jeg taler ud fra et overordnet indtryk af det jeg har læst og kan ikke citere, men mit indtryk er at Martinus er lidt hård omrking psykiske syge som han tit sætter på samme linje som åndsvage og psykopater og som nogen som har ødelagt deres nervesystem ved forkert levevis, druk og misbrug. Ofte bliver kimen til psykisk sygdom lagt allerede i barndommen på grund af feks mobning, manglende kærlighed fra forældre, utrygge rammer o.s.v. Personer med psykisk sygdom kan da værre yderst fornuftige kærlige og omsorgsfulde, og nogle er måske i virkeligheden for kærlige til at de kan håndtere en syg verden hvor man promovere egosime og konkurrence og bliver derfor angste og neurotiske. Min pointe er bare at nogle psykisk syge ikke nødvendigvis tænker forkert eller som udgangspunkt har et dårligt nervesystem, men måske reagere fuldstændig normalt på nogle ydre rammer som er syge. Men jo jo. Ved det godt. Det er jo bare deres karma og derfor selvforskyldt at de evt. er blevet vanrøgtet og misbrugte som børn og derefter bliver syge i sindet og nervesystemmet.
Vh Thomas
.
Hej Thomas
Som jeg ser det er det vigtigste budskab i de kosmiske analyser at et udviklet menneske altid viser medfølelse og næstekærlighed overfor sin næste. Da DTT beskriver udviklingen fra dyr til menneske og dermed fra det dyriske princip, øje for øje og tand for tand og enhver er sig selv nærmest og frem til det næstekærlige væsen der hellere vil give end at tage er det nemt at blive opslugt i detaljerne for hvordan denne udvikling foregår og kun kan foregå. Kun gennem lidelsesoplevelser er denne udvikling mulig og efterhånden som dette væsen nærmer sig det færdigtudviklede menneske vil lidelserne ophøre og det der før var lidelser vil opleves som de lykkeligste stunder.
Alle væsener har således eller vil på et tidspunkt dræbe, lide og alle de andre ting og oplevelser på denne vej. Det vi lærer af de kosmiske analyserer at vi alle er på forskellige trin i denne udviklingsproces. Forståelsen af denne udviklingsvej hænger nøje sammen med udviklingen af medfølelse og næstekærlighed overfor dem der er på et sted på denne vej, hvor tingene ikke hænger sammen og livet opleves som en ulykkelighed. Vi har alle været på et tilsvarende sted som de er eller kommer på et senere tidspunkt til at opleve noget tilsvarende og når dette erkendes kan man kun føle medfølelse og næstekærlighed overfor alle væsener der har det svært.
Med kærlighed
Lars
Han taler om dem som der blevet så store nervevrag eller så bevidstløse at de kun tænker på deres egen smerte og situation.
Deres tilstand er hovedsagligt genereret af egoistiske tanker, de bekymre sig altså hovedsagligt kun om sig selv, hvad nu med mig? De får dårligt osv. osv. Deres dårlige nerver er ikke et produkt af deres evt. kærlighed, skrøbelighed eller overfølsomhed over for andre og sig selv. Men deres nuværende projektion af dem selv og deres behov.
De arbejder stadigvæk med, grovhed, hårdhed og kynisme og de har netop ikke fået en forkærlighed for det bløde, milde og rolige.
De ønsker uanset deres evne til bevidstheds udfoldelse og tilkendegivelse stadigvæk det samme og deres eget.
Disse mennesker har i overordentligt stor grad ondt af dem selv eller har så har de tabt fuldstændig kontakt med samfundet og realiteterne.
Tabet af realiteter eller martyrium er jo det sammen som mangler på virkelig menneskelig kærlighed. Det som helbreder et mentalt ubalanceret individ er intelligens og følelse der individuelt eller sammenhørigt ønsker at til gode se helheden.
Da er jeg nødt til å betrakte meg som en av de Martinus ville vært hård mot. Samtidig så snakkes det om Martinus som en forsvarer for alt og alle. Jeg får det ikke helt til å henge sammen.
Vh Jostein
.
Vh Jostein
Hej kære Jostein
Det er nemt at få den opfattelse at Martinus var hård ved nogen. Men det skyldes udelukkende vores egen mangelfulde forståelse. Martinus var ikke hård mod et eneste væsen.
Misforståelsen kommer af den forståelse der ligger i vores kultur - eller rettere manglende forståelse.
Fra første færd i dette jordliv bliver vi påvirket til at tro fra stort set alle omkring os at vi er resultatet af en tilfældighed. Det er vigtigt at forstå hvor dybt denne overtro ligger i os, for stort set alle vores værdier, trossystemer, overbevisninger, forventninger osv. osv. er en følge af denne basale overtro.
Ud fra dette grundlag vil vi gerne forbedre verden. Livet er tilfældigt og derfor er det vores opgave at rette op på det. Vi skal finde løsninger. Vi skal hjælpe.
Stort set alle de ting vi finder på er netop det modsatte af det vi ønsker at opnå. Næsten hver eneste såkaldte "løsning" er en forværring af situationen. Det gælder lokalt i os selv og globalt i vores samfund som helhed. Dette er der også en mening med, for hvordan skulle vi ellers lære at "løsninger" ikke er "løsninger". Men det er en anden historie.
Martinus beskriver at intet er tilfældigt. Det kan virke hårdt når man nu har den overbevisning at alt er tilfældigt og når stort set alt det man læser, hører og tror fortæller én at alt er tilfældigt og at vi derfor må rette op på denne uretfærdighed.
Tænk over hvor meget af vores egen ageren, der direkte følger af vores tro på at alt er tilfældigt og dermed uretfærdigt. Hvad gør jeg i dag for at ændre på dette? For at "forbedre" dette?
Og tænk på hvordan vi har bygget et helt samfund op omkring denne overtro. Hvad gør samfundet hver dag for at rette op på eller undgå "tilfældigheder" og "uretfærdigheder"? Hvor mange af vores love er et direkte resultat af at vi tror at vi skal rette op på situationer her, der og allevegne eller beskytte mod dette eller hint?
Baseret på denne overtro har vi lært at være politisk korrekte, vi har lært at fortælle hvide løgne for at beskytte vores omgivelser for det er jo ikke kærligt at fortælle sandheden. Hele vores kultur er bygget op om at det er synd for den ene og synd for den anden fordi vi tror at alt er tilfældigt. Naturligvis er det synd for alle mennesker der har det svært for de kan absolut ikke gøre for det. Det næstekærlige er at forstå dette og hjælpe ethvert væsen gennem de svære tider.
Ja, at hjælpe ethvert væsen gennem de svære tider.
Fordi vi tror på at alt er tilfældigt, så er det i vores kultur ikke nok bare at hjælpe. Ofte har vi ikke engang tid til at hjælpe. Nej vores primære formål er blevet at forhindre, at undgå, at styre. Vi tror at vi kan styre uden om alle "tilfældighederne" og "uretfærdighederne". Vi har lært altid at være på udkig efter "løsninger".
Martinus fortæller os at dette ikke er muligt. Vi kan alle kun opleve præcis det der er det bedste for os i hvert eneste øjeblik. Det kan lyde hårdt når man altid har fået at vide at ens skæbne er tilfældig og uretfærdig og at der ikke er nogen mening med nogen ting. Hvorfor sker dette altid for mig? Hvorfor vinder jeg aldrig lotto? Hvorfor mister jeg altid mit arbejde? Hvorfor forlader dem jeg elsker mig altid? Er det ikke bare typisk at det er mig der bliver syg?
Det er synd for disse mennesker at de oplever livet som en kamp og at de ikke kan finde lykke og fred. Et kærligt væsen vil altid føle medlidenhed og gøre alt hvad der er muligt for at hjælpe en ulykkelig person gennem de svære tider. Derfor er Martinus aldrig hård.
Samtidig forstår et kærligt væsen at det ikke gælder om at undgå disse følelser eller den lidelse der opstår. Man kan naturligvis feje tingene ind under gulvtæppet og det kan give lidt fred og ro et stykke tid, hvilket er helt fint for det kan der være brug for. Men dette løser ikke nogen problemer. Lidelserne vil altid komme tilbage på et senere tidspunkt indtil man ikke længere har gavn af dem. Indtil man har lært det man var ved at lære. Indtil man har færdigudviklet evnen indenfor dette område og er klar til udvikling på andre områder.
Kære Jostein, jeg håber at du må finde lidt lys i den mørke vinter. Foråret vil komme selvom det kan være svært at tro på i den mørkeste vinternat.
Med kærlighed
Lars
Hei Jacob og Lars
Jeg takker så mye for deres forsøk på å oppklare Martinus`forhold til psykisk syge.
Det er ikke lidelsen i nuet som er det verste for meg. Hadde det vært reversibelt så kunne jeg fint bære dette.
Jeg har feks ennå ingen fysiske smerter. Masse spenninger og mye uro, ja, men ikke intense smerter, utenom at det går utover fordøyelsen.
Det foreløpig verste er å miste kontakt til absolutt ALT (Musikk,natiur, seksualitet,ja, alt)
Jeg lever ikke lenger slik som livet var tenkt å leves.
Men det går ikke an å ha det slik over lengre tid, spesielt fordi dette blir stadig verre.
Nervevrak er altså noe jeg er redd for å bli, og jeg føler ikke det er noen vei utenom.
Vh Jostein
Hej Jostein
Når jeg læser det du skriver så tænker jeg at nogen gange er der kun den ene vej at acceptere tingene som de er. Forsøger du at styre væk fra den oplevelse du oplever? Tillader du dig selv at være i den?
Du har mistet kontakten til absolut ALT, skriver du. Så er det sådan det er.
Du lever ikke livet som det er tænkt at leves. Ja, det er så som det nu kun kan være lige nu.
Det kan ikke blive ved og det bliver stadig værre. OK, accepter det som et faktum.
Du er redd for at blive et nervevrag. Tillad dig selv at have denne frygt. Du er frygtsom og det er som det nu er.
Nogen gange skal vi ikke lave noget om, men kun lade tingene og specielt vores følelser og tanker om tingene være som de er. Tillad dig selv at gå helt ned. Oplev mørket fuldt ud. Udlev din værste frygt.
Når du er klar vil forårssolen begynde at titte frem.
Med kærlighed
Lars
.
Først vil jeg sige tak for svarene. Derefter vil jeg siger at jeg ikke synes synes ikke det er noget godt råd at sige at Jostein skal tillade sig at gå helt ned
og opleve mørket fuldt ud. Og med mit godt nok begrænsede kendskab til martinus er det også mit indtryk at han kraftigt advare mod at opholde sig i mørke tanke klimaer for meget, da det kan ende helt galt. Men det der menes er måske at man ved at være blevet mættet af mørket vil søge mod lyset ?.
Vil sige til Jostein at jeg ikke synes du skal søge at leve mørket fuldt ud. For det kan altid blive værre, og bare det at du kan skrive på dette forum og studere Martinus siger mig at der stadig er noget der er intakt i dig. Har man det dårligt nok kan man slet ikke udtrykke sig og slet ikke læse Martinus. Har selv været indlagt i 14 måneder på et psykiatrisk hospital, så jeg ved hvad jeg snakker om. Ikke at jeg vil underminere at du måske føler dig forpint.. I det mindste kan men med Martinus i baghånden finde lidt hvile og mening med at befinde i sig i lidelsen.
En ting der har gavnet mig er Martinus råd om at prøve at hjælpe eller bare lytte til andre der er i en lignende situation eller har det værre. Så får man flyttet fokus lidt væk fra sig selv og føler at man er lidt til gavn oh det kan give sin lidelse noget mening. Men rådet om at give op og opleve mørket fuldt ud kan jeg ikke tilslutte mig. Har oplevet folk der er mere levende end døde. Martinus udtryk om åndelige lig er faktisk ret rammende, og så tror jeg der er langt tilbage til normaliteten. Så det er med at holde sig ovenvande i den udstrækning det kan lade sig gøre. Men selvfølgelig må man prøve at acceptere der hvor man er for ikke at undgå konstant frustration og bitterhed. Men det er let nok at give råd, det kan være forbandet svært at bruge dem når man befinde sig midt i hvirvelstrømmen.
Vh Thomas
.
Tak for en interessant og relevant tråd..
Når jeg læser dit svar Jostein, bliver jeg nysgerrig på hvad du fejler? Det lyder som om du har en fysisk, degenerativ lidelse - muskelsvind, kræft? Det ville være opklarende med en tydeligere beskrivelse, men jeg respekterer hvis du ikke ønsker at gå i detaljer. Forholdet mellem det fysiske, psykiske og karmiske er interessant og relevant i denne sammenhæng. Jeg får indtrykket af at du er bange for at blive en grønsag, eller et nervevrag i takt med at din sygdom skrider frem - er det sandt?
Venlig hilsen Andreas
Hej Jostein
Jeg kan ikke besvare personlige mails... Jeg ved ikke hvad jeg gør forkert. Computeren skriver "Bogstaverne du skrev, svarer ikke til det viste billede. Klik på "Tilbage", og prøv igen.", med rød skrift..
Jeg har prøvet at skrive til dig 2 gange. Jeg kan godty læse dine beskeder. Hvis du ikke har noget imod det kan vi kommunikere her på tråden??
Vh. Andreas
:
Hej Jacob
Tak for dit svar. Mit spørgsmål var nu ikke til dig, men til Jostein. Det relaterede sig til denne del af tråden:
Jeg takker så mye for deres forsøk på å oppklare Martinus`forhold til psykisk syge.
Det er ikke lidelsen i nuet som er det verste for meg. Hadde det vært reversibelt så kunne jeg fint bære dette.
Jeg har feks ennå ingen fysiske smerter. Masse spenninger og mye uro, ja, men ikke intense smerter, utenom at det går utover fordøyelsen.
Det foreløpig verste er å miste kontakt til absolutt ALT (Musikk,natiur, seksualitet,ja, alt)
Jeg lever ikke lenger slik som livet var tenkt å leves.
Men det går ikke an å ha det slik over lengre tid, spesielt fordi dette blir stadig verre.
Nervevrak er altså noe jeg er redd for å bli, og jeg føler ikke det er noen vei utenom.
Vh Jostein
Det var denne tekst der gjorde mig nysgerrig. At jeg kom til at tænke på kræft og muskelsvind, har noget at gøre med de symptomer, som Jostein nævner - særligt at det er irreversibelt - at det bliver værre.
Jeg er ked af misforståelsen. På den anden side er jeg glad for at du er "back on track" og jeg tager jeg hatten af for din ærlighed og ikke mindst din personlige kamp, som giver dig en indsigt, som vi alle kan have gavn af her på forummet.
Kh. Andreas
P.S. Fedt billede du har valgt til din profil. Oldschool..
Hej Supermand
Dejligt at se dig her på Martinusforum igen.
Jeg har tænkt på, om det er som med fødevarer....altså, at der er nogle ting man efterhånden bliver mere følsomme overfor. Måske er det ikke så meget Psykisk sygdom, men snarere psykisk overfølsomhed når det kommer til depression og angst. Måske er der istedet for sygdom tale om overfølsomhed overfor nogle af de omstændigheder i samfundet som vi lever under...f.eks stress, konkurrence mentaliteten o.a. som udløser depression og angst.
Mens nogle ikke røres synderligt, at at se lidelser omkring en og i tv...i form af sygdom, krig og dyremishandling....bliver andre måske helt dårlige og udvikler depression og angst. Mens nogle klarer sig fint med konkurrencen på arbejdsmarkedet og i karriererræset....har andre det måske sværere med det og får nogle psykiske symptomer som depression og angst.
Vi lever i en svær tid....som flygtninge mellem to riger....det ene ben i dyreriget og det andet ben på vej til det rigtige menneskerige....og jeg tænker, at det handler om nogle mere eller mindre naturlige psykiske eller mentale overgangsvanskeligheder fremfor egentlig Sygdom. Vi er ved at nå mætningspunktet når det kommer til mørket.... som når man har spist alt for meget mad og får kvalme og opkastningsfornemmelse.....blot i en mental form.
Endemålet er ikke nået.....med tiden vil den indre balance igen blive oprettet og vi vil alle nå det mentalt suveræne stadie.
Du er ikke alene.
Kh. Ejby
Skriv et svar