Tanker fra Verdensfredens skabelse som er brugt til at skabe ovenstående tekst.

/

Er ikke selve vor egen organisme et genialt mesterværk i logisk skabelse?

At de er logiske vil sige, at de alle uden undtagelse i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener.

Kan en skabelse udvise et mere logisk resultat?

Hvilket højere formål kan en skabelsesproces have?

Og hvilke er så de objekter, der ikke er færdige og derfor endnu ikke er til velsignelse og glæde for levende væsener?

Kan man bedømme dette som færdigskabt?

Hvad med de meget primitive mennesker?

Er ikke alle disse nævnte skabelsesformer udtryk for det ufærdige stadium, analogt med de umodne frugters stadium?

Planter, dyr og mennesker af i dag på jorden er således ufærdige livsformer eller væsener.

Og er disse kulturmennesker færdige? Nej, deres indbyrdes kolde og varme krige, deres atom- eller kernevåben og deres evne til at kunne nænne at myrde og dræbe i så stor stil, som tilfældet er, gør det til en uomstødeligkendsning for den udviklede forsker, at de ikke er færdigskabte.

Hvis der var tilgivelse i verden mellem stater, sivel som mand og mand imellem, var krigen en total umulighed.

Hvor findes da dette fredens lys, som Guddommen igennem sin store skabelsesproces er ved at gøre til virkelighed i jordmenneskehedens psyke og væremåde?

Den udviklede og sandhedskærlige iagttager kan ikke undgå at se dette begyndende fredens lys, der altså er det samme som den begyndende næstekærlighed.

Denne foran nævnte regerende gruppe tror på krigen som det rette forsvar og den rette vej til freden.

Manglende næstekærlighed hos flertalsgruppen af jordens mennesker er altså årsag til krigen og ufreden.

Krigen kan kun skabe undertrykkelse og våbenstilstand, men den kan umuligt skabe freden.

Kun fred kan skabe fred.

De vil ikke føre krig eller være med i krig.

De udgør tilsammen den begyndende virkelige verdensfred.

Og det må naturligvis erkendes, at mange mennesker, måske endda overordentlig mange, inden for flertalsgruppen eller krigs gruppen virkeligt ønsker freden, men beherskes dog endnu af de nedarvede dyriske tendens er.

Man er her kommet ud af det mørke eller dommedagen, hvor alle var i krig med alle.Det er denne fredens eller kærlighedens lyse tilstand, der er Guds mål med menneskets omskabelse eller forvandling fra dyr til menneske.

Det er i særlig grad beregnet på at skulle være en opmuntring for de mennesker, der ikke mere kan acceptere krigen som den rette vej til lyset eller freden.

Så længe menneskene regeres ved magt og ikke ved ret, kan der umuligt skabes fred.

I disse menneskers atmosfære vil Guds ånd og visdom begynde at funkle og lyse. Og det er udelukkende dette lys. der er verdens frelse. hvilket vil sige den virkelige og absolutte verdensfred.

Så længe de bliver ved med at så krig, må de også blive ved med at høste krig.

Vil man ind i freden, må man gå ud af krigen.

De mennesker, der ønsker freden i verden, må forstå, at den absolut kun kan opnås ved, at man efter bedste evne skaber den i sin egen væremåde.

Og således er verdensfreden allerede i dag under Guds skabelse.

De tror at kunne skabe fred med krig.

Guddommens sande redskaber til at skabe freden er udelukkende de mennesker, der ikke på nogen som helst måde hverken vil eller kan udøve voldspolitik og de heraf følgende voldshandlinger.

Kun ved "ikke-voldspolitik" kan freden skabes.

Sådanne mennesker er af naturen fredens sande bærere.

Selvom de ikke kender hinanden, udgør de dog hver især, alt efter deres næstekærligheds kapacitet, tilsammen den levende kraft, den Guds ånd, der sejrrigt skal føre menneskeheden ud af atom alderens hel vedesm anifestationer og frem til det bebudede verdensriges lysende guddommelighed.

Men for at opnå denne fuldkommenhed i intuitionssansning må mennesket først blive meget humant
udviklet, hvilket vil sige: være nået fremtil at have næstekærligheden lige så udviklet, som videnskaben i dag har intelligensevnenudviklet.

Kærligheden er således fredens lys.

Da den sande fred kun kan være identisk med en hundrede procent virkelig guddommelig "menneskelig" være måde, kan den kun skabes ved at gøre det ufærdige menneske færdigt.

Lidelser bringer absolut uundgåeligt væsenet til at blive et kærlighedsvæsen.

Den nøgterne og energiske åndelige forsker vil således kunne iagttage, at denne Guds skabelse af mennesket foregår lige for vore øjne.

De er med til at skabe fredsbevægelser, fredsligaer , Røde Kors-bevægelser, de er med til at skabe hjælp til fattige og ubemidlede i samfundet.

Og alle jordens stater vil være blevet forenet under en fælles regering og sålledes udgøre et rige.

Men et udviklingstrin, menneskene ikke har nået, kan de jo umuligt præstere i deres væremåde.

Hvordan kan kaos og tilfældighed skabe et så genialt mesterværk?

Skabelsen her er mere eller mindre ufærdig.

Findes der en højere drabsmetode end netop den, hvormed de i løbet af sekunder ikke blot kan udslette millionbyer med deres befolkninger og skabte goder og kulturværdier, men ogsl dermed ligefrem skaber attentat eller mordforsøg på den klode, uden hvilken de umuligt kunneopretholde deres fysiske liv?

Da de færdige skabelsesresultater alle uden undtagelse er til glæde og velsignelse for levende væsener, gør dette det til kendsgerning, at det er dette stadium, der er formllet med al skabelse.

Disse udvikler sig videre og bliver til de kendte arter af nutidens naturmennesker , af hvilke de højest udviklede kulturmennesker af i dag er udgået.

De er altså underlagt en skabelsesproces.

Dette er naturligvis vanskeligt at forstå for de mennesker, der gennem deres religion eller åndelige førelse endnu ikke har fået nogen viden om reinkarnation eller genfødelse.

Et meget omfattende omrøde af dyrenes levevis er derfor i høj grad automatisk.

Hvorfor skal det være således?

Enhver ting, der skabes, kan umuligt være fuldkommen og opfylde sit formål , før den er færdigskabt.

Menneskene er altså underkastet en stor skabelsesproces.

Målet er, at de skal blive absolut fuldkomne.

Og det er netop det, der er grundårsagen til den nuværende verdenssituations mørke eller dommedagstilstand.

Tror man alle disse tilstande er slutfacitter på menneskenes udvikling af væremåde?

Og derfor har vi blandt andet haft de to verdenskrige, og derfor har vi den såkaldte "kolde krig", der når som helst kan bryde ud i en grusom eller altødelæggende varm krig.

Næstekærligheden bliver mere ogmere forfinet, jo mere mennesket kommer igennem sin lidelsesskæbne.

Den hylder magtudfoldelse ,diktatur og undertrykkelse af andre mennesker.

Princippet er her i stor udstrækning dette, at enhver er sig selv nærmest.

Freden kan kun skabes ved det ufærdige menneskes færdigskabelse eller færdigudvikling.

Og det er denne skabelse, der sker for vore øjne.

Disse lidelser skaber den humane evne i væsenet, hvad enten det kan huske eller ikke huske, at det selv har udløst årsagen til disse.

De er med til at befordre alle uselviske hjælpekilder.

De mest fremskredne nænner heller ikke at dræbe dyr.

Vi har således her for os Guds skabelse af mennesket.

Vi ser her, at dens skabelse ikke er et viljesspørgsmål, men derimod et udviklingsspørgsmål.

Alle er således til glæde for alle.

Det er denne fredens eller kærlighedens lyse tilstand, der er Guds mål med menneskets omskabelse eller forvandling fra dyr til menneske.

At komme til at leve i en verden med sådanne væsener må naturligvis være en livsoplevelse så umådelig ophøjet og salig, at den næsten overgår al jordisk tænkning.

For mennesker, der er indstillede på, at den længe ventede og ønskede virkelige verdensfred er noget, der kan skabes udefra af regeringer, skabes ved krig og magtbud eller diktatur, er nærværende beretning ingen opmuntring eller trøst.

Frygten skaber krigsberedskab, oprustning eller mobilisering af modstand imod frygtens årsag, der i værste tilfælde atter udløser sig i krig, mord og drab.

Men man kan ikke bebrejde menneskene, at de lever i denne tilstand.

Denne gruppes antikrigsindstilling i tanke og væremåde udgør den begyndende verdensfred.

Og det er udelukkende dette lys. der er verdens frelse. hvilket vil sige den virkelige og absolutte verdensfred.

Og i denne gruppe vil alverdens mennesker til sidst forenes, alt eftersom næstekærligheden og dermed freden bliver til liv og virkelighed i deres hjerte og forstand.

I samme grad, som et menneske kan skabe fred, udfylder det sin andel i fredens skabelse og vil i samme grad være beskyttet imod krigen.

Den krig, et menneske ikke sår, kan det jo ikke høste.

Men i samme grad som det er i stand til at udfolde næstekærlighed over for sine omgivelser i samme grad vil det komme til at høste eller opleve næstekærlighedens eller fredens velsignelse.

Det er denne gruppe der efterhånden vil overtage føringen af menneskeheden og som før nævnt gøre alverdens nationer og stater til ét rige, der i sit slutfacit er ét med verdensaltets grundtone: kærligheden.

Guddommens sande redskaber til at skabe freden er udelukkende de mennesker, der ikke på nogen som helst måde hverken vil eller kan udøve voldspolitik og de heraf følgende voldshandlinger.

De hører alle sammen til den del af menneskeheden, der udgør freds gruppen , hvad enten de er medlemmer af en fredsbevægelse eller ikke

~Og alle jordens stater vil være blevet forenet under en fælles regering og således udgøre et rige~

Hvor findes da dette fredens lys, som Guddommen igennem sin store skabelsesproces er ved at gøre til virkelighed i jordmenneskehedens psyke og væremåde?

~Kun fred kan skabe fred~

Det er i særlig grad beregnet på at skulle være en opmuntring for de mennesker, der ikke mere kan acceptere krigen som den rette vej til lyset eller freden. For mennesker, der er indstillede på, at den længe ventede og ønskede virkelige verdensfred er noget, der kan skabes udefra af regeringer, skabes ved krig og magtbud eller diktatur, er nærværende beretning ingen opmuntring eller trøst. Men man kan ikke bebrejde menneskene, at de lever i denne tilstand.

~Vil man ind i freden, må man gå ud af krigen~

Guddommens sande redskaber til at skabe freden er udelukkende de mennesker, der ikke på nogen som helst måde hverken vil eller kan udøve voldspolitik og de heraf følgende voldshandlinger. Selvom de ikke kender hinanden, udgør de dog hver især, alt efter deres næstekærligheds kapacitet, tilsammen den levende kraft, den Guds ånd, der sejrrigt skal føre menneskeheden ud af atom alderens helvedes manifestationer og frem til det bebudede verdensriges lysende guddommelighed. I disse menneskers atmosfære vil Guds ånd og visdom begynde at funkle og lyse. Og det er udelukkende dette lys, der er verdens frelse, hvilket vil sige den virkelige og absolutte verdensfred. De udgør tilsammen den begyndende virkelige verdensfred. De er med til at skabe fredsbevægelser, fredsligaer , Røde Kors-bevægelser, de er med til at skabe hjælp til fattige og ubemidlede i samfundet. Sådanne mennesker er af naturen fredens sande bærere. De vil ikke føre krig eller være med i krig. De er med til at befordre alle uselviske hjælpekilder. Denne gruppes antikrigsindstilling i tanke og væremåde udgør den begyndende verdensfred. De mest fremskredne nænner heller ikke at dræbe dyr. De hører alle sammen til den del af menneskeheden, der udgør freds gruppen , hvad enten de er medlemmer af en fredsbevægelse eller ikke. Det er denne gruppe der efterhånden vil overtage føringen af menneskeheden og som før nævnt gøre alverdens nationer og stater til ét rige, der i sit slutfacit er ét med verdensaltets grundtone: kærligheden. Og i denne gruppe vil alverdens mennesker til sidst forenes, alt eftersom næstekærligheden og dermed freden bliver til liv og virkelighed i deres hjerte og forstand. At komme til at leve i en verden med sådanne væsener må naturligvis være en livsoplevelse så umådelig ophøjet og salig, at den næsten overgår al jordisk tænkning. Det er denne fredens eller kærlighedens lyse tilstand, der er Guds mål med menneskets omskabelse eller forvandling fra dyr til menneske. Og det er udelukkende dette lys, der er verdens frelse, hvilket vil sige den virkelige og absolutte verdensfred.

~Alle er således til glæde for alle~

Og hvilke er så de objekter, der ikke er færdige og derfor endnu ikke er til velsignelse og glæde for levende væsener?

De mennesker, der ønsker freden i verden, må forstå, at den absolut kun kan opnås ved, at man efter bedste evne skaber den i sin egen væremåde. Men for at opnå denne fuldkommenhed i intuitionssansning må mennesket først blive meget humant udviklet, hvilket vil sige: være nået fremtil at have næstekærligheden lige så udviklet, som videnskaben i dag har intelligensevnen udviklet. I samme grad, som et menneske kan skabe fred, udfylder det sin andel i fredens skabelse og vil i samme grad være beskyttet imod krigen.

Hvad med de meget primitive mennesker?

Disse udvikler sig videre og bliver til de kendte arter af nutidens naturmennesker, af hvilke de højest udviklede kulturmennesker af i dag er udgået. Et meget omfattende omrøde af dyrenes levevis er derfor i høj grad automatisk. De er altså underlagt en skabelsesproces. Målet er, at de skal blive absolut fuldkomne. Menneskene er altså underkastet en stor skabelsesproces. Dette er naturligvis vanskeligt at forstå for de mennesker, der gennem deres religion eller åndelige førelse endnu ikke har fået nogen viden om reinkarnation eller genfødelse.

Er ikke selve vor egen organisme et genialt mesterværk i logisk skabelse?

Og er disse kulturmennesker færdige?

Nej, deres indbyrdes kolde og varme krige, deres atom- eller kernevåben og deres evne til at kunne nænne at myrde og dræbe i så stor stil, som tilfældet er, gør det til en uomstødeligkendsning for den udviklede forsker, at de ikke er færdigskabte. Planter, dyr og mennesker af i dag på jorden er således ufærdige livsformer eller væsener. Og det må naturligvis erkendes, at mange mennesker, måske endda overordentlig mange, inden for flertalsgruppen eller krigs gruppen virkeligt ønsker freden, men beherskes dog endnu af de nedarvede dyriske tendenser. De tror at kunne skabe fred med krig. Denne foran nævnte regerende gruppe tror på krigen som det rette forsvar og den rette vej til freden. Den hylder magtudfoldelse ,diktatur og undertrykkelse af andre mennesker. Og derfor har vi blandt andet haft de to verdenskrige, og derfor har vi den såkaldte "kolde krig", der når som helst kan bryde ud i en grusom eller altødelæggende varm krig. Frygten skaber krigsberedskab, oprustning eller mobilisering af modstand imod frygtens årsag, der i værste tilfælde atter udløser sig i krig, mord og drab. Og det er netop det, der er grundårsagen til den nuværende verdenssituations mørke eller dommedagstilstand. Princippet er her i stor udstrækning dette, at enhver er sig selv nærmest.

Findes der en højere drabsmetode end netop den, hvormed de i løbet af sekunder ikke blot kan udslette millionbyer med deres befolkninger og skabte goder og kulturværdier, men også dermed ligefrem skaber attentat eller mordforsøg på den klode, uden hvilken de umuligt kunne opretholde deres fysiske liv?

Tror man alle disse tilstande er slutfacitter på menneskenes udvikling af væremåde?

Er ikke alle disse nævnte skabelsesformer udtryk for det ufærdige stadium, analogt med de umodne frugters stadium?

~Kun ved "ikke-voldspolitik" kan freden skabes~

Hvis der var tilgivelse i verden mellem stater, såvel som mand og mand imellem, var krigen en total umulighed. Krigen kan kun skabe undertrykkelse og våbenstilstand, men den kan umuligt skabe freden. Manglende næstekærlighed hos flertalsgruppen af jordens mennesker er altså årsag til krigen og ufreden. Den krig, et menneske ikke sår, kan det jo ikke høste. Så længe de bliver ved med at så krig, må de også blive ved med at høste krig.

~Så længe menneskene regeres ved magt og ikke ved ret, kan der umuligt skabes fred~

~Men et udviklingstrin, menneskene ikke har nået, kan de jo umuligt præstere i deres væremåde~

~Lidelser bringer absolut uundgåeligt væsenet til at blive et kærlighedsvæsen~

Næstekærligheden bliver mere og mere forfinet, jo mere mennesket kommer igennem sin lidelsesskæbne. Men i samme grad som det er i stand til at udfolde næstekærlighed over for sine omgivelser i samme grad vil det komme til at høste eller opleve næstekærlighedens eller fredens velsignelse. Vi ser her, at dens skabelse ikke er et viljesspørgsmål, men derimod et udviklingsspørgsmål. Den nøgterne og energiske åndelige forsker vil således kunne iagttage, at denne Guds skabelse af mennesket foregår lige for vore øjne.

("Rend mig i røven Martinus, for jeg har altid været et kærlighedsvæsen. Lidelser har ødelagt mit liv, på ingen måde gjort mig til at bedre menneske. For et bedre menneske var jeg også før jeg fik mine lidelser!.")

~Vi har således her for os Guds skabelse af mennesket~

Hvorfor skal det være således?

Den udviklede og sandhedskærlige iagttager kan ikke undgå at se dette begyndende fredens lys, der altså er det samme som den begyndende næstekærlighed. Da den sande fred kun kan være identisk med en hundrede procent virkelig guddommelig "menneskelig" væremåde, kan den kun skabes ved at gøre det ufærdige menneske færdigt. Freden kan kun skabes ved det ufærdige menneskes færdigskabelse eller færdigudvikling. Da de færdige skabelsesresultater alle uden undtagelse er til glæde og velsignelse for levende væsener, gør dette det til kendsgerning, at det er dette stadium, der er formålet med al skabelse. Og det er denne skabelse, der sker for vore øjne.

~Og således er verdensfreden allerede i dag under Guds skabelse~

Hvilket højere formål kan en skabelsesproces have?

Kan man bedømme dette som færdigskabt?

Enhver ting, der skabes, kan umuligt være fuldkommen og opfylde sit formål , før den er færdigskabt.

~Skabelsen her er mere eller mindre ufærdig~

Kan en skabelse udvise et mere logisk resultat?

At de er logiske vil sige, at de alle uden undtagelse i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Man er her kommet ud af det mørke eller dommedagen, hvor alle var i krig med alle. Det er denne fredens eller kærlighedens lyse tilstand, der er Guds mål med menneskets omskabelse eller forvandling fra dyr til menneske.

~Kærligheden er således fredens lys~

Hvordan kan kaos og tilfældighed skabe et så genialt mesterværk?

/

Det er i særlig grad beregnet på at skulle være en opmuntring for de mennesker, der ikke mere kan acceptere krigen som den rette vej til lyset eller freden.
~Vil man ind i freden, må man gå ud af krigen~
Guddommens sande redskaber til at skabe freden er udelukkende de mennesker, der ikke på nogen som helst måde hverken vil eller kan udøve voldspolitik og de heraf følgende voldshandlinger. Selvom de ikke kender hinanden, udgør de dog hver især, alt efter deres næstekærligheds kapacitet, tilsammen den levende kraft, den Guds ånd, der sejrrigt skal føre menneskeheden ud af atom alderens helvedes manifestationer og frem til det bebudede verdensriges lysende guddommelighed. I disse menneskers atmosfære vil Guds ånd og visdom begynde at funkle og lyse. Og det er udelukkende dette lys. der er verdens frelse. hvilket vil sige den virkelige og absolutte verdensfred. De udgør tilsammen den begyndende virkelige verdensfred. De er med til at skabe fredsbevægelser, fredsligaer , Røde Kors-bevægelser, de er med til at skabe hjælp til fattige og ubemidlede i samfundet. Sådanne mennesker er af naturen fredens sande bærere. De vil ikke føre krig eller være med i krig.
~Så længe menneskene regeres ved magt og ikke ved ret, kan der umuligt skabes fred~
Hvad med de meget primitive mennesker?
~Kun fred kan skabe fred~
De mennesker, der ønsker freden i verden, må forstå, at den absolut kun kan opnås ved, at man efter bedste evne skaber den i sin egen væremåde. Men for at opnå denne fuldkommenhed i intuitionssansning må mennesket først blive meget humant udviklet, hvilket vil sige: være nået fremtil at have næstekærligheden lige så udviklet, som videnskaben i dag har intelligensevnen udviklet.
Og er disse kulturmennesker færdige?
Nej, deres indbyrdes kolde og varme krige, deres atom- eller kernevåben og deres evne til at kunne nænne at myrde og dræbe i så stor stil, som tilfældet er, gør det til en uomstødeligkendsning for den udviklede forsker, at de ikke er færdigskabte. Planter, dyr og mennesker af i dag på jorden er således ufærdige livsformer eller væsener. Og det må naturligvis erkendes, at mange mennesker, måske endda overordentlig mange, inden for flertalsgruppen eller krigs gruppen virkeligt ønsker freden, men beherskes dog endnu af de nedarvede dyriske tendenser. De tror at kunne skabe fred med krig. Denne foran nævnte regerende gruppe tror på krigen som det rette forsvar og den rette vej til freden.
~Kun ved "ikke-voldspolitik" kan freden skabes~
Hvis der var tilgivelse i verden mellem stater, såvel som mand og mand imellem, var krigen en total umulighed. Krigen kan kun skabe undertrykkelse og våbenstilstand, men den kan umuligt skabe freden. Manglende næstekærlighed hos flertalsgruppen af jordens mennesker er altså årsag til krigen og ufreden.
Er ikke alle disse nævnte skabelsesformer udtryk for det ufærdige stadium, analogt med de umodne frugters stadium?
~Så længe de bliver ved med at så krig, må de også blive ved med at høste krig~
Og hvilke er så de objekter, der ikke er færdige og derfor endnu ikke er til velsignelse og glæde for levende væsener?
~Men et udviklingstrin, menneskene ikke har nået, kan de jo umuligt præstere i deres væremåde~
Er ikke selve vor egen organisme et genialt mesterværk i logisk skabelse?
At de er logiske vil sige, at de alle uden undtagelse i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Man er her kommet ud af det mørke eller dommedagen, hvor alle var i krig med alle. Det er denne fredens eller kærlighedens lyse tilstand, der er Guds mål med menneskets omskabelse eller forvandling fra dyr til menneske.
Hvilket højere formål kan en skabelsesproces have?
Og alle jordens stater vil være blevet forenet under en fælles regering og sålledes udgøre et rige.
~Kærligheden er således fredens lys~
Den udviklede og sandhedskærlige iagttager kan ikke undgå at se dette begyndende fredens lys, der altså er det samme som den begyndende næstekærlighed. Da den sande fred kun kan være identisk med en hundrede procent virkelig guddommelig "menneskelig" være måde, kan den kun skabes ved at gøre det ufærdige menneske færdigt.
Og således er verdensfreden allerede i dag under Guds skabelse.
Kan man bedømme dette som færdigskabt?
Kan en skabelse udvise et mere logisk resultat?
Den nøgterne og energiske åndelige forsker vil således kunne iagttage, at denne Guds skabelse af mennesket foregår lige for vore øjne.
~Lidelser bringer absolut uundgåeligt væsenet til at blive et kærlighedsvæsen~

/

~Og alle jordens stater vil være blevet forenet under en fælles regering og således udgøre et rige~

Hvor findes da dette fredens lys, som Guddommen igennem sin store skabelsesproces er ved at gøre til virkelighed i jordmenneskehedens psyke og væremåde?

~Kun fred kan skabe fred~

Den udviklede og sandhedskærlige iagttager kan ikke undgå at se dette begyndende fredens lys, der altså er det samme som den begyndende næstekærlighed. Da den sande fred kun kan være identisk med en hundrede procent virkelig guddommelig "menneskelig" væremåde, kan den kun skabes ved at gøre det ufærdige menneske færdigt./ Freden kan kun skabes ved det ufærdige menneskes færdigskabelse eller færdigudvikling./ Da de færdige skabelsesresultater alle uden undtagelse er til glæde og velsignelse for levende væsener, gør dette det til kendsgerning, at det er dette stadium, der er formålet med al skabelse./ Og det er denne skabelse, der sker for vore øjne.

~Og således er verdensfreden allerede i dag under Guds skabelse~

Guddommens sande redskaber til at skabe freden er udelukkende de mennesker, der ikke på nogen som helst måde hverken vil eller kan udøve voldspolitik og de heraf følgende voldshandlinger. Selvom de ikke kender hinanden, udgør de dog hver især, alt efter deres næstekærligheds kapacitet, tilsammen den levende kraft, den Guds ånd, der sejrrigt skal føre menneskeheden ud af atom alderens helvedes manifestationer og frem til det bebudede verdensriges lysende guddommelighed. I disse menneskers atmosfære vil Guds ånd og visdom begynde at funkle og lyse. Og det er udelukkende dette lys. der er verdens frelse. hvilket vil sige den virkelige og absolutte verdensfred. De udgør tilsammen den begyndende virkelige verdensfred. De er med til at skabe fredsbevægelser, fredsligaer , Røde Kors-bevægelser, de er med til at skabe hjælp til fattige og ubemidlede i samfundet. Sådanne mennesker er af naturen fredens sande bærere. De vil ikke føre krig eller være med i krig./ De er med til at befordre alle uselviske hjælpekilder./ Denne gruppes antikrigsindstilling i tanke og væremåde udgør den begyndende verdensfred./ De mest fremskredne nænner heller ikke at dræbe dyr./ De hører alle sammen til den del af menneskeheden, der udgør freds gruppen , hvad enten de er medlemmer af en fredsbevægelse eller ikke./ Det er denne gruppe der efterhånden vil overtage føringen af menneskeheden og som før nævnt gøre alverdens nationer og stater til ét rige, der i sit slutfacit er ét med verdensaltets grundtone: kærligheden./ Og i denne gruppe vil alverdens mennesker til sidst forenes, alt eftersom næstekærligheden og dermed freden bliver til liv og virkelighed i deres hjerte og forstand./ At komme til at leve i en verden med sådanne væsener må naturligvis være en livsoplevelse så umådelig ophøjet og salig, at den næsten overgår al jordisk tænkning./ Det er denne fredens eller kærlighedens lyse tilstand, der er Guds mål med menneskets omskabelse eller forvandling fra dyr til menneske./ Og det er udelukkende dette lys. der er verdens frelse. hvilket vil sige den virkelige og absolutte verdensfred.

~Alle er således til glæde for alle~

Det er i særlig grad beregnet på at skulle være en opmuntring for de mennesker, der ikke mere kan acceptere krigen som den rette vej til lyset eller freden. For mennesker, der er indstillede på, at den længe ventede og ønskede virkelige verdensfred er noget, der kan skabes udefra af regeringer, skabes ved krig og magtbud eller diktatur, er nærværende beretning ingen opmuntring eller trøst./ Men man kan ikke bebrejde menneskene, at de lever i denne tilstand. De mennesker, der ønsker freden i verden, må forstå, at den absolut kun kan opnås ved, at man efter bedste evne skaber den i sin egen væremåde. Men for at opnå denne fuldkommenhed i intuitionssansning må mennesket først blive meget humant udviklet, hvilket vil sige: være nået fremtil at have næstekærligheden lige så udviklet, som videnskaben i dag har intelligensevnen udviklet. I samme grad, som et menneske kan skabe fred, udfylder det sin andel i fredens skabelse og vil i samme grad være beskyttet imod krigen.

~Vil man ind i freden, må man gå ud af krigen~

Og hvilke er så de objekter, der ikke er færdige og derfor endnu ikke er til velsignelse og glæde for levende væsener?

Hvad med de meget primitive mennesker?

Disse udvikler sig videre og bliver til de kendte arter af nutidens naturmennesker, af hvilke de højest udviklede kulturmennesker af i dag er udgået./ Et meget omfattende omrøde af dyrenes levevis er derfor i høj grad automatisk./ De er altså underlagt en skabelsesproces./ Målet er, at de skal blive absolut fuldkomne./ Menneskene er altså underkastet en stor skabelsesproces./ Dette er naturligvis vanskeligt at forstå for de mennesker, der gennem deres religion eller åndelige førelse endnu ikke har fået nogen viden om reinkarnation eller genfødelse.

Og er disse kulturmennesker færdige?

Nej, deres indbyrdes kolde og varme krige, deres atom- eller kernevåben og deres evne til at kunne nænne at myrde og dræbe i så stor stil, som tilfældet er, gør det til en uomstødeligkendsning for den udviklede forsker, at de ikke er færdigskabte. Planter, dyr og mennesker af i dag på jorden er således ufærdige livsformer eller væsener. Og det må naturligvis erkendes, at mange mennesker, måske endda overordentlig mange, inden for flertalsgruppen eller krigs gruppen virkeligt ønsker freden, men beherskes dog endnu af de nedarvede dyriske tendenser. De tror at kunne skabe fred med krig. Denne foran nævnte regerende gruppe tror på krigen som det rette forsvar og den rette vej til freden./ Den hylder magtudfoldelse ,diktatur og undertrykkelse af andre mennesker./ Og derfor har vi blandt andet haft de to verdenskrige, og derfor har vi den såkaldte "kolde krig", der når som helst kan bryde ud i en grusom eller altødelæggende varm krig./ Frygten skaber krigsberedskab, oprustning eller mobilisering af modstand imod frygtens årsag, der i værste tilfælde atter udløser sig i krig, mord og drab./ Og det er netop det, der er grundårsagen til den nuværende verdenssituations mørke eller dommedagstilstand./ Princippet er her i stor udstrækning dette, at enhver er sig selv nærmest.

Er ikke alle disse nævnte skabelsesformer udtryk for det ufærdige stadium, analogt med de umodne frugters stadium?

Tror man alle disse tilstande er slutfacitter på menneskenes udvikling af væremåde?

Findes der en højere drabsmetode end netop den, hvormed de i løbet af sekunder ikke blot kan udslette millionbyer med deres befolkninger og skabte goder og kulturværdier, men også dermed ligefrem skaber attentat eller mordforsøg på den klode, uden hvilken de umuligt kunne opretholde deres fysiske liv?

Hvorfor skal det være således?

~Kun ved "ikke-voldspolitik" kan freden skabes~

Hvis der var tilgivelse i verden mellem stater, såvel som mand og mand imellem, var krigen en total umulighed. Krigen kan kun skabe undertrykkelse og våbenstilstand, men den kan umuligt skabe freden. Manglende næstekærlighed hos flertalsgruppen af jordens mennesker er altså årsag til krigen og ufreden. Den krig, et menneske ikke sår, kan det jo ikke høste. Så længe de bliver ved med at så krig, må de også blive ved med at høste krig.

~Så længe menneskene regeres ved magt og ikke ved ret, kan der umuligt skabes fred~

~Men et udviklingstrin, menneskene ikke har nået, kan de jo umuligt præstere i deres væremåde~

~Kærligheden er således fredens lys~

~Lidelser bringer absolut uundgåeligt væsenet til at blive et kærlighedsvæsen~

Næstekærligheden bliver mere og mere forfinet, jo mere mennesket kommer igennem sin lidelsesskæbne./ Disse lidelser skaber den humane evne i væsenet, hvad enten det kan huske eller ikke huske, at det selv har udløst & årsagen til disse./ Men i samme grad som det er i stand til at udfolde næstekærlighed over for sine omgivelser i samme grad vil det komme til at høste eller opleve næstekærlighedens eller fredens velsignelse./ Vi ser her, at dens skabelse ikke er et viljesspørgsmål, men derimod et udviklingsspørgsmål. Den nøgterne og energiske åndelige forsker vil således kunne iagttage, at denne Guds skabelse af mennesket foregår lige for vore øjne.

~Vi har således her for os Guds skabelse af mennesket~

Hvilket højere formål kan en skabelsesproces have?

Hvordan kan kaos og tilfældighed skabe et så genialt mesterværk?

Kan man bedømme dette som færdigskabt?

Enhver ting, der skabes, kan umuligt være fuldkommen og opfylde sit formål , før den er færdigskabt.

~Skabelsen her er mere eller mindre ufærdig~

Kan en skabelse udvise et mere logisk resultat?

At de er logiske vil sige, at de alle uden undtagelse i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Man er her kommet ud af det mørke eller dommedagen, hvor alle var i krig med alle. Det er denne fredens eller kærlighedens lyse tilstand, der er Guds mål med menneskets omskabelse eller forvandling fra dyr til menneske.

Er ikke selve vor egen organisme et genialt mesterværk i logisk skabelse?

Peace Martinusers

Viste ikke om jeg burde dele det skrift her i nu, men jeg er et menneske som ønsker at dele mit liv og de ting jeg får skabt. Også selvom det ikke er færdigskabt.

Hvor kan man gå hen i Verden, når man er et menneske som kan skabe freden?

Hvor kan man blive taget seriøst henne?

Er der ikke nogen af jer Martinus mennesker som kan give mig lidt rådgivning?

~Det ansvar som er blevet en del af mig, er alt for stor for mit Jeg~

Er der ikke nogen gode mennesker derude som kan guide mig lidt videre på min vej?

Jeg mangler nogen som jeg kan dele mit liv med. Min skrift også meget mere. Jeg har kigget rundt omkring og jeg ved ikke hvor jeg kan gå hen. Jeg søger virkelig nogle mennesker som også har et forfatter gen i sig. Som har lyst til at blive en del af et meget stort, unikt, interessant, godt og givende projekt. Nogen som frivilligt har lyst til at hjælpe mig med at redde Verden og skabe freden.

Jeg har allerede skabt noget som kan vise vores Verden at freden er en mulig vej, men jeg ved ikke hvor jeg kan gå hen med det. Hvem jeg kan dele det til. Hvem som kan hjælpe mig, som jeg kan hjælpe, så vi alle kan blive hjulpet.

Er der ikke nogen derude som kan dele et godt råd til mig?

Måske er der en med et forfatter gen som måske kunne have fået lidt interrese for de ting som jeg har fået skabt?

Måske er der nogen som kender et godt sted jeg kunne gå hen med det?

~
Vi lever for at leve

Vi ønsker at hjælpe i stedet for at skade

Vi kan skabe freden
~

En viden han ikke har, kan han umuligt handle efter. At straffe ham for det er naturligvis ganske uretfærdigt.

Dette vil altså i virkeligheden sige det samme som, at man skal tilgive ham i alle situationer.

~Og uden denne tilgivelse vil de absolut ikke kunne skabe fred i verden~

"Tak for de tanker min ven."

Hej Wu

Ja hvor skal man gå hen, synes selv
Du nævner det røde kors - Fn bærende
Af den ny impuls og mange mange
Flere.

Her udvikler jeg mig i forståelsen af
Kosmologien - samtidig med jeg vikler
Mig ud af mit gamle jeg ingen er ens,
Men vær der hvor det gavner mest !

Lars

Ja, der er mange steder at gå hen. Men jeg ved stadigvæk ikke til hvem.

Men jeg mangler også at lære at åbne nogle døre for mit projekt. At lære at fortælle hvorfor det er så fedt. For det ved jeg heller ikke helt selv i nu, det skabte er nemlig blevet skabt ganske ubevist. Med stor hjælp fra så meget ukendt. Gud, Guddommen mm alle de ting som har delt mig kærlighed.

Det jeg savner mest er bare at finde en som kunne have en interesse i at kigge på det lidt.

"Men vær der hvor det gavner mest!"

~Sår man kærlighed, høster man kærlighed~

"Så glæder jeg mig til høst festen."

(Undskyld hvis jeg igennem mit forløb også kom til at så lidt had. Det har aldrig været et ønske at det skulle være en del af mig.)

Hvordan går det med bogen Lars?

Ja min bog

Jeg har mit liv i mit hoved, men min
Fremtid ser jeg frem til, føler jeg er
Ved en korsvej, ved også hvad jeg
Må afvikle, så må jeg jo bare gøre det
Lidt spændende også synes jeg !!.

Lars

~Som Martinus kan hjælpe dig, kan skribenterne også gøre store ting for dig. Du må bare lære at blive bedre til at samarbejde med deres tanker~

Jeg har mit liv skrevet ned. Min fortid, min fremtid. Jeg er også ved en korsvej, men jeg forstår ikke valget som er skabt for mig. Engang var jeg normal, så blev jeg psykisk syg, så blev jeg sindssyg, så fik jeg et ansvar og nu savner jeg bare at leve mit liv. Dele mit liv. Skabe kærlighed. Være mig selv.

"Hvorfor skaber I et liv for mig, i stedet for at spørge mig hvilket liv jeg vil leve?"

"Hvorfor tog I min frie vilje?"

Jeg ved ikke hvorfor jeg tænker jeg aldrig har haft en fri vilje, men jeg kender i hvert fald nogle mennesker som har fjernet følelsen af den. Dem som kender fremtiden for mig og samtidig skaber den på min vej.

"Alexandra, jeg håber du er min ven og du har styr på hvad du gjorde ved mig."

~We Need Peace Creation World Union~

"En fremtid fuld af liv"

Peace er det samme som paradis.

~Peace is paradise~

Tak for dine råd

Mvh

Lars

Som din skrift har alternative budskaber til mig, gætter jeg på at det også var sådanne råd jeg gav til dig? Kunne jo også bare være jeg skrev noget som ramte dig.

~Lev dit liv min dreng~

Paradis på Jorden. Hele Universet udvikler sig vel forhåbentlig til paradis, Jorden er bare en start.

~Tanker Universet kan lide~

Hvad er logik ? Vi kan diskutere
Det, men martinus har gjort en
Bog om det

Larskrog@hotmail.com

Larsito

Logik er kærlighed, læste jeg engang en klog man skrev.

Der findes meget kærlighed i vores verden, men logik mangler der meget af.

Og har kikket i den bog, synes det er nogle hyggelige billeder af kolonien der er i den bog. Ellers har jeg ikke kikket så meget mere i den bog.

Før jeg rigtig kan begynde og nyde andre menneskers viden, har jeg lige min egen viden jeg skal videre med først. Tror Martinus har gemt meget kærlighed til mig i hans skrift, råd og budskaber. Måske nogle hemmeligheder.

Jeg havde engang et syn med hans symbol 43.

Hvor jeg så hvordan lyset delte sig hele vejen hen over mørket. Jeg tror at biblen, Martinus viden også meget andet viden har alternative budskaber til mig. Og det er ikke noget som jeg lyst til at sidde og tyde og regne ud alene.

Engang havde jeg et syn med at råd som rejste sig op og klappede af mig. Nogle gange kommer der også syn som driller mig, men inderst inde ved jeg godt at alt jeg oplever er til for at hjælpe mig. Forleden gik der en mand forbi i et syn og sagde hej.

"Tak fordi I hjælper mig."

Fantastisk du fik dette syn, et symbol
Udfærdigt, inden bøgerne var færdig
Lavet, på en måde, den måde vi selv
Lever i nuet, men noget som må er-
Fares før vi kommer til et større jeg
Som ses længst til venstre.

Din længsel må være stor.

Jeg fik symbol no 26 som syn. Et
Symbol du skriver meget om.

Lars

Ja, jeg har jo været jomfru i 25 år. :p

Ja, der er meget længsel.

Efter svar. Efter samarbejde. Efter venskab. Især efter fred.

Kærlighed. Mulighed.