“To be or not to be”

Et Absolut Alt og et Absolut Intet.
Tænkte modsætninger til livet.

En kort remse om intet og alt:

Et absolut intet.
Det ville være manglen på alt.

”Havde det absolutte intet én tilfældig bevægelse ville den vende hjem til intet”

Et absolut alt.
En absolut fysisk realitet eller et absolut tilstedeværende verdensalt, der i sin grundanalyse kunne defineres udenfor et ”noget som er” ville være kulminationen af tilfældige fænomener. Det ville være manglen på sammenhæng. Alt ville ”snurre” rundt som et abstrakt maleri, ingen ville være til at kende det og der ville ikke være noget at kende, alt ville være forholdsløst, alt ville være ”anti ideer”.

”Havde det absolutte alt et fast punkt ville den danne en spiral”

“To be or not to be”

Begge realiteter har lige meget fortrinsret for at være en realitet når noget skal være eller ikke være.
De har begge fortrinsret i den fundamentale ”tiltræden” for universelt resultat eller ”ikke-resultat”.

Man kan ikke sige at der burde være et intet eller der burde være et alt.

Det ene kan ikke komme før det andet så derfor mødes de i nuet og giver et absolut ”noget som er”.

Det absolutte intet ”bliver” til tomhed som er
Det absolutte alt ”bliver” til bevægelse som er
De danner en ”kobling” af energi som er.

”Altet” er derfor ikke en absolut realitet, men en realistisk illusion.
Og ”intet” er ikke en absolut ”ikke realitet” men en realistisk stilhed.

”Noget som er” er derfor ikke skabt men en årsagsløs årsag.
Den er født af sin egen tilstedeværelse og den er sin egen årsag, og fremtræder som alt og intet i sig selv.    

Grunden til at der ikke eksistere et absolut intet, er fordi at både ”intet” og ”alt” har fortrinsret for at være resultat af det ”første før det første” hvilket vil sige før ”noget som er”. Hvilket naturligvis er en tænkt modsætning til realiteterne, men det beskriver realiteternes ”sans”  

Altet og intet træder frem og går tilbage for at være til og ikke være til i samme ”øjeblik”
Derfor er de begge resultatet og derfor er der et årsagsløst resultat som er.

Men hverken altet eller intet kan altså være en absolut realitet, altet må blive en illusion og intet må blive pladsen for illusionen og altså en regerende tomhed eller stilhed. Resultatet ville give den mest logiske kontrast reaktion for alle tænkelige fænomener.
Da tomheden er en realitet skal alle ting forekomme som dens kontrast, fordi at den er alt hvad der er sket.

Da alt sker udenfor fortid og fremtid, er alt sket og udgør altså tomheden.
Alt det der sker er illusionen og sker ikke i den inderste realitet, men illusionen er ægte nok i sin illusion, smerte og sorg, glæde og velbehag kan ikke frakendes som oplevelsens realiteter.

Den årsagsløse årsag betyder altså ikke at der ikke er en grund til at den er årsagsløs, men det betyder at der ikke ligger en skabelse til grund for den.  

Det absolutte alt og det absolutte intet har lige meget ”ret” til at ”realisere sig”.
Derfor bliver ingen af dem til absolutte realiteter. Men til illusion og stilhed, et noget som er.

De to tænkte realiteter til virkeligheden kan så at sige logisk set ikke få lov til at dominere tilværelsen, men går på et tvangskompromis som vi kalder kærlighed.

Størst mulig glæde er den mest fornuftige form, af alles gensidige afhængighed i en virkelighed hvor kontrasterne behag og ubehag måtte eksistere. Da stilheden bliver det faste og da illusion bliver til ting vi kalder natur og legemer, er det klart hvor jeget og jegets panorama skal placeres og eksistere.
Da én bliver årsag til alle og alle til én, blev vi ét, værende i og uden om hinanden.
Da blev det klart at hvad jeg gør imod dig gør jeg imod mig selv og karmaen opstod som bevægelses formen for denne forstand og realitet.
Da alle kontraster måtte være til for at verden kunne være til, da alt må være i alt for at være sig, kunne vi ikke leve i evigt velbehag, men ubehaget måtte opleves.
Men da almagten som var en del af ethvert væsens kerne som var udgjort af det samlede produkt af alle ting og da almagten var større end afmagten i det kontrastmæssig forhold, blev der dannet seks realiteter for oplevelse, en realitet hvor ubehaget og mørkets retmæssige mængde i sin kulmination blev formet over kortets tid og i sin længde blev bedøvet og lindret med uvidenhed.
Behagets retmæssige mængde og volumen blev formet så kulminationen blev over længst mulig tid forstærket og intensiveret ved følelse, intelligens og intuition og stukket ved hukommelsens naturlige saglighed.
Mængden og volumen af mørket og lyset var således den samme, men lyset strakte sig ud og lyste i kraft af forstanden sig selv og alt op og mørket pressede sig sammen og bedøvede sig i kraft af uforstanden, så at den ikke kunne analyseres i hele sit gennemgående væsen.
Fællesskabet måtte opgive det personlige i al evighed og faderen blev ene i et evigt lys og individet måtte opgive fællesskabet i dele af evigheden for det personlige og altets mørke.
Da alle var i alle, kunne der ikke opstå virkelige tyranner eller egoister, alle var hinandens med ubrydelig bånds lykkesmed.
Da kontrasterne fortalte at noget skal opleve og noget ikke skal opleve, og at et fænomens tilstedeværelse er identisk med uendelige variationer og at der skal være et utal for at der kan være én og at alle må være ét for at de kan være individuelle og da almagt står over afmagt på trods at deres mængde og volumen er jævnbyrdig. Og da mørket ikke kan lyse i lys, og viden fortrænger uvidenhed, og da alle skal eksistere på samme sted og derfor måtte ha alle kontraster og fænomener til rådighed som deres væsens kernen, var kærligheden ikke et naivt ønske men en absolut konsekvens af kontrasternes spild og bevægelse overfor hinanden.
Mørket kunne i sin egen natur aldrig dominere tilværelsen, men fik sin jævnbyrdige og retmæssige udlignelse med lyset i centrummet af alle ting. Så snart at det gik i spil overfor lyset var det for evigt dømt til at spille en sekundær rolle til fordel for lyset og udgjorde således også selv lys, blev selv den dybeste årsag til lykke, behag, velsignelse og saglighed.          

Kh. Jr.