Hej!

Man kan nog ha olika åsikter och tankar om detta, jag kan bara svara för mig och då är svaret absolut ett klockrent ' nej '. Martinus var -inte- mystiker. Jag har studerat mystik som 'initierad' (ja det låter ganska fånigt i esoteriska sällskap, och de flesta ordnar / esoteriker / mystiker, definierar mystikern med orden 'människa' och 'sanningssökare', mystikern är alltid en sökare, mystikern söker sanningen om tillvaron, söker efter den 'de vises sten' som omtalats ända sedan de gamla europeiska mystikerna på 1600'talet, och som avsågs vara identisk med att finna tingens sanna natur, eller nå insikt om gudomens närvaro i allt och alla, men mystikern måste vara en människa... En världsåterlösare eller en kosmiskt medveten person kan aldrig vara en mystiker, mystikern upphör att vara mystiker i det ögonblick denne finner sanningen...

Sammanfattningsvis: I ögonblicket en person får kosmiskt medvetande upphör sökandet och då sökandet upphör är personen inte längre mystiker, eftersom mystikern per definition måste söka...

Jag förstår om andra kan ha helt andra uppfattningar, detta är bara min personliga syn på definitionen mystiker och som jag såg migsjälv då jag studerade mystiken tidigare. *innan* jag fann Martinus. Vore givetvis intressant att höra andras åsikter om detta!

MVH Markus

Hej! Jag menar att Martinus ej var en mystiker. Tvärtom har han klarlagt, avslöjat en mängd övertro och mystik.
Vänligen i korthet.
Göran A.

Jeg er enig med Markus. Ingen af dem jeg kender til med kosmisk bevidsthed, både før og i nyere tid havde det der kendetegner en mystiker. Tværtimod er de relativt nemme at kende. Når man først en gang er støt på en med kosmisk bevidsthed, ved man hvad der kendetegner idiologien og personligheden bag. Åbenhed er et af de helt gennemgående træk.

Svaret på om Martinus var mystiker afhænger nødvendigvis af, hvordan man definerer ordet mystiker.

Per Bruus-Jensen har i en ordbog set en definition på mystiker, der siger, at en mystiker er en person, der har sin viden fra sin egen bevidsthed.

I den definition passer ordet mystiker på Martinus og er iflg. Pers opfattelse det ord, der er mest dækkende. (Men det er måske hovedsagligt, fordi vi ikke rigtig har nogen, der kan beskrive sådan en som ham)
VH
Jan

Hej venner!

Her kommer jeg som sædvanlig med min egen uforbedrelige mening. På en eller anden måde lykkedes det for Martinus ikke at fremstå som mystisker, og jeg tror, at det var fordi han altid kunne relatere sine udsagn til noget, som næsten alle mennesker udmærket kendte til. Alene en kombination af ord som "kosmisk kemi" viser, hvad jeg mener. Og sådan var det faktisk hele vejen igennem.

Hvor paradoksalt det end måtte lyde, så var Martinus i mange henseende et rigtigt jordmenneske. Han kunne sagtens identificere sig med os, skønt han angiveligt kom fra en anden verden. Hans bedrift var principielt bare at komme med et verdensbillede. Det er der så mange andre, der også har gjort. Dette her verdensbillede var bare større end de andres. Men det kunne læses og forstås på samme måde som alle andre verdensbilleder, dvs. ved hjælp af det, Martinus kaldte for analyser.

Man behøver ikke at få forklaret, hvad en analyse er, for vi kender ingen anden måde at forstå på end gennem analyser. Vi går ud fra noget, som vi føler er rigtigt, og så får vi det bekræftet ved at tænke os godt om og finde en begrundelse i klare ord og sætninger.

Og kan vi ikke finde ud af det, så går vi på bilblioteket og finder en forfatter, der er bedre til det end os. Det var sådan, jeg fandt Martinus. Og det er der ikke spor mystisk i, for det har jeg gjort med så mange andre forfattere også.

Derfor synes jeg ikke, at Martinus er mystiker. Ikke for mig i hvert fald.

Og hvis nogen hævder, at han er mystiker, så vil jeg også have lov til at kalde mig mystiker.  

Sjov og ballade som sædvanlig
- og slet ingen patos
Søren

Hej Søren...

Er du sikker på, at du er mystiker og ikke bare mystisk ???  

Fniiis
Tina :0)

Jeg kan apropos fortælle dig, at jeg takket være Martinus har løst mit eget mysterium - også kaldet livsmysteriet. Altså sådan teoretisk. Jeg har dog ikke været i stand til at bruge det til noget praktisk. Men det har da været fornøjeligt sådan at kunne sætte det hele lidt på plads.

De sidste mange år, har jeg brugt Martinus' symbol 32 (Livsmysteriets løsning) som "fyld" ved mit årlige foredrag på Klint. Altså fyld forstået på den måde, at hvis jeg bliver for tidligt færdig, så har jeg altid nr. 32 at fylde tiden ud med. For første gang lykkedes det mig i sommer at nå frem til mit reservelysbillede, og jeg havde lige 2 minutter til at gennemgå det. Det gik som lyn og torden. Symbolet vinder ved at blive gennemgået hurtigt, så man ikke taber overblikket og sammenhængen.

Ok, det var bare sådan lidt apropos-snak om mystik og lisvsmysteriet.

kh Søren

Man kunne sige at han var et rigtigt menneske

Kære Alle,
Tak for kommentar'erne,

for en ordens skyld,
Var Martinus mystiker, af Knud Højgaard, Kosmos nr. 12.
2002.

Var martinus Mystiker, af Kurt Christiansen, Ny Impuls. nr. 1. 2003.

Knud Højgaard, når frem til, (Den danske) forfatter og intuitionsbegavelse, men er dog ikke helt tilfreds, og mener at der nok ikke findes 'den korte betegnelse',

Kurt Christiansen, kommer frem til, (foreslår)
Intuitions-kosmolog,

hvis Jeg nu skal være rigtig drilsk,
ja, martinus var mystiker,
men det er meget, meget, meget længe siden,
så længe siden, at det er svært at sige hvorlænge,

Kærlig hilsen
Holger

Det ved jeg ikke om han var, men hvor fik han alt den viden fra ?
VH
ASC

Et godt spørgsmål, asc! Man kunne vel sige, at han fik den fra sin egen bevidsthed. Men hvad betyder det?

Skal vi sammenligne med noget tilsvarende fra os selv kunne man spørge: Hvorfra ved jeg, at mine omgivelser virkelig er til, og at det hele ikke bare er noget, jeg drømmer?

Og man kunne spørge: Hvorfra ved jeg, at disse omgivelser, som jeg altså tager for givet, er underkastet loven og årsager og virkninger?

Vi tager det bare som kendsgerninger, vi giver os ikke som filofferne til at tvivle eller modbevise. Vi siger bare, at det ved vi som kendsgerninger.

På samme måde tager Martinus det for en kendsgerning, som vi endnu må forholde os tøvende til. Det drejer sig fx om udsagnet: Alt er såre godt! Eller udødeligheden.

Og går vi længere ned i udviklingsrækken og betragter dyrene, så kan de nok forholde sig til omgivelserne og opfatte dem som kendsgerninger (må vi formode). Men de kan ikke skelne sig selv fra disse omgivelser. I deres verden er der ikke noget JEG og DET.

På samme måde kan de heller ikke forholde sig til kausaliteten. Sidder man i en stue, og der ligger en kattekilling på gulvet, og en eller anden pludselig kaster en bold ind gennem døren bagved, hvad sker så?

Kattekillingen løber efter bolden, mens mennesket vender sig om for at se, hvor bolden kommer fra.

Jeg håber med disse eksempler at have vist sandsynligheden for, at det, vi kalder udvikling, og det, vi kalder kendsgerninger, følges ad. At noget for Martinus er kendsgerninger, mens at det for os mere er en vag følelse, noget vi tror på, men i grunden ikke kan være sikre på, er efter min mening et godt svar på dit spørgsmål.

Eller som jeg tidligere har skrevet: VIDEN = motiveret (begrundet) TRO.

kh Søren

Hej Asc,

Ifølge ham selv fik han kosmisk bevidsthed i form af en dybtgående bevidsthedsændring, som fandt sted i marts 1921, som gjorde ham i stand til at øjeblikkelig at kende svaret på et givet spørgsmål. Han havde herefter adgang til en slags visdoms-ocean (mit eget ord). Kosmisk bevidsthed er baseret på en højtudviklet intuitionsevne.

Han skriver selv bla. følgende om sine evner:

Læs eventuel artiklen her på  www.martinus.dk, som er et uddrag fra småbogen "Omkring min missions fødsel": Klik her

KH...Anette

Nej ! han var logiker..
VH
ASC

Kære Esben du skriver om af folk med kosmisk bevidsthed er sådan og sådan, øhh er der nogle mennesker på jorden i dag, der har kosmisk bevidsthed  ???