Hej Oscar

Ja krig hjælper os til at se. I krig er det så tydeligt. Lidelserne er enorme og selv de hårdeste og mest dyriske sjæle bliver en lille smule mere næstekærlige og medfølende selvom det ikke altid kan ses. Ligesom en løve skal dræbe mange, mange gange og en hjort blive dræbt mange, mange gange før følelserne udvikles, så skal vi også alle opleve og udleve krig fra alle sider før vi er fuldt uddannede i næstekærlighedens, fredens og medfølelsens skole.

Hvad er vores opgave så som f.eks dansker i denne uddannelse? Vi har en andel af disse krige gennem vores lands og samfunds støtte og medvirken i dem. Hvad er det vi er ved at lære ved at have denne rolle? Vi har en tidligere statsminister, som nu skal lede selveste Nato. Hvad er det denne oplevelse forsøger at lære os?

Samtidig har vi ført en økonomisk krig mod alle de fattige lande og deres indbyggere i hunderedevis af år. Vi forstår ikke at de stadig er så fattigere for vi har jo prøvet med nærmest utallige løsninger og forsøg at ændre på dette forhold og vi bliver ved med at tro på den næste smukke plan for at hjælpe alle disse mennesker til en bedre tilværelse. Vi ved fra de kosmiske analyser at vi ikke kan hjælpe dem og at alle kun kan være den oprindelige årsag til deres egen skæbne, men vi kan lære det vi selv har at lære.

Livet er så guddommeligt indrettet at ingen kan lide uret samtidig med at den tilsyneladende uret udøves af væsener der har behov for at gennemføre netop disse ukærlige handlinger for at frembringe netop den lærdom de har behov for, deres karma, så de kan udvikles gennem den lærdom der følger med.

Så spørgsmålet til den udviklede dansker må være, hvad er det jeg kan lære af at have min andel af disse krigshandlinger? Hvorfor har guddommen valgt mig til at være medvirkende til disse beslutninger. Hvad er det jeg er ved at lære?

Med kærlighed

Lars

.

Hej.

Også enig i, at fredsfabrik er et godt udtryk. I øvrigt er enhver skabt ting en fabrik for det modsatte, og den evige sum er nul. Mørket er en lysfabrik, og lyset er en mørkefabrik. Kontrastprincippet længe leve!

Hej Venner.

Jeg må tilstå at jeg tit forundres over den "omskrivning" af mørket der fremkommer, på baggrund af Martinusses udtalelser, for den er ikke (i mine øjne) specielt positiv, selvom det da sagtens kan opleves som positivt at man kan se på "krig" som noget umiddelbart godt ( via en sådan omskrivning).

 Krig og myrderier er i mine øjne absolut ikke noget godt, det var langt bedre at man lærte via vejledningerne vi er blevet givet, end via reaktionerne på alt det forkerte vi udøver, overfor hinanden, så det eneste gode jeg ser i forbindelse med "krig" o.s.v. er selve karmaloven, som så viser en, at det netop er forkert at udøve den slags.

 Da Moses i sin tid fik overleveret " de ti bud" så lød de jo ikke således:

 Du skal slå ihjel, for ellers kan du ikke lære at dette er forkert.
 Du skal stjæle, for ellers kan du jo ikke lære at dette er forkert.
O.s.v.

 Men den "omskrivning" man kan forledes til at lave, når man fremlægger krige som fredsfabrikker, er jo netop baseret på, at krige og drab SKAL udføres for at man kan lære og udvikle en afstandtagen til disse ting, og det er i mine øjne ikke korrekt, vi kan sagtens lære via vejledninger, hvis vi VIL dette, og det er blot et kærligt "sikkerhedsnet" vi har "under" os, i form af karmaloven, som er tænkt som et gode, for de som ikke frivilligt VIL lære via vejledningerne, og som derfor kun har karmaen som vejleder, i forbindelse med de handlinger der foretages.

 Det er (igen i mine øjne) karmaloven der via de "negative" tilbagegivne reaktioner på hvad vi foretager os, er et gode for os alle, og ikke selve den negative handling, (krigen eller mordet eller tyveriet) der bør opfattes eller udlægges som noget positivt.

 Krig er ikke i sig selv fredsskabende, men karmaloven er.

 Jeg kan såmænd da godt forstå, at nogle, med baggrund i Martinusses udtalelser, går så langt videre, at disse definerer det "onde" som noget basalt godt, men det er i mine øjne at gå længere, end der er grundlag for, det må være nok at anse selve karmaloven for det "ubehagelige gode", fremfor at anse det som netop karmaloven skal vise/lære os er noget grundlæggende "ondt", som værende noget der i virkeligheden er noget der er "godt".

 Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Jeg ser sådan på det, at det ikke alene er et spørgsmål om vilje - de fleste der bliver spurgt, om de ønsker krig ville svare, at selvfølgelig ønsker de ikke krig - viljen til at undgå krig er der, men alligevel er der masser af krig. Vi kommer fra dyreriget, hvor drab var livsnødvendigt. Det kræver både udvikling af intelligens og følelse at kunne forstå teoretisk, at krig er unødvendigt. Udvikling af følelse går gennem lidelse. Udvikling af intelligensen har hidtil i denne spiral gået gennem at udtænke, hvordan man kan nedkæmpe sine fjender.

Hej Svend.

Jo, kontrastprincippet er OK, som du selv nævner tidligere, det er en "nødvendighed" i forbindelse med optræningen i at kunne adskille tingene fra hinanden.

  Men denne "optræning" skulle jo så også gerne medføre at vi netop definerer tingene som lyse eller mørke, krigene og sygdommene o.s.v. skal lære os at tage afstand fra de forkerte handlemåder, der frembringer krige og sygdomme, så vi på et tidspunkt forstår at krige er onde, og ikke gode.

  Men bliver konklusionerne af oplevelserne af krige eller lidelser, i stedet, at disse slet ikke alligevel er "onde" ting, men "gode" ting, så har vi jo intet lært, og intet forståët, som jeg ser det.

  Hvordan tilkendegive at man har haft gavn af lidelserne, så man nu har lært at tage afstand fra det der fører til lidelse, samtidigt med at man så stadigvæk "forherliger" lidelserne, som værende goder ?

  Dette kan jeg ikke, jeg kan sagtens se nødvendigheden af lidelsernes tilstedeværelse, i forbindelse med at vi så, via kontrastprincipperne mellem lidelserne og lyksaligheden kan lære hvad der er godt for os, men det at man derefter påklæber selve lidelserne den "mærkat" at disse også er goder, det er for mig at se, at fordreje virkeligheden, lidelserne er nødvendige  bestanddele i vort udviklingsforløb, men ikke at anse som goder, karmaloven er godet i den forbindelse, da karmaloven jo er den der viser os at lidelserne netop er "onde", og noget der ødelægger vort livs lykke.

  Jeg kan godt på det rent intellektuelle plan, elske "alt der er", men i det lokale perspektiv må jeg alligevel elske noget i "kontrast" til noget andet (som jeg så tager afstand fra), for ellers vil jeg føle det som om jeg står stille i udvikling, og er holdt op med at skelne mellem rigtigt og forkert, godt og ondt.

  Så hvis jeg ikke tager afstand fra krige og lidelser, rent intellektuelt, men blot konkluderer at begge dele er gode, fordi de er til og fordi de har en nødvendighed i forbindelse med "kontrastprincippet", så oplever jeg det som om jeg så ikke længere bevæger mig i den rigtige retning, i det "lokale" udviklingsforløb jeg selv befinder mig i, i nuet.

  Kontrastprincippet ville ophøre med at eksistere for mit vedkommende, hvis både det gode og det onde, tilnærmes hinanden så meget, at det anses for at være "ligeværdigt", på dette "lokale" plan vi eksisterer på, hvis du forstår hvad jeg mener.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej venner.

Som tilføjelse vil jeg da lige nævne, at Martinus jo fortæller at hele vort udviklingsforløb har den hensigt og det formål, at vi igen skal kunne lære at adskille lyset fra mørket.

  Når jeg engang igen står overfor "Sankt Peter",  og beder om at blive lukket ind i "himlen", vil han sikkert spørge mig om jeg da nu mente at have lært det jeg skulle, for at kunne tillades adgang til de højere "sfærer", og hvis jeg da svarer at jeg skam da via Martinus nu har lært at man ikke skal være partisk, og at alt er såre godt, includeret både det gode og det onde, så ville jeg sikkert få det svar, at det jo ikke var derfor jeg havde haft min inkarnation, jeg var jo netop ikke sendt ned i mørket for at lære at det hele var lige godt og for at lære at være "upartisk", men for at lære at skelne mellem tingene igen, så jeg netop udviklede partiskhed for lyset fremfor for mørket. 😮

  Så jeg fik nok blot den besked, at det var en "ommer", og at jeg igen måtte inkarnere, så jeg kunne lære det der var formålet med mine inkarnationer, nemlig det at udvikle partiskhed for lyset, via afstandtagen til og oplevelsen af mørket.

  Upartiskhed og oplevelsen/selvsuggestionen af at ALT er såre godt, går ikke hånd i hånd med udviklingen af skelneevnen mellem godt og ondt, så for mig er det absolut essentielt, at man formår at adskille disse begreber fra hinanden, som tilhørende henholdsvist det "guddommelige" plan og det "lokale" perspektiv.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg er helt enig med deg. Man kan aldri se på krig som noe godt i et lokalt perspektiv. Det er så mange lidelser i et krig at det nogre ganger er svært at se på nyhederne eller snakke med mennesker som er i nød på grund av slike foreteelser.

Det var heller ikke mitt perspektiv, at se krig i lokalt perspektiv. Det er kun i spiralperspektiv at alt blir såre godt.

I dyreriget er drap et gode, egoisme er et gode, enhver er seg selv nærmest. På vej inn til menneskeriget – hvor vi er nu - er ikke drap et gode lenger, og heller ikke egoismen – vi øver oss i at tænke på vår næstes beste. At være selvopofrende er et gode i vårt lokale perspektiv, men i dyreriget er det en katastrofe at være selvoppofrende. Hvad som er dyd og hvad som er last er lokalt betinget.

Så jeg er enig med deg Avatar. Krig er ikke noe godt. Men det bevirker noget som er godt, nemlig at man ikke lenger kan nænne at krige. Det var fokus i mitt innlegg ovenfor.

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej Oscar.

  Dejligt at høre vi ikke er uenige, og jeg tror da også at langt de fleste der har kendskab til Martinus, godt formår at adskille det overordnede perspektiv fra det lokale.

  Og formår man ikke det endnu, så har vi jo det virkelige gode (karmaloven) som så nok med tiden skal frembringe den rigtige forståelse i den enkelte, og det er jo såre godt, overordnet set.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.