Hej Petersh.

"Afviklingen" af disse "forskelle" mellem kønnene, er noget svært noget, den skulle jo gerne komme naturligt, men jeg oplever det som om vi alle forsøger at "undgå" denne udvikling, ved at fravælge hinanden, så vi selv kan bestemme "farten", individuelt.

  Smertelige erfaringer: Jeg har jo altid haft svært ved at holde min mund, og samtifigt har jeg (efter egen opfattelse) ikke særligt svært ved at "gennemskue" andre (både mænd og kvinder), altså at se "splinten" hos alle andre ( men sikkert ikke bjælken hos mig selv).
  Dette har tit medført at jeg "isoleres" fra omgivelserne, mange føler ikke "velvære" i mit selskab, fordi jeg jo kan finde på at påpege ting hos dem, de ikke selv ønsker at høre noget om, og det har givet mig en del smerter gennem årene, fordi jeg jo selv oplever det som værende "kærlighed" jeg udøver med min "tugt" , men (som jan s er inde på i et andet indlæg)  det er nu nok blot min egen manglende evne til at forstå hvornår det er gavnligt at tale eller at tie, der er årsagen til mine egne "smerter" lige på dette område.

  Vil vi blive ved med at finde hinanden tiltrækkende: Det tror /håber jeg bestemt og personligt er der ingen forskel for mig på den tiltrækning (fysiskt) jeg føler omkring kvinder, nu og førhen, selvom jeg da nok i dag (på baggrund af mine livserfaringer) kræver en større "åndelig" og "intellektuel" samhørighed med en kvinde, før det fysiske kommer ind i billedet som noget "brugbart", end jeg gjorde i mine unge dage.

  Hvad vil vi i fremtiden finde tiltrækkende ved hinanden: Personligt vil det at give plads/rum til hinandens forskelligheder nok være et "must" for mig, fælles interesser som kan give fælles oplevelser, kombineret med særskilte interesser, så der er noget at "tale" om via individuelle livsoplevelser også, men det at "sidde lårene" af hinanden og absolut at skulle være enige i alle henseender, er ikke "tiltrækkende" for mit vedkommende.

  Føler i jer ptimært som mænd og kvinder eller som "mennesker": Jeg har aldrig følt mig som en kvinde, (selvom jeg har et par "flashbacks" som omhandler liv i en kvindekrop) jeg er en MAND, og eventuelle "lyster" omkring femenine ting, som bagning/madlavning,børn, o.s.v. tilhører også min mandlige side, og er blot en del af den følelse jeg som mand også har og skal have, hvis jeg vil være "dobbeltpolet".
  Seksuelt set kan jeg slet ikke forestille mig engang (måske) at skulle kunne have fysisk lyst til mit eget køn, men at "kramme" eller omfavne andre mænd har jeg slet ikke noget imod.

  Hvordan forholder i jer til jeres dyriske lyster: Sex (dyrisk lyst) er noget jeg kun har med mig selv, jeg har aldrig (i den nuværende inkarnation) haft "sex" med nogen anden end mig selv, og får det forhåbentligt heller aldrig.
  En "betingelse" for mit vedkommende omkring fysisk samvær med det andet køn, er at jeg "elsker" vedkommende og at det opleves af mig selv som værende gengældt, ellers er der "lukket", og når der er kærlighed med i billedet, så er der ikke tale om sex (for mit vedkommende) men om elskov.
  Så jeg har ikke "erobret" verden i den henseende, jeg har kun haft 2 kvinder i mit liv, og det har været nok til at tilfredstille mine ønsker i den retning, den primitive lyst kan jeg godt selv tage "hånd om".

  Jeg vil tilføje, at det (som jeg opolever det) for de færreste af "os" tit ikke er lysten til at dyrke den modsatte "pol" der er noget galt med, jeg har også af og til lyst til at bage eller støvsuge eller "pjatte" og lave sjov (girls just wonna have fun), men det der for mit vedkommende er "irriterende" er når det er noget ens samlever eller kæreste/kone forlanger af en, så det er "modparten" der "afgør" hvornår det ene eller det andet er "vigtigt".
Så bliver det let til en kamp om at "bestemme" over hinanden, så "konen" fremstår som en der "kommanderer" med manden, og sætter ham igang med de "huslige" ting eller fortæller ham at han SKAL se at få ordnet dette eller hint, og da er det ikke længere ens egen "lyst" til at gøre tingene der er i fokus, men ens "partners" vilje der opleves som "styrende", og det kan give mange ( og i mange tilfælde unødvendige) konflikter, mellem kønnene.

  Det kan (har jeg selv oplevet) komme så langt ud, at man bruger sin "seksualitet" som "våben" mod hinanden, så hvis der ikke gøres som det "ønskes" fra partnerens side, så "lukkes" der for det seksuelle, og så skal tingene jo gå "galt". ???

  Selvf'ølgeligt kun set med mine halvblinde øjne .

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Tak for dine tanker. Jeg oplever også, at jeg i stigende grad tiltrækkes af den andens væsen frem for den ydre skønhed.

Martinus analyser har givet mig en teoretisk indsigt i de mekanismer, der indgår i forholdet mellem mænd og kvinder, og denne viden er for mig et godt redskab, når jeg skal have mit samliv med det modsatte køn til at fungere. En væsentlig ingrediens i dette er netop forståelsen af partnerens ønsker og behov i lige så høj grad som mine egne. Jeg kan se, at denne måde at være sammen på vil forfines, jo mere udviklede vi bliver.

For mig har det været en stor befrielse bevidst at give slip på de mere maskuline "dyder", som jeg har følt mig tvunget ind i. I stedet har jeg kunnet vedkende mig mine følsomme sider og kreative evner. Jeg ved nu, at jeg langsomt bevæger mig væk fra "dyret" i mig, og jeg behøver ikke dyrke disse sider for at stå mål med gældende samfundsnormer eller modeluner.

Jeg er meget glad for Martinus' analyser af den jordmenneskelige seksuelle udvikling, for den er en vigtig del af mit praktiske liv som søgende. Jeg ved nu, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg skal hen. Det gør det lidt lettere for mig at vælge mine skridt og derved skabe min egen vej.

Venlig hilsen
Petersh

  Hej Petersh.

Noget af det mest "tiltrækkende" og "udviklende" for mig personligt, har nok netop været Martinusses polteorier.

Førhen så jeg med stort "mishag" på homoseksualitet, og fik nærmest "kvalme" ved tanken eller synet af 2 mænd der have fysisk samhørighed, (mens det ikke gjorde mig spor at se 2 kvinder i samme situation ???).

  I  dag har jeg det helt anderledes, og har sågar selv en homoseksuel jeg deler hus med , (dog uden samkvem rent seksuelt), men jeg har slet ingen modvilje tilbage på dette område, kærlighed er kærlighed uanset køn, som jeg ser det nu.

  Og det kan jeg jo så takke Martinus for, og selvom jeg da kunne have "forbehold" overfor rigtigheden af "polteorierne" så ønsker jeg ikke at have det, jeg vælger at satse på at Martinus har helt ret i den henseende, fordi det "føles" som rigtigt og næstekærligt for mig.

  Vi kan jo da alligevel godt debattere "detaljerne" i polteorierne, men overordnet set føler jeg Martinus har ret i sine opfattelser.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

I vores del af verdenen, går der måske ikke så lang tid (måske 100 år), før der virkelig sker ting og sager, når vi snakker mænd og kvinder, og hvad deres generelle roller er. Der vil sikkert også komme flere homoseksuelle og han og hunkøn, som får lavet kønskifte behandlinger.

Og den rent dyriske seksualitet, vil nok holde på lang tid endnu. Det er måske noget af de sidste, som "forlader" os?

Med hensyn til mit eget liv? Ja, jeg er borgerligt gift og har 2 små børn. Og jeg elsker denne "normale" livsstil. På sin vis, kan jeg bedst lide at være lidt anonym.
Selvom min M læsning går MEGET langsomt, så føler jeg, at den smule kosmologi jeg kan/kender, er rigeligt for mig, til de næste mange år

Men anyways, så ser jeg nok mig selv som et hankøns-menneske, som har fået sat turbo på føleseslivet. Jeg kan både mærke alfa handen og den modsatte ting (hvad hedder det?) Men nok mest alfa handen.... 😮