Indimellem er jeg selv en kvajpande - og det er sket at jeg i stressede situationer har brugt denne ikke særlig pæne betegnelse om medvæsener. Et talent eller en dårlig vane jeg gerne vil helt af med nu. Jeg blev således inspireret til at skrive lidt om "kvajpander" efter at have læst nogle artikler af Martinus og håber hermed, at hans budskab har mejslet sig endnu bedre fast i min bevidsthed undervejs ifm. skriveprocessen. 
[align=center]Åh, din kvajpande[/align]
(Martinusforedrag fra 1949 "Menneskehedens kærlighedshunger", bragt i Den Ny Verdensimpuls august 1998)
De af os som endnu ikke er nået derhen og som tør indrømme ind imellem selv at have brugt udtryk som fx "Åh, din store kvajpande" overfor andre, men som virkelig længes efter at komme derhen, kunne måske med fordel kigge lidt på, hvordan vi selv aktivt kan arbejde med vores egen personlige udvikling og hvordan vi bevidst kan træne os i at få herredømme over vore rester af dyriske tankeklimaer, såsom fx irritation.
Nogle vil her måske sige, at det er ikke rigtig næstekærlighed, hvis man kun gør det fordi man igennem åndsvidenskaben har lært, at "kvajpande"-udtalelser er en overtrædelse af livslovene, som man får igen som karma - og mener således at der kun er tale om dressur. Andre mener måske, at det ikke er rigtig næstekærlighed, hvis man kun praktiserer den i tankerne/teorien og ikke i praksis føler det. Til det sidste vil jeg sige: "Hvad foretrækker du i dine medmenneskers tanker - at få en lussing eller et stort knus?"
Lidt dressur er vel også ok, så længe det er en selv som "svinger pisken" og man gør det af egen fri vilje. Jeg mener at der findes områder i ens mentalitet - og her mener jeg tanker og følelser, som man gerne må bekæmpe eller undertrykke og anstrenge sig for at få ud af sit sind, fordi de har udspillet deres formål/gavn og nu kun er til skade for en selv og sine omgivelser.
... fortsættes
Hvordan kan åndsvidenskabelige studier hjælpe?
I og med at vi studerer åndsvidenskab, som jo er en videnskab for væremåde, så har vi åbenbart besluttet os for ikke bare at afvente at livets skole lærer os det hele, men er derimod åbne og modtagelige for teoretisk undervisning (vejledning), på nogle af de områder i vores mentalitet, som endnu er ufærdige. :
Erfaringen fra tilbagevendende karma har vi efterhånden opnået, men mangler måske lige et ekstra skub for at komme endeligt af med dyriske egenskaber som fx irritation og intolerance. Et redskab til bekæmpelse er intelligensen og denne kan trænes med studier og teori. Vi står nemlig netop nu i et af spiralkredsløbets største konfliktområder, nemlig i området, hvor den mørke epoke i spiralkredsløbet er slut og lysets og kærlighedens epoke begynder. Det påvirker både jordkloden, vort makrokosmos, men også os som enkeltindivider. Vi har mange indre konflikter, som principielt handler om, hvad der skal styre showet/vort liv/vores adfærd sammen med følelserne! - Tyngdeenergien eller intelligensenergien. Således svinger vi frem og tilbage mellem dyriske og humane/næstekærlige tankeklimaer - og de dyriske tankeklimaer er ikke altid så lette at komme af med, da der her er tale om mange mange livs vaner og oparbejdede talentkerner, der skal rydes op i. 
Hvordan kan åndsvidenskabelige studier hjælpe? Teoretisk næstekærlighed er trods alt bedre end ingen, da alt starter med tanken. Og man er på rette spor, selvom man måske til at begynde med måske kun formår at omfavne et medmenneske i tankerne og ikke i praksis. At en evne endnu kun er teori, betyder blot at den stadig kun er på A-stadiet. Men med tiden kan det ikke undgås at disse teoretiske tanker også begynder at øve indflydelse på vores praktisering i det daglige liv. Martinus hævder fx også, at det hjælper at bede selvom man ikke tror på det. I forbindelse med analyserne af livsmysteriets løsning og de 12 livsfacitter siger Martinus et sted, at med forståelsen af de 12 grundfacitter vil man aldrig være kunne være den samme som før forståelsen - selv i tilfælde, hvor denne kun er teoretisk - for herfra vil den inprente sig videre ind i vort hjerte og vores bevidsthed.
I de 7 simple leveregler opfordres vi til aldrig at lade vores tanker afvige fra at beskæftige sig med på hvilken måde vi bedst kan tjene vore medvæsener. At starte med noget i teorien for senere hen at praktisere det er altså helt i orden, ligesom det er rimelig fornuftigt, at kommende bilister starter med teoriundervisning for at lære de vigtigste regler og love inden de skal ud og køre i trafikken. At studere analyserne er også et teoretisk studie, som - hvis man ellers er modtagelige for deres budskaber, med tiden ikke kan undgå at påvirke vores praktiske adfærd. Analyserne er netop skabt for at hjælpe mennesker som er åndeligt modne til at bruge deres kærlighedsevne og medfølelse og intelligens på en anden og mere positiv måde, som giver livskraft og en dag gør os mentalt suveræne.
... fortsættes
Sådan slipper man af med "kvajpanderne"
Tilbage til "kvajpanderne". Hvorfor er det at vi fx lader os irritere over "kvajpanderne"? Det er fordi vi synes, at de skulle være anderledes end de er, eller handle anderledes end de gør. Ja, egentlig ser vi vel ned på en sådan person, som vi kalder "kvajpande" (verbalt eller i tankerne). Hovmodigt må man sige - og ulogisk og primitivt, for på den ene side føler vi os med sådanne udtalelser/tanker hævede over "kvajpanderne", føler os højere udviklede - men på den anden side skyldes vores irritation, at vi bevidst/ubevidst kræver at lavere udviklede væsener handler lige som højere udviklede væsener. Det hænger bare ikke sammen og er lige så tåbeligt som at bebrejde en tidsel, at den ikke er en rose. 
Sandheden er nemlig, at der ingen "kvajpander" findes. Hver gang du møder en "kvajpande", så er det en henvendelse til dig fra guddommen, lige meget gennem hvem der sker. Når vi irriteres på visse væsener, så er det i virkeligheden guddommen vi irriteres på. Hvordan slipper vi så af med alle disse "kvajpander"? Tja, lige så længe vi irriteres af visse fortrædeligheder, vil de komme igen og igen. Guddommens slibning af vore ufærdige sider hører ikke op, før vi er pudset færdig. Men så har vi jo også allerede fået en løsningsmodel på, hvordan vi bliver fri for alle disse kvajpander - både dem i trafikken, på jobbet, i supermarkedet etc.. Vi skal bare øve os på at bandlyse begrebet "kvajpande" i vore tanker ---> Så forsvinder alle kvajpander også ude fra det virkelige liv, fra trafikken, fra supermarkedet og hvor de ellers plejer at opholde sig. Ren magi, eller? :
Nej, bare kosmisk kemi. Martinus giver os en lille "trylleformular" (i artiklen "Livsmodet", Kosmos nr. 11/1983 og i Den Ny Verdensimpuls november 1998) som hjælp til at klare prøverne i tolerance og åndelig ligevægt, som mødet med disse "kvajpander" er. Men han råder os dog til ikke at sige den højt til vedkommende, da han/hun ellers vil tro, at man ikke er rigtig klog. Men man kan tænke og sige følgende inden i sig selv, næste gang man står overfor en "kvajpande":
[align=center]"Også du er et guddommeligt væsen,
og et guddommeligt væsen er det naturligt at vise kærlighed."[/align]
… gentag om nødvendigt "trylleformularen" flere gange og lyt til dine ord, hvorefter "kvajpanden" faktisk forsvinder! Prøv det, men bliv ikke chokeret hvis ordet "kvajpande", der var på vej ud af munden på dig, nu pludselig erstattes med et lille venligt og forstående smil overfor næsten! Så nu er du advaret om, hvor galt det kan gå. 😮
Og afslutningvis lidt flere kloge ord til eftertanke fra Martinus i artiklen:
Kærlig hilsen
Anette
PS: Ordet "kvajpande" bruges selvfølgelig ikke af Martinus selv i de artikler jeg har hentet inspiration fra til dette indlæg, det ord står for min egen regning. 
Hej Anette
Det er rart at høre hvor seriøst folk tager analyserne og det indgyder optimisme. Det er helt i orden at være efter sig selv. Det betyder blot den menneskelige side med fornuft og intelligens begynder at få kontrollen med livsførelsen. Der vil være en højere del af vores væsen der ønsker bevidst udvikling og en lavere der holder ved. Her er det vigtigt at bevare kontakten med sit udviklingstrin og hverken stille for store eller for små krav. Den eneste 'synd' er at handle mod egen bedrevidende - sådan beskriver Martinus 'det onde' man beder sig fri for i fadervor i Bønnens Mysterium.
Kærlig hilsen
Esben
Kære Anette og Esben
Jeg kunne aldrig finde på, at tænke kvajpande om
nogle, ligegyldigt hvor langt ude det var... 
Jeg ville bare opfatte det, som endnu en fremvisning
i livets mangfoldighed... :
SMIL - utrolig mange smiler tilbage. 
Kære alle
Kvajpande, vil jeg nu nok sætte ret langt ude af irritations skalaen, men princippet kvajpande har de fleste af os svært ved at sige os helt fri for, at falde i engang imellem.
Før den store alkærlighed, må man lige lære at have tolerance overfor alt levende, og det var netop det trin jeg mente mig istand til at arbejde med. Ved at vende opmærksomheden mod mig selv, må jeg erkende at der var mange situationer, hvor jeg ikke just var tolerancen selv, ikke at jeg direkte handlede intolerant, men i tankerne eller følelserne var jeg det.
Når man nu sætter sig for at behandle et symtom, eller skal vi sige øve en A-viden, så ønsker man jo at der er nogle situationer at øve sig på, og da jeg efter egen opsavans klarede de foreliggende daglige begivenheder rimelig tolerant, blev det til en bøn om at komme i situationer hvor jeg kunne øve mig i tolerance. Bønen blev hørt, og i drømme såvel som i vågen tilstand kom der med kort interval mange situationer, hvor jeg klarede nogle flot, og andre slet ikke, men jeg lærte meget af det.
Citat fra (kan ikke huske det), frit fra huskeren: Fjender er en gave, for med dem kan man virkelig øve sig i at elske sin næste.
Kærlig hilsen
Casper
Hej Anette!
Det er et meget væsentlig emne, du tager op her i dit indlæg. Hvor gode er vi til at praktisere næstekærlighed og tolerance, selv om vi har Martinus analyser. Men som du også kommer ind på har vi i mange, mange liv, måske tusinder af liv, udviklet den dyriske side til genialitet, og derfor er det så svært for os at komme af med denne side af vor bevidsthed. Men ved at træne og træne på at udvikle den menneskelige side i os, bliver vi bedre og bedre til at blive næstekærlige og tolerante.
Her er et lille digt af Mogens Møller, som hedder En hverdagshistorie eller Teori og Paksis:
Hr. Hansen læser "Livets Bog"
og føler, at han blir så klog.
"Hvor logisk, klart og genialt,
som af mit eget hjerte talt!"
Da lyder der en stemme blidt
- om han har tid at hjælpe lidt?
Af svovl blir luften tung i stuen
og vredens lyn blir sendt mod fruen.
Så fik hans eget hjerte talt,
og det var også "genialt".
Men det var dog et andet sprog
end det der står i "Livets Bog".
Der kan hentes stor hjælp ved at bede Gud om at hjælpe sig til at blive et mere humant menneske. Jeg har somme tider sagt til mig selv, hvad ville Jesus gøre, og vidste også svaret med det samme. Andre gange har jeg brugt en del af denne bøn af Franciscus af Asisi. Her er hans bøn:
Herre, gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor der hersker had.
Lad mig bringe forståelse, hvor uretfærdighed er blevet begået.
Lad mig skabe fred, hvor der hersker tvivl.
Lad mig bringe sandhed, hvor der råder vildfarelse.
Lad mig bringe håb, hvor der råder fortvivlelse.
Lad mig bringe lys, hvor der er mørke.
Lad mig bringe glæde, hvor der hersker sorg og bedrøvelse.
O, Mester, lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget søge at blive forstået, som at forstå.
Ikke så meget søge at blive elsket, som at elske.
Thi det er ved at give, som man får.
Det er ved at glemme sig selv, som man finder sig selv.
Det er ved at tilgive, som man bliver tilgivet.
Det er ved at dø, som man opstår til det evige liv.
AMEN.
Det er let at være god og kærlig, når andre er det samme mod en selv. Det er i situationer, hvor andre er imod en, at det viser sig hvor meget vi egentlig har forstået af Martinus åndsvidenskab. Men vi er alle på vej ud af Dyreriget og mod det Rigtige Menneskerige.
Jeg må tilstå, at jeg somme tider kan have svært ved at se det positive i det, som sker med mig og omkring mig. Men jeg prøver at være positiv og at se meningen med det. Men det lykkes ikke altid lige let. Desuden findes der hos boghandlerne selvudviklingsbøger, hvor man kan lære sig selv bedre at kende. Lige nu er jeg i gang med at læse en bog af Robin S. Sharma: "Munken der solgte sin Ferrari", som jeg kan anbefale. To bogklubber Borgens Forlag og Egmont Bogklub har masser af sådanne bøger. Tak Anette for den udtalelse af Martinus, som du bragte i dit indlæg. Den vil jeg også begynde at bruge.
Kærlig hilsen,
Kjeld.
Hr. Hansen læser "Livets Bog"
og føler, at han blir så klog.
"Hvor logisk, klart og genialt,
som af mit eget hjerte talt!"
Da lyder der en stemme blidt
- om han har tid at hjælpe lidt?
Af svovl blir luften tung i stuen
og vredens lyn blir sendt mod fruen.
Så fik hans eget hjerte talt,
og det var også "genialt".
Men det var dog et andet sprog
end det der står i "Livets Bog".
Hej alle sammen,
Sikke et rammende digt til emnet, du der fandt frem Kjeld
Ja, det er nok de færreste af os, der kan se os helt fri fra rester af den dyriske mentalitet - og dermed kun er til glæde og velsignelse for alt og alle. Men vi må jo bare fortsat øve os... og indtil jeg ikke falder i mere og gør/siger ting som jeg efterhånden udemærket ved jeg burde lade være med... ja, så kalder jeg fortsat mig selv for en kvajpande.
Og i de situationer, hvor jeg før kunne finde på at sige "kvajpande" om andre vil jeg nu i stedet "nøjes" med at sende "blikket"! 
...Ja ja... små skridt, Rom blev ikke bygget på én dag - og jeg ikke på ét liv.
Kærlig hilsen
Anette
Evnen til at se vor næste med Guds øjne...
Evnen til at se vor næste med Guds øjne og se Gud i vor næste er et talent som først for alvor slår igennem den dag vi oplever den store fødsel. Først her bliver det en permanent dagsbevidst evne. Indtil da er det et ufærdigt talent som er under skabelse. Efterhånden som talentet forfines mere og mere kommer vi til at opleve små smagsprøver i form af kosmiske glimt.... indtil den dag, hvor vi - uden nogen form for mislyde, permanent vibrerer i fuldendt samklang med universets grundtone - alkærligheden.
Ja, det kender jeg også godt. Det er ikke altid let at forstå og skyldes jo vort manglende udsyn over årsager og virkninger. De evige livslove stiller os dog - ifølge Martinus, fuld "kompensation/belønning" for vore anstrengelser i udsigt:
"Virkningerne (red: af kosmiske glimt) vil nærmest være at betragte som en slags salighedsrus, der før eller senere vil fortage sig, når udfærdige eller inhumane tendenser eller naturer atter får indflydelse på væsenets tanke- og viljeføring. Men efterhånden som det får overvundet alle ufærdige naturer i sin psyke, det såkaldte "onde", vil der ikke mere være noget, der kan forhindre Guds ånd, det kosmiske lys eller den "kosmiske bevidsthed" i at forblive permanent hos individet. Det vil da udgøre det færdige menneske, væsenet, der er blevet "vejen, sandheden og livet" eller "mennesket i Guds billede". Hvad gør det da, at der har været megen bedrøvelse og lidelse forud for denne fødsel? Vil individets glæde over denne sin opvågning til kosmisk dagsbevidsthed i Guds rige ikke langt overskygge lidelsens brod, på samme måde som moderens glæde over sit nyfødte barn langt overskygger de udståede smerter og lidelser ved dettes fødsel? (....)
Men det indviede væsen ser videre. Det ser, at her er det væsen (red: Gud), det efter sin indvielse ser levendegjort i alle andre eksisterende levende væseners fremtræden. Det ser, at her er det væsen, der taler igennem alle levende væsens øjne, ord, handlinger, smil og tårer, rent bortset fra det af samme væsen åbenbarede vælde igennem naturens umådelige skabelsesprocesser."
(småbog nr. 8 "Menneskeheden og verdensbilledet" kap. 55 + 63)
Kærlig hilsen
Anette
Evnen til at se vor næste med Guds øjne og se Gud i vor næste er et talent som først for alvor slår igennem den dag vi oplever den store fødsel. Først her bliver det en permanent dagsbevidst evne. Indtil da er det et ufærdigt talent som er under skabelse. Efterhånden som talentet forfines mere og mere kommer vi til at opleve små smagsprøver i form af kosmiske glimt.... indtil den dag, hvor vi - uden nogen form for mislyde, permanent vibrerer i fuldendt samklang med universets grundtone - alkærligheden.
Ja, det kender jeg også godt. Det er ikke altid let at forstå og skyldes jo vort manglende udsyn over årsager og virkninger. De evige livslove stiller os dog - ifølge Martinus, fuld "kompensation/belønning" for vore anstrengelser i udsigt:
"Virkningerne (red: af kosmiske glimt) vil nærmest være at betragte som en slags salighedsrus, der før eller senere vil fortage sig, når udfærdige eller inhumane tendenser eller naturer atter får indflydelse på væsenets tanke- og viljeføring. Men efterhånden som det får overvundet alle ufærdige naturer i sin psyke, det såkaldte "onde", vil der ikke mere være noget, der kan forhindre Guds ånd, det kosmiske lys eller den "kosmiske bevidsthed" i at forblive permanent hos individet. Det vil da udgøre det færdige menneske, væsenet, der er blevet "vejen, sandheden og livet" eller "mennesket i Guds billede". Hvad gør det da, at der har været megen bedrøvelse og lidelse forud for denne fødsel? Vil individets glæde over denne sin opvågning til kosmisk dagsbevidsthed i Guds rige ikke langt overskygge lidelsens brod, på samme måde som moderens glæde over sit nyfødte barn langt overskygger de udståede smerter og lidelser ved dettes fødsel? (....)
Men det indviede væsen ser videre. Det ser, at her er det væsen (red: Gud), det efter sin indvielse ser levendegjort i alle andre eksisterende levende væseners fremtræden. Det ser, at her er det væsen, der taler igennem alle levende væsens øjne, ord, handlinger, smil og tårer, rent bortset fra det af samme væsen åbenbarede vælde igennem naturens umådelige skabelsesprocesser."
(småbog nr. 8 "Menneskeheden og verdensbilledet" kap. 55 + 63)
Kærlig hilsen
Anette
Kære Anette.
I henhold til det du skriver i dit indlæg om kosmisk bevidsthed og kosmiske glimt, vil jeg fortælle om en oplevelse, jeg havde sommeren 1997, da jeg boede i Århus. Jeg havde længe gået og været meget optaget af kundalinikraften og lånt en del bøger på Hovedbiblioteket og Statsbiblioteket.
En eftermiddag gik jeg på gågaden, og oplevede at alle mennesker uden undtagelse omkring mig er Gud, medens jeg selv kom i en salighedsrus. Denne salighedsrus fortog sig efterhånden, da jeg gik ind i et stort varehus (Salling). Men fra den dag har jeg betragtet alle levende væsener af hvad art de end er, som udtryk for Guddommen.
Jeg tror, det var den megen optagethed af kundalinikraften, som udløste denne oplevelse, men jeg ved det ikke. Hvis det var, så fik jeg ikke opleve mere end min bevidsthed kunne bære. Denne kundalinienergi er så stærk, at mange, mange mennesker er blevet sindssyge eller på anden måde har fået mange besværligheder efter en kundalinirejsning. På Internettet er der mange hjemmesider, der omhandler kundalinikraften.
Her er tre hjemmesider om kundalini, som i dybden beskriver hvad det er og virkningerne af en kundalinirejsning.
hjem.get2net.dk/kundalini
home9.inet.tele.dk/alo/kunda
kundalini.se
Denne sidste er en svensk hjemmeside, hvor mennesker som har haft en kundalinirejsning beskriver hvordan livet har været for dem efter oplevelsen.
Martinus advarer meget stærkt mod at meditere eller praktisere andre åndelige øvelser for på den måde at få kosmisk glimt. I stedet for at blive en genvej til at få et kosmisk glimt kan det i virkeligheden blive en omvej.
Kærlig hilsen,
Kjeld.
Skriv et svar