Hej Johnny…

Jeg mindes ikke at Martinus decideret har skrevet om aktiv dødshjælp, men han skriver, at vi at vi skal udvikle os væk fra det dræbende princip – at slå ihjel. Men han skriver også, at vi altid skal vælge det mindste af 2 onder – dvs. vælge det mest kærlige.

Umiddelbart vil det mest kærlige være at yde aktiv dødshjælp - men uanset motivet, så er det at slå et andet menneske ihjel.

Der er karma forbundet med dødsprocessen og da ingen af os i virkeligheden ved, hvad den døende skal lære, så er det mest kærlige at lade personen gennemleve den sidste tid og dulme evt. smerter så godt som muligt – uden at slå ihjel.

Martinus skriver i ”Bisættelse” kapitel 187:

I ”Bisættelse” kapitel 186 skriver han, at det er en overtrædelse af det 5. bud (Du må ikke slå ihjel) at begå selvmord. Vi kan altså ikke engang slå os selv ihjel uden at overtræde kærlighedsloven.

Kh
Tina :0)

Mennsker er sat til at "herske over liv og død" men man må
beregne karma på det.

At yde aktiv dødshjælp er at vandre på en knivspids.

Men selv kosmologer kan aflive deres hund eller kat hvis den lider
helt forfærdeligt.
Det må den enkelte samvittighed afgøre. Hvornår er det kærlighed hvornår er det mord.

Hej alle!

At holde for eksempel en uhelbredelig kræftsyg patient nogenlunde smertefri er efter min mening ikke aktiv dødshjælp. Til en begyndelse er det måske nok at give en kræftpatient en halv mililiter morfin pr. gang, og efterhånden er man så nødt til at sætte dosis op, for at holde smerterne væk. Så længe den kræftramte er ved sine sansers fulde brug, må det være op til den kræftramte selv at bestemme hvad denne ønsker. Derefter må det være de pårørende, der sammen med læge og sygeplejerske bliver enige om behandlingen. Men selvfølgelig skal man ikke give 2 ml morfin, hvis det er nok med 1½. Men det er jo nogle gange et skøn, hvor man er nødt til at stole på lægernes vurdering. I disse tilfælde må det være "det mindst onde", der spiller ind.

Min far døde af kræft, og da han fik det konstateret sagde han, at han bare ønskede, at han kunne blive skudt. Dette er selvfølgelig ikke et alternativ, men hans mor var også død af kræft, så han vidste hvad der ventede. Som pårørende havde vi ikke nogen mulighed for at vurdere, hvor meget smertestillende der skulle til, her måtte vi helt lægge det over til lægens vurdering. Men helt frem til det tidspunkt hvor han gik over i bevidstløsheden, var vi ikke i tvil om, hvornår han var i pine, og hvorfor skulle man så ikke give en indsprøjtning mere? Skal man i stedet bare acceptere, at en halvt bevidstløs person jamrer og klager over smerter, uden mulighed for selv at give udtryk for hvad vedkommende ønsker?

Ja... det kan være et vanskeligt dilemma.

På den ene side, sidder vi her med vores kosmologiske viden omkring sygdommens opståen ift. karmaloven, smertens egentlige formål osv.
Og på den anden side kan det være svært som pårørende at forholde sig til den lidendes smerter (fysiske som psykiske).

Så hvis man skulle føre Martinus' analyser ud i praksis ville man vælge det mindste af to onder - men hvad ville det mindste da være?

Man må da sige, at hvis en person har været syg længe nok og ustandseligt lider af smerter med døden til følge, ville det mest humane være, at gøre en ende på disse lidelser. Tænk hvis man selv var i samme situation, lidende og uden at kunne udtrykke sine ønsker (det samme gør man jo med dyr).
Når man ved at døden blot er "en tiltrængt ferie" fra livene er dette vel en god handling i den syges interesse.

Problemet er at lægevidenskaben ikke anerkender denne viden og holder folk i live, KOSTE HVAD DET VIL!
Om de så fuldstændig smadrer mikrokosmos med al deres medicin for at holde personen i live, ser de det som det vigtigste.

Men helt ærligt - dette kan da umuligt være det mindste af to onder...

ELLER HVAD?

KH. Johnny