Hej Mibro.

Interessant spørgsmål!

Den fysiske verden er fuld af den slags paradokser. Stil dig en meter fra en væg. Tag et skridt på nøjagtig halvdelen af afstanden til væggen. Du står nu en halv meter fra væggen. Tag igen et skridt på halvdelen af den nuværende afstand til væggen, osv. Du vil hele tiden komme tættere på væggen, men uanset hvor længe du bliver ved (endda uendligt længe!), vil du aldrig nogensinde nå hen til væggen. Eller hvad med kapløbet mellem haren og skildpadden. Skildpadden starter 10 meter foran haren. Når haren har hentet de ti meter, vil skildpadden have bevæget sig lidt - lidt men dog noget. Når haren så igen har hentet denne afstand, vil skildpadden igen have flyttet sig. Ergo vil haren aldrig kunne overhale skildpadden. Eller start med tallet 1. Gang det med 2. Uanset hvor længe du bliver ved, vil du aldrig nå til uendeligt.

Dit spørgsmål er af lidt samme karakter. Lad os antage, at jeg vejer 75 kilo. Så vil den nærmeste underliggende spiral måske udgøre 80% af denne vægt = 60 kilo. Sprialen under igen vil måske udgøre 80% af de 20% der er tilbage, dvs. 12 kilo. Og så videre. Så selv om spiralerne bliver ved nedad i det uendlige, og vægten hele tiden stiger, vil den aldrig overstige 75 kilo.

Martinus er inde på, at ethvert fysisk objekt bærer uendeligheden i sig, og enhver observation af noget uendeligt kan kun ske via begrænsninger i form af et perspektivforhold. Det vil sige, vi kan aldrig observere noget som det er i sig selv, men kun hvordan det er i forhold til noget andet. Når vi siger, at noget vejer noget er det jo heller ikke noget umiddelbar egenskab ved genstanden, hvis jeg vejer 75 kilo på jorden, vejer jeg kun 12-13 kilo på månen, og jeg vejer meget mere på en større planet. Vægt, hastighed, farve og hvad vi ellers kan sige om den fysiske verden, er alle relative facitter som afhænger af perspektivprincippet. Vi må definere et udgangspunkt, inden vi kan sige noget om nogenting.

Det bliver hurtigt klart for os, at når vi begynder at analysere den fysiske verden, så er det lige som om den smutter mellem fingrene på os, og vi kommer gang på gang frem til, at den måske ikke er så fysisk og fast som vores sanser umiddelbart fortæller os. Den fysiske verden er snarere noget som vores sanser får os til at erkende på en bestemt måde.

Hej Mibro

Hmmm, det har jeg ikke tænkt på før

Det er gjort tester og målinger på personer som dør, hvor man har konstatert at kroppen etter døden vejer, var det 21 gram mindre? Noget sådant. Altså vejer bevidstheden da ca dette tall. Hvis man nå kan måle dette fysisk.

Når vi kommer 8 spiraler under vår egen, oplever vi fysiske enheter som åndelige, de opleves ikke som fysiske lenger. 8 spiraler under vår egen er vi på nivået som udgør våre tanker. Altså fysiske enheter som løber rundt og bærer på det vi oplever som tanker.

Så man trenger ikke gå længre ned end 8 spiraler før man er på et nivå, som i praksis for os ikke medfører særlig vægt, fordi tingene fremstår som åndelige og bevidsthed, når man altså sammenligner med hele våres bevidthed som måske bare vejer 21 gram.

Så fra vores perspektiv trenger man ikke gå så mange spiraler ned før man er på et nivå hvor det fysiske som vi oplever ikke lenger har nogen for os målbar vægt.

Det er nogre tanker i emnet herfra.

Kjærlig hilsen
Oscar

Tænker at det måske er den sidste udånding af ilt der gør at man vejer nogle gram mindre når man dør. 

Vh Thomas

Lad os sige du vejer 70 kg,Mibro.
Så vil du veje(en fysiks målemetode) 70 kg ,uanset hvor langt du kan tænke dig(en åndelig metode) ned i mikrokosmos-uendeligt langt.
Verdensaltet består jo af levende væsner indeni levende væsner.Så hele dit mikrokosmos vil sammmen med dig veje=70 kg.

Uendeligheden og evigheden er svære at forstå,men øvelse gør mester..
Tankedril kalder Martinus det.

Hvis du vejede uendeligt kg. ville du jo være.....-respekt- -Gud

Tak for alle jeres svar, hvis i har nogle Martinus citater, ville det være en bonus for mig

Og Cai, det jeg mener er. Hver enhed, i verdensaltet må veje noget. Vægten for denne enhed er ligegyldig, så længe denne enhed har en vægt, og så lange du har et tal, og gange det med uendeligheden, som verdensaltet i dig består af, så får man jo en uendelig sum, dermed en uendelig vægt, hvis du forstår

Hej Mibro.

Inden du går videre, skal du nok lige overveje, hvad vægt er?

Hvad er vægt, når det kommer til stykket? Det er ikke andet end et levende væsen, der trækker i et andet levende væsen. Vægt er et fysisk udtryk for levende væseners vilje. Hvis vi placerede dig midt mellem to lige store jordkloder, ville du veje 0 kilo for begge jordkloder trækker lige meget i dig fra hver side. Placerer vi jordkloden midt mellem to megaplaneter, ville den også veje 0 kilo, for så er dens vægt defineret ud fra deres tiltrækning, og ikke ud fra dens egen vægt, fordi disse megaplaneter har meget større tyngde. Og så videre. Begrebet vægt begynder altså, lige som alt andet fysisk vi kan forestille os, at blive diffust som objektivt begreb, det kan kun eksistere subjektivt, altså ud fra et på forhånd defineret sanseperspektiv. Da universet må være i en form for balance må den samlede vægt af alt stof være ikke uendelig, men derimod 0 kilo. 0 fordi det indeholder uendelighedens muligheder. Og for at en balance kan eksistere, må der være lige meget træk i alle retninger på en gang, ellers ville skidtet bryde sammen. Og lige som i eksemplet med dig mellem to jordkloden, så bliver facit et rundt 0.

Hvis du absolut vil have en vægt for alt stof, så er du jo nødt til at starte med at finde ud af, hvor du vil veje det henne. Er det på jordkloden får du et tal, vejer du det på månen for du et meget mindre tal. Og vejer du en myg på din egen krop, uden for jordens tyngdefelt, får du et forsvindende lille tal.

Her er noget du kan gruble lidt over. Jorden er 6 gange så tung som månen (vel at mærke når de vejes i samme tyngdefelt = sanseperspektiv!), derfor er alting 6 gange tungere på jorden, end det er på månen. Tag et kilo af jorden med på månen, og vej det der. Det vil veje 1/6 kilo. Tag et kilo af månen (det skal altså veje et kilo på månen!) med på jorden, og det vil veje 6 kilo hernede. Lad os føre eksperimentet længere ud. Tag hele månen med ned på jorden, og vej den her. Tag derefter hele jorden med op på månen og vej den der. Du vil få nøjagtigt den samme vægt, for jorden er 6 gange tungere end månen, men da den kun vejer 1/6 på månen, så vil jorden veje det samme på månen, som månen gør på jorden.  

Og til slut. Vej dig selv på jorden, og du vejer måske 70 kilo. Vej jorden i dit eget tyngdefelt, og jorden vil veje nøjagtigt det samme, altså 70 kilo. Man kan med rette spørge, om det er jorden der løfter dig, eller det er dig der løfter jorden? Et andet ord for dette kunne også være "tryk avler modtryk". Kun fordi du og jordkloden trykker på hinanden med nøjagtig den samme vægt, kan I begge eksistere uden at bryde sammen. Når man bliver belastet af at tage på, for eksempel hvis man går fra 70 til 90 kilo, så skyldes belastningen sådan set ikke, at man selv vejer noget, objektivt set, den skyldes derimod, at jordkloden trykker tilbage med 90 kilo i stedet for 70 kilo. Den øgede vilje som jordkloden sætter ind imod din øgede vægt, vil for dig føles som en øget belastning. For flytter vi dig op på månen, vil dine 90 kilo kun veje 15 kilo, og du kan springe rundt som en gazelle. Ikke fordi du pludselig er blevet "lettere", men fordi månen kun trykker på dig med 15 kilo. Jeg vil næsten tro, at dette princip er urokkeligt i den fysiske verden, det må det vel næsten være? Ethvert tryk kan kun eksistere, fordi der er et modtryk, der er præcist lige så stort. Og dermed må man konkludere, at vægten af alt stof er præcis 0 kilo.

Hej Mibro

Ja, det er mange kloge svar. Som denne fra Cai:
"Hvis du vejede uendeligt kg. ville du jo være.....-respekt-  -Gud"

Vi må huske at vækt tilhører den fysiske verden, og der er alt som kænd relativt. Når tiden er relativ (det som er mange menneskeår for os er nogre få minutter for jordkloden) så må vækt være lige relativ. Både i henhold til åndsvidenskapens expert Martinus og den fysiske videnskapens expert Einstein.

Da kan vi måske si at vægt i vår spiralkredsløb har en anden vægtfaktor end vægt i overliggende spiralkredsløb.

La oss sige at 500 år for os er 2 minuter for jordkloden. Jeg ved ikke exact forholdstallet, men noget i denne retningen er det. Hvis vi adderer tid fra vår spiralkredsløb med tiden fra overliggende spiral (solsystemet) så udgør summen en forsvinnende liten ændring (500 år + 2 minutter er fortsatt omtrendt femhundre år. For exempel). Lægger vi til næste spiral er den næste ændringen endnu mindre.

Om vi nå kan gøre det samme med vægt, ja så blir det ikke den store vægtøgningen når vi bevæger os op i spiralerne.

Så til citater.

LB2 377: ” Fysisk tyngde eller vægt er identisk med vilje eller begær.”
E=mc2, m=E/c2 hos Einstein blir m=E/c2=vilje hos Martinus.

LB2 377: ” Enhver ting "vejer" noget og får sin plads i den fysiske tilværelse alt efter sin vægt. De mest fortættede materier, hvilket vil sige, de, der er koncentreret på det mindst mulige pladsområde, er tungere end de, der er fordelt på det størst mulige område.”
Tomrom trækker vægten ned. Derfor blir vi lurt (bedratt) af at veje solsysteme. Kan vi si at et solsystem vejer mindre end vi måler klodene til, hvis vi hadde kunnet veje solsystemet fra næste spiralnivå? Da blir næmlig tomrommet tatt hensyn til. En spekulation fra min side, men det kan måske ha noget for seg.

LB2 382: ” Men når det (jeget) har eksisteret før frembringelsen af vægt, kan det i sig selv ikke "veje" noget.”
Der ser vi: jeget vejer ikke noget. De grammene jeg refererte til ovenfor har således ikke noget at gøre med jeget som forlater en kropp.
Så måske Thomas har rætt, det er bare den siste vejr/pust/ilt for forlater kroppen...

Martinus siger også at det er grænser hvad vi fra vårt ståsted kan iakttage fysisk. Noget må vi beregne os frem til:
LB1 277: ” Men her på grænsen af den fysiske sansnings område får individet altså mere og mere vanskeligt ved at finde fysisk støtte for alle detaljer i sine forskningsemner, idet mange af disse detaljer er utilgængelige for de fysiske sanser. Individet må da ud fra de af detaljerne, der endnu er tilgængelige for dets materielle sansning, erstatte de ikke materiel synlige detaljer med formodede detaljer. Men i sådanne tilfælde bliver udregningernes facitter ikke kendsgerninger, men derimod det vi kalder "teorier".”
Vi ved ikke hvor mye en atom vejer, eller hvor mye solen vejer. Vi har en beregnet vægt som passer ind i våre kænde fysiske lover. Hvis man legger sammen vægten til alle atomer i en kropp, blir det ca 70 kg? Vægt er således et relativt begrep.

Tak for en fin detektiv-hjemmelekse med citater. Man finder altid så meget spænnende!

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej venner

Tankevækkende indlæg, allesammen...

Man kan sige, at det ikke er jeget, der vejer noget -
det er derimod jegets forhold til sine omgivelser, der vejer noget.
Og når dette forhold ændrer sig, ændrer vægten sig...

Venlig hilsen
Petersh

Tænker at det i mange tilfælde er vægten fra de sidste udsivende tarmgasser, som bringer vægten ned på dødslejet 

P.s. Dette er ikke et personangreb - Tomasino er min bror - han kan godt klare lidt "gas".

Til Oscar:

Det med de 21gram, som skulle være sjælens vægt, bliver anset, af selv videnskabsfolk som vanvid

....en smule ironi og humor er ikke personangreb.

Hej Mibro

Ja det tror jeg gjerne.

Fant en link om emnet: http://www.forskning.no/artikler/2004/mars/1078397327.63

Videnskaben er ikke overbevist, nej:

Det tror jeg vi kan være enige i.

Kjærlig hilsen
Oscar