgøres altså af de forskellige kritikeres særlige indstilling til ovennævnte analyse eller livets mening, hvilket vil sige: er identisk med de tidligere nævnte fem forskellige former for kritik. Disse trin udgør altså, med undtagelse af "A-kritikken", et større eller mindre modsætningsforhold til den absolutte virkeligheds analyse.(citat slut)
Og så stille det spørgsmål om ikke samme krav om bevisførelse kunne bruges om Biblen eller andre religiøse skrifter, og om man så ikke på helt samme måde kan påstå at disse er de rigtige forklaringer på alt i denne verden, når ingen kan modbevise dem heller, på det grundlag omkring bevisførelse Martinus selv fremlægger, som eneste reelle grundlag for at modbevise lige hans egne forståelser af verdensaltet ?
At forlange bevis for at gud IKKE er til, at livet IKKE er evigt og at naturen IKKE indeholder en mening, er jo slet ikke beviser der alene har sammenhæng med Martinusses forklaringer, men bevisførelser enhver kunne forlange som argument mod kritik af sin helt egen personlige opfattelse af livets sammensætning, blot denne opfattelse bygger på mening, evigt liv og et Gudsbillede, så seriøs argumentation mener jeg nu heller ikke Martinus benytter sig af lige i denne forbindelse.
Mener i andre da det ? 
Og samtidigt vil jeg også stille dette spørgsmål: Hvordan kan det være at så mange indenfor kosmologien er imod at man påtaler usandheder, fremlægger konspirationer og fokuserer på at tage afstand fra ting man finder er negative, når Martinus (endda i forbindelse med sit eget materiale) selv udtaler således: "Og enhver tagen afstand fra denne, ja, enhver bekæmpelse af denne, ville ligefrem være en pligt, være en naturnødvendighed, ligesom bekæmpelsen af en sygdom".
Må Martinus da godt råde til nidkærhed i afstandtagen fra enhver beviselig usandhed, og endda fremlægge dette som en "pligt", mens andre ikke må, og blot rådes til at være passive, på basis af at alt jo er såre godt som det er ?
Kærlige Hilsner fra Avatar
Hej Avatar,
Selvfølgelig kan man, misbruge Livets Bog til at hævde sig selv og nedgøre andre, hvis det er det man vil. Det kan man jo med alting.
Jeg vil dog mene at Livets Bog ikke er særligt velegnet til et sådant formål, med mindre man har en overordentlig veludviklet evne til at være selektiv i sine udvælgelser og er i stand til at ignorere de utallige steder, hvor Martinus siger, det alene handler om at være tolerant, kærlig og tilgivende mod alt og alle uanset hvad man måtte møde af ubehagligheder fra disse omgivelser.
Nedenstående citat, synes jeg, er et godt eksempel på, at det ikke ligefrem er læserens eventuelle forfængelighed, Martinus forsøger at pleje:
Livets Bog 1, stk. 159:
Jeg synes, Martinus her får formuleret sig på een gang både sandfærdigt og humoristisk. Andre vil sikkert synes noget andet.
venlige hilsener
Jan
Hej Avatar.
For at bevise, at "Livets Bogs" indhold ikke udgør en i kontakt med kendsgerningen eller virkeligheden eksisterende analyse af verdensaltet, må man bevise, at der ingen Gud er til, ingen udødelighed og dermed heller ingen evig tilværelse og intet liv efter døden. Yderligere må man bevise, at der ikke findes nogen logik i selve livet og naturen, ligesom man også må bevise, at al udvikling er fantasi og overtro. Alt står stille. Aber er aber og kan aldrig blive andet end aber. Tigere, løver, lam og duer vil aldrig kunne blive andet end de fremtoninger, de i dag udgør. Røvere, mordere eller andre forbrydere måtte evigt være primitivitetens repræsentanter, ligesom naturmennesket, pygmæen, buskmanden eller ildlænderen aldrig ville komme til at opleve intellektualitetens fremtrædende livsform. Man må således i overdådig fylde dokumentere, at livet udelukkende er uretfærdigt og ukærligt, er mørke og kaos og i al evighed måtte forblive i denne tilstand. Kan man bevise, at dette er livets sandhed, vil "Livets Bog" være et kulminerende usandhedens dokument.
Et sjovt Martinus-citat du her finder frem. For masser af mennesker vil det være let at bevise, at Livets bog er usandhed. Hvad skal der til, for at noget er et "bevis"? Det ser da netop ud til, at vi kun lever en gang, at tigre forbliver tigre til de dør, at livet er vildt uretfærdigt osv. Dem der kan se disse ting, vil let kunne bevise, at Livets Bog er usandhed. Dem der kan se noget mere, kan måske se, at Livets bog er sandheden. Sandheden afhænger af øjnene der ser. At noget er "et bevis" afhænger også af øjnene der ser.
At forlange bevis for at gud IKKE er til, at livet IKKE er evigt og at naturen IKKE indeholder en mening, er jo slet ikke beviser der alene har sammenhæng med Martinusses forklaringer, men bevisførelser enhver kunne forlange som argument mod kritik af sin helt egen personlige opfattelse af livets sammensætning, blot denne opfattelse bygger på mening, evigt liv og et Gudsbillede, så seriøs argumentation mener jeg nu heller ikke Martinus benytter sig af lige i denne forbindelse.
Mener i andre da det ? 
Mht. bibelen så er den jo skrevet med et andet formål for øje end Livets Bog. Bibelen er ikke ment som logisk dokumentation for den videnskabeligt indstillede person, der stiller intellektuelle spørgsmål og kræver logiske årsagssammenhænge for at kunne acceptere en forklaring som værende rigtig.
Bibelen er for folk, der kan tro, og som ikke ønsker logisk, konsistente forklaringer på åndelige spørgsmål.
Fx. giver Bibelen ikke svar på det klassiske spørgsmål, kaldet Teodicé-problemet, der går på: hvordan en alkærlig, almægtig og alvidende Gud kan tillade al den lidelse, der er i verden? Det klassiske svar er en "snakken udenom", fx. ved at henvise til Jobs Bog, eller til at "Guds veje er uransaglige", eller til at påstå at lidelsen er meningsløs, og derfor er det meningsløst at beskæftige sig med den. Denne sidste påstand bliver imidlertid også skrigende ulogisk, når man samtidig tror på en meningsfuld Gud. Hvordan kan en meningsfuld Gud da give plads for noget, der er absolut meningsløst? Det har bibelen ingen svar på.
Livets Bog giver et logisk svar på dette problem. Nemlig at lidelsen er nødvendig og meningsfuld, men at man først kan forstå det, når man forstår, at livet er evigt, og reinkarnation er en realitet.
Livets Bog er bygget op i form af logiske, kosmiske analyser. Dvs. at Martinus i kraft af konsistent logik har bevist at analyserne er sandfærdige kendsgerninger, i hvert fald i den grad det overhovedet er muligt at bevise noget som helst overfor folk uden kosmisk bevidsthed.
Naturvidensmanden vil - hvis han er saglig - sige, at mht. spørgsmål om livets mening, Guds eksistens osv. kan naturvidenskaben ikke give noget svar, fordi disse spørsgmål ikke kan afgøres vha. den naturvidenskabelige metode, hvilket vil sige eksperimenter.
Den naturvidenskabelige metode giver imidlertid heller ikke sandheder, men kun statistiske svar. Den kan svare, at indtil videre har vores eksperimenter vist det og det. Men man kan i princippet aldrig sige, om der i morgen kommer et eksperiment, der viser det modsatte.
Derfor er der nogen, der siger, at der ikke er noget som helst i verden, der dybest set kan bevises. Men hvor ved man så det fra? Ja, det bygger man jo alene på, at man endnu ikke er stødt på noget, der modbeviser dette. Så påstanden om at intet kan bevises, kan heller ikke selv bevises, og det er vel også værd at reflektere lidt over.
Men man kan jo også forsøge at søge sandheden i sit hjerte og sin forstand og se, hvad man finder der.
Er det ikke sådan, at kaos får alting til at gå i stykker, at kaos skaber oplevelse af livslede, meningsløshed, ulykke og elendighed, kort sagt alt, hvad der kommer ind under begrebet "ragnarok"? Har man nogen sinde set at kaos skaber mening? Det er jo absurd, hvis kaos skaber mening, kan det jo pr. definition ikke være kaos, for kaos er jo det uden mening.
Og er det ikke også sådan, at kærlighed bygger alting op, får alt til at blomstre, skaber oplevelse af meningsfuldhed, livsglæde, fred og lyksalighed? Hvordan kan man da med sund fornuft nære tillid til andet end kærlighed? Men ikke desto mindre nærer masser af mennesker (delvis ubevidst) kun tillid til det modsatte, altså kaos. Man tror ubevidst, at orden er et resultat af kaos. Det ville da være mere nærliggende at antage, at "kaos" kun er tilsyneladende, men i virkeligheden et resultat af orden. På samme måde som jorden kun tilsyneladende er flad. Ikke så mærkeligt at man, så længe man tror på kaos som altings årsag, får en forvirret oplevelse af verden!
Selv om man ikke kan bevise dette naturvidenskabeligt, så er det i hvert fald for mig indlysende logisk.
Martinus taler også om, at verden har "bagvendt logik". Det synes jeg også er indlysende, når man reflekterer lidt over tingene.
Der var engang to interesserede, der var uenige om hvorvidt analyserne var beviser eller ikke. Den, der mente, de var beviser, spurgte Martinus: Hvad mener du? Og Martinus skulle have svaret, at kan man ikke se det, må man lade være.
Og sådan må det jo være. Et bevis kan aldrig være så godt, at det er bevis for alle. Kan man ikke se at 2+2=4, så kan man jo godt påstå, at så må det være forkert. Og at dem, der mener at 2+2=4 bare er nogle intolerante, fundamentalister, der bare er ude på at trække deres usande meninger ned over hovedet på alle og ophøje deres matematik til sandheder.
Man kan jo ikke forhindre folk i at mene, at det er forkert at 2+2=4. Forskellen på det og så at mene, at Martinus' verdensbillede er forkert er alene, at stort set alle er enige om at 2+2=4, hvorimod ikke ret mange kender til eller kan acceptere logikken i Martinus' verdensbillede.
Når man ikke kan acceptere logikken i Martinus' verdensbillede, tror jeg personligt, det nok ofte i virkeligheden er et psykologisk problem, mere end et logisk problem. Man har ikke lyst til, at man ikke kan skyde skylden for ens ulykke på andre. Man har ikke lyst til selv at have ansvaret for sit liv. Man vil hellere tro på at tilfældighederne kan forklare tingene, og man således ved en tilfældighed kan vinde i lotto og derefter blive lykkelig uden selv at behøve at yde en indsats. Man har kort sagt ikke lyst til hellere selv at lide end at andre skal lide. Og så længe man ikke har lyst til det, er Martinus' verdensbillede verdens mest ubekvemme teori.
venlig hilsen
Jan
Hej Venner.
Personligt har jeg da ikke svært ved at acceptere Martinusses verdensbillede, jeg kan have svært ved at se formålet med enkelte udsagn, som det om kritikerne, men ellers er der ikke meget jeg ikke selv mener at forstå.
Men vi fortolker jo alle tingene, også Martinusses udsagn, forskelligt, alt efter vor udviklingsstadie og lokale logik, og det er nok her mange af "misforståelserne" opstår mellem vore forskellige synvinkler.
Hvis man nu tager nogle Martinuscitater og stiller op overfor hinanden:
1 :Ethvert individ, der udviser intolerance er udgørende en dyrerigets repræsentant, hvilket vil sige, at det endnu i virkeligheden er henhørende under det rige, hvor rovdyr, orme og padder hører hjemme.
2:Og enhver tagen afstand fra denne, ja, enhver bekæmpelse af denne, ville ligefrem være en pligt, være en naturnødvendighed, ligesom bekæmpelsen af en sygdom.
3:Men ægthed bærer altid i sig en absolut fordring og pligt. Du må hæve din stemme, så godt du evner, gennemryste de spirituelle rødder og lade din indsigt stråle som en øjenåbner for de, der tror sig tilfredse. Du må lade din vidtrækkende erkendelse buldre gennem dine årer og ruske op din omverden."
Så er der jo tilsyneladende en modsætning at finde, mellem disse udsagn, for hvordan være tolerant samtidigt med at tage afstand fra noget ?
Derfor mener jeg at for at disse udsagn alle kan passe, må de (i mit hovede) ses på som delbegreber og ikke som helheder, forstået sådan, at tolerance ikke gælder for alt i verden, som man måske kunne udlægge udsagnet som værende gældende for, tolerance er at tillade andre at være som de er, tolerance er at tolerere at nogen slår en, uden at man derfor slår igen, tolerance er at vende den anden kind til, tolerance er at tillade andre deres frie vilje angående religion, politik eller alt muligt andet, men tolerance er IKKE ensbetydende med at man skal holde sin mund lukket, eller at man skal finde sig i alt, hvis man har mulighed for at "undvige" eller at man skal tolerere løgne, uden at tilkendegive sandheden, hvis man da kender denne o.s.v. 
Trækker man sådanne tilfælde ud af ordet "tolerance" så kan de andre udsagn godt passe sideløbende, jesus tolererede at man korsfæstede ham, han tolererede al uretfærdighed imod sig, men han holdt aldrig op med at sige sin mening og med at udbrede sandheden.
Martinus tolererer jo også sine kritikere, men tillader sig da alligevel at tale imod dem, med sine udsagn om at vil de sætte spørgsmålstegn ved sandheden i hans verdensbillede, så må de da bevise at han er usand, Martinus taler også imod verdensøkonomiens struktur, den er (i nuet) dyrisk, men han tolererer den da, for den er jo blot et nødvendigt "onde" på vejen. 
Jeg taler også imod, når det gælder den nye verdensregering der omtales i et andet emne, fordi jeg ikke ser denne som den sande og næstekærlige verdensregering, men jeg tolererer da at den er ønsket af andre, og også at de som ønsker det tilmelder sig denne organisation.
Jeg tolererer at bankerne nu engang er til og styrer det meste af økonomien for os, i samfundet, men jeg taler imod deres principper og undlader personligt at støtte dem, så vidt jeg nu kan.
Jeg tolererer krigene, men taler skarpt imod dem, og ville ikke selv deltage i krig uanset formålet,
Jeg tolererer konspirationerne og de skjulte agendaer, men taler imod så tit jeg kan og forsøger at afdække disse for andre, så løgnene kan tydeligøres.
O.s.v.
Så på den måde bliver alle 3 udsagn sande for lige mit vedkommende, men enkeltvist kan de jo bruges til at tale imod mig med, f.eks ved at bruge udsagnet om tolerance, som argument for ikke at tale imod konspirationerne, eller for ikke at tale imod noget som helst, og det er der jeg mener vi tit kommer til at misfortolke hinanden og Martinus, i debatterne omkring hvad man bør gøre eller ikke gøre, og om hvorvidt man blot skal holde sig til sit eget "område" eller, som jeg mener, sagtens kan tillade sig at gå ind på andres "områder", når disse områder indeholder aspekter der har indflydelse på os alle, nationalt eller globalt.
Her omhandler det netop for mig det, at heale, altså at afdække og lindre "sygdomme" som forhindrer os i at udvikle et sundt og kærligt samfund.(jævnfør punkt 2 af de 3 ) 
Mundens sværd er for mig det eneste tilladte våben, men også netop det "våben" Biblen taler om at Jesus ville vende tilbage for at bruge, (ved sin genkomst) så skal man tale om at kristusbevidstheden kommer til menneskeheden indefra, så er det vel så også via vore egne mundes sværd at denne bevidsthed skal udbredes, og det gøres jo ikke ved at man holder munden lukket i "tolerancens" navn. 
Skal man derfor tale om livets bog som en logisk forklaring på verdensaltet, mener jeg at man bør se tingene i sammenhæng, som jeg prøver på at illustrere her, for ellers vil alle udsagnene ikke kunne passe, tager man et enkelt udsagn ud og overser den dybere sammenhæng med andre udsagn i livets bog, så er det let at fejlfortolke eller at misforstå indholdet af dette enkeltstående udsagn.
Og da er det med livets bog som med Biblen, da kan alle finde lige den underbyggelse af egne opfattelser de ønsker, og det er der jo ikke megen udvikling i, mener jeg.
Om det så er den rette måde at anskue tingene på, det kan jeg jo ikke tillade mig at hævde, men jeg tillader mig dog at mene dette og at tale for dette, fordi jeg selv mener det er sandheden, og den skal man jo ikke holde for sig selv, men har pligt til at dele med andre, siger Martinus.
At jeg så også selv mener det er sandt, at Martinus nok ikke har gavnet sig selv meget ved sine udsagn omkring kritikkergrupperingerne, det kan jeg jo debattere med ham selv, hvis jeg en dag får muligheden for det. 
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar,
Jeg er stort set enig i dit sidste indlæg.
Du skriver:
Er det et Martinus citat? Og hvor er det citat fra? (Det altid rart at vide, så man kan læse citaterne i den sammenhæng de er taget fra).
Mht. at, du ikke mener, Martinus skulle have nævnt kritikerne af hensyn til, at det kunne blive misbrugt, så vil jeg sige, at for mig at se, vil et sådant hensyn, hvis det skulle være konsekvent, også medføre, at han ikke skulle skrive noget om udviklingstrin, da det jo er et andet ord for samme emne. Dermed måtte også analyserne om spiralkredsløbet ryge, og ligeledes analyserne om talenternes opbygning og opbevaring i evighedslegemet, osv. osv. Kort sagt, så ville der ikke være mange analyser tilbage, hvis overhovedet nogen. Og hvis det på en eller anden måde alligevel skulle være muligt at få skrevet et eller andet, der næsten ikke kunne misbruges, så ville disse påstande jo netop ikke kunne begrundes logisk, sammenhængende. Han ville derimod være henvist til at nøjes med at sige, at det hænger sammen på en logisk måde som jeg dog ikke kan forklare, for hvis jeg gjorde det, var der nogen, der ville misforstå og misbruge denne viden.
Det ville være en korsfæstelse af den sandhedssøger, som er moden for analyserne i deres ucencurerede, intellektuelle form. Dette ville for ham/hende være "stene for brød". Det ville i så fald netop kun kunne blive grundlag for en ny religion, blive et nyt trosobjekt. Men trosobjekter/religioner, er der allerede rigeligt af.
Det var ikke Martinus opgave at lave en ny religion. At der så er mennesker, der gør det til en religion, var han fuldt klar over. Men det kan ikke forhindres. Det er jo netop det, der bl.a. også påvises gennem analyserne af kritikerne. Som han også sagde: Hvor en ren kilde springer, dannes også en mudderpøl i dens nærhed. Sådan er det. Det er ganske uundgåeligt. Det, der er øvelsen, hvis man oplever sådanne personer, er jo så ikke at bebrejde dem noget, men allerhøjest i al venlighed at vejlede dem i den udstrækning, det er muligt og kun i den udstrækning som der er interesse for det. Han siger, jo også, at man skal være meget forsigtig med at forsøge at påvirke folk med sin teoretiske viden, fordi det nemt kan give det modsatte resultat af det ønskede og føre til antipati, hos den person man prøver at påvirke. Det er derimod ens praktiske væremåde i venlighed og tolerance overfor næsten, der er det primære i den nuværende verdensgenløsningsproces.
Men som sagt er jeg meget enig i det, du ellers siger. Det, der er udfordringen, er jo netop at finde ud af, hvad man har forstået, og hvad man har misforstået. Og til det er der jo ikke anden facitliste end ens erfaringsgrundlag, og så må man ellers prøve sig frem. Og det er så det, vi gør. Og det er jo også derfor, at vi mennesker er uenige om mange ting.
Når du nævner "mundens sværd", så mener jeg jo, det er det, Martinus bruger til fuldkommenhed. Vi andre bruger det knap så fuldkomment. Og så er det, at det bliver til intolerance, men som regel er man ikke selv klar over dette.
Det hedder sig også, at "den vise tier", og når det gælder intolerance, er det jo rigtigt. Intolerance begiver den vise sig ikke af med, og det er jo også en sandhed i mange andre situationer, men i andre kan tavshed være udtryk for fejhed. Så med de kosmiske analyser er vi rigtig godt hjulpne, men det er bestemt ikke nogen facitliste til løsning af alle livets problemer. Det bliver det først den dag, vi selv sidder inde med tilstrækkeligt mange erfaringer.
kærlig hilsen
Jan
Hej Jan.
Jo, som de ufærdige væsener vi er, så er det med at bruge mundens sværd jo afgjort afhængigt af hvor stor en indsigt vi har opnået, så langtfra i alle tilfælde kan man vel gå ud fra at sværdet rammer retfærdigt, og som du nævner er der derfor også mange situationer, hvori det er bedre at tie end at tale.
Og af og til også situationer hvor man er for hurtigt, som jeg selv var da jeg citerede det tredie citat, for det er ikke Martinus det stammer fra, men Ken Wilber der har udtalt dette , så det undskylder jeg.
Her er sammenhængen det blev sagt i: Alle de, hvis sjæle for alvor har flyttet sig efter en ægte transformation, må nødvendigvis - tror jeg - brydes med den dybe moralske forpligtelse til at lade hjertet råbe op - måske stille og blidt gennem modvillige tårer; måske optændt af en heftig ild fra en visdom undfanget i vrede; måske efter en langsom og forsigtig analyse; måske med en urokkelig offentlig fremtræden.
Men ægthed bærer altid i sig en absolut fordring og pligt. Du må hæve din stemme, så godt du evner, gennemryste de spirituelle rødder og lade din indsigt stråle som en øjenåbner for de, der tror sig tilfredse. Du må lade din vidtrækkende erkendelse buldre gennem dine årer og ruske op din omverden."
Heldigvist forstod du da mit forsøg på at forklare mig og det er jeg glad for at høre, og bemeldte citat syntes jeg da selv også indbefatter Martinus, som den forsigtige analytikker, med en urokkelig offentlig fremtræden. 
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar,
Men ægthed bærer altid i sig en absolut fordring og pligt. Du må hæve din stemme, så godt du evner, gennemryste de spirituelle rødder og lade din indsigt stråle som en øjenåbner for de, der tror sig tilfredse. Du må lade din vidtrækkende erkendelse buldre gennem dine årer og ruske op din omverden."
Jeg synes, det er et godt citat.
Og jeg synes da ikke, du behøver at undskylde noget, bare fordi det ikke er Martinus, du citerer.
Men generelt er det jo en god skik, når man citerer, at nævne hvem det er, og hvor det er fra.
kærlig hilsen
Jan
.
Men jeg er sikker på at der er rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, mange, mange, mange der glæder sig over det, rigtig mange endda.
Og alene af den grund vil jeg da også holde min "konstuktive" kritik tilbage og velsigne det.
Dette var bare en tilkendegivelse af smag

Kærlig Hilsen
Jake
Kære Jake,
Nej, kom dog endelig med det og stå ved hvad du mener! Det er jo kun ved at komme med dine argumenter, at du kan opkvalificere din kritik til en konstruktiv, saglig kritik. Og at fremkomme med dine argumenter undergraver da ikke din velsignelse, jeg vil nærmere sige: tværtimod, det styrker den da kun. Uden argumenter fremstår den jo nærmest bare som kværulanteri, hvilket du jo naturligvis også er i din gode ret til, hvis det virkelig er det, du ønsker. Men det er det vel næppe?
kærlig hilsen
Jan
Men jeg er sikker på at der er rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, mange, mange, mange der glæder sig over det, rigtig mange endda.
Og alene af den grund vil jeg da også holde min "konstuktive" kritik tilbage og velsigne det.
Dette var bare en tilkendegivelse af smag

Kærlig Hilsen
Jake
Eller måske var det bare for at være morsom??
funderer
Jan
.