Hej Punzaak.

Ja, det er jo et sjovt spørgsmål. Der er vel tale om et paradoks, for hvis man er velkommen til noget, så er det fordi man kommer fra et sted, hvor det man bydes velkommen til, ikke eksisterer. Hvis man siger "Velkommen til Danmark", så siger man det til en, som kommer et andet sted fra.

Men evigheden er vi alle på forhånd underlagt, så vi kan ikke komme væk fra denne evighed. Udtrykket "velkommen til evigheden", er derfor en illusion, som den der tror sig borte fra evigheden, er underlagt.

Men vi kan udmærket tro, at vi ikke er evige, og udtrykket "velkommen til evigheden", betyder så noget nærmere i retning af, "velkommen væk fra din illusion om, at du ikke er evig", altså man bliver budt velkommen til en anden opfattelse af virkeligheden end den opfattelse man kommer fra.

Kan det så ikke også betyde at evigheden ikke eksistere her på jorden, men er et sted man engang kommer hen til?

Faldt engang over det skrift her.

"Alpha Nova, er en planet som engang hørte til i et fjernt solsystem, som fik et tragisk endeligt. Alpha Nova, som havde taget alle advarsler alvorligt. Kunne igennem sit store kendskab til loven om magnetisme frigøre sig fra solsystemet, og begyndte sin lange vandring. Denne vandring vil først slutte, når Alpha Nova har fundet sin plads i et solsystem med en tilsvarende vibration. Med hjælp fra Procyon-civilisationen vil Alpha Nova blive en del af et nyt solsystem, som vor skaber er i færd med at skabe. Alpha Nova er galaksens største handelscenter. Her findes kæmpe landingsramper til gigantiske stjerneskibe, handelsskibe. Disse er for store til at kunne komme i berøring med planeternes æteriske lag, idet den magnetiske (kosmiske urkraft), som benyttes til at drive disse store skibe, er så kraftig, at skibene aldrig vil kunne forlade en planet uden at rive et stort stykke af planetens æteriske lag med sig. Lasten fra disse kæmpe stjerneskibe bliver transporteret videre til Pluto med mere almindelige fartøjer. Her kan man også se de legendariske stjerneskibe fra stjernesolen Procyon, hvis teknologi og evolution er den mest avancerede overhovedet. Procyon-civilisationen er mere end 50 mia. år gammel. Som kadar Mon-ka, Mars, planetariske hersker og øverste i Saturn Tribunalet, har udtrykt det. Herfra kan man se Evigheden. For i mere end 20 mega-mia af års rundrejser har den endnu ikke fundet nogen ende."

(Kilde: http://www.aand.dk/articles.asp?cmd=show&id=105)

Og det var udfra den tekst at jeg kom til at filosofere over at evigheden er et sted.

Tak for svaret.
Kasper

Hej Kasper

For mig er det sådan, at hvis evigheden eksisterer, så eksisterer den over alt. Man kan ikke forestille sig en verden, hvor evigheden er bag en grænse, og før denne grænse er alt timeligt. Det vil sige, man kan godt forestille sig det i fantasien, men jo mere man tænker over det, jo mere umuligt bliver projektet.

Man kan sammenligne det lidt med det levende væsen, som Martnus i analysen kalder "X". En adskillelse af dette væsen i X1,X2 og X3 er mulig i fantasien, og så kan man godt adskille det evige og det midlertidige. Men i den reelle verden findes der ikke denne adskillelse - det levende væsen er netop kun levende på grund af helheden. Via oplevelsesevnen X2 kan et væsen godt midlertidigt formidles til at tro, at det er et timeligt væsen, men analysen af denne "ikke-evighed" er netop kun noget vi oplever midlertidigt, via X2. Man kan sige det sådan, at en oplevelse af midlertidighed er en midlertidige oplevelse, men i det øjeblik vi får øjnene op for evigheden, så vil denne oplevelse synes at have varet evigt - så vil vi synes, at "det har vi vidst hele tiden".

Eller som Jacob vist engang udtrykte det, når vi kommer til den Guddommelige verden engang, så vil det føles som om vi har været der hele tiden, og aldrig været væk fra den, altså, vi har været der evigt.

Jeg kom også engang frem til at jorden var en del af evigheden.

Efter hvad jeg kan forstå, så betyder "velkommen til evigheden" velkommen til en ny forståelse?

Vi glemmer det negative og husker det gode. For vi vil huske og glemme at det negative også skabte det gode. Derfor vil vi vide at alt som har sket har været med til at udvikle det gode. Og lige netop derfor vil vi vide og føle at alt der sker og har sket har være godt. Også vil vi i evighed have levet i en god verden. "Altså en guddommelig verden".

Kan også bare være at vi engang sletter det negative i vores historie. Så det ikke findes mere.

Jeg tror evigheden er her og nu og altid og alle vegne. Både den fysiske og overfysiske verden. Når du siger velkommen til evigheden, så gør du det i det øjeblik du erfarer, at du har altid været her og vil altid være her.
Verdensaltet har altid eksisteret, men det forandrer sig hele tiden, har altid gjort det og vil altid gøre det.
Lykke